Skæbnen ville det
Hun giftede sig af medlidenhed. I dag siger hun, at hun nok ville gøre det igen.
Hver morgen, inden arbejdet, cyklede hun ned til Øresund for lidt saltvands-motion og tog sin daglige dukkert, næsten hele sæsonen igennem.
En kold forårsdag, netop kommet op af det stadigvæk bidende kolde vand, så hun en mand på bakken med en jernhest af en cykel, som diskret betragtede hende, inden han trillede ned mod stranden.
Godmorgen, frue. Er du en ægte vinterbader?
Tjah, det kan man vel påstå, svarede hun og fugtede læberne som en havfugl.
Forstyrrede jeg dig? sagde han, da han bemærkede, at hun ikke virkede specielt henrykt.
Næh, det går nok.
Han fulgte hende op ad skrænten og hele vejen hjem til kollegiet. Det viste sig, de boede tæt på hinanden og arbejdede nærmest side om side.
Siden den dag krydsede han ofte hendes sti. Han syntes, hun var ret så fantastisk ung, flot, sportstrænet, klog og med en skarp humor. Det modsatte kunne dog siges om hendes følelser for ham.
Han ramte ikke hendes radar overhovedet. Men hun nænnede ikke at afvise ham. Man siger, en god samtalepartner er en sjældenhed. Hende kunne man tale med om alt.
En aften, sent, bankede kollegiets nattevagt på hendes dør. Der står en sær mand udenfor og venter på dig, hviskede hun dramatisk. Udenfor stod han, ulasteligt klædt i hjemmefutter, en falmet T-shirt og bløde træningsbukser. Hånden knyttet, og der sivede en blodrød dråbe ned langs hans fingre.
Herre Gud! Hvad er der sket? Kom indenfor jeg har plaster!
En mand ind på kvindekollegiet midt om natten?! Er du vanvittig? Jeg mister jobbet! hvinede nattevagten.
Vent lige, sagde hun og snuppede førstehjælpskassen.
Efter nogle minutter forvandlede hun sit værelse til et lille samariterværksted. Hun fandt ud af, at han boede med sin mor, som havde en lettere forkærlighed for Tuborg og en festglad ven, der havde påført ham skaden.
Hun havde selv engang måtte flygte fra sin far, så hun forstod ham bedre end så mange andre.
Skal jeg brygge lidt kaffe hjemme hos mig? Spurgte han.
Hvad med din mor?
Hun er afsted med vennen.
Af bare medlidenhed sagde hun ja.
Han boede i et ægte Københavner-hus, gemt bag et hav af betonblokke. Hus var så meget sagt det var snarere en primitiv hytte bygget af andet og tredje hånd sten lag tilsat rigelige mængder skæve vinduer og grus. Indenfor var der to rum. Moren boede nærmest i køkkenet, på en træt sofa, der burde være pensioneret. Hans værelse var nogenlunde, ryddeligt og fyldt med bøger.
Han lavede kaffe, og snakken gik til langt ud på natten. Klokken blev alt for mange. Hun fik tilbudt sengen, mens han selv sad oppe og læste til morgensolen.
Hun vågnede tidligt og skyndte sig hjem. Medlidenheden for denne mand hang stadig i luften. Hun ville gøre noget godt for ham.
Han ventede på hende udenfor fabrikken, da hun havde fri. Foreslog, de kunne cykle til havet sammen om morgenen, og bagefter drikke hans kaffe. Hun kunne ikke sige nej.
Så blev strandturene en fast tradition. Hun fik ham endda overtalt til at prøve en dukkert i det kolde vand. Hun så ham bare som en ven, han følte mere og meget mere.
Han turde ikke tale om følelser. Han kunne jo ikke tilbyde andet end sig selv. Ingen pige ville bo i hans hus med en mor, der med jævne mellemrum rasede rundt og råbte ad folk.
Men han vidste, at hun selv havde haft det svært hjemme at hun var flygtet engang. Og så tog han chancen og friede.
Han havde ikke regnet med et ja. Hun havde ikke regnet med, at hun skulle sige ja. Hun havde ondt af ham. Drengene hun ellers mødte var velstillede, men grotesk kedelige.
Hun konkluderede, at det var bedre at gifte sig uden kærlighed, men med en god mand, der virkelig holdt af hende.
Familielivet var langt fra nemt. Svigermor ville ikke have en fremmed kvinde i sit hus. Skænderierne var dagligdag. Psyken knækkede, og de mistede det første barn.
Hun lå på hospitalet og græd, overbevist om at hun havde ødelagt både sin egen og hans fremtid med denne halsløse beslutning.
De boede under samme tag som moren i otte år, før hun gik bort. I den tid kom der to drenge til. Børnene gik i børnehave, hun arbejdede og studerede på Københavns Universitet.
En studiekammerat fik hendes hjælp til opgaver en venskab, der blev til kærlighed. For første gang var hun ægte forelsket. Men utroskab kunne hun ikke bære.
Flere gange prøvede hun at gå. Men når hun kom hjem og så ham lege med børnene og den kærlighed, de gav ham, blev hun. Til sidst tænkte hun, at hun mest måtte leve for børnene. For manden, som aldrig havde sagt et ondt ord hele livet. Hun gravede sin egen kærlighed ned i hjertet og blev.
Tiden gik. Den ældste søn blev færdig på uni, blev gift og flyttede. Så den yngste. Pludselig var livet fløjet forbi. Den rare mand fik endelig en forfremmelse på arbejde. De levede roligt og færdedes det hele fik tilmed en lejlighed, før boligmangel blev mode igen.
En dag, efter arbejde, lavede hun aftensmad. Tiden gik, men manden dukkede ikke op. Meget mærkeligt. Han var aldrig sent på den.
Hun stillede maden på bordet, lagde sig lidt. Tændte for lyset i soveværelset og der lå en seddel: “Undskyld, jeg er meget skyldig overfor dig. Jeg har forelsket mig i en anden. Jeg kan ikke styre det.
Det hele styrtede sammen. Angst for at være alene. Hun greb pludselig, at livet uden manden slet ikke gav mening. Ingen tårer. Uden at skifte tøj lagde hun sig og sov.
Næste morgen tog hun til Øresund som sædvanligt. Men hun kunne ikke bade. Havde ikke lyst. Ville ikke være alene. Ville egentlig slet ikke leve.
Hun sagde ikke noget til børnene. Gik på arbejde som på rutine. Men lod heller ikke sig selv ramle helt sammen.
Fire måneder gik. Hun svømmede som altid i det tidlige morgengry. Vinden var barsk. Hun slog håret væk fra ansigtet, da hun pludselig igen så en mand oppe på bakken med cyklen. Hjertet bankede som en gal. Han gik ned mod hende.
Godmorgen, frue, vinterbaderen kender jeg vist godt, sagde den velkendte stemme.
Kom nu med hjem, og sig ikke mere, sagde hun bare.







