Den ufødte kvinde er allerede ikke længere en kvinde, men kun en halvkvinde, siger min svigermor. Mette sukker og smiler bittert.
Du skal ikke lytte, råber den halvhøre, menigt ældre nabo, Fru Hanne, højlydt. Gud ved, hvad han vil. Du er for ung til at få børn; han ser alt på forhånd.
Men hvordan kan du så se, Hanne? Jeg har ventet fem år, jeg vil så gerne have et barn, græder Mette, tårerne løber ned ad kinderne.
Hun taler sjældent højt om det; mest gemmer hun smerten i sit hjerte. Nu er hun vendt tilbage til sin barndomslandsby, ti kilometer fra den gamle grav, for at besøge sin mors grav og sidde med den halvhøre nabo for at snakke.
Det er en hård sag men vi finder ikke børn, de finder os. Hold ud, pige.
De råbende hunde og kvidrende spurve fylder luften, men de sædvanlige lyde fra landsbyen forsvinder. Landsbyen Nørreby i Jylland er næsten forsvundet, de nedfaldne bindingsværk læner sig mod floden som en sidste hyldest.
Mette går hjem til sin mand i den lille by Illefjellet. Hun må forlade Nørreby ved daggry. Hun har altid frygtet den mørke skov og markerne om natten en barnlig frygt.
Mette er oprindeligt fra her. For seks år siden blev hun alene. Faderen døde kort efter krigen, og moderen gik bort tidligt. Hun får et job som malkekone på den lokale gård.
Da hun møder sin kommende mand, er det juni. Det er Mettes syttende sommer og første sommer på gården. Hun løber til gården med glæde, selvom hendes hænder gør ondt i starten af den hårde malkning.
En morgen på vejen rammer en skæv regn hende. Himlen bliver grå og buldrer. Alt omkring ser skævt ud, bøjet til den ene side.
Mette springer under et lille skur ved skovkanten, sætter sig på brædderne og vinder vand fra sine lange sorte fletninger. Gennem regnen ser hun en sorthåret ung mand i ternet skjorte og bukser, der går mod hende. Han dykker under skuret, ser hende og griner:
Hvad får du? Jeg er Nikolaj, hvem er du?
Mette fryser, hjertet hamrer, mørket omkring dem er tungt af regn. Hun holder mund, trækker sig tilbage på kanten af brættet.
Er du larmende af lynet? Eller er du stum af natur? spørger han spøgende.
Jeg er ikke stum. Jeg hedder Mette.
Koldt? Har du brug for varme? fortsætter han med at drille, men holder afstand. Regnen har vasket alt væk. Jeg er fra Morsø.
Han laver flere jokes, men så bliver han påtrængende. Mettes bluse sidder fast på kroppen måske pirrer det ham, måske er han bare legesyg. Mette løber ud i regnen, springer af sted, ser sig bagud.
Det er skræmmende i den truende skov under tunge skyer!
Senere kommer Nikolaj som midlertidig dyrlæge. Mette ser på ham med en smule irritation, men han begynder straks at vise sin interesse, følger hende seriøst. Det tydes på, at deres første møde har sat sit spor.
Mette indgår ægteskab med glæde, selvom hun er usikker på, hvad der venter hende i mandens familie og i en fremmed landsby. Svigermoren er sur og krævende. Hun overlader mange pligter til svigerdatteren, men holder øje med alt, der gøres.
Selvom tingene er hårde for Mette, giver hun ikke op. Hun er flittig og stærk men svigermoderens kritik giver hende smerte. Jo mere hun prøver, jo mere kritiseres hun for at være uden medgift, som en fattig ugift pige.
Efter et stykke tid roer svigermoren sig, ser at svigerdatteren er dygtig. Kritikken aftager, men graviditeten kommer ikke. År går, så går endnu et, og et barn mangler stadig.
Du er en ufrugtbar pige, en halvkvinde. Hvad er dette hus uden børnebørn? råber svigermoren.
Mette græder på Nikolajs skulder; han taltet med sin mor, som bliver endnu vredere. Svigerfaderen ser kun på Mette, når hun lægger en skål på bordet.
Mette mister dog ikke håbet. Hun går selv til praktiserende sygeplejerske, løber i smug til præsten i nabobyen og drikker urtedrik, som de gamle kloge kvinder har anbefalet mod barnløshed.
Livet går sin gang. Familien Nielsens hus er ikke de rigeste, men det er også ikke de fattigste. Selvom efterkrigstiden er hård, er der altid et rum i huset.
En morgen bringer Nikolaj en halv pose fugtig korn.
Åh, Karla, lad være skal de endelig komme! råber hans mor.
Alle trækker, jeg er ikke den eneste. Ro dig, mor
Mette bekymrer sig for, at Nikolaj trækker det for hårdt, men han fortsætter med at bringe affald fra gården.
Mette sover dårligt om natten. Hun sidder i mørket på sengen med benene trukket op, venter på manden.
En dag går hun ud for at møde ham. Hun finder sin kjole, sweater og en tyk regnfrakke, trækker sine gummistøvler frem, snører sin canvasregnfrakke og går ud på verandaen. Novembervinden snerper gennem de åbne døre, store vanddråber brænder i ansigtet.
Hvor er han så længe i dette regnvejr? Benene fører hende til landsbyens kant. Vinduet er mørkt, selv hundene har gemt sig. Hendes trofaste hvalp, Fie, følger med. Mette går videre, leder efter manden, men stopper ved en gammel lade på grænsen.
Der er kun marken at gå på. Hun har altid frygtet natte marker og skove. Hun beslutter at vente lidt, så vende tilbage.
Regnen trommer på den kolde, fugtige jord, blæsten suser, så roligt og monotont. Pludselig hører hun en let kvindelig latter fra låden. Hun lytter og hører Nikolajs stemme, men også en anden: en kvindes stemme.
Det er Katja, en pige fra nabobyen, der også har arbejdet på gården. Før var Katja livlig, glad og snakkesalig. Hun drømte om at flytte til byen, finde en rig, skaldet mand. Hun sang:
Jeg skal til byen, finde rigmand, ikke blive på landbruget!
Men for nylig er hendes humør sløvet. Hun er ikke længere den livlige pige, men en tavs, bedrøvet kvinde. Rygterne i gården siger, at hun er jaloux på Nikolaj.
Mette tror, Katja må være fra byen. Hvad betyder det? Mette kan ikke nå at tænke videre. Regnen fortsætter, og Katja griner skarpt, så Mette løber hjem med den glatte sti, falder og får sin kjole fanget i en gammel tønde, som var brugt som en slags seng.
Hun skynder sig ind i huset, begynder at vaske i badekarret, skrubber med en spand. Hun taler til sin lille hvalp, Fie:
Vi vasker denne mudder, Fie, vasker
Alt, hvad hun har, er hendes kærlighed og hans kærlighed til hende. Men nu er den også væk. Hun kan ikke se den kærlighed, kun høre den i regnens sus. Hun tror ikke på utroskab.
Nikolaj kommer ind i badeværelset, men hun siger ham ingenting. Hun beslutter at vente til i morgen.
Om morgenen ankommer to betjente og koloniens formand. Moderen græder, griber fat i formandens frakke. Faderen ser på sin søn i stilhed, mens gæsterne kommer ind i kommunens rådhus. Fjorten mennesker bliver taget med til en retssal. Om eftermiddagen ankommer en lastbil, og de anspændte fanger bliver sat i ladet og kørt til byen for at blive stillet for retten.
Mette kigger tilbage. Katja står under birkene i afstand.
Arrestationen ryster landsbyen i lang tid. Folk taler kun i tavshed fra deres hytter. Svigermoren synker i sin sorg, svigerfaderen svækkes. Mette får svært ved at sove.
Hun træffer ingen beslutning med Nikolaj; hun er hverken hustru eller kasseret. Nu er medfølelsen for manden større end vrede og jalousi. Hun kan ikke løbe væk; en fængslet kvinde vil ikke blive ønsket på andre gårde. De taler ikke om skilsmisse.
Et par dage senere kommer Mette fra gården med en spand mælk, og da hun åbner døren, ser hun Katja sidde ved bordet med armene på den store mave. Foran dem sidder svigerfaderen og svigermoren. Katja ser direkte på dem, klikker med tungen, mens svigerforældrene sænker blikket.
Hej, siger Katja.
Og du også, svarer Mette.
Mette, siger svigermoren, som nu taler venligt, Katja har rejst til byen, besøgt vores venner, Olga og Nina. Deres far og farfar, Viktor, bor der også.
Mette stiller en spand mælk på komfuret, vasker hænder ved håndvasken og lytter.
Mette, dommen er ude. Kolonnen fik ti år for vores lille Kolde! Du kan tænke over det, siger svigermoren og rækker en serviet til Mette, som hun lægger mod øjnene og begynder at græde.
Mette falder på en bænk.
Hvordan kan det være ti år? spørger Katja. De sagde, at de er statslige kriminelle, næsten alle fik ti år.
Gud! udbryder Mette, uvirkelig.
Svigermoren græder, og Mette trøster hende:
Mor, det kan ikke være sandt. Måske de slipper os De skræmmer os, men så slipper de måske.
Hvem vil slippe dem nu? råber svigermoren, en tåbelig pige! Nu er alt på et trin. De dømte som kriminelle, som om dommen er en masse tal.
Katja fortsætter med at fortælle, hvordan Kolde skulle gifte sig med hende, men så gik han videre. Hun vil have et barn med ham, men vil ikke opdrage det alene. Hendes far i byen vil ikke lade hende vende tilbage med et barn. Så hun kommer til Mette: Jeg vil passe din barnebarn. Jeg har talt med Kolde i byen, han er okay med det.
Svigermoren brister ud i gråd:
Mette, vores hus, vi bestemmer selv. Barnebarnet vil komme. Hvad er der med Kolde? hun hulker. Lad Katja blive her, så vokser børn i huset. Du må selv bestemme.
Mette svarer:
Jeg har intet imod, siger hun og hælder mælk.
Katja og svigerfaderen går for at hente deres ting. Svigermoren venter på Katja.
Hvor skal vi sove? spørger hun. På loftet, hvor barnet skal have et hjørne. Åh, forfærdeligt!
Mette bringer et bundt halm fra gården, spreder det på gulvet ved komfuret, lægger sengetæppe over nu er det hendes seng, næsten som Fies lille skur.
Dage bliver kortere og koldere. Svigermoren er syg hele vinteren. Katja bliver mere robust, går fra seng til seng, hjælper Mette, selvom hun er streng.
Læg dig ned, siger Katja til Mette, ellers bliver du træt.
Mette sidder ved malkningen fra morgen til aften, kigger ud af det lille vindue på den hvide skov ved floden og tænker på sin fremtid. Hun kan ikke vende tilbage til sin barndomslandsby; den gamle stue hyler i vinden, og hun kan ikke gå ti kilometer i sne til arbejde.
Hun tænker på sin mor. Hvad ville hun sige nu, hvis hun så sin datters liv? To koner i ét hus, hvem er den vigtigste? Hendes mor var en stolt, selvstændig kvinde, ikke en af de stille kvinder.
Vinterdagene forløber i træthed og ensformighed, kun et lille barn født i januar bringer et smil. I den hårde kulde bringer svigerfaderen Katja og barnet, en dreng, fra hospitalet. De kalder ham Emil.
Mette prøver så meget at holde sig fra barnet, hendes hjerte er såret, for hun følte ikke, at hun bragte barnet ind i hjemmet, selvom hun beder og prøver at helbrede
Men de uopfyldte moderskaber knytter hende til drengen.
Alt er for Kolde, siger svigermoren, Mette, du skal forstå det.
Ja, han ligner svarer Mette.
Katja har mest tid med Emil, men Mette ser, at drengen interesserer hende mindre end sin egen fremtid.
Hvad nu? Skal jeg bare blive her i dette kollegium? Jeg ville have gået på kursus i Vordingborg, blive laboratorietekniker. Kolde kommer aldrig. Hvad skal jeg gøre?
På gården sker forandringer. Fire tolejlighedshuse rives ned, nye familier flytter ind, nye malkekvinder kommer snakkesalige, men hårdtarbejdende. De får weekender fri. Mette får ven med en af de nye, Vera.
På sin fridag taler Vera med Mette:
Hvorfor gør du det?
Mette fortæller hendes historie livet hjemme er ikke sjovt. Vera er overrasket, hun har aldrig hørt om et ægteskab med elskerinde under samme tag.
Gå væk, siger Vera.
Åh, Vera, svarer Mette, jeg har ingen andre steder at gå. Hvordan skal jeg klare gården uden mig?
Emil vokser, kravler, sidder på knæene, krammer hende, kysser hendes kinder, griner, mens de leger med hvalpen Fie. Mette elsker drengen. Katja er streng, men nogle gange hård, fordi hun er utilfreds med, at han irriterer hende.
Mette forstår, hvorfor. Drengen dræber hendes drømme om et liv i Vordingborg. Svigermoren og svigerfaderen nyder barnebarnet, men de har ikke styrken til at bære ham alene.
På 1. maj tidlig om morgenen forbereder Mette brød. Hun fylder fire skeer mel i en jerngryde, vender tilbage til huset og begynder at ælte dejen. Katja skal til en fest hos naboerne, hun tager på sig hvide perler og løber. Svigermoren sidder ved siden af Mette, holder Emil i sine arme.
Mette, jeg vil fortælle dig, hvad jeg tænker. Det er som om du er mor for barnet, men ikke Katja, siger svigermoren. Katja ønsker at flytte til byen, studere og arbejde. Emil skal bæres af os. Vi er de eneste, der kan holde ham.
Mette ser på hunen, øjnene åbner sig.
Hvad skal vi så gøre? spørger hun.
Mette trækker på skuldrene:
Måske er det bedst sådan. Du får måske et barn, du selv vil opdrage, men Kolde vender tilbage, og han vil vælge den, der plejer hans barn. Så måske er Gud bare har vendt dette på hovedet. Hvad tror du? spørger svigermoren, med et glimt i øjet.
Jeg vedMette kiggede ud på den stille vintermorgen, besluttede at tage toget til Vordingborg og begynde på sit laboratoriekursus, mens hun lod fortiden bag sig.
