Hvorfor skulle jeg hjælpe dig? Så du kan bruge endnu mere tid på dit dumme arbejde?
Du har jo selv valgt det liv.
Far siger, du bare ikke kan finde ud af at nyde øjeblikket.
Din far betaler ikke huslejen, og det er ikke ham, der køber dig mad! Johanne kunne ikke holde sig tilbage. Det er nemt at nyde øjeblikket, når man ikke selv skal betale for noget!
Rejs dig op med det samme og ryd op efter dig!
Kasper sprang op, telefonen faldt med et bump på sengen.
Skrid! Jeg hader dig!
Johanne gik ind på sin søns værelse uden at banke på. Hun havde allerede sin stive, nystrøgne skjorte på, men hendes blik afslørede søvnmangel rødsprængte, trætte øjne.
Fem minutter, Kira. Op!
Drengen rørte ikke en mine.
Jeg hører dig, mumlede han, mens han stirrede ned i sit spil.
Det har du sagt i en halv time. Morgenmaden står på bordet. Læg telefonen væk nu, ellers kommer du for sent i skole.
Årh, lad mig dog være med din skole! Kasper satte sig brat op, kastede dynen til side. Hvorfor skal du altid blande dig? Jeg ved selv, hvornår jeg skal op.
Johanne stivnede i døren. Hvert sådan udfald føltes som et slag i maven.
Hun havde to jobs, lavede regnskaber for et lille firma hver aften, bare for at han kunne få ordentlige sneakers, den der telefon og internet.
Otte år alene, ikke én eneste krone i børnepenge fra ham, der kaldte sig far.
Hvordan taler du egentlig til mig? Johanne trådte et skridt ind i værelset. Jeg er din mor. Jeg beder dig bare stå op til tiden og spise din mad.
Mor, du kan kun råbe. Gid jeg snart kunne flytte! Hold op, hvor du trætter mig!
Og hvor vil du flytte hen, Kira? Til din far? Johanne mærkede en brændende bitterhed vokse. Han tog ikke engang telefonen i går, da jeg bad om penge til dine engelskkurser.
Han har ikke et job, Kira. Hvordan vil han brødføde dig?
Han hidser sig i det mindste ikke op over mine dårlige karakterer! Han er normal, du er ond!
Kasper sprang op, stødte mod hende på vej ud og smækkede døren bag sig.
Johanne så på uret fyrre minutter, så skulle hun sidde foran computeren på kontoret, og efter lukketid skulle endnu et regnskab indleveres hjemmefra.
Hendes liv var skemalagt til minutten, bare for at få tingene til at gå op til sidst på måneden.
Telefonen vibrerede besked fra eksmanden, Mads:
Møder op kl. tre til en hurtig visit. Ingen penge endnu, snakker vi om næste uge.
Møder op Johanne fnøs for sig selv. Som var det Zoologisk Have.
***
Klokken tre var Mads der faktisk det fik hun at vide gennem Kira, der strålede i stemmen:
Mor, far er her! Vi spiller FIFA! Han siger, skolen ikke betyder så meget, det vigtigste er karisma! Det er den, man når længst med.
Kira, sluk for spillet og sæt dig over til lektierne! Johanne kæmpede for ikke at råbe. Sig til din far, han skal gå nu.
Du ødelægger alting! udbrød sønnen. Du er bare jaloux over at jeg har det bedre med far. Du er ligesom en sur gammel lærer!
Han smed røret. Johanne bed tænderne sammen. Rolig nu! Bare teenagetrods. Hun ville tage snakken, når hun kom hjem.
Arbejdsdagen var tung og lang. Johanne drømte om bare at komme hjem hurtigst muligt.
I lejligheden ventede et bombet lokum bolcher på gulvet, sofanen skubbet væk og væltet, tallerkener hobede sig op i vasken.
Mads var væk igen, sønnen bag låst dør på værelset.
Johanne bankede på ingen reaktion. Hun gik selv ind.
Kasper, op og ryd op i køkkenet, bad hun sagte.
Gider ikke.
Kira, vis nu noget omtanke! Jeg er lige kommet hjem fra arbejde. Hjælp mig lidt.
Han sprang op, øjnene lynede, en vrede der ikke var for børn.
Hun kendte ham ikke længere. Hvor var den dreng, der engang faldt i søvn på hendes skulder til godnathistorier?
Nu stod kun denne piggefulde, vrede teenager foran hende, der kun så hende som fjenden.
Jeg hader dig! Kasper skreg. Du vil bare bestemme! Ryd op, gør dit, gør dat du kvæler mig! Gid jeg kunne flytte væk!
Hvor vil du hen, Kira? Johanne lænede sig op ad dørkarmen. Til din far? Der er ikke engang en seng til dig.
Han bor på et værelse med tapet, der hænger i laser.
Han lader mig i fred! Kasper kylede en pude ind i væggen. Han forstår mig! Du arbejder bare hele tiden som en robot og vil have det samme af mig!
Jeg vil ikke have dine sko eller engelskhold! Jeg vil bare leve!
Og hvad er det? At sidde med telefonen dagen lang? Johanne gik nærmere. Hvis jeg stopper med at arbejde, har vi hverken strøm eller mad i morgen. Hvordan skal du så kunne lade din telefon op?
Kasper hvæsede:
Jeg vil hellere være sulten end bo med dig! Du er så ond!
Noget bristede endeligt indeni Johanne. Hun havde ikke lyst til at diskutere mere, overbevise ham, kalde på fornuft. Hun var udmattet.
Otte års slid for at høre, hun var ond…
Fint, sagde hun stille. Hvis du ønsker at bo hos din far, så ring til ham. Straks.
Kasper stivnede.
Det gør jeg! han rakte ud efter telefonen.
Ring bare. Højtaler på. Hvis han siger ja til at tage dig bare en uge, så pakker jeg dine ting.
Han sendte hende et triumferende blik, tastede hurtigt nummeret.
Johanne talte stille sine hjerteslag. Telefonen ringede længe, så hørtes mumlen og uro.
Hallo… Hvem der?
Far, det er mig, Kira! drengen talte hurtigt. Far, jeg vil hjem til dig. Mor er ikke til at holde ud, hun råber bare og presser med lektier. Må jeg komme, nu eller i morgen?
Kira… Mads hikkede. Eh, du ringer dårligt tidspunkt. Der er lige nogle venner her. Forstår du? Voksending…
Far, please! Kasper begyndte at græde. Hun siger hun pakker, hvis du vil tage mig. Jeg hjælper til, lover!
Prøv at høre, lille ven… lød det irriteret. Sig til din mor, hun skal lade mig være.
Jeg har ikke penge til at brødføde dig. Jeg har ikke plads. Jeg har… et projekt igang. Du forstår? Projekt.
Vi snakkes til fødselsdag.
Samtalen blev afbrudt. Kasper vendte sig om, kravlede under dynen som en lille kugle.
Gå væk, lød hans stemme dæmpet.
Nej, vi er ikke færdige, Johanne satte sig på sengekanten. Jeg har båret dig i otte år. Jeg tager ekstra arbejde, så du får en fremtid.
Og du kalder mig ond, fordi jeg skubber dig til at lære?
Det er let at være sød som din far. Komme forbi, lade dig spille lidt, love guld og grønne skove og så forsvinde.
Det er ikke venlighed, Kira. Det er fejhed. Han er ligeglad.
Det passer ikke! råbte Kasper.
Det gør det. Og du må selv se det. Fra i dag ændrer vi reglerne. Vil du ikke følge mine regler, bor du for dig selv. Telefonen tager jeg.
Hvad?! Det må du ikke! Kasper dukkede op fra dynen.
Det må jeg. Det er min telefon, jeg har købt den og betaler regningen. Vil du have din egen, må du selv arbejde for det med pligter, gode karakterer, hjælp.
Der bliver ikke mere bare fordi. Jeg er ikke en robot, Kira. Jeg vil respekteres i mit eget hjem!
Johanne rækte hånden ud. Kasper kiggede længe på hende, men lagde så modvilligt telefonen i hendes hånd.
Nu skal du spise og bagefter regner vi sammen. Hvis jeg hører et eneste groft ord mere, skal du gå i gamle sko i morgen, for jeg afleverer de nye tilbage.
***
To dage gik. Kasper lavede modstræbende de opgaver, hans mor lagde til ham om morgenen. Han var tavs, men ikke grov.
Johanne så, hvor svært han havde det, men hun stod fast. Hun vidste, at hun ville miste ham, hvis hun gav sig nu.
Fredag aften bankede det på døren.
Luk op! Johanne, jeg ved, du er hjemme! Mads stemme rungede i opgangen. Lad mig hilse på Kira!
Johanne frøs. Hun kiggede i dørkikkerten: Mads stod, rokkende, jakken åben, ansigtet oppustet.
Gå hjem, Mads. Du er ikke i stand til at se din søn nu.
Du skal ikke bestemme over mig! han sparkede til døren. Kira ville hjem til mig! Du plager ham! Kom ud!
Kira kom forsigtigt ud fra sit værelse.
Mor, er det far? hviskede han.
Ja, Kira. Din fede far er kommet. Vil du gå ud til ham?
Slagene tog til. Mads råbte ukvemsord og beskyldte Johanne for at vende sønnen mod sig.
Beboerne begyndte at kigge ud.
Johanne, lån lidt penge! skiftede han pludselig tone. Jeg mangler penge! Giv lidt, jeg betaler igen, lover! Søn, sig til hende!
Kira gik tæt på døren. Han lyttede til den hæse, tryglende og samtidig truende stemme, og hans ansigt vekslede mellem frygt og væmmelse.
Far, skrid hjem, sagde han pludselig højt.
Kira? Det er dig? Kom, giv din far hundrede kroner… eller to. Mor opdager det ikke, hun har penge. Hjælp nu, du er jo manden i huset!
Kira vendte sig om mod Johanne.
Mor, ring til politiet, sagde han lavt. Han smadrer snart døren. Og det er pinligt over for naboerne.
Johanne nikkede, fandt sin telefon og ringede. Imens Johannes forklarede situationen for alarmcentralen, fortsatte Mads sine råb, fra bøn til trusler.
Politiet kom hurtigt tunge skridt, korte ordrer, lyden af håndjern. Mads raseri døde ud bag trappen.
Kira gik pludselig over til Johanne og begravede hovedet mod hendes mave. Hans stemme snøftede, mens han kæmpede for ikke at græde:
Mor, undskyld Jeg vil ikke mere. Far… jeg gider ikke ham alligevel…
Johanne strøg ham over håret.
Alt bliver godt, min dreng. Jeg er ikke vred på dig.
***
Forholdet til sønnen bedres langsomt, men sikkert. Kasper gør stadig oprør indimellem, men det er ikke længere med had i stemmen.
Johanne tager sig tid til at tale med ham og forklare, hvad der er rigtigt og forkert.
Eksmanden er væk igen. Efter 15 dages varetægt har han ikke ringet og sønnen længes heller ikke efter ham.
