Ved du hvad der skete for mig? Jeg kom hjem efter en lang dag på kontoret, og min egen mand havde simpelthen skiftet låsen! Jeg stod dér foran vores lejlighed på Østerbro med nøglerne i hånden og de passede ikke længere. Det var som om gulvet forsvandt under mig. Jeg havde kæmpet for at redde ægteskabet, og så bare bum! alt smuldrede på et sekund. Men de anede virkelig ikke, hvad jeg havde i ærmet.
Martin, klokken er snart ti om aftenen, min stemme knækkede da jeg ringede til ham den aften. Du lovede at være hjemme klokken syv!
Han smed nøglerne på kommoden uden overhovedet at se på mig.
Arbejdet, Rikke. Skal jeg sige til chefen, at jeg skal hjem til konen? Han lød irriteret, nærmest som om jeg var en belastning.
Jeg slugte klumpen i halsen, mens jeg kiggede på bordet, jeg havde dækket til mit fødselsdagsaftensmad to stearinlys tændt ved siden af den lagkage, jeg havde købt på min frokostpause.
Jo, Martin. Netop det. Bare én gang, jeg krydsede armene og kæmpede mod tårene. I dag er det min fødselsdag.
Han opdagede bordet, og hans ansigtsudtryk ændrede sig.
Åh, Rikke Jeg det er min skyld, mumlede han og rodede med håret.
Ja, det virker sådan, sagde jeg køligt, med en stor klump i maven.
Kom nu, sukkede han. Jeg arbejder for os begge, du ved det.
Jeg grinede bittert.
For os? Du er jo aldrig hjemme, Martin. Hvornår sidst har vi spist sammen? Set en film? Talt sammen som mand og kone?
Det er hårdt sagt, sagde han. Jeg knokler for vores fremtid.
Hvilken fremtid? Vi bor jo sammen som fremmede! Min stemme knækkede. Jeg tjener endda mere end dig, så kom ikke med det der forsørger familie-snak.
Hans ansigt blev helt frossent.
Selvfølgelig skulle du bringe det op, sagde han sarkastisk. Hvordan kan jeg konkurrere med min succesfulde kone?
Det var ikke min mening
Nu stopper du, Rikke. Jeg går i seng, afbrød han og smuttede, så jeg sad alene med den kolde lagkage og de slukkede lys.
Jeg pustede stearinlysene ud og prøvede at overbevise mig selv om, at det nok skulle gå. Han var jo min mand. Jeg elskede ham. Alle siger intet forhold er perfekt, ikke?
Åh, hvor jeg tog fejl med alt det tilgivelse.
Vi havde været gift i tre år, men sidste år var bare én lang, smertefuld afslutning. Ingen børn heldigvis! Jeg, marketingchef, stod for det meste af huslejen og udgifterne, mens Martin, der solgte kontorartikler, altid brokkede sig over stress, overarbejde, trafikken alt undtagen sandheden, som jeg først fandt ud af for sent.
Tre uger efter den ødelagte fødselsdag fik jeg fri tidligt, helt smadret af hovedpine. Jeg ville bare have en Panodil og sove. Men da jeg kom op til vores opgang, lagde jeg mærke til noget. Dørhåndtaget og låsen, som før var messing, var nu helt nyt og sølvfarvet!
Hvad? Jeg prøvede nøglen. Den passede ikke.
Forsøgte igen. Intet. Kiggede på nummeret jo, det VAR min lejlighed.
Så faldt øjet på en håndskrevet seddel fra Martin, klistret på døren: Her bor du ikke mere. Find et andet sted.
Jeg blev helt svimmel.
Hvad fanden? råbte jeg.
Bankede på døren, kaldte. Så blev døren åbnet og der stod Martin, med sin elskerinde bag sig, iført min kashmirbadekåbe den min mor havde givet mig.
Er det her for real? Min stemme rystede af raseri og sorg.
Rikke, hør nu han smilede selvtilfreds og krydsede armene. Jeg har rykket videre. Maria og jeg er sammen nu. Vi har brug for pladsen. Find et sted at sove.
Maria. Den såkaldte kollega, han havde nævnt i måneder. Hun kom frem, hænderne på hofterne, provokerende:
Dine ting ligger i flyttekasser i garagen. Tag dem og smut.
Jeg stod bare der, helt lammet. Så vendte jeg om og gik ud i min bil, rasende. Troede de virkelig, de bare kunne smide mig ud som skrald uden konsekvens? De tog grueligt fejl.
Nu skulle der lægges en plan. En god plan.
Jeg ringede til min søster, Sofie.
Rikke? Min Gud, hvad er der sket? spurgte hun og hev mig ind i sin lejlighed, da hun så mit sammenbrudte ansigt.
Jeg smed mig på sofaen og fortalte alt.
Sikke en idiot! hun snøftede. Og så den Maria i DIN kåbe?
En gave fra mor, snøftede jeg. Den med kashmir, kan du huske?
Sofie gik ud i køkkenet og kom tilbage med to glas rødvin.
Drik du bare, sagde hun bestemt, og tog selv en tår. Så finder vi ud af, hvordan de får betalt.
Hvad kan jeg gøre? spurgte jeg. Lejligheden står i hans navn. Huslånet tog han, fordi jeg stadig havde studiegæld efter min kandidat.
Sofie kneb øjnene sammen:
Hvem har så ellers betalt det hele?
Os begge. Men Jeg har jo købt alt! Møblerne, hvidevarerne, badeværelsesrenoveringen sidste år. Alt.
Præcis! hun smilede snu. Hvad har Martin, udover en tom lejlighed?
Jeg åbnede netbanken og gennemgik hvert regnskab.
Jeg har alle kvitteringerne. Altid gemt dem.
Selvfølgelig, fru Regnskab, grinede Sofie. Organisationen selv!
For første gang den dag følte jeg, at jeg havde styr på det.
De tror de vandt, ikke? hviskede jeg.
Hun skålede.
De aner ikke, hvem de har rodet med.
Næste dag ringede jeg til min veninde, advokaten Malene.
Han må ikke bare smide dig ud og skifte låsen, selvom han ejer lejligheden, sagde hun, mens hun drak kaffe. Du har ret til at bo der.
Men jeg vil ikke tilbage, sagde jeg hårdt. Jeg vil bare have mine ting.
Malene smilede.
Så laver vi en liste.
Vi skrev alt ned: sofa, fjernsyn, køleskab, tæpper alt. Til frokost havde jeg en komplet liste med kvitteringer, datoer og danske kroner.
Det er flot, nikkede hun. Så kan de ikke nægte dig noget.
Kan jeg bare tage det hele? spurgte jeg.
Jep. Men vær klog få politiet med, hvis du vil undgå skænderi.
Jeg huskede Martins overlegne smil. Maria i min kåbe. Deres usigelige selvtillid.
Næh, sagde jeg. Jeg har en bedre idé.
Samme dag kontaktede jeg et flyttefirma. Morten, ejeren, lyttede til min historie og sagde:
Vi havde en lignende sag før. Konen ville tage ALT med, mens manden stod og gloede.
Præcis sådan skal det være, sagde jeg. Og de skal være hjemme.
Jeg ventede til lørdag. På det aftalte tidspunkt, klokken tolv, bankede jeg på døren med det største, snedigste grin flyttefolkene klar bag mig. Klar til at tage ALT ud af den lejlighed, jeg selv havde gjort til et hjem.
Min Mand og Hans Elskerinde Skiftede Låsene Mens Jeg Var På Arbejde — Men De Havde Ingen Idé om Hvad Der Ventede Dem
