Anne, du har vel ikke tabt eller solgt øreringene? Man ved jo aldrig med dig!
Hvilke øreringe?
Dem jeg gav dig i bryllupsgave. Med smaragder. Giv dem tilbage. De var tiltænkt min søns kone, og du er ikke hans kone længere!
Astrid sad og kiggede på smykkeskrinet. Indeni lå øreringene med smaragder dyre, flotte, skinnende. Den famøse bryllupsgave fra hendes svigermor, Birthe, for tre år siden.
Telefonen vibrerede igen. Birthe. Femte gang i dag. Astrid tog den ikke. Hun kendte rutinen: en ny omgang anklager og krav.
Skilsmissen fra Mikkel var stille og rolig. De var nået frem til, de ikke passede sammen. Han var hjemlig, rolig, totalt mors dreng. Hun ville ud at opleve verden og bestemme selv. Og Birthe, den evigt opmærksomme svigermor, der gerne ville overvåge alt.
Astrid, hvorfor er suppen så tynd? spurgte Birthe, hver gang hun kom forbi.
Hvorfor har du ikke gjort rent? Mikkel har jo allergi over for støv.
Hvorfor går du sådan klædt? En gift kvinde burde da være mere anstændig.
Tre år holdt Astrid ud. Så bad hun om skilsmisse. Mikkel protesterede ikke det mindste. De gik fra hinanden i god ro og orden. Intet at dele, ingen drama.
Men Birthe gik op i spåner, da hun hørte det. Første opkald kom en uge efter det officielle papirarbejde.
Astrid, du har ødelagt min søns liv! lød Birthe med stemme som en morgenfrisk sanglærke på speed.
Birthe, vi blev enige. Begge to.
Hold nu op! Du forlod ham, og nu sidder han og græder!
Astrid lod hende snakke. Hun vidste godt, at ingen havde grædt. Mikkel havde nærmest danset på vej ud af døren.
Nå, men det er ikke det, vi skal snakke om. Du har vel ikke tabt eller solgt mine øreringe? Med dig ved man aldrig.
Astrid spidsede ører.
Hvilke øreringe?
Dem jeg gav dig til brylluppet! Med smaragder. De skal tilbage. De var tiltænkt min svigerdatter, og du er det ikke længere.
Astrid måtte samle sin kæbe op fra gulvet.
Birthe, det var altså en gave!
En gave til min svigerdatter! Du er jo ikke det mere. Så tilbage med dem.
Det kan man da ikke! Gaver kan ikke kræves tilbage.
Jo, hvis du bliver skilt fra min søn, så kan man. Giv nu de øreringe tilbage, Astrid, ellers må jeg tage det ad rettens vej.
Hun lagde på. Astrid sad længe og stirrede ned i bordet. Øreringene var givet foran hele familien til brylluppet med tårer, knus og Velkommen i familien, min datter. Nu var Astrid reduceret til den, der listede af med smykkerne.
Næste dag begyndte fællesbekendte at ringe.
Astrid, er det rigtigt, at du nægter at returnere familiens arvesmykker?
Hvilke arvesmykker? spurgte Astrid forvirret.
Birthe siger, de har været i familien i hundrede år.
Astrid grinede.
Jeg så hende købe dem i Illums på Strøget tre dage før brylluppet. Der sad prisskiltet på!
Det bliver nu anset for upassende ikke at levere tilbage. Du er jo skilt.
Hun opgav at forklare sig. Birthe fik hele familien og halvdelen af Brønderslev til at tro, at Astrid var den store smykkebandit.
En aften kom Mikkel på besøg.
Astrid, kan du ikke bare aflevere øreringene? Mor bliver sindssyg. Der er drama hver dag.
Mikkel, det var en gave! Gaver returnerer man ikke.
Mor vil bare give dem til min næste kone, sagde han lidt tøvende.
Nå okay planlægger din mor dit næste bryllup allerede?
På et eller andet tidspunkt gifter jeg mig vel igen.
Og så giver hun de øreringe til din næste kone? Og hvis I bliver skilt, så skal de også leveres tilbage?
Mikkel trak på skuldrene.
Kan du ikke bare give dem til hende? Jeg er træt af balladen.
Astrid rørte ikke en mine. Hun kunne have afleveret dem og sparket dilemmaet op til næste i rækken men der var noget irriterende ydmygende ved at give sig.
Nej, Mikkel. Jeg beholder dem.
Han gik slukøret. Birthe ringede ufortrødent videre, sendte smser, truede med retten og kontaktede Astrids forældre.
Astrid tog til en advokat.
Du er ikke forpligtet til at levere gaven tilbage, sagde advokaten. Den var givet frivilligt. Ingen betingelser.
Og hvis hun hiver mig i retten?
Så må hun gøre det. Hun har ikke en chance.
Efter en måned kom der naturligvis en stævning. Birthe krævede øreringene igen. Det var arvestykker, påstod hun.
Ved et retsmøde spurgte dommeren:
Kan du dokumentere, at smykkerne er arvesmykker?
Birthe hev et gulnet billede op af sin mormor iført nogle mildest talt tvivlsomme øreringe.
Se, det er dem!
Astrid kiggede nøje. De øreringe var firkantede. Bryllupsgaven var ovale. Vist også et andet grønne sten.
Undskyld, men det er da ikke de øreringe, sagde Astrid.
Er det ikke? mente Birthe.
Nej, på billedet er de firkantede. Mine er ovale. Og stenen er en anden.
Dommeren så på billedet.
Jeg må give sagsøgte ret, de er ikke ens.
Birthe hakkede i det.
Jeg må have blandet billederne. Det er lige meget, de er familiearv!
Kan du dokumentere det?
Birthe kunne ikke. Fordi, surprise, de var købt med Dankort i Illums. Astrid vidste det 100%.
Dommeren afviste sagen. Øreringene var en gave og skulle ikke tilbage.
Birthe forlod retten ildrød i hovedet. Astrid følte sig for første gang i måneder kær og let til mode.
Men nu troede du, at det var det. Nej nej en uge senere ringede en fremmed kvindestemme.
Hej, jeg hedder Rikke. Jeg er Mikkels kæreste.
Hej Rikke, hvordan kan jeg hjælpe?
Birthe siger, at du stjal nogle øreringe
Nej, jeg stjal dem ikke. De var en gave.
Rikke tøvede.
Jeg tog fat i Mikkel, og han indrømmede, at Birthe købte dem i Illums. Så spurgte jeg Birthe, hvorfor hun er så opsat på dem.
Og?
Hun vil give dem til mig, hvis Mikkel og jeg gifter os.
Astrid lo højt.
Seriøst?
Alvorligt. Jeg sagde bare: Køb nogle nye øreringe, ellers glem det. Så blev hun fornærmet og sagde, jeg var utaknemmelig.
De to kvinder snakkede videre og opdagede, de delte en vis overlevelseshumor, når det kom til Birthe.
Hold ud, Rikke, sagde Astrid til sidst. Hun er ikke ond, hun kan bare ikke slippe kontrollen.
Tak. Jeg har sagt til Mikkel: Lær at sige nej til din mor, ellers smutter jeg.
Rigtigt klogt, svarede Astrid.
Et år senere mødte Astrid tilfældigt Mikkel på Vesterbro.
Hej! Hvordan går det?
Fint.
Ikke blevet gift igen?
Nej, min forlovede smuttede. Hun sagde, hun ikke kunne holde ud at bo sammen med min mor.
Ærgerligt.
Nå ja. Mor har glemt alt om øreringene nu. Hun leder efter en ny svigerdatter i stedet.
Astrid grinede for sig selv.
Held og lykke, Mikkel.
Hun gik videre glad. Øreringene lå hjemme i skuffen. Ikke fordi de var dyre, men fordi hun endelig havde sagt fra. Hun havde ikke bøjet nakken. Ikke sagt ja, bare fordi det var nemmere.
Og hver gang hun så på dem, tænkte hun ikke på brylluppet eller Birthe. Hun huskede, hvordan hun for første gang i sit liv turde sige nej.
Hvad mener du? Smid en kommentar og måske et lille like, hvis du kan genkende typen!
