Hvem tror du egentlig, du er, siden du skal bestemme her? Erik vendte sig brat fra køleskabet med en dåse Tuborg i hånden. Du er jo ingenting i det her hjem! Forstår du?
Kirstine stod foran komfuret og rørte i suppen, mens hænderne rystede. Skeen klirrede mod gryden.
Ingenting? gentog hun stille. Jeg er vel din kone?
Kone! Erik fnøs og åbnede øllen. Hvilken kone? Du er mere som en husholderske, og en dårlig en af slagsen.
Kirstine slukkede komfuret og vendte sig mod ham. Treogfyrre år sammen, treogfyrre år med suppe, strygning af skjorter og bukser, opdragelse af børn, mens han dyrkede karrieren.
Husholderske, siger du? Nu var hendes stemme fast. Hvem vasker dine skjorter? Hvem laver mad, gør rent, passer din mor?
Det er jo din pligt! sagde Erik hårdt, slog øllen ned i bordet. Jeg bringer pengene hjem, betaler regningerne og du? Du laver suppe! Enhver kvinde kan da gøre det.
Enhver kvinde gentog Kirstine. Noget brast indeni hende. Jeg forstår.
Hun tog forklædet af og hang det på knagen. Erik stod med ryggen til, tømte sin øl.
Ja, enhver kvinde mumlede hun lavt. Så lad os se.
Hun gik ind i soveværelset og hev den gamle weekendtaske ned fra skabet. Erik hørte larmen og kom ind.
Hvad laver du?
Pakker mine ting, svarede Kirstine roligt og lagde tøj sammen. Hvis jeg ikke er noget her, så er det ikke mit hjem.
Og hvor vil du hen? Erik rynkede panden.
Hjem til Ingrid. Jeg bliver der et par dage.
Ingrid var Kirstines lillesøster, boede alene i en lejlighed på Østerbro og arbejdede som sygeplejerske.
Vær nu ikke fjollet, sagde Erik og viftede affærdigende. Hvem laver så mad?
Hvorfor skulle det betyde noget? Kirstine lukkede tasken. Du sagde jo, enhver kvinde kan.
Erik stirrede forvirret på hende, mens hun tog jakken på.
Kirstine, du må ikke lave drama. Det var ikke ondt ment.
Nej, selvfølgelig ikke, tog hun jakken på. Du sagde bare sandheden. Jeg er ingenting her.
Hold op med det pjat! råbte han. Hvem gav dig lov til at gå?
Kirstine stoppede i døren og mødte hans blik.
Ingen. Jeg giver mig selv lov. Kan jeg ikke det mere?
Hun forlod lejligheden. Erik stod målløs tilbage.
Udenfor var det køligt, efteråret hang i luften. Kirstine tog bussen til Ingrids lejlighed. Undervejs ringede mobilen, men hun ignorerede opkaldet.
Ingrid åbnede døren iført morgenkåbe og tøfler.
Kirstine! Hvad er der sket? så tasken i hendes hånd.
Må jeg bo her i nat?
Selvfølgelig. Kom ind, fortæl mig det hele.
De satte sig i køkkenet, og Ingrid lavede te. Kirstine fortalte om skænderiet.
Han er jo ikke rigtig klog, sagde Ingrid rystet. Ingenting i huset? Efter så mange år!
Ja, Kirstine tørrede øjnene med et lommetørklæde. Jeg har gjort alt for ham, for børnene. Men han siger, det kunne enhver kvinde.
Så må han jo prøve at undvære dig, mumlede Ingrid. Vi får at se, hvordan han klarer sig.
Telefonen ringede igen. Kirstine kiggede Erik.
Lad være med at svare, sagde Ingrid. Lad ham tænke lidt.
Kirstine lagde telefonen og ignorerede opkaldet.
Næste morgen vågnede hun på sofaen. Ingrid var allerede på vej ud ad døren.
Bliv så længe, du vil sagde hun. Her er ekstra nøgler.
Kirstine var alene. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Hjemme ville hun have forberedt Eriks morgenmad, pakket madpakke, lagt planer.
Telefonen var stille. Erik regnede sikkert med, at hun snart kom hjem igen.
Hun lavede kaffe og satte sig ved vinduet. Hun følte sig mærkelig sørgmodig, men lettet. Hvornår havde hun sidst drukket morgenkaffe i fred, uden at tænke på hans frokost?
Omkring middagstid ringede den ældste datter, Louise.
Mor, far har ringet. Er I uvenner?
Ja, vi har skændtes.
Hvorfor?
Han sagde, jeg var ingenting i hjemmet. Kun en dårlig husholderske.
Ej, mor! udbrød Louise. Hvordan kunne han sige det?
Det gør ondt at høre sandheden.
Hvilken sandhed? Du har ofret alt for os!
Jeg troede, jeg var noget. Men tilsyneladende bare tjenestepigen.
Louise blev stille.
Mor, hvor er du?
Hos moster Ingrid.
Bliver du der længe?
Ved ikke. Måske søger jeg et job. Hvis jeg bare er husholderske, kan jeg ligeså godt få løn for det.
Sig nu ikke sådan! Louise virkede stresset. I må ordne det sammen.
Ordne hvad? Kirstine trak på smilebåndet. Han sagde bare, hvad han tænker. Jeg er jo ingenting hos ham.
Mor, far har bare haft en dårlig dag.
Dårlig dag, gentog Kirstine. Og hvad med mine dårlige dage? Treogfyrre år.
Louise sukkede.
Jeg taler med ham, men tænk dig om.
Det var jo ikke bare én sætning, Louise. Det er første gang, han sagde det højt.
Om aftenen kom Ingrid hjem, træt efter arbejde.
Hvordan går det? spurgte hun og smed uniformen.
Godt nok. Louise har ringet.
Og?
Hun synes, jeg skal begrave stridsøksen.
Ingrid satte sig tæt på hende.
Og hvad vil du?
Jeg ved ikke, sagde Kirstine. Måske har han ret. Måske er jeg ingenting.
Kirstine, det passer ikke! sagde Ingrid og tog hendes hånd. Du er en fantastisk kone og mor. Hvis han ikke ser det, er det hans problem.
Det er nemt at sige, når det ikke er dig.
Men du har ret. Ingen fortjener et liv uden respekt.
Næste dag hentede Kirstine flere ting i hjemmet. Erik var på arbejde. Hun troede knap, hun genkendte hjemmet.
Vasken fyldt med beskidt service. Krummer overalt. Sengen uredt. Kun to dage uden hende, og alt var kaos.
Hun var ved at gå, da Erik kom hjem.
Nå, er du her mumlede han, uden at se på hende. Skal du lave mad?
Nej. Jeg er jo ingenting her.
Vær nu ikke barnlig. Det var ikke sådan ment.
Nej? Kirstine stoppede. Hvordan var det så ment?
Jeg var bare træt, kom til at sige for meget.
Træt gentog hun. Og jeg har aldrig været træt?
Erik så irriteret ud.
Du er da en helt almindelig kvinde, mor, hustru.
Almindelig, sagde Kirstine. Så altså ingenting.
Erik blev vred.
Hvad vil du have?
Respekt. Anerkendelse.
Jeg anerkender dig! Men det er din opgave at tage sig af huset.
Kirstine gik, mens hun tænkte på Erik flere måneder senere, som han forsøgte at lave en brændt frikadelle i et tomt køkken, mens hun, i sin nye hverdag, blev mødt med et varmt kram fra chefen, der sagde: Tak, Kirstine, vi ved ikke, hvad vi skulle gøre uden dig.
Livet lærte Kirstine, at respekt og taknemmelighed ikke er noget, man skal tigge om det fortjener man, og man må selv vælge, hvor man bliver anerkendt.
