Lykkens omvej
Landsbybrylluppet var i fuld gang, og Henning og hans kone fejrede, at deres ældste datter skulle giftes. Hele byen festede, men nede i hjørnet sad den yngste datter, Trine, med et tungt hjerte. Henning, lidt beruset, kom smilende over til hende, løftede hende op og svingede hende rundt.
Du skal ikke være ked af det, Trine-pigen, du bliver også gift en dag. I er jo nogle smukke piger alle sammen. Også til dig skal der nok komme en, der elsker dig.
Trine var tolv, og siden hun var helt lille, havde hun båret øgenavnet Skæveben. Da hun som spæd tabte et tungt strygejern på sin fod, blev hun behandlet af den lokale sygeplejerske, men benet groede forkert sammen. Foden var nu skæv og tæerne krummede. I landsbyen var der ikke mange, der tænkte så meget over det. Ud over Trine havde hendes forældre to ældre døtre, og som den yngste, og nu også handikappet, fik hun altid lidt ekstra omsorg.
Om sommeren gik Trine barfodet rundt i gården, for i sko var det svært, især om vinteren. Efterhånden som hun blev ældre, begyndte hun at skamme sig over sit ben, men hvad kunne man gøre, når det var sådan skæbnen havde villet det? Hendes fejl blev opvejet af hendes yndige ansigt og en vidunderlig sangstemme, som alle i landsbyen elskede. Hendes søstre var ellers også yndige, men på en eller anden måde skinnede Trines milde væsen igennem.
Tættest på Trines familie boede naboerne, hvor der var to sønner: den ældre, Anders, og den yngre, Mads. Anders var seks år ældre, og kunne spille fantastisk på harmonika. Mads tog somme tider harmonikaen og lod som om han spillede men havde ikke ører for musik.
Mads og Trine var lige gamle og næsten vokset op sammen. Ofte sad de på Mads trappe; hun sang, mens Mads lod som om han spillede. Når storebror Anders opdagede dem, råbte han:
Giv mig så den harmonika, så lo de begge to og styrtede over til Trine.
Trine syntes, Anders var så flot. Høj og stærk og med et venligt smil. Hun kunne ikke tage øjnene fra ham. Engang kom hun til at sige til Mads, at hans bror var meget flottere end ham det blev Mads selvfølgelig lidt såret over.
Men alting ændrede sig hurtigt. Anders skulle ind i militæret. Trine græd i smug, for hun holdt så meget af ham. Men efter Anders drog, var hun og Mads sammen som før, og nu, hvor de blev ældre, begyndte Trine at se Mads på en ny måde og forestillede sig endda, at de måske skulle giftes engang. Men så var der jo hendes ben…
Til skole gik de sammen. Om vinteren hjalp Mads hende, bar hendes skoletaske og tog hende under armen.
Skru op for farten, Trine, vi fryser snart! syntes Mads, men hendes ben slæbte sig gennem sneen og bremsede.
Tiden gik. De blev femten, begge to. Anders kom aldrig hjem efter militæret, han kom direkte ind på officersskole og ville være soldat. En sommerdag, hvor Trine sad på trappen efter at have hjulpet sin mor, mærkede hun solen varme, fuglene kvidrede let.
Trine! råbte Mads, der kom løbende ind i gården. Din far, han er faldet ude på marken det ser slemt ud
Hun rejste sig og hakkede afsted. Hjertet galoperede. Men hun nåede ikke frem i tide. Da hun kom ud på marken, lå Henning på jorden, folk stod mængde omkring ham, hendes mor græd højt. Trine brød også sammen.
Henning blev begravet tre dage senere. Alle naboer og venner kom for at sige farvel alle havde respekt for ham. Mor og de tre døtre stod knuget ved graven og så jorden falde på kisten. Tårerne trillede.
Hvordan skal jeg nu klare den? snøftede mor.
Begge de ældre søstre var gift, men Trine svarede stille:
Mor, jeg er her for dig. Jeg forlader dig ikke.
Senere sagde mor ofte:
Trine, Gud har nok givet mig dig for at give mig trøst. Du forlader mig aldrig, vel?
Trine havde ønsket, som sine søstre, at tage til Odense for at læse videre efter skolen, men nu vidste hun, at hun måtte blive hos mor. Hun følte sig som en fugl i bur mor bad hende hele tiden være der.
Tiden løb, og en aften så Trine fra vinduet, hvordan Mads gik forbi deres hus med en pige i armen. Senere hørte hun, at pigen, Kirstine, var kommet fra byen for at besøge sin mormor. Mads smilede og grinede, så ikke på Trine.
Trine sank ned i sig selv. Mads med en anden.
Hvad med mig? tænkte hun forvirret. De går i forsamlingshuset, jeg går også derhen, jeg vil se Mads i øjnene og tage min fineste kjole på, så han kan se mig.
Hun tog sin nye kjole på, satte lidt af mors læbestift på læberne og lod håret flyde. Smuk… men benet…
Mads stod og snakkede grinende med Kirstine, hun grinede også.
Hej sagde Trine lidt genert jeg er også kommet… Sikke en dejlig sommeraften.
Hun så, hvordan Mads blev lidt forlegen, mens Kirstine kiggede nysgerrigt.
Kirstine, det her er Trine, naboen sagde Mads. Sæt dig ned, vi kommer snart efter.
Men jeg vil ikke sidde sagde Trine, jeg vil ligesom de andre danse… Kirstine, må jeg danse med Mads? Kirstine nikkede.
Trine, sæt dig nu ned, det her er ikke noget for dig. Hvordan skulle du kunne danse?
Trine frøs, vendte sig brat om, men snublede og faldt. Mads skyndte sig over og hjalp hende op og førte hende udenfor. Hun græd og humpede hjem. Udenfor stod mor.
Hvor har du været henne? Og hvorfor er du sådan pyntet? spurgte mor.
Men da hun så Trine græde, blødte hun op.
Græd ikke. Så du, at Mads gik med en anden? Græd ikke, du bliver hos mig. Du lovede mig jo og Mads, nej, ham skal du ikke satse på…
Trine sad senere ved vinduet og så Mads komme hjem med Kirstine, og hun græd igen.
Mads forrådte mig, tænkte hun, selv om han aldrig havde lovet hende noget han havde bare altid været der.
Trine forstod ikke, at kærlighed kunne være forskellig. Bare fordi hun var vild med Mads, måtte han jo ikke nødvendigvis vælge hende. Det havde hun aldrig tænkt over. Hun havde taget for givet, at han altid ville blive hos hende.
Uden at tænke nærmere, gik hun mod vandet
Da mor faldt i søvn, listede Trine ud, gennem nattelyset, ned mod åen. Benet hakkede, hun græd, men hun gik, som var hun i trance. Da hun kom frem, gik hun uden tøven ud i vandet.
Nu må alle mine sorger blive i denne å tænkte hun, mens hun trådte længere ud. Vandet var isnende koldt, men hun mærkede det næsten ikke.
Hvor er du, far du lovede mig en lykke, og jeg er bare ulykkelig…
Hun kiggede op mod stjernerne og kastede sig ud. Hun så slet ikke skikkelsen, der kastede sig i vandet efter hende og hurtigt fik fat i hende og trak hende i land.
Er du gået fra forstanden? råbte en stemme har du besluttet dig for at dø? Det var Anders, der hev hende op. Trine, hvorfor gør du det her?
Anders? Hvor kom du fra? sagde Trine, helt drivvåd. Du ved ikke hvordan det er. Du blev aldrig kaldt skæveben. Du er så heldig og flot, men jeg Hvor kommer du fra?
Hun anede ikke, at Anders var kommet hjem på orlov, efter han havde gjort tjeneste som løjtnant. Om aftenen havde han stået på deres trappesten for at ryge og havde set Trine gå mod åen. Noget havde stukket ham i hjertet.
Der blev stille. Anders lod hende falde til ro. Hun var så smuk, og dog så ulykkelig.
Efter far døde, har mor holdt mig helt tæt. Hun vil ikke lade mig tage nogen steder, ikke engang læse videre. Hvad er det for et liv?
Anders lagde armene om hende, hun rystede af kulde.
Dit liv er vigtigt både for dig og for mig… Dit liv er kun lige begyndt! Du kan altid nå at drukne dig men at tage imod lykken kræver mod.
Han gav hende sin egen jakke på, holdt hende tæt og pludselig kyssede han hende.
Anders, du gør det ikke bare af medlidenhed, vel? Trine var forfærdet og hendes kinder brændte.
Nej, Trine, nej. Jeg har altid husket dig. Jeg vil tage dig med til København, vi finder en kirurg, og du skal opereres. Jeg har aldrig giftet mig har aldrig glemt dig, selv om du dengang var bare en pige. Og nu så smuk. Vil du gifte dig med mig?
Hvis du virkelig mener det, Anders, så vil jeg gerne.
Mor blev først vred, da Trine fortalte, hun skulle væk for at gifte sig, men op til brylluppet blødte hun op, og festen blev fin. Anders havde snart udløb på sin orlov, så vielsen foregik hurtigt.
Tre dage efter brylluppet drog Anders og Trine til København. Her fandt Anders en dygtig kirurg.
Det bliver svært, men det kan lade sig gøre, sagde lægen. Det var bedre, det var ordnet tidligere. Trine, kan du holde smerten ud? Det tager tid.
Ja, jeg vil holde alt ud, bare jeg kan fjerne det ben, svarede Trine med tårer i øjnene.
Tiden gik. Operationen lykkedes, og et år efter haltede Trine ikke længere. En dag fortalte hun Anders:
Anders, vi skal have et barn! han blev helt målløs, så glad og krammede hende tæt.
Jeg er så lykkelig, min Trine. Jeg ønsker mig en datter, der ligner dig.
Nu får vi at se, hvem det bliver lo Trine, mere lykkelig end nogensinde.
Efter deres lille datter blev født, kunne Anders ikke få armene ned af glæde og Trine så ofte i spejlet og tænkte:
Hvor er jeg lykkelig… Og at jeg dengang næsten Tak fordi du reddede mig, min kære Anders.
