January 2026 – Page 56 – Design interior

“Skal du nu til at bestemme igen? Her bestemmer jeg, og jeg siger, hvem der flytter ind – og hvem der ikke gør. Pas på, så det ikke ender med, at det er dig selv, der må flytte ud…” – Dig? – Ivan trak på smilebåndet – Kan du egentlig huske, hvem der bestemmer her? *** En råkold morgen i deres københavnerlejlighed. Ikke at morgenerne dér nogensinde har været særligt hyggelige. Solen strømmer ganske vist ind ad vinduet, men lyset sniger sig aldrig helt ind til Ivan, der ikke har fået sin nattesøvn og vågner irritabel. Hele natten har han vendt og drejet sig – og var først lige faldet til ro, da… – Ivan! – lyder det brølende fra entreen – Er du der? Kom så ud! Kom nu!! Sover du stadigvæk måske?? Ivan stønner og gemmer hovedet under puden. Igen, altså. Far, Mikkel, kaldet Misha, kører sin sædvanlige stil – og klokken er ikke engang otte. – Jeg er ved at gøre mig klar til arbejde, far, – svarer Ivan hæst, næsten ude af stand til at åbne øjnene – Jeg kommer for sent. I virkeligheden kunne han blive liggende en time endnu – en time, han virkelig har brug for. – Hvilket arbejde! – Misha står allerede i døren til Ivans værelse og virker kæmpestor, selvom han faktisk ikke er særlig høj. – Du ligger bare der… Rejs dig op. Jeg skal bruge penge! Ivan retter sig op på albuen. Penge. Klassikeren. – Hvad til? – spørger han, selvom han kender svaret. – Sikken en knægt du er, – sukker Misha teatralsk – Skal jeg forklare det igen? Jeg skal på date med Lotte. På restaurant. Hun skal jo imponeres. Du ved selv – sådan én skal man ikke byde hvad som helst. En tur på Strøget gør det ikke. “Sådan én” betyder vist bare, at Lotte gerne bruger andres penge – og medmindre far har dem, ligner han ikke den heldigste mand. Den gamle har efterhånden mistet enhver blufærdighed og bruger alt, hvad han tjener, på sine “indtryk” – og derefter vælter kravene ind. – Jeg har selv næsten ingen penge, far, – forsøger Ivan, som han har gjort mange gange – Lige nok til ugen, mad og buskort. Har du glemt, at vi lige har skiftet håndvasken? Han har virkelig brugt sine penge – og vil ikke finansiere fars evindelige forførelser. – Ingen penge? – Misha løfter øjenbrynene, som om det er Ivan, der beder ham om penge, ikke omvendt – Find nogle. Det er ikke til hvem som helst. Det er til din far. Og i øvrigt… – han griber efter Ivans tegnebog – Det er MIT hus! Dine penge – det er mine penge! Forstået? Her gør du, hvad jeg siger! Jeg tager det, jeg har brug for. Tegnebogen er selvfølgelig tom. Ivan har gemt de sidste penge på sit kort. – Hvor er pengene?? Jeg spørger – hvor er mine penge her i min lejlighed? Ivan smiler skævt. – Er du nu sikker på, det er DIN lejlighed, far? Er du HELT sikker? Faren stopper op, lader både tegnebog og taske være. – Hvad snakker du om? – mumler han. – Det ved du udmærket, – Ivan sætter sig op, bevidst om sit overtag – Det var mormors lejlighed. Den har altid været hendes, og hun har givet mig den. Hun vidste, hvad du brugte penge på – og hun stolede ikke på dig med noget af værdi. Man kan ikke regne med dig, far. Du spiller alt op… Mormor var klogere end de fleste og havde set nok af Misha, der evigt formåede at bringe sig selv i økonomisk uføre. Hun forsikrede sig – og skrev lejligheden over på sit barnebarn. På papiret boede Ivan her. Og det gjorde han også i praksis: Han betalte alt – også for de tøfler, hans far og han nu diskuterede i. Misha var mest som gæst – kom kun for at spise, sove og forlange flere penge. – Så, far, – Ivan rejser sig, nu som fuldblods herre i huset – Det er mig, der bestemmer. Og mine penge er MINE. Vil du invitere Lotte ud, må du finde de penge et andet sted. Faren vil protestere, men ordene drukner i arrigskab. – Det skal jeg nok huske dig for… – Husk det bare, næste gang du spiser mine madvarer. For du køber jo aldrig ind til noget. Det gør ondt, men Ivan har fået nok. Far må finde sig i, at han nu bestemmer. Kan det ikke accepteres, så… må far finde sig et andet sted at bo. Aftenen ender med endnu et optrin. Ivan kommer sent hjem og finder fars “venner” omkring bordet – og Lotte, der sadder og fniser. – Her er min søn! – råber Misha triumferende – Han gemmer penge for sin gamle far! Og nu smider han også vennerne ud! Han tror, han ejer det hele! Ivan bliver stående i døråbningen, alt for træt til at blive vred – bare udmattet. – Far, – siger han stille – Hvad er det her? Du må holde fest hvor du vil, men ikke i mit køkken. Jeg skal tidligt op i morgen. Nu beder jeg alle om at gå. Du kan blive, men ikke gæsterne. Stilhed. Lotte kryber tættere ind til Misha. Vennerne mister lysten til at blive. – Lad os komme videre, Mikkel, – siger én. Ivrigt snerper faren læberne: – Hvordan kan du ydmyge mig, dreng! Opdrage på din far! – Måske har du brug for det, – svarer Ivan og trækker sig væk. Han orker ikke skænderiet mere. Næste morgen hænger en sur mand rundt i hjemmet og svarer ikke på tiltale. Ivan prøver at tage første skridt. – Far… Undskyld, jeg gik for hårdt til dig i går. Jeg var træt – det var ikke meningen at såre dig foran de andre. Vil du have lidt penge til restauranten alligevel? Misha lyser op. – Virkelig? Ivan nikker. Misha smutter glad af sted – og Ivan føler bare tomhed. Hele dagen kredser tankerne om èn ting: Lejligheden. Ivan er træt af at bo med sin far. Skal han virkelig flytte? Det er jo HANS lejlighed. Skal han smide far ud? Går det an? Han får ikke svar. Samme aften falder han omkuld – men far kommer hjem med Lotte. – Ivan? Sover du? – lyder det pludselig – Vi bliver kun lidt. Lotte titter også ind. – Hej, Ivan, – smiler hun sødt. – Vi har besluttet… hun flytter ind hos os, siger Misha. Ivan springer op. – Hvad? Nej, det gør hun ikke! Misha stivner – regnede ikke med modstand. Troede, undskyldningen fra tidligere var en åbning. – Skal du nu til at bestemme igen? Her bestemmer jeg, og jeg siger, hvem der flytter ind – og hvem der ikke gør. Pas på, så det ikke ender med, at det er dig selv, der må flytte ud… – Dig? – Ivan løfter et øjenbryn – Kan du egentlig huske, hvem der bestemmer her? – Jeg er ligeglad med dine skødepapirer! – brøler faren, dæmper sig straks for Lottes skyld – Ivan, forstå nu, vi vil bare leve sammen som voksne mennesker! Jeg har retten til at have min kæreste i mit hjem! – Nej, – Ivan er iskold – og bliver du ved, så kan det være, du selv mister retten til at bo her. Misha skælver af raseri – men er magtesløs. – Nå, vi får at se, hvem der vinder! *** Dagen efter er Ivan i chok, da han kommer hjem: Hans ting, smidt ud på gaden – tøj, bøger – alt flyder foran opgangen. Døren er låst, nøglen virker ikke. Far har sat nye låse i. – Far! Råber Ivan og rykker i håndtaget – Luk op! – Skrid! – råber Misha indefra – Det her er mit hjem nu! Dine ting har jeg båret ned! – Jeg smadrer døren! – Prøv bare! Ivan står lidt – men må trække sig tilbage. Han samler sit tøj op – nabopigen Katrine har allerede hjulpet. – Har han helt mistet forstanden? – spørger hun. – Slet ikke værd at snakke om, – svarer Ivan – Tak fordi du hjælper. Kan jeg mon låne et værelse hos jer i nat? – Selvfølgelig, – siger hun. For første gang i månedsvis føler Ivan sig tryg. Rolig aften, hygge – ingen råben, ingen pengekrav… Næste morgen, da far og Lotte er gået, skynder Ivan sig hjem med en låsesmed. Han viser papirer og ID. – Den her lejlighed er min. Bryd låsene op og sæt en ny i. På ingen tid er Ivan tilbage – og begynder straks at pakke fars og Lottes ting pænt. Han smider dem ikke ud fra vinduet – men sætter alt på trappeafsnittet. Da han er færdig, dukker faren op og fumler med nøglen. – Hvad sker der! Låsen virker ikke?! Er du der, Ivan?? – Kom ikke og bank på, – siger Ivan, – Du får ikke nye nøgler. – Har du smidt mig ud?? – Hvad troede du selv? – spørger Ivan. – Luk op! Mine ting! – De står bag dig, – svarer Ivan og åbner døren på klem, – Jeg er ikke smålig. I får alt med. Misha forsøger at presse sig på – men Ivan spærrer døren for ham. – Gå, far – og Lotte med. Jeg sagde, der ikke ville bo nogen her, som prøver at skubbe mig ud af mit eget hjem. Og særligt ikke sådan. Misha ser sit nederlag. – Jeg sagsøger dig! Men Ivan ved, at det er tomme ord. Om aftenen kigger Katrine forbi med en hjemmebag. Hun smiler: – Jeg kunne godt have smidt deres kufferter ud fra vinduet! Du er jo nærmest for flink… Og sådan sad de længe og nød freden sammen.

– Nu begynder du igen? Det er mig, der bestemmer her og jeg afgør, hvem der skal flytte ind og ud.

For 25 år siden rejste min mand til udlandet… Stress og bekymringer gav mig kræft

For 25 år siden rejste min mand til udlandet… Stress og bekymringer gav mig kræft.Goddag.

Uncategorized

027

Han vender altid tilbage til elskerinden. En fortælling fra det danske hverdagsliv Tak for al jeres støtte, for likes, engagement og kommentarer til mine fortællinger, for abonnementer – og et KÆMPE tak til jer, der har doneret både fra mig og mine fem søde katte. Del endelig historierne på sociale medier – det varmer også forfatterens hjerte! Efter mors krav gjorde Anton til sidst det forbi med Lene; han forstod sig ærligt talt heller ikke rigtigt på hendes livsstil. Og så pressede hans mor, satte tingene på plads og forklarede, at Lene bestemt ikke var en pige, man giftede sig med. Anton kunne selv mærke, at det aldrig rigtig fungerede mellem dem. Lene var hele tiden ude til jobs i cafeer, restauranter, bryllupper, runde fødselsdage, mindehøjtideligheder og børnefødselsdage – hun var toastmaster, men det blev Anton mors helt indigneret over. – Du er et ordentligt menneske, Anton, du sælger sofaer og madrasser. Går på arbejde om morgenen, hjem om aftenen – som det skal være. Din Lene der sover formiddagen væk og kommer først sent hjem, og når hun gør, lugter hun sikkert af røg og sprut! Kan du virkelig have det sådan? Man kan se i hendes øjne, at hun ikke er til at stole på – se nu bare det smil! Hans mor havde kun set Lene én gang, men havde et færdigt billede med det samme. Og Anton gav efter, han led og var også jaloux, hver gang hun gjorde sig klar og gik på arbejde på et uforudsigeligt sted. Det forekom ham upassende. Hans mors mening afgjorde det for ham. Hun var godt nok smågnaven, men tog sjældent fejl. Anton giftede sig så året efter med bibliotekaren Nadia. Hans mor kunne lide hende fra første øjeblik. Rolig, beskeden og pligtopfyldende. – Det er en rigtig kone, Anton! Se nu på hende – maler sig ikke op til arbejde, klæder sig ordentligt, ikke for frækt, trøjerne er lukkede, og nederdelene når ikke over knæet. Hun skynder sig hjem om aftenen, og se bare, hvordan hun kigger på dig… Guld værd, nu godkender jeg endelig dit valg, Anton… Antons mor er skøn, hendes liv har bare været svært. Hun har aldrig været nogen skønhed, men arbejdet flittigt på posthuset. Hun ville så gerne have familie og børn, men da hun blev 35, indså Inger Antonsen, at hun nok aldrig blev gift. Derfor besluttede hun at få et barn uden en mand, selvom hun egentlig syntes, det var meget uværdigt. Sådan blev Anton til, opkaldt efter hendes far. I starten hjalp hendes forældre med at opdrage lille Anton, men da de døde, var det bare hende og drengen tilbage. Anton elskede sin mor og hjalp hende med alt. Han var ikke den store bogorm, men gjorde sit bedste. Efter niende klasse tog han en handelsuddannelse og blev sælger i en møbelforretning. Hans mor var meget stolt – sønnen mødte op i jakkesæt og tjente pænt. Nu var der også fundet en egnet kæreste – søde Nadia. Nu skulle de nok få det godt og snart børn; børnebørn, som Inger Antonsen drømte om. Brylluppet blev holdt hjemme, for der er ikke meget familie, og Anton har kun én god ven fra arbejdet, Klaus, og klassekammeraten Mads. Nadia har kun sine forældre med og to veninder fra biblioteket – hvad skal man også med flere veninder, når man skal til at stifte familie? Så fik hun gift sin søn, Gud ske tak og lov, med en god pige. Nu kom Anton hjem til varm aftensmad hver dag. Nadia lavede mad ret kedeligt, for hendes far har maveproblemer. Hun var rolig og lidt langsom, lo sjældent, læste hele tiden bøger og foragtede fjernsynet. Nu så Inger Antonsen sine elskede serier med lyden på lavt, og lavede ikke længere hendes og Antons yndlingsboller – Nadia mente, det var usundt. Alt blev så stille og farveløst hjemme; Anton blev mere stille og trist. Efter et halvt år kom han pludselig ikke hjem en nat. Nadia græd hele natten, pakkede tingene næste dag og tog hjem til sine forældre med ordene: – Jeg troede, din søn var en ordentlig mand, men han har svigtet mig… Den stille Nadia viste sig at være stædig som sten. Men Anton prøvede ikke engang at tale hende til fornuft, han undskyldte bare. – Hvor var du? – spurgte moren, og til sidst indrømmede Anton. – Mor, det var sådan, at Lene kom ind og skulle købe en sofa, hun vidste ikke, at jeg arbejdede der… – Ville hun ikke! Den kvinde har regnet den ud – hun kom bare for at ødelægge dit liv! – vrissede Inger Antonsen. – Mor, du kender hende ikke. Hun er slet ikke sådan! Jeg fulgte hende bare hjem og ville snakke, men hun smed mig ud! – sagde Anton. – “Smed ud” – det er et gammelt trick, så du skal tigge! Du skal aldrig mere se den pige, Anton! Hun ødelægger dit liv! – hans mor var bange for, at han ville havne med eventyreren… – Du forstår ikke, mor, der er noget, du ikke ved, – prøvede Anton. – Det er nok, Anton. Ingen nerver nu… Efter skilsmissen blev Anton meget nedtrykt. Da han fik en ny kæreste, blev Inger Antonsen faktisk glad. Hun troede næsten ikke længere, hun ville få børnebørn! Aline arbejdede nu sammen med Anton i møbelforretningen. – Mor, vi vil bare bo sammen lidt, uden at gifte os, så vi ikke igen gør noget forkert, – sagde Anton. Det kunne moderen ikke lide. Da Aline viste sig at være doven og rodede, og ovenikøbet blev fyret for at være uhøflig overfor kunder, blev Inger Antonsen helt forfærdet. Aline lå nu bare på sofaen hver dag med telefonen, drak kaffe og lod som hun søgte job. Hvorfor fandt hendes søn altid de forkerte piger? En dag rablede det for Inger Antonsen, da Aline begyndte at tale om bryllup: – Du skal ikke gifte dig med ham! Han vender altid tilbage til “hende”, ved du hvor mange gange han har besøgt hende? Hun har endda et barn med ham! Når de skændes, løber han lige tilbage til hende! Aline lo bare – hun var sikker på, at den gamle bare var sur, fordi Anton elskede hende mest og lod hende slippe for at arbejde… Inger Antonsen kiggede med medlidenhed på sønnens tredje kæreste og indså, det var nyttesløst. Hun gik i stedet hen for at se, hvad der skete med Lene – hvordan kunne hendes søn aldrig slippe hende, men tage hvem som helst med hjem… Hun kendte ikke Lenes adresse, men var heldig: netop som hun nåede frem, kom Lene ud af opgangen… med en lille dreng i hånden. Inger Antonsen måbede. Sådan kan det da ikke være – det er værre end hun havde forestillet sig. For drengen, som Lene holder i hånden, ligner lille Anton på en prik. Samme lyse, frække øjne, de samme ører, næse, smil – direkte kopi! – Lene, vent – jeg skal tale med dig! – råbte Inger Antonsen, og følte benene blev som gelé. Tænk, hendes eget barnebarn kan allerede gå og tale – og hun vidste ikke noget som helst! Lene vendte sig, og man kunne se, hun genkendte hende – men stoppede. – Goddag, Inger Antonsen, hvad vil du? – Hvordan kunne du, Lene – jeg vidste ikke noget, men Anton, han er jo ordentlig, han kunne ikke, han var min pæne dreng, – prøvede den fortvivlede mor. – Bare rolig, han vidste det ikke, – svarede Lene køligt. Hun ville gå, men Inger Antonsen gav ikke op. – Han elsker dig jo, det er mig, der er skyld i det hele. Smid ham ikke ud, snak nu ordentligt med ham, – tryglede hun, uden at kunne løsrive blikket fra drengen, som var Anton i miniformat. – Hvad hedder drengen? – spurgte hun med skælvende stemme, og Lene blødte op. – Niklas, kom nu, vi skal videre – jeg laver nu kun børnefødselsdage, og han er med altid, vi har ikke andre. – Men jeg er her jo, jeg er hans bedstemor, – tilbød Inger Antonsen, men Lene svarede ikke, vendte sig væk og gik med Niklas… – Mor, var du hos Lene? – spurgte Anton nogle dage efter. Hans mor havde været i dårligt humør hele tiden og bemærkede ikke engang, da Aline flyttede ud. – Mor, tak, Lene har tilgivet mig, og jeg må nu se min søn. Men nu vil jeg have, hun bliver min kone, – sagde Anton. Inger Antonsen så forundret på sin søn. Han havde altid været mors dreng og let at styre. Men nu var der sket noget – og hun svarede bare: – Godt gået, søn. Tilgiv mig, jeg var dum. Man må kæmpe for sin lykke. Også imod sin egen mor… Anton og Lene Anton og Lene blev snart gift og bor nu hos Lene, mens bedstemor Inger passer Niklas, når forældrene arbejder. Nogle gange overnatter barnebarnet hos bedstemor. Det allerbedste – snart får de barn nummer to, og denne gang bliver det en lille pige! Inger Antonsen kan næsten ikke vente med at nusse sin lille pige. Nu blander hun sig ikke – det er der heller ingen grund til. Lene viste sig at være den skønneste husmor, og Anton stråler af lykke. Godt hun dengang lyttede til sit hjerte og fik indset, at det var Lene, hendes søn havde brug for. Man kan ikke bygge sin lykke ved at trampe på andres liv, vælge en kone til sin søn og bestemme, hvem han skal være sammen med. Han skal være sammen med den kvinde, han ikke kan leve uden…

Kommer igen til elskerinden. En fortælling Tak for støtten, for likes, engagement, kommentarer til historierne

Uncategorized

038

Skilsmisse i en sen alder: Anna på “60-plus” tager modige skridt videre i livet.

Skilsmisse på gamle dage “Jeg skal skilles!” besluttede Anna Margrethe oppe i årene, der

Uncategorized

017

God far og dårlig mor

– Magnus, forstår du egentligt, hvad du har gjort? – spurgte viceinspektøren, Lisbeth Madsen

Uncategorized

025

Den stille glans af ensomhed

Den stille lysning af ensomhed Ensomheden i Else Andersens lille lejlighed i Nørrebro var så velkendt

Forræderi: Da Petras forlod hjemmet med et farvel, brød Ramune sammen i køkkenet – mens hun frygter, at faren vil forlade familien for en anden kvinde, inddrages sønnen Dominykas i mors smerte og familiens hemmeligheder, indtil alt kulminerer i et overraskende møde og opgør på en københavnsk restaurant, hvor mistænksomhed, jalousi og kærlighedens styrke bliver sat på prøve.

ForræderiAnders løftede hånden i farvel: Nå, Mille, jeg smutter nu! Jeg overfører pengene til mor, så

Uncategorized

Søster, kom nu på besøg! En fortælling

Tak for al støtte, for likes, for omsorg og kommentarer til mine fortællinger, for abonnementet og et

Uncategorized

022

I deres familie var næsten alt godt. En fortælling

I deres familie gik det stort set rigtig til. Tak for al støtte, likes, kommentarer, abonnementer og

Uncategorized

034

Forældre Har Besluttet At Skille Sig: En Fortælling

Det er mange år siden, jeg stadig kan huske, hvordan mine forældre besluttede at skilles. Jeg vil dele