January 2026 – Page 55 – Design interior

Forladte nevø – Nastasja, jeg spørger dig ikke, jeg meddeler dig bare en beslutning! – udbrød svigermoren opbragt. – Og jeg meddeler dig: Det er mig ligegyldigt, hvad du beslutter. – Sacha kommer til at bo hos jer, – erklærede hun. – Det kommer aldrig til at ske, – konstaterede Nastasja, mens hun formelt satte en skål med chokolade foran svigermoren. Skænderiet var meningsløst. Hvorfor diskutere noget, som ikke er til forhandling?

Forladt nevø – Louise, jeg beder dig ikke om din mening, jeg stiller dig bare over for fakta! –

Uncategorized

039

“Jeg kan se, det var forgæves, at jeg gjorde mig umage,” sagde svigermor utilfreds – “Det er Guds straf for, at du ødelagde en andens familie! Nu må du lide!” “Jeg har ikke ødelagt noget,” fik Vera endelig sagt. “Vagn var allerede ved at blive skilt.” “Ja ja, tro du bare det! Han boede sammen med Zoë i næsten 15 år! Han forlod hende på grund af dig, og nu er hun druknet i sorg.” Ved 30-årsalderen havde Vera en skilsmisse og flere mislykkede forhold bag sig, men hun drømte om en rigtig familie og et barn. Da hun forelskede sig i Vagn, fem år ældre, robust og pålidelig chauffør, troede hun endelig, lykken var fundet. Efter fire måneder fandt hun dog ud af, at han allerede var gift, men Vagn forsikrede hende om, at han ville skilles – og holdt ord. De blev gift, og Vera ønskede at få et barn, men efter to års forsøg og hård behandling viste det sig svært. Da Vagn pludselig kommer hjem med sin teenagedatter, Dorte, efter at Doras mor er død, er Vera rystet og svigermor Maria gør ondt værre, mens ægteskabet er tæt på at bryde sammen. Midt i alt dramaet får Vera og Dorte et nært forhold, Vagn forlader Vera, men Dorte forsvarer sin stedmor og fortæller sandheden om sin mor og farens skilsmisse. Til sidst genforenes familien trods alt, mens svigermor må sande, at hendes forsøg på at splitte dem ikke lykkedes.

17. marts Nogle gange føles det, som om alt, hvad jeg gør, er forgæves. Det kan du takke karma for, Rikke

Uncategorized

08

Slægtninge fra fortiden Da Aline var seksten år, blev hun smidt ud hjemmefra. Det er svært at sige, om hun nogensinde på de seksten år havde følt sig rigtig hjemme – sandsynligvis ikke, for hun fik dagligt at vide, at hun nærmest spiste brød på kredit. Og alligevel var det her, hun havde haft hele sin barndom. Det er jo heller ikke ligetil at finde et sted at bo, når man kun er seksten. Det hele begyndte som et mareridt. Faren, som i forvejen ikke var kendt for hverken store pædagogiske evner eller fornuftig tone, råbte mest – og ikke ligefrem pæne ord. Moren, som Aline ellers først havde betroet sig til, havde hidset sig op dagen før og sad nu med stenhårdt ansigt. Søsteren, Vera, sad og lagde makeup ved bordet med en sarkastisk gnist i øjet, klar til at blive smuk til aften – sådan et show skulle man da ikke misse. – Pak makeup-tasken væk, du får ikke brug for den! – råbte faren pludselig, – Du kommer ikke ud af huset før du fylder tredive, så du ikke følger i din søsters fodspor! Men Veras fars vrede prellede helt af – det var jo ikke hende, det egentlig gik ud over, og Aline ville få hele skylden … – Nå, Aline, fik du, hvad du ville? – Vera viste hende tungen, selvom hun pakkede makeuppen væk. – Lad nu være, det kan blive din tur næste gang! – rumlede faren. – Men hvad har jeg gjort? Jeg er ikke sådan en s…, som hun er. – Vera! – Moren vågnede lidt op, – Hvordan taler du? – Jeg siger det, jeg ser, mor. Det er jo ikke, fordi du er uenig! Desværre – Aline måtte indse, at endda faren var enig. Aline stod i døråbningen, nærmest frosset, for hun satte sig ikke til bordet. Maven kunne man ikke se endnu, men nu vidste alle hendes hemmelighed. Hemmeligheden hun så længe havde holdt skjult. – Far, mor … jeg … jeg vidste det ikke … – prøvede hun at finde et mildt ord for “dumhed”, men der var intet, der passede. Ingen af dem blev rørt. – Du vidste det ikke? – smed moren ud, – Hvem har jeg dog holdt samtaler med siden du var tolv? Ikke med dig? Men du har jo aldrig lyttet og troet, du vidste bedst. Løjet, skjult … troede du, vi var blinde? Eller håbede du bare, det ville gå over af sig selv? Du burde have sagt det med det samme – så kunne vi have … Nå, hvad skal vi nu gøre… Du er seksten! Måske netop fordi Alina altid havde fået disse tirader, om hun var skyldig eller ej, var hun endt med at kaste sig i armene på den, der havde sagt et venligt ord. Faren råbte og råbte, til han blev hæs. Selvsamme mor sukkede: “Hvad skal vi dog gøre, hvad skal vi dog gøre”. Aline troede, det værste var ovre – men det var det langt fra: – Pak dine ting, – sagde faren stille. – Du har en time. Hvis du er så klar til voksenlivet, så find dig et voksenliv et andet sted end her. – Er det ikke for meget? – Moren fik sagt noget, og det lød, som om hun havde ondt af Aline, men hun modsagde ikke faren – så hun tav. En time til at sige farvel til barndom, hjem, familie. En time til at indse, at nu var det slut. – Far, vær nu sød … – tiggede Aline. – Jeg ved, jeg har fejlet, men giv mig dog mindst et par år … – Ikke noget med et par år. Du må klare dig selv. Pak! Ellers må du gå uden noget. Aline styrtede ind på værelset og smed det mest nødvendige i en taske. I sådan en fart virker alt vigtigt – hun kom endda dagbogen fra 9. klasse i, selvom hun ikke længere gik i skole. Trøje … hue … ur … Hvad var nødvendigt, hvad ikke? Da den time var gået, og hun kom tilbage til køkkenet, slæbte tasken tungt hen over gulvet. Aline trak vejret dybt, prøvede at tage sig sammen. – Må jeg … blive? Jeg skal nok prøve … jeg hjælper til … – gispede hun, mest til moren. Måske var det hele bare sagt i affekt? Måske fortrød de nu? Men heller ikke moren rørte sig. – Du skulle have tænkt dig om før. Skammen er rigelig. Vera grinte ondsindet og sorterede sin makeup. Nu måtte hun alligevel gerne komme ud. Hun fik altid lov til alt i sidste ende. – Ja, Aline, den har du selv rodet dig ud i. Ups, jeg mente – gjort dig selv gravid. Find dig et sted, du kan være. Jeg har altid vidst, det ville ende sådan … Aline forstod – hun var dømt. Nu kom hun til at vandre rundt på gaderne, måske på stationen, måske i tomme ejendomme … og ende som hjemløs. Hvor skulle hun ellers tage hen, når hun havde et barn undervejs? Hun mærkede for første gang den værste ensomhed, man kan forestille sig. Hendes taske blev til sidst smidt ud på gaden. Søsteren stod i vinduet og sendte hende et hånligt grimasse. Nogle dage boede hun hos naboen – de bebrejdede hende godt nok, men kunne ikke få sig selv til at lade hende overnatte i lille-skoven bag huset. Hun sad bare der, uden at gøre væsen af sig, indtil tante Rita kom. – Hvor er Aline?? Halvdelen af byen har fortalt mig, at I har smidt hende ud! – Smidt ud? Vi har sendt hende ud i voksenlivet. Når hun nu vil være voksen, så må hun finde et sted selv, – sagde hendes bror køligt. – Som om du selv har skaffet dig en bolig! Du bor jo stadig i mors hus! Hvor er hun? – Hun er vist hos naboen. Tante Rita havde ingen egne børn men elskede sine niecer – og især Aline. Hun tog hende med hjem til sin lejlighed i et almindeligt højhusområde. – Det skal nok gå, Aline, – sagde Rita, – du skal blot ikke opgive håbet. Så ryger man let helt ned. Du skal nok opleve meget endnu, du får dit barn, og det hele skal nok løse sig. Jeg skal nok hjælpe, og senere må du selv i gang med at arbejde … – Må jeg virkelig bo her hos dig, tante Rita? – Selvfølgelig. – Du dømmer mig ikke? Hun tænkte sig om. – Nej, dømme ikke. Men jeg kan nu heller ikke rose dig … så noget må man altså tænke på “før”, ikke “efter”. Men nu er det, som det er. Nede i gården, hvor Rita rodede med tingene, så Aline en ung mand feje fortovet. Han gjorde det meget ihærdigt, så det ud til, at han var ny på jobbet. Sødt udseende. Hun vendte sig hurtigt, for kærlighed var ovre for hendes vedkommende. Det havde hun leget nok med. – Det er Ivan, – fortalte Rita, da de var oppe i lejligheden, – han har lige fået en ungdomsbolig her som forældreløs og arbejder som vicevært. Han er en god fyr. Flittig. Går vist i skole og har ikke nogen kammerater, der trækker ham på afveje. – Drikker han alene, måske? – Aline grinede en smule, for første gang kunne hun slappe lidt af. – Du er da blevet i bedre humør, – Rita smilede. – Nej, faktisk drikker han slet ikke. Den morgen vågnede Aline klokken otte, kiggede rundt og troede dårligt sine egne øjne – det var nu hendes hjem. Hun gik ned for at handle, og foran opgangen stod Ivan. – Goddag, – sagde han. – Jeg hedder Ivan. Jeg bor her … derovre. Hun fulgte hans hånd. – Hyggeligt at møde dig. Jeg hedder Aline. – Du gjorde stort indtryk på mig i går. – Nå, kærlighed ved første blik? – svarede hun. – Ja, sådan kan man vist godt sige. Hun tog det ikke helt alvorligt, men Ivan mente det alvorligt nok. Hun fortalte ham, hun var gravid. Alligevel sagde han, at han stadig ville elske hende. – Ivan, du burde se dig om efter en “normal” pige i stedet for mig, – sagde hun. – Er du ikke normal? – Jo, egentlig, men du ved jo godt, at … – Jeg vil alligevel gerne være sammen med dig. Og det er næsten 40 år siden nu. Aline og Ivan blev gift, fik sønnen Rune. Rune bor nu med sin familie i den lejlighed, Ivan engang fik. Ivan og Aline blev boende i tante Ritas lejlighed, efter at Rita desværre gik bort alt for tidligt. Trods det mærkelige første møde må man sige, de var som skabt for hinanden. De havde begge stabile job og levede et trygt, almindeligt liv. Aline fik efterhånden et nogenlunde forhold til forældrene og søsteren – men de blev aldrig nære. De sås til højtider og byttede symbolske gaver, men kærlighed, sådan rigtigt, opstod aldrig. Ivan var altid venlig og hjælpsom – også over for Alines forældre. Ivan lærte Aline et godt råd: At spare lidt op hver måned. Det blev ikke til meget ad gangen, men de var trofaste. De manglede ikke bolig eller bil og sparede derfor op til en drøm – at rejse, når de blev gamle og gik på pension. Nu, ved endnu en lønudbetaling, smed Ivan tyve tusinde kroner i kassen. En uge senere fik Aline en bonus. Fem tusinde kom i opsparingen, resten ville hun bruge på en gave til Ivan: en motionscykel, så han kunne træne hjemme. – Hvornår er leveringen? Onsdag? Overmorgen. Perfekt. Hun elskede at lave overraskelser. Motionscyklen blev leveret – hun ventede bare på, han kom hjem, for at se reaktionen. Hun vidste ikke, at Ivan aldrig ville komme hjem igen. *** Der gik et år efter hans død. Årsdag. Kun de nærmeste kom. Kollegaer og venner samlede sig andetsteds. Selvfølgelig kom Rune med familie, Alines forældre, Vera. Alle talte om, hvor fantastisk et menneske Ivan havde været … – Jeg kan ikke mindes, han nogensinde har hævet stemmen … – Rune tørrede øjnene. Ivan havde været en rigtig far for ham. Rune kendte sandheden – de havde fortalt ham det for at undgå problemer, for Aline var sikker på, at før eller siden ville “velmenende” mennesker gøre det klart for ham. Men Rune tvivlede aldrig på, at Ivan var hans rigtige far. – Jeg har jo ikke kendt ham så tæt, – sagde svigerdatteren, – men jeg glemmer aldrig, hvordan han første gang lagde mine vanter til tørre … – hun stoppede, havde en klump i halsen. Alle sagde et eller andet. Aline sad og stirrede på Ivans billede og tænkte, at de penge, der var tilbage, aldrig kom Ivan til gavn … Han kom aldrig rundt i verden. – Han ville så gerne rejse … – hviskede hun, – og jeg … jeg er jo bare en hjemmefødning … Jeg ved slet ikke, hvordan jeg nu … Der var sparet nok op. Tre millioner. Aline kunne egentlig tage ud og rejse. Men uden Ivan betød det ikke noget. Da Rune og familien var gået, blev Aline alene i køkkenet. Hun var i gang med opvasken, da hendes mor kom ind og lukkede døren forsigtigt: – Aline, jeg ved godt, det ikke er dagen i dag, men vi ses jo ikke tit, så jeg spørger nu – du har stadig ikke brugt de penge, som du og Ivan sparede op? Aline rystede tavst på hovedet. Familien burde slet ikke vide noget om de penge, men Ivan havde åbenbart sluppet informationen løs – han stolede altid på alle. Moren begyndte at gå frem og tilbage nervøst. – Aline, du ved jo godt, Ivan sparede op til noget ligegyldigt … Ja, jeg kunne da også godt tænke mig en rejse, men det er altså ikke det vigtigste … Du kommer jo aldrig af sted – du er hjemmemenneske. Hvorfor lade pengene samle støv? Tiden går, og inflationen æder dem op! Aline så på moren og prøvede at fatte, hvad hun mente. – Du ved jo, Vera og jeg bor stadig til leje! I vores alder! Vi er snart firs, Vera er over halvtreds, hendes børn lejer også. – Moren hævede stemmen. Det har de såmænd selv været ude om. – I solgte jo selv bedstemors hus. I sagde, det var forfaldent og ikke værd at beholde. Aline forstod det ikke dengang – hvorfor sælge eneste bolig? Bare fikse den lidt op, men at sælge…? – Ja, men vi ville bygge nyt! – indvendte moren. – Hvorfor har I så ikke fået bygget noget? – Aline kunne ikke holde på det længere. – Ivan forvaltede jo pengene forkert! – råbte moren, – Man skal investere i noget varigt! Ejendom! Ikke alt det pjat … Og du … Det skulle hun ikke diskutere, især ikke på Ivans dødsdag. – Mor, kan du gå, – sagde hun roligt, men bestemt. – Undskyld, – sagde moren hurtigt, – jeg skal lade være med at tale om Ivan. Men han er her jo ikke mere. Hvad vil du egentlig bruge pengene til? Vil du virkelig rejse det hele op? Så mange penge, bare til sjov! – Mor. Jeg har altså også et barnebarn. Jeg overvejer faktisk at bruge dem til, at han kan få et hjem … – Stakkels Ivan! – udbrød hun, – Først gav I hans lejlighed til et fremmed barn, og nu skal hans opsparing gå til et fremmed barnebarn fra en eller anden slyngel. Har du bare fået vredet alle omkring dig ud i kaos… Mon hun mente …? – Mor, gå nu, – Aline stod med hænderne i vasken. Så var samtalen slut. Moren gik utilfreds og mumlede for sig selv. Aline kom ikke i seng. Fyrre år efter, og hun var stadig “den slags pige” i familiens øjne. For at prøve at komme i gang gik hun ud for at lave kaffe og ordne i hjemmet – da dukkede Vera op. Aline vidste straks, det var fup. – Du får ingen penge, – sagde hun direkte, før Vera havde fået overtøjet af. – Ej, jeg kommer ikke for det! Jeg tænkte bare, vi samledes jo i går … sikkert lidt rod bagefter. Jeg ville hjælpe dig med at gøre rent. Og det skader jo heller ikke, at vi bliver lidt bedre søstre igen … De gik i gang. Vera så virkelig ud til at gøre en indsats, hun snakkede uafbrudt, prøvede at muntre Aline op, men det lykkedes ikke rigtigt. Pludselig fik Vera det dårligt. Spanden væltede. – Vær nu forsigtig, Vera! – råbte Aline og kiggede sig om, – Vera, hvad laver du? Hold ud … Jeg kommer nu. – Mine … piller i tasken … Aline tømte det hele: – Der er ingenting! – Jeg har glemt dem … bare glemt … – Hold fast! Hvilke piller? Hun fløj ned på apoteket og ringede til 112 på vejen. Da hun kom tilbage, var lejligheden endevendt. Alle skabe stod åbne, ting smidt rundt – og Vera var væk. Aline havde regnet det ud. Vera havde prøvet at stjæle fra hende. Men Aline var heldigvis kommet på det – hun havde for nylig sat alle pengene i banken. Som om hun havde kunnet mærke, det var på vej. Aline sad i køkkenet, rystende om hovedet. Nu vidste hun præcis, hvad hun ville gøre med de penge. Hun ville endelig rejse. Måske ikke så langt eller længe, som det var drømmen, men ud skulle hun. Resten gik til søn og barnebarn. Ivan ville nok ikke have haft noget imod det. Og netop dér forstod hun, at Ivan aldrig forlod hende – for han blev hos hende for altid …

Slægtninge fra fortiden Det føles som en fjern drøm nu, dengang Annelise blev smidt ud hjemmefra som

Hvad foregår der? Hvor skal du hen? Og hvem skal så lave maden? – Hvor haster du hen? Der er jo nogen, der skal lave maden! – udbrød Henrik ængsteligt, da han så, hvad Antonina foretog sig efter et skænderi med svigermor. Antonina kiggede ud af vinduet. Tunge skyer hang over den lille danske by, selvom det var forår. Solen kiggede sjældent frem her, og måske derfor gik folk ofte rundt og så både kolde og mutte ud. Antonina havde selv bemærket, at hun næsten aldrig smilede længere, og de nye panderynker fik hende til at se mindst ti år ældre ud. – Mor! Jeg går en tur, – råbte hendes datter, Emma. – Ja, ja, – nikkede Antonina. – Hvad er det for et “ja, ja”? Giv mig nogle penge. – Er gåture ikke gratis længere? – sukkede Antonina. – Mor! Hvorfor skal du altid spørge? – sagde Emma utålmodigt. – Kom nu! Hvad, er det alt? – Det er nok til en is. – Din nærigrøv, – hvislede Emma, men Antonina hørte det ikke mere, for døren smækkede bag datteren. Det kan ikke passe… – tænkte Antonina og mindedes, hvor sød Emma havde været, før teenagerårene satte ind. – Tone, min mave knurrer! Er maden snart klar?! – råbte Henrik utilfreds. – Lav det selv, – sagde hun ligegyldigt og satte tallerkenen på bordet. – Må jeg ikke få den serveret? Antonina var lige ved at kyle gryden efter ham. Hvad bilder han sig ind… – Man spiser i køkkenet, Henrik. Vil du have mad, så spis, vil du ikke, så lad være, – sagde hun og satte sig alene ved bordet. Efter et kvarter kom Henrik ud i køkkenet. – Det er koldt… adr… – Du kom jo for sent. – Jeg bad dig! Der er ikke skyggen af kærlighed eller omsorg! Du ved jo, jeg ser fodbold! – brummede Henrik, mens han skovlede kold kylling ind. – Det smager ikke engang godt. Antonina rullede bare med øjnene. Med det fodbold var Henrik som forvandlet. Spil, halstørklæder, dyre billetter… selvom han ikke interesserede sig for sport, dengang de var unge. Han tog ikke engang plads ved bordet, men greb en øl og nogle “Kims-chips” og gik ind til fjernsynet, mens Tone blev efterladt med opvasken. Ingen værdsætter det, jeg gør. Hun var udkørt efter sin vagt som sygeplejerske på hospitalet. Folk kom med deres problemer, sure miner og alverdens sygdomme. Det var stressende på arbejdet – og derhjemme var der ikke hygge og varme, kun endnu et skift: servere, hente, vaske op, rydde af. – Er der mere? – Henrik greb endnu en øl i køleskabet. – Hvorfor er der ikke flere? – Du har drukket dem alle! Skal jeg også købe dem? Kom nu ind i kampen, Henrik! – råbte Antonina. – Så sarte vi er… – sagde Henrik sarkastisk og smækkede med døren, mens han gik ud for at købe flere forsyninger til næste kamp. Antonina gik tidligt i seng – der ventede en hård dag i morgen. Men hun kunne ikke falde i søvn. Hun bekymrede sig om Emma – hvor gik hun rundt, og sammen med hvem? Det var blevet mørkt, men Emma var ikke kommet hjem. Antonina turde ikke ringe, for så blev datteren gal. – Du gør mig til grin foran mine venner! Lad nu være med at ringe! – råbte Emma, når Antonina forsøgte at ringe. Siden stoppede hun, og mindede sig selv om, at Emma lige var fyldt 18. Ville hverken arbejde eller læse. Havde lige afsluttet gymnasiet og besluttet sig for at tage en pause og “finde sig selv”. Halvsovende hørte Antonina jubel fra stuen – nogen måtte have scoret et mål. Så begyndte Henrik at diskutere kampen højlydt med naboen, der var kommet forbi. Senere kom naboen med sin kæreste, og nu var de tre, der sad og råbte foran skærmen. Emma vendte først hjem sent, roede i tallerkenerne og gik i seng. Da huset endelig blev stille, og Tone langt om længe faldt i søvn, begyndte katten at skrige efter mad. – Er der ingen andre i dette hus end mig, der kan fodre katten?! – rasede Antonina, træt og med migræne, mens hun slæbte sig ud af soveværelset. Hun håbede på opmærksomhed, men Emma havde høretelefoner på og lavede bare cirkeltegn om tindingen. Henrik var faldet i søvn foran fjernsynet med øllen i hånden. Nu kan jeg snart ikke mere… det her er simpelthen for meget! – tænkte Tone. Næste dag blev hun vækket af en opringning fra svigermor. – Antonina, min pige, husk nu, det er tid til at lægge kartofler! Og du bør tage til kolonihaven… der skal ordnes. – Ja, jeg ved det godt… – sukkede Tone. – Så kører vi i morgen. Hendes eneste fridag blev brugt i parcelhushaven, styret af svigermor. – Sådan fejer man ikke! Du skal holde kosten anderledes! – kommanderede svigermor fra havebænken. – Jeg er næsten 50, Vera, jeg kan godt selv! – svarede Tone. – Og Henrik da… – Hvor er jeres Henrik? Hvorfor er han ikke her? Hvem skulle ellers køre sin mor i sommerhus? Hvorfor måtte vi tage bussen i tre timer? Og så nævner I ham hele tiden… – Han er træt. – Og jeg? Tror du ikke, jeg er træt? Så begyndte det. Antonina fortrød, hun havde svaret igen. Vera var en kvinde, der altid skulle have ret, men hvor hendes ret ikke talte for Tone. Hele livet havde hun kun omfavnet Henrik, mens Tone kun netop blev tolereret som hushjælp. På hjemvejen sad de i hver sin ende af bussen. Næste dag klagede Vera til sønnen, og Henrik blev rasende. – Hvordan tør du svare min mor sådan igen?! – rasede han. – Hvis det ikke var for hende… – Hvad så? – krydsede Tone armene under brystet. Hun vidste nu, hun ikke kunne holde det ud længere. – Du havde aldrig fået arbejde på hospitalet! – snerrede han, som om det ændrede noget. Hun havde ofte fortrudt, hun skiftede det lille trygge lægehus ud med hospitalet, hvor Vera havde trukket i trådene, og hvor lønnen var større, men nerverne og de grå hår var mange flere. – Hvor er du? Henrik var i chok over, hvad Tone kunne få sig til at gøre. Det, Tone gjorde, havde Henrik aldrig set komme!

Hvad sker der nu? Hvor skal du hen? Og hvem skal så lave mad? Hvorfor har du så travlt? Nogen skal jo

Uncategorized

010

Utaknemmelige døtre – Iras og Lydas evige kamp med forældrenes jordbærbed, søndagsvennernes sommerfristelser, og ferieaflyste drømme: Om pligt, dårlig samvittighed og generationsopgør i den danske kolonihaveidyl

Utaknemmelige døtre Rakel stod bøjet over jordbærbedet og mærkede, hvordan sveden løb klistret ned ad

Uncategorized

011

Slægtninge fra fortiden Da Aline var seksten år, blev hun smidt ud hjemmefra. Det er svært at sige, om hun nogensinde på de seksten år havde følt sig rigtig hjemme – sandsynligvis ikke, for hun fik dagligt at vide, at hun nærmest spiste brød på kredit. Og alligevel var det her, hun havde haft hele sin barndom. Det er jo heller ikke ligetil at finde et sted at bo, når man kun er seksten. Det hele begyndte som et mareridt. Faren, som i forvejen ikke var kendt for hverken store pædagogiske evner eller fornuftig tone, råbte mest – og ikke ligefrem pæne ord. Moren, som Aline ellers først havde betroet sig til, havde hidset sig op dagen før og sad nu med stenhårdt ansigt. Søsteren, Vera, sad og lagde makeup ved bordet med en sarkastisk gnist i øjet, klar til at blive smuk til aften – sådan et show skulle man da ikke misse. – Pak makeup-tasken væk, du får ikke brug for den! – råbte faren pludselig, – Du kommer ikke ud af huset før du fylder tredive, så du ikke følger i din søsters fodspor! Men Veras fars vrede prellede helt af – det var jo ikke hende, det egentlig gik ud over, og Aline ville få hele skylden … – Nå, Aline, fik du, hvad du ville? – Vera viste hende tungen, selvom hun pakkede makeuppen væk. – Lad nu være, det kan blive din tur næste gang! – rumlede faren. – Men hvad har jeg gjort? Jeg er ikke sådan en s…, som hun er. – Vera! – Moren vågnede lidt op, – Hvordan taler du? – Jeg siger det, jeg ser, mor. Det er jo ikke, fordi du er uenig! Desværre – Aline måtte indse, at endda faren var enig. Aline stod i døråbningen, nærmest frosset, for hun satte sig ikke til bordet. Maven kunne man ikke se endnu, men nu vidste alle hendes hemmelighed. Hemmeligheden hun så længe havde holdt skjult. – Far, mor … jeg … jeg vidste det ikke … – prøvede hun at finde et mildt ord for “dumhed”, men der var intet, der passede. Ingen af dem blev rørt. – Du vidste det ikke? – smed moren ud, – Hvem har jeg dog holdt samtaler med siden du var tolv? Ikke med dig? Men du har jo aldrig lyttet og troet, du vidste bedst. Løjet, skjult … troede du, vi var blinde? Eller håbede du bare, det ville gå over af sig selv? Du burde have sagt det med det samme – så kunne vi have … Nå, hvad skal vi nu gøre… Du er seksten! Måske netop fordi Alina altid havde fået disse tirader, om hun var skyldig eller ej, var hun endt med at kaste sig i armene på den, der havde sagt et venligt ord. Faren råbte og råbte, til han blev hæs. Selvsamme mor sukkede: “Hvad skal vi dog gøre, hvad skal vi dog gøre”. Aline troede, det værste var ovre – men det var det langt fra: – Pak dine ting, – sagde faren stille. – Du har en time. Hvis du er så klar til voksenlivet, så find dig et voksenliv et andet sted end her. – Er det ikke for meget? – Moren fik sagt noget, og det lød, som om hun havde ondt af Aline, men hun modsagde ikke faren – så hun tav. En time til at sige farvel til barndom, hjem, familie. En time til at indse, at nu var det slut. – Far, vær nu sød … – tiggede Aline. – Jeg ved, jeg har fejlet, men giv mig dog mindst et par år … – Ikke noget med et par år. Du må klare dig selv. Pak! Ellers må du gå uden noget. Aline styrtede ind på værelset og smed det mest nødvendige i en taske. I sådan en fart virker alt vigtigt – hun kom endda dagbogen fra 9. klasse i, selvom hun ikke længere gik i skole. Trøje … hue … ur … Hvad var nødvendigt, hvad ikke? Da den time var gået, og hun kom tilbage til køkkenet, slæbte tasken tungt hen over gulvet. Aline trak vejret dybt, prøvede at tage sig sammen. – Må jeg … blive? Jeg skal nok prøve … jeg hjælper til … – gispede hun, mest til moren. Måske var det hele bare sagt i affekt? Måske fortrød de nu? Men heller ikke moren rørte sig. – Du skulle have tænkt dig om før. Skammen er rigelig. Vera grinte ondsindet og sorterede sin makeup. Nu måtte hun alligevel gerne komme ud. Hun fik altid lov til alt i sidste ende. – Ja, Aline, den har du selv rodet dig ud i. Ups, jeg mente – gjort dig selv gravid. Find dig et sted, du kan være. Jeg har altid vidst, det ville ende sådan … Aline forstod – hun var dømt. Nu kom hun til at vandre rundt på gaderne, måske på stationen, måske i tomme ejendomme … og ende som hjemløs. Hvor skulle hun ellers tage hen, når hun havde et barn undervejs? Hun mærkede for første gang den værste ensomhed, man kan forestille sig. Hendes taske blev til sidst smidt ud på gaden. Søsteren stod i vinduet og sendte hende et hånligt grimasse. Nogle dage boede hun hos naboen – de bebrejdede hende godt nok, men kunne ikke få sig selv til at lade hende overnatte i lille-skoven bag huset. Hun sad bare der, uden at gøre væsen af sig, indtil tante Rita kom. – Hvor er Aline?? Halvdelen af byen har fortalt mig, at I har smidt hende ud! – Smidt ud? Vi har sendt hende ud i voksenlivet. Når hun nu vil være voksen, så må hun finde et sted selv, – sagde hendes bror køligt. – Som om du selv har skaffet dig en bolig! Du bor jo stadig i mors hus! Hvor er hun? – Hun er vist hos naboen. Tante Rita havde ingen egne børn men elskede sine niecer – og især Aline. Hun tog hende med hjem til sin lejlighed i et almindeligt højhusområde. – Det skal nok gå, Aline, – sagde Rita, – du skal blot ikke opgive håbet. Så ryger man let helt ned. Du skal nok opleve meget endnu, du får dit barn, og det hele skal nok løse sig. Jeg skal nok hjælpe, og senere må du selv i gang med at arbejde … – Må jeg virkelig bo her hos dig, tante Rita? – Selvfølgelig. – Du dømmer mig ikke? Hun tænkte sig om. – Nej, dømme ikke. Men jeg kan nu heller ikke rose dig … så noget må man altså tænke på “før”, ikke “efter”. Men nu er det, som det er. Nede i gården, hvor Rita rodede med tingene, så Aline en ung mand feje fortovet. Han gjorde det meget ihærdigt, så det ud til, at han var ny på jobbet. Sødt udseende. Hun vendte sig hurtigt, for kærlighed var ovre for hendes vedkommende. Det havde hun leget nok med. – Det er Ivan, – fortalte Rita, da de var oppe i lejligheden, – han har lige fået en ungdomsbolig her som forældreløs og arbejder som vicevært. Han er en god fyr. Flittig. Går vist i skole og har ikke nogen kammerater, der trækker ham på afveje. – Drikker han alene, måske? – Aline grinede en smule, for første gang kunne hun slappe lidt af. – Du er da blevet i bedre humør, – Rita smilede. – Nej, faktisk drikker han slet ikke. Den morgen vågnede Aline klokken otte, kiggede rundt og troede dårligt sine egne øjne – det var nu hendes hjem. Hun gik ned for at handle, og foran opgangen stod Ivan. – Goddag, – sagde han. – Jeg hedder Ivan. Jeg bor her … derovre. Hun fulgte hans hånd. – Hyggeligt at møde dig. Jeg hedder Aline. – Du gjorde stort indtryk på mig i går. – Nå, kærlighed ved første blik? – svarede hun. – Ja, sådan kan man vist godt sige. Hun tog det ikke helt alvorligt, men Ivan mente det alvorligt nok. Hun fortalte ham, hun var gravid. Alligevel sagde han, at han stadig ville elske hende. – Ivan, du burde se dig om efter en “normal” pige i stedet for mig, – sagde hun. – Er du ikke normal? – Jo, egentlig, men du ved jo godt, at … – Jeg vil alligevel gerne være sammen med dig. Og det er næsten 40 år siden nu. Aline og Ivan blev gift, fik sønnen Rune. Rune bor nu med sin familie i den lejlighed, Ivan engang fik. Ivan og Aline blev boende i tante Ritas lejlighed, efter at Rita desværre gik bort alt for tidligt. Trods det mærkelige første møde må man sige, de var som skabt for hinanden. De havde begge stabile job og levede et trygt, almindeligt liv. Aline fik efterhånden et nogenlunde forhold til forældrene og søsteren – men de blev aldrig nære. De sås til højtider og byttede symbolske gaver, men kærlighed, sådan rigtigt, opstod aldrig. Ivan var altid venlig og hjælpsom – også over for Alines forældre. Ivan lærte Aline et godt råd: At spare lidt op hver måned. Det blev ikke til meget ad gangen, men de var trofaste. De manglede ikke bolig eller bil og sparede derfor op til en drøm – at rejse, når de blev gamle og gik på pension. Nu, ved endnu en lønudbetaling, smed Ivan tyve tusinde kroner i kassen. En uge senere fik Aline en bonus. Fem tusinde kom i opsparingen, resten ville hun bruge på en gave til Ivan: en motionscykel, så han kunne træne hjemme. – Hvornår er leveringen? Onsdag? Overmorgen. Perfekt. Hun elskede at lave overraskelser. Motionscyklen blev leveret – hun ventede bare på, han kom hjem, for at se reaktionen. Hun vidste ikke, at Ivan aldrig ville komme hjem igen. *** Der gik et år efter hans død. Årsdag. Kun de nærmeste kom. Kollegaer og venner samlede sig andetsteds. Selvfølgelig kom Rune med familie, Alines forældre, Vera. Alle talte om, hvor fantastisk et menneske Ivan havde været … – Jeg kan ikke mindes, han nogensinde har hævet stemmen … – Rune tørrede øjnene. Ivan havde været en rigtig far for ham. Rune kendte sandheden – de havde fortalt ham det for at undgå problemer, for Aline var sikker på, at før eller siden ville “velmenende” mennesker gøre det klart for ham. Men Rune tvivlede aldrig på, at Ivan var hans rigtige far. – Jeg har jo ikke kendt ham så tæt, – sagde svigerdatteren, – men jeg glemmer aldrig, hvordan han første gang lagde mine vanter til tørre … – hun stoppede, havde en klump i halsen. Alle sagde et eller andet. Aline sad og stirrede på Ivans billede og tænkte, at de penge, der var tilbage, aldrig kom Ivan til gavn … Han kom aldrig rundt i verden. – Han ville så gerne rejse … – hviskede hun, – og jeg … jeg er jo bare en hjemmefødning … Jeg ved slet ikke, hvordan jeg nu … Der var sparet nok op. Tre millioner. Aline kunne egentlig tage ud og rejse. Men uden Ivan betød det ikke noget. Da Rune og familien var gået, blev Aline alene i køkkenet. Hun var i gang med opvasken, da hendes mor kom ind og lukkede døren forsigtigt: – Aline, jeg ved godt, det ikke er dagen i dag, men vi ses jo ikke tit, så jeg spørger nu – du har stadig ikke brugt de penge, som du og Ivan sparede op? Aline rystede tavst på hovedet. Familien burde slet ikke vide noget om de penge, men Ivan havde åbenbart sluppet informationen løs – han stolede altid på alle. Moren begyndte at gå frem og tilbage nervøst. – Aline, du ved jo godt, Ivan sparede op til noget ligegyldigt … Ja, jeg kunne da også godt tænke mig en rejse, men det er altså ikke det vigtigste … Du kommer jo aldrig af sted – du er hjemmemenneske. Hvorfor lade pengene samle støv? Tiden går, og inflationen æder dem op! Aline så på moren og prøvede at fatte, hvad hun mente. – Du ved jo, Vera og jeg bor stadig til leje! I vores alder! Vi er snart firs, Vera er over halvtreds, hendes børn lejer også. – Moren hævede stemmen. Det har de såmænd selv været ude om. – I solgte jo selv bedstemors hus. I sagde, det var forfaldent og ikke værd at beholde. Aline forstod det ikke dengang – hvorfor sælge eneste bolig? Bare fikse den lidt op, men at sælge…? – Ja, men vi ville bygge nyt! – indvendte moren. – Hvorfor har I så ikke fået bygget noget? – Aline kunne ikke holde på det længere. – Ivan forvaltede jo pengene forkert! – råbte moren, – Man skal investere i noget varigt! Ejendom! Ikke alt det pjat … Og du … Det skulle hun ikke diskutere, især ikke på Ivans dødsdag. – Mor, kan du gå, – sagde hun roligt, men bestemt. – Undskyld, – sagde moren hurtigt, – jeg skal lade være med at tale om Ivan. Men han er her jo ikke mere. Hvad vil du egentlig bruge pengene til? Vil du virkelig rejse det hele op? Så mange penge, bare til sjov! – Mor. Jeg har altså også et barnebarn. Jeg overvejer faktisk at bruge dem til, at han kan få et hjem … – Stakkels Ivan! – udbrød hun, – Først gav I hans lejlighed til et fremmed barn, og nu skal hans opsparing gå til et fremmed barnebarn fra en eller anden slyngel. Har du bare fået vredet alle omkring dig ud i kaos… Mon hun mente …? – Mor, gå nu, – Aline stod med hænderne i vasken. Så var samtalen slut. Moren gik utilfreds og mumlede for sig selv. Aline kom ikke i seng. Fyrre år efter, og hun var stadig “den slags pige” i familiens øjne. For at prøve at komme i gang gik hun ud for at lave kaffe og ordne i hjemmet – da dukkede Vera op. Aline vidste straks, det var fup. – Du får ingen penge, – sagde hun direkte, før Vera havde fået overtøjet af. – Ej, jeg kommer ikke for det! Jeg tænkte bare, vi samledes jo i går … sikkert lidt rod bagefter. Jeg ville hjælpe dig med at gøre rent. Og det skader jo heller ikke, at vi bliver lidt bedre søstre igen … De gik i gang. Vera så virkelig ud til at gøre en indsats, hun snakkede uafbrudt, prøvede at muntre Aline op, men det lykkedes ikke rigtigt. Pludselig fik Vera det dårligt. Spanden væltede. – Vær nu forsigtig, Vera! – råbte Aline og kiggede sig om, – Vera, hvad laver du? Hold ud … Jeg kommer nu. – Mine … piller i tasken … Aline tømte det hele: – Der er ingenting! – Jeg har glemt dem … bare glemt … – Hold fast! Hvilke piller? Hun fløj ned på apoteket og ringede til 112 på vejen. Da hun kom tilbage, var lejligheden endevendt. Alle skabe stod åbne, ting smidt rundt – og Vera var væk. Aline havde regnet det ud. Vera havde prøvet at stjæle fra hende. Men Aline var heldigvis kommet på det – hun havde for nylig sat alle pengene i banken. Som om hun havde kunnet mærke, det var på vej. Aline sad i køkkenet, rystende om hovedet. Nu vidste hun præcis, hvad hun ville gøre med de penge. Hun ville endelig rejse. Måske ikke så langt eller længe, som det var drømmen, men ud skulle hun. Resten gik til søn og barnebarn. Ivan ville nok ikke have haft noget imod det. Og netop dér forstod hun, at Ivan aldrig forlod hende – for han blev hos hende for altid …

Slægtninge fra fortiden Det føles som en fjern drøm nu, dengang Annelise blev smidt ud hjemmefra som

6 år ventede jeg på svar: Hvorfor var min svigerdatter så fjendtlig overfor os? I seks år spurgte jeg mig selv: Hvorfor opførte min svigerdatter sig så afvisende? Jeg har ikke haft kontakt med min søn, Thomas, i seks år. Jeg blev ikke engang inviteret til hans bryllup. Jeg vidste godt, at skylderen var min svigerdatter, Sofie. Jeg forstod ikke hvorfor, men det gjorde ondt i mig. Min mand og jeg har tre sønner, og han har en søn fra et tidligere ægteskab. Selvfølgelig elsker jeg dem alle, men Thomas, den ældste, har altid været min stolthed, fordi vi ventede så længe på ham. For seks år siden mødte Thomas sin kommende kone. Allerede fra begyndelsen gik det dårligt. Mit første indtryk af hende var egentlig positivt. Ved hendes første besøg gik alt godt. Men ved andet besøg gik det galt. Vi sad ved bordet, og hun sagde pludselig til Thomas: “Du går altså ikke særlig pænt klædt. Jeg giver dig nogle ordentlige skjorter,” hvortil han svarede: “Det behøver du ikke, alle har jo deres egen stil.” Jeg støttede ham. Sofie blev fornærmet, men sagde ikke mere. Næste dag kyssede Thomas mig farvel, men Sofie kom slet ikke hen til mig. Jeg forstod ikke, hvad der var sket, men senere gik det op for mig, at det ene ord havde gjort mig upopulær hos hende. svigerdatter Jeg blev aldrig inviteret til deres bryllup Efter nogle måneders stilhed inviterede Thomas os til fødselsdag i Aarhus – hvor hun kom fra. Min mand og jeg ville egentlig bo på hotel og lade de unge have ro, men Thomas insisterede på, at vi skulle overnatte hjemme hos Sofie, men nævnte, at vi nok ikke så så meget til hende, fordi hun skulle hjælpe i sin forældres butik. Vi skulle spise frokost sammen på en café, men hun dukkede ikke op. Nogle dage efter sagde Thomas: “Mor, jeg skal giftes med Sofie. Vi vil bare have et lille bryllup, ikke en stor fest.” Det havde jeg ingen problemer med – jeg var bare glad på hans vegne. En uge senere ringede han og fortalte, at Sofie ikke ønskede, at jeg skulle deltage til brylluppet. Kun min mand var inviteret. Heller ikke Thomas’ brødre var inviteret. Jeg kan ikke beskrive, hvordan jeg havde det. Jeg gav røret videre til min mand, der sagde, at han ikke ville komme uden mig eller børnene. Thomas lagde på i vrede. I dagene efter forsøgte Sofie at komme i kontakt med mig, men fik kun fat på min mand. Til sidst ringede hun og sagde ret køligt: “Nå, endelig!” Jeg var så vred, at jeg sagde: “Jeg vil ikke høre mere om dig!” Det var vores sidste samtale. Kort efter flyttede de til Belgien. Vi hørte ikke fra dem i to år. Min søster skrev til dem, og Sofie svarede: “Thomas har nu sin egen familie.” Min søn havde dog kun kontakt til sin bror Viktor, som han så af og til, men os havde han ikke besøgt i alle disse seks år. For nogle måneder siden forsøgte jeg at række ud til Thomas, for jeg savnede ham meget. Jeg skrev to undskyldningsbreve – et til Thomas og et til Sofie. Jeg fik aldrig svar. Da min mor døde for tre år siden, kom Thomas ikke til begravelsen. Heller ikke da jeg mistede min storesøster. På seks år fik vi kun én kort fødselsdagssms til min mand. Og derefter stilhed. Jeg føler, at en del af mig er død. Ved et tilfælde fandt jeg ud af, at de var flyttet til en anden by, men jeg ved ikke hvilken. Jeg tænker på Thomas hver dag. Det værste er, at jeg stadig ikke forstår, hvorfor det blev sådan. Længe troede jeg, at Sofie manipulerede ham, at hun ville have ham for sig selv. Jeg spurgte mig selv: Hvorfor var hun så fjendtlig? Jeg ved det stadig ikke, for hun har aldrig fortalt mig det. Måske gjorde jeg selv noget forkert fra begyndelsen. Jeg ville ønske, det hele havde gået anderledes! For to måneder siden tog vi på en kort rejse til Belgien – vi havde vundet den i en konkurrence. Vi gik rundt i en lille by og endte i en legeplads. Vi begyndte at snakke om børnebørn… En sød dreng kom hen til os for at hente sin bold – han lignede min søn, da han var lille! Jeg smilede, og min mand hjalp ham med bolden, de begyndte at lege… Pludselig råbte nogen: “Emil!” Jeg kunne ikke tro det – min søn, Thomas, og Sofie var der! Vi løb hinanden i møde og omfavnede. Ord flød, og alle var forvirrede. Vi havde alle været så lukket, at vi glemte at prøve at tale sammen… Jeg indrømmer, hvis nogen havde sagt til mig: “Jeg vil aldrig høre mere om dig,” havde jeg nok også trukket mig. Men det forstod jeg først efter lang tids adskillelse fra min søn og hans familie. De havde også haft en svær tid. Men spørgsmålet “hvor er bedsteforældrene?” fik et barnebarn til at tænke. Det virkede til, at vi alle havde lært noget, og nu ville vi bare lægge fortiden bag os. Vi forlod vores grupperejse og blev i den lille belgiske by, som om vi startede forfra – forandrede, og med et nyt håb om forståelse. Nu prøver vi at indhente de tabte år og glæder os over gensidig kærlighed og respekt.

Seks timer sad jeg og spurgte mig selv: Hvorfor var min svigerdatter så fjendtlig overfor os?

Uncategorized

050

God for Alle

– Åh, Finn Pedersen, siger nabokvinden, er du helt alene? Ingen kommer på besøg? –

Uncategorized

028

“Den Utaknemlige Stedssøn: En historie om kærlighed, opofrelse og forspildte chancer i livets efterår”

En efterårsblade dalede ned i Mikkels åbne håndflade. Han vendte og drejede det, undersøgte de fine takkede

Uncategorized

078

Far bringer ny kone hjem: Da vi fandt ud af, at far flyttede sammen med mammas plejer – familieskænderier, knuste minder og arven der splittede os ad

Faren kom hjem med ny kone Hvordan skal vi egentlig gøre det, Rune? spurgte Mads, der altid var den første