Nu er jeg 52 år gammel. Og jeg har ingenting. Ingen kone, ingen familie, ingen børn, intet arbejde ingenting.
Mit navn er Poul. Min kone og jeg var gift i 30 år. Jeg har altid været den, der forsørgede familien, mens min kone, Birgitte, tog sig af hjemmet. Jeg ønskede aldrig, at hun skulle arbejde jeg kunne godt lide, at hun gik hjemme. Men med tiden begyndte det faktisk bare at irritere mig.
Vi boede sammen og behandlede hinanden pænt, men kærligheden forsvandt. Jeg troede, det var normalt jeg havde det egentlig fint med det. Men så skete der noget nyt. En aften på en bar i Odense mødte jeg Katrine hun var 20 år yngre end mig, smuk, sød og sjov. Det føltes næsten som en drøm.
Kort tid efter begyndte vi at ses, og hun blev min elskerinde. Allerede efter to måneder brød jeg mig ikke om at lyve mere. Jeg havde ikke lyst til at komme hjem efter arbejde. Jeg fandt ud af, at jeg var blevet forelsket i Katrine og ville have hende som min kone.
Så nogle dage efter fortalte jeg sandheden til Birgitte. Hun lavede ikke en scene hun tog det nærmest roligt. Jeg troede faktisk, hun ikke elskede mig mere, siden hun tog det så stille og roligt. Men nu nu forstår jeg, hvor meget jeg sårede hende.
Vi blev skilt, solgte lejligheden i Århus, hvor vi havde boet i så mange år. Katrine sagde, jeg ikke skulle efterlade lejligheden til min ekskone, og det gjorde jeg så ikke. Birgitte købte et lille værelse inde i byen, mens jeg med min opsparing købte en toværelseslejlighed til Katrine.
Jeg hjalp hende ikke, gav hende ikke engang én dansk krone. Jeg vidste godt, at hun ikke havde penge og ville få svært ved at finde et job. Men ærligt det ragede mig ikke dengang. Vores sønner, Mikkel og Jonas, ville ikke tale med mig. De syntes, jeg havde svigtet deres mor, og kunne ikke tilgive, hvad jeg havde gjort.
Jeg må indrømme, at det heller ikke påvirkede mig så meget den gang, for Katrine var gravid, og vi ventede spændt på babyen. Kort tid efter blev en søn født men han lignede mig slet ikke eller Katrine for den sags skyld. Mine venner begyndte at tvivle på, om det egentlig var mit barn. Jeg nægtede at lytte til dem.
Livet med Katrine blev rigtig svært. Jeg arbejdede konstant, stod for det hele derhjemme, og passede vores søn. Katrine ville bare have penge og var hele tiden ude af huset. Der var altid rod, intet mad, aldrig en pause for mig. Hun kom tit først hjem klokken tre eller fire om natten, med alkoholånde og i dårligt humør.
Til sidst mistede jeg mit job. Jeg var træt, vred og lavede mange fejl, så min chef sagde stop. Sådan var mit liv i tre år. Min storebror som aldrig havde kunnet lide Katrine eller troet på, at barnet var mit fik overtalt mig til at tage en DNA-test. Det viste sig, at drengen slet ikke var min.
Kort tid efter blev vi skilt. Jeg havde i al den tid slet ikke haft kontakt med Birgitte eller mine drenge. Da det var slut med Katrine, besluttede jeg at tage hjem til Birgitte igen. Jeg købte blomster, rødvin, en ordentlig jordbærtærte og ringede på hendes dør. Men det var en anden, der åbnede en mand. Birgitte var ikke længere flyttet. Heldigvis gav manden mig hendes nye adresse.
Jeg fandt hende. Det var en lille lejlighed ved søerne i København. Men det var hendes nye mand, der åbnede døren. Birgitte havde fået et godt arbejde, var blevet gift med en kollega, og så ud til at få alt det, hun fortjente.
Senere løb jeg ind i hende på en café. Jeg bad hende om at komme tilbage. Hun kiggede bare på mig, som om jeg var gået helt fra forstanden, og gik sin vej. Først der forstod jeg, hvor stor en fejl jeg havde begået. Hvad havde jeg egentlig regnet med? Hvad havde jeg opnået? Hvorfor forlod jeg Birgitte for at starte forfra med en langt yngre kvinde?
Nu er jeg 52 og sidder her uden nogen. Ingen kone, intet arbejde, ikke engang mine børn har lyst til at se mig. Alt det, der virkelig betød noget, smed jeg væk. Og det var alt sammen min egen skyld. Den fejl kan jeg desværre aldrig rette op på.
Nu er jeg 52 år gammel. Og jeg har ingenting. Ingen kone, ingen familie, ingen børn, intet arbejde… jeg har ingenting.
