Det var den sidste skoledag før juleferien.
Man kunne mærke duften af gran, appelsin og hygge overalt. Jeg kom hjem fra skole, spiste min frokost og satte mig op i vindueskarmen. Jeg har længe haft lyst til at sidde ved vinduet og se folk gå forbi uden selv at lave noget som helst. Og nu var der endelig tid til det, så jeg satte mig godt til rette og lod tankerne flyde.
I det samme kom far ind i stuen nærmest stormede ind. Han sagde:
Keder du dig?
Jeg svarede:
Nej ikke rigtig. Jeg slapper bare af. Hvornår kommer mor hjem? Hun har været væk i ti dage nu!
Far grinede og sagde:
Hold nu fast i vinduet! For nu går det snart stærkt!
Jeg greb resolut fat i vindueshåndtaget.
Hvad er der? spurgte jeg.
Far trådte et skridt tilbage, hev en lille seddel frem fra lommen, viftede med den og sagde:
Om en time kommer mor hjem! Se, her er beskeden! Jeg kom direkte fra arbejde for at fortælle dig det! Ingen middag endnu, vi spiser sammen, når vi hun er her. Jeg skynder mig hen og henter hende, og du gør klar og gør rent herhjemme, er det en aftale?
Jeg sprang ned fra vinduet og råbte:
Selvfølgelig! Hurra! Skynd dig, og bring hende hjem så hurtigt du kan!
Far forsvandt ud af døren, og så gik det ellers løs som når der er alarm på et skib. Alarm = stor oprydning. Stole i orden! Gulvet skal skinne! Fejeblad og kost frem! Kammeratskabet med gulvet det skal være helt rent! Sådan! Jeg følte mig virkelig dygtig den bedste hjælper! Man burde være stolt af sådan et barn, tænkte jeg. Når jeg bliver stor, ja, hvem ved? Så skal I se! Jeg bliver sikkert til alt muligt.
Jeg brugte tid på at råbe og prale for mig selv, imens jeg ventede utålmodigt på mor og far. Pludselig gik døren op, og far kom ind igen, helt opkørt, med huen på skrå og store armbevægelser. Han forestillede både et helt orkester og dirigenten i ét. Han råbte:
Dum-dum! og jeg vidste straks, at det var store tyrkiske trommer til ære for mors hjemkomst.
Plat-plat! sagde han, og lod som om han spillede på bækkener.
Der blev også sunget, som om et kæmpe kor var med, og jeg skyndte mig ud i gangen for at møde mor. Hun stod ved knagerækken med en stor pakke i favnen og smilede til mig, blidt og roligt:
Hej min skat! Hvordan har du haft det uden mig?
Jeg svarede:
Jeg har savnet dig.
Hun sagde:
Jeg har taget en nytårsoverraskelse med!
Jeg spurgte:
Et legetøjsfly?
Hun smilede:
Kom og se!
Vi talte mærkeligt lavt til hinanden. Hun rakte mig pakken, og jeg tog imod.
Hvad er det, mor? spurgte jeg.
Det er din lillesøster Alberte, sagde hun stille.
Jeg sagde ingenting. Mor fjernede det lille blonderede tæppe, og jeg så min søsters ansigt for første gang. Det var lille, og man kunne ikke helt se, hvad der var hvad. Jeg holdt pakken så godt jeg kunne.
Bam-bam-trum! sagde far, idet han kom ind i stuen.
Opmærksomhed, annoncerede han som en TV-vært, til drengen Mads får man, i anledning af nytåret, overrakt en levende, frisk lillesøster Alberte. Længde: halvtreds centimeter. Vægt: tre kilo tohundrede og halvtreds gram, eksklusiv emballage!
Far satte sig på hug foran mig og lagde hænderne under mine, sikkert for at støtte, hvis nu jeg skulle tabe Alberte. Han spurgte mor med sin almindelige stemme:
Hvem ligner hun?
Dig, sagde mor.
Nej, det passer ikke! råbte far. Hun ligner mest den søde gamle folkeskuespillerinde Bodil Kjer, som jeg holdt meget af engang. Jeg har lagt mærke til, at små babyer i starten altid ligner Bodil Kjer. Især næsen, den er helt karakteristisk.
Jeg stod bare der og smilede fjoget, med Alberte i armene. Mor sagde nervøst:
Vær forsigtig, Mads, tab hende nu ikke!
Jeg lo:
Bare rolig, mor! Jeg kan løfte en hel børnecykel med én hånd, selvfølgelig taber jeg ikke den her lille fis!
Far sagde:
I aften skal hun bades! Vær klar!
Han tog pakken Alberte og gik ind i stuen, jeg fulgte efter, og mor bag mig. Vi lagde hende forsigtigt i den udtrukne skuffe fra kommoden, hvor hun sov roligt.
Det er kun for én nat, sagde far. I morgen køber jeg en seng, og så skal hun ligge der. Mads, hold lidt øje med nøglerne, så ingen låser hende inde i kommoden vi gider ikke lede efter hende!
Så satte vi os til bords. Jeg rejste mig hele tiden for at tjekke Alberte, men hun sov bare videre. Jeg rørte forsigtigt hendes kind den var blød som fløde. Jeg lagde mærke til hendes lange mørke øjenvipper.
Om aftenen gjorde vi klar til badet. Vi satte en balje på fars skrivebord og fyldte den med koldt og varmt vand fra små gryder. Alberte lå i sin kommode og ventede på, at det snart var badetid. Hun var lidt urolig, det kunne man høre, men far talte blidt og lavmælt til hende:
Hvem er der bedst til at svømme? Hvem kan dykke? Hvem laver de bedste bobler?
Alberte lignede én, der sagtens kunne svømme, men da hun rigtigt kom i vandet, så hun så bange ud, som om far og mor nu ville drukne hende. Jeg stak min finger hen til hende, og hun greb fat med al kraft (sikke dog hun kunne!) og blev straks rolig. Hun holdt så hårdt i min finger, som om hendes liv afhang af det, og jeg blev rørt hun stolede åbenbart kun på mig. Hun holdt fast med sine fine små fingre, og med ét mærkede jeg, at hun følte sig tryg hos mig, selvom det hele var nyt og svært og lidt skræmmende. Der skal et stærkt og modigt storebrorfinger til!
Da jeg først forstod, hvor meget hun havde brug for mig, og hvor bange hun var, blev jeg med ét så glad for hende.
Senere, da jeg lå i min egen seng, tænkte jeg på, at i morgen vil jeg pynte juletræet for Alberte, og at ingen af de andre børn havde fået sådan en fantastisk nytårsgave i år.
