Et natligt opkald afslørede min datters stemme: Sent på aftenen ringede telefonen. Jeg greb røret og hørte min datter, Pia, sige: “Mor, det er mig, Pia. Jeg har problemer! Min mand har smidt mig ud. I morgen flytter jeg hjem til dig og far.” – Lyt, Pia, du har hverken forældre eller hjem længere. – Hvad? Hvad siger du? – spurgte min datter chokeret. “Hvordan kan der ikke være et hjem? Jeg er jeres eneste datter. Jeg har ret til denne lejlighed!” råbte Pia ind i røret. – Sådan er det, Pia – svarede jeg roligt – du har ikke længere en lejlighed. Vi har givet den til Louise, hun er ejer nu, og far og jeg vil ikke have mere med dig at gøre. Du er ikke længere vores datter. Ring ikke mere! Du har mistet alt! Da jeg kiggede ud ad vinduet, tænkte jeg pludselig på, hvordan vores historie også begyndte med et telefonopkald tidligt om morgenen…

En sen natt ringede telefonen. Jeg løftede røret og hørte min datters stemme.
Mor, det er mig, Freja. Jeg er i problemer! Min mand har smidt mig ud. I morgen tidlig tager jeg hen til far, og jeg bliver hjemme hos jer.
Hør nu her, Freja, du har hverken forældre eller hjem længere.
Hvad? afbrød Freja, hvad siger du?
Hvad mener du med intet hjem? Jeg er jeres eneste datter. Jeg har ret til den lejlighed! skreg Freja desperat i røret.
Sådan er det nu svarede jeg roligt, du har ikke noget hjem. Vi har givet lejligheden til Sidsel, det er hende der ejer den nu, og far og jeg ønsker ikke mere at se dig. Du er ikke længere vores datter.
Ring ikke igen! Du har mistet alt! afsluttede jeg samtalen. Efter Freja havde gjort, hvad hun gjorde, følte jeg mig berettiget til at sige det.
Jeg så ud ad vinduet, og pludselig tænkte jeg på, hvordan det hele var startet også med et opkald.
Det var tidligt om morgenen, den skæbnesvangre opringning. Jeg sprang ud af sengen og styrtede ud til fastnettelefonen.
Hallo?
Der lød stille gråd i den anden ende.
Ja, hvem taler jeg med?
Maiken, det er mig, Rikke.
Rikke, du giver mig et chok. Ved du, hvad klokken er?
Det ved jeg. Maiken, jeg skal indlægges i dag, skal opereres, og jeg er så bange for min pige. Lover du og Anders ikke at efterlade Sidsel? Hun er jo så lille. Lad være med at sende hende på børnehjem.
Min søster, Rikke, havde altid været lidt excentrisk, med en vild fantasi og mærkelige indfald, men i dag havde hun overgået sig selv.
Jeg snurrede nervøst telefonen i hånden, anede, at noget alvorligt var sket, noget jeg ikke endnu havde forstået. Jeg var bange.
Hvorfor Rikke, hvorfor siger du det først nu? Hvad er der sket? Hvor skal du hen?
Hun havde været syg i et par år, men jeg havde aldrig taget det så alvorligt. Den sidste måned havde smerterne taget til, hun havde tabt sig voldsomt og var blevet bleg og udslukt. Diagnosen var glohed alvorlig.
Hun skulle opereres med det samme. Hun havde ikke kunne fortælle det før.
Jeg havde jo altid hjulpet hende, forsynet hende med penge, været nærmest som en ekstra mor for både hende og Sidsel. Og nu lagde hun også sit barn og sit liv i mine hænder.
Maiken, de kan ikke love noget hvis nu det værste sker, må I love ikke at lade Sidsel i stikken.
En time senere var vi på hospitalet. Operationen var ikke gået i gang endnu, men vi fik ikke lov at se Rikke. På gangen sad lille Sidsel sammenkrøbet. Jeg gik hen og omfavnede hende.
Vil de gøre mor ondt? hviskede hun grådkvalt.
Nej, mor sover bare imens, det gør ikke ondt.
Fire timer senere kom lægen ud. Min lillesøster var død.
Vi tog Sidsel med hjem. Jeg gik ind på Frejas værelse og sagde, at Sidsels mor var død, og at Sidsel nu skulle bo sammen med hende. Min datter så vredt på mig, men sagde ingenting.
Ti dage senere smed Freja Sidsels ting ud på gangen og forbød hende at komme ind på værelset igen.
Det blev en svær samtale, Freja var stædig og sagde, hun altid ville smide Sidsels ting ud, hvis hun blev flyttet tilbage igen.
For at undgå et regulært opgør lod vi Sidsel overtage vores soveværelse, og Anders og jeg flyttede ind i stuen.
Sidsel var forældreløs. Rikke havde aldrig villet fortælle, hvem faderen var. Nu var vi alene om ansvaret. Vi gjorde aldrig forskel på Sidsel og Freja de var begge vores piger.
Tiden gik. Freja blev færdig med universitetet og blev gift. Hendes mand, Kasper, var velhavende og ældre. Det generede hende ikke. Hun pakkede hurtigt sammen og flyttede ind hos ham.
En måned senere meddelte hun os brylluppet.
Mor, jeg beder dig bare om én ting: jeg vil ikke have hende din yndlings, smiskeren, med til brylluppet.
Freja, du kan ikke opføre dig sådan. Sidsel er altså din søster, og hun er uanset hvad inviteret ellers fornærmer du også os.
Hun skal ikke til mit bryllup! besluttede Freja.
I så fald kommer vi heller ikke, hverken far eller jeg.
Fint! Det passer mig godt!
Jeg tudbrølede, men derefter tog jeg mig sammen og foreslog Anders, at vi rejste til Skagen på et lille ophold.
Hvad så med Frejas bryllup? spurgte min mand overrasket.
Det er lige meget, vi er jo ikke inviteret.
Sidsel, hjælp mig lige med at finde et hyggeligt sted.
Skal vi på ferie, tante? spurgte Sidsel.
Ja, min pige, det fortjener vi.
Hurra! jublede Sidsel og dansede rundt.
Vi var kun os tre. Sidsel blev færdig på gymnasiet og læste ind på arkitektskolen ligesom sin mor, Rikke, der var en dygtig og kendt maler. Sidsel fulgte i hendes fodspor.
Eller måske sin fars, sagde Anders, der havde en idé om, at en berømt kulturperson i byen kunne være Sidsels far.
Jeg tænkte aldrig videre på det. Sidsel var vores datter nu.
Et år senere, på Sidsels 18-års fødselsdag, blev Anders pludselig syg. Han blev hvid i ansigtet og besvimede. Vi ringede 112, og han blev hasteindlagt.
Lægen fortalte, at det var alvorligt. Kun én bestemt medicin kunne redde ham. Den kunne fremskaffes på tre dage, men prisen var tårnhøj. Vi var fortvivlede.
Jeg ringede til Freja, som nu levede godt måske kunne hun og Kasper låne os pengene.
Freja tog telefonen. Jeg forklarede situationen.
Freja, fars liv afhænger af en meget dyr behandling, og vi har brug for at låne pengene.
Der blev helt stille. Da jeg ville gentage mit spørgsmål, afbrød hun.
Okay, mor, jeg snakker med Kasper og ringer tilbage.
Det tog en time. Så ringede hun.
Mor Kasper har lovet mig en ny bil, og det kan ikke vente. Enten får jeg bilen, eller også låner vi jer pengene, og så får jeg den aldrig. Sådan er det.
Men vi betaler pengene tilbage, Freja!
Mor, lad nu være. I vil bruge flere år på at betale det tilbage. Jeg får aldrig min bil sådan.
Hører du dig selv? Din far kan dø. Han har brug for din hjælp.
Jeg kan ikke hjælpe. I må tage et lån. Verden går ikke under af det.
Telefonrøret gled ud af hånden på mig jeg var tæt på at besvime.
Er du okay, tante Maiken? Sidsel løb hen og greb mig.
Jeg brød sammen i gråd.
Tante, lad os sælge mors lejlighed. Jeg kan ikke udholde at bo der alligevel, ikke engang et minut. Sælg den under prisen, så får I pengene.
Min pige, det er jo din lejlighed. Hvad ville din mor sige?
Tante Maiken, er du ikke klog? Nu handler det om onkel Anders’ liv! Alt andet må vente. Nu må vi vælge.
Jeg omfavnede Sidsel og vidste ikke, hvordan jeg skulle sige tak. Ja, det var eneste mulighed for at redde Anders.
Vi satte lejligheden til salg samme dag den blev hurtigt solgt til en pæn pris. Køberen lagde et depositum, og vi kunne betale for medicinen.
Medikamentet ankom hurtigt; det reddede Anders’ liv. En måned senere var han helt rask. Vores lykke kendte ingen grænser.
Efter at have betalt det sidste af, overførte vi ejerskabet af lejligheden til Sidsel hos notar, og resten af pengene satte vi i banken til hende.
Vi levede alle lykkeligt sammen, indtil den nat telefonen ringede.
Det var Freja. Hun skulle hjem igen Kasper havde smidt hende ud.
Jeg afslog.
Vi har kun én datter: Sidsel, sagde jeg og lagde på.
Nogle år senere blev Sidsel gift. Jesper var landmand, med en stor gård og succesfuld forretning. Han skulle til at åbne et konservesværk.
Vores datter inviterede os til at flytte ind, men vi besluttede kun at komme på besøg et par gange om ugen.
Værelset stod altid klar. Anders og Jesper blev gode venner og tog tit på fisketur. Anders hjalp til på gården. Sidsel tegnede fabrikken. Vi levede som én stor familie om end ikke altid under samme tag.
Freja tænkte vi kun på den dag om året, hvor hun blev gift. Samme dag tog Anders og jeg til Skagen, til det lille pensionat, som Sidsel altid bookede til os.
Hvert år på den dag undrede jeg mig over, hvordan jeg kunne opdrage en datter, der satte sin mors og fars liv under en luksusbil, mens Sidsel, der havde mistet sin mor som barn, satte os over alt andet. Hun ville gøre alt for vores lykke.