I denne lejlighed skal hverken du eller dine ting være
Hvorfor sætter du tallerkenen der? spurgte Kåre uden at tage øjnene væk fra sin telefon og nikkede mod bordkanten. Linea vælter den bare ned.
Hun er fem år, en ren krudtugle. Det ved du da godt!
Stine stivnede midt i at føre gaflen op.
Kåre, mind mig lige om, hvornår Linea flyttede ind her? Vi aftalte jo vist at bo TO sammen! Hvorfor er hun her hele tiden?
Nu lagde han endelig mobilen og trak fadet med frikadeller til sig.
Det har vi snakket om tusind gange! Jeg valgte dig jo netop, fordi du ikke havde et slæb bag dig. Ingen unødige problemer. Ingen børn du er perfekt.
Den perfekte overgang ind i min familie. Du kan være bonusmor for min datter.
Forestil dig lige, hvor fedt det er for barnet: To mødre, begge elsker hende, begge passer på hende.
Du er vel ikke imod?
Bonusmor? Stine lagde langsomt gaflen på tallerkenen. Så din ekskone har du spurgt, og hun var vildt begejstret?
Ej, hvem spørger hende? Kåre viftede afværgende og proppede munden med frikadelle. Hun er altid stresset, altid sur, altid træt.
Men du! Du har så fin en lejlighed, masser af plads, et hjørne til Linea finder vi nemt.
Du sidder jo alligevel hjemme og arbejder på computer. Hvor svært kan det være at holde øje med barnet? Give hende mad, tage hende i gården, læse lidt H.C. Andersen.
Kåre, vi har kendt hinanden halvanden måned. Af dem har du boet hos mig i tre uger, fordi din roommate snorker umenneskeligt, og mikroovnen gik død.
Din datter har hængt ud her i fire døgn nu! Har du nogensinde spurgt, om jeg overhovedet vil være mor? Om det er som nummer ét, to eller ti?
Hvad er der at spørge om? Kåre så virkelig forundret ud og stoppede med at tygge. Det vil alle kvinder da. Instinkter og alt det der.
Faktisk, da jeg så din profil online, vidste jeg, at du var min type.
Ingen eksmænd bag dig, ingen børn, der kan tage opmærksomhed fra min Linea. Det er logik.
Jeg søger bare det bedste for Lineas fremtid, og du er kvalitetsmiljø. Her er altid rent og pænt. Det har børn brug for.
Stine tænkte på deres første møde Kåre virkede dengang solid.
Enlig, ærlig om sit barn det trak op.
Hun havde selv gennemlevet den grimme skilsmisse for to år siden og satte pris på ærlighed.
Hun havde ikke børn, ikke fordi hun ikke kunne, men fordi hun først ville have styr på livet.
Og det fik hun. Eget hjem, sikker indtægt, opsparing… Det eneste, der manglede, var en stabil mand.
Første par uger bar Kåre rundt på blomster og reparerede stikkontakter, der fungerede fint i forvejen, lyttede interesseret.
Snart begyndte flyttelæs efter flyttelæs at dukke op.
Hans sko altid mudrede fyldte hele måtten i entréen.
Og nu rendte hans femårige Linea også rundt.
Hvornår er du fri i morgen? spurgte Kåre, mens han slugte den tredje frikadelle. Jeg havde tænkt mig at lade Linea være hos dig.
Jeg skal forbi drengene i garagen. Noget vigtigt.
Så kan I lære hinanden bedre at kende.
Du har faktisk aldrig været alene med hende endnu.
Jeg har videomøde med en kunde kl. 16, Kåre.
Jeg har ikke tid til at passe på andres børn!
Kåre lod som ingenting.
Forresten gå ned i Netto. Du mangler slik til barnet. Og køb også nogle frugter. Hun elsker røde æbler. Ikke grønne, de giver hende kuldegysninger.
Stine, hvorfor er du så stikkende? Jeg gør alt for os. I skulle jo gerne blive gode veninder.
Hvis det her er seriøst, så er Linea jo en del af vores familie, det forstår du, ikke?
Fantastisk… virkelig fantastisk!
Kåre rynkede brynene.
Vil du slet ikke have, at barnet får en rigtig familie? Min eks… hun kan ikke klare det.
Du har ben i næsen, du kan nemt sætte skik på Linea. Så kan jeg slappe af.
Når jeg arbejder, ved jeg, at der er styr på det hjemme hos dig, barnet bliver passet, der er aftensmad.
Er det ikke det, alle drømmer om?
Alle hvem? Dig og din mor? Stine rejste sig og begyndte at samle tallerkenerne. Du har boet her i tre uger og aldrig købt ind.
Ikke betalt en eneste krone til el eller vand.
Men du har planlagt hele mit liv efter dit barns behov.
Nu starter du igen! Kåre sprang op. Jeg har sagt, at der er lavvande i ordrebogen! Når jeg får et projekt, giver jeg dig alt tilbage.
Hvorfor er du så penge-fikseret? Jeg troede, du var bedre end det. Nu sidder du og tæller hver en krone.
Tsk.
Han forlod køkkenet, og snart buldrede fjernsynet ud fra stuen helt op på ti.
Sådan gjorde han altid, når han blev sur.
***
Stine vaskede op, tørrede hænderne og gik ind i stuen.
Kåre havde smidt sig på den lyse træsofa og lagt fødderne op på hendes elskede sofabord af bøgetræ og glas.
Det var det samme bord, hun brugte et halvt år på at udvælge bare det at sætte en kop uden underkop på bordet var forbudt.
Tag fødderne ned, sagde hun roligt.
Nu begynder du igen mumlede han, men tog dem ned. Er du faldet ned igen? Lad nu være med at brokke dig.
I morgen kl. 16 smutter jeg. Vi skal have hverdagen til at køre.
I morgen kl. 16 er hverken du eller dine ting eller din datter i den her lejlighed, Kåre.
Hvad snakker du om? Skal du ud? Flyt dit møde.
Nej, du forstår ikke. I morgen klokken fire er I væk. Alt I ejer skal være ude af den her lejlighed. Punktum.
Kåre satte sig langsomt op.
Hvad bilder du dig ind?
Pak dine ting. Nu. Jeg mener det.
Er det seriøst?! skreg han nærmest. Fordi jeg prøver at gøre Linea glad med dig?
Hader du børn? Er du et monster? Linea er kun fem!
Jeg hader ikke børn, Kåre. Jeg hader frækhed. Og jeg hader at blive brugt som funktion.
Du har ikke søgt en kvinde, du har søgt gratis ophold for dig og din datter.
Du ville have en fri lejlighed og en kvinde at læsse ansvaret for jeres liv af på.
Du du er egoist! Kåre sprang op. Du er kvalt i din egen orden!
Du lever som på kirkegården, alt står snorlige. Jeg ville bringe farver og glæde og lade dig opdrage en charmerende unge!
Men du vogter kun på dine fire vægge!
Hvem vil have dig, når du passerer de tredive? Med dét temperament?
Du kommer krybende tilbage om en uge, tigger mig om at flytte ind igen!
Pose, Kåre. Dine poser står i gangen. Resten bærer jeg selv ud. Og væk Linea, hun skal også med.
Jeg går gerne selv! han skyndte sig ind i soveværelset, hev sine krøllede T-shirts ned fra bøjlerne, glemte et par strømper og rodede rundt i skabet. Du ved slet ikke, hvad du går glip af. Jeg er fundet guld værd.
Drikker ikke, fester ikke, alt ind i familien! Bare vent til du står alene i fyrrerne, ingen gider hjælpe dig!
Linea kunne have hjulpet dig, hvis vi havde opdraget hende sammen! Men nu intet!
Han løb nervøst rundt og stappede tingene ned i IKEA-poser krøllet tøj, tandbørster, opladere.
Stine stod i døren, armene over kors, og så på.
Forstår du, hvad du gør? Du knuser mit barns drøm! Jeg lovede hende en dukke, som du skulle give hende efter jeres første rigtige dag sammen.
Hun drømmer om sådan en babydukke, der kan spise, til 1500 kroner!
Hvad skal jeg sige nu? At du er en ond heks?
Sig til hende, at hendes far prøvede at bo gratis hos fremmede, men det lykkedes ikke.
Kåre slæbte poserne på trappen, tog sin sovende datter, svøbte hende i et tæppe og stormede ud af lejligheden.
Stine lukkede bag dem, gik i køkkenet og smed resten af frikadellerne ud.
Hun fyldte badekarret, lagde sig i det varme vand, lukkede øjnene og smilede.
Hold op, hvor var det længe siden, hun havde været alene…
***
To timer senere glødede hendes mobil Kåre fyldte den med beskeder.
“Du har begået en kolossal fejl.
Jeg har fortalt det til min mor hun er i chok! Du smider et barn ud! Midt om natten!”…
“Send min el-barbermaskine ud, den glemte jeg i badeværelset.”
“Hvordan kan du sidde der helt kold? Stolthed allerede i vejen for at undskylde og bede om, at jeg kommer hjem? Jeg venter bare”
Stine blokerede ham. Barbermaskinen lagde hun diskret ud på vinduet i opgangen.
***
En uge efter så hun ham tilfældigt i Field’s.
Kåre sad i food courten sammen med en kvinde.
Hun genkendte hans engagerede blik han fortalte, gestikulerede højlydt.
Ved kvinden stod en barnevogn med en sovende baby.
Kåre lod som om, han var drømmefaren: ragede servietter til, smilede, vuggede barnevognen.
Stine gik forbi uden at standse.
Måske havde han skiftet taktik nu finde en med børn, passe ind i en “færdig familie”, og så bare hoppe over, hvor gærdet var lavest. Nu skulle han være papfar i stedet.
To måneder gik.
Stine gik på arbejde, til yoga og mødtes med veninder.
Så dukkede der en historie op i klassechatten en af Kåres gamle bekendte havde hørt nyt.
Kåre havde fundet “hende den rigtige”.
En kvinde med to børn og en stor lejlighed midt på Østerbro.
Men lykken varede kort.
Hans nye kæreste var ikke til grin. Hun fattede ret hurtigt, at Kåre hverken ville bidrage eller passe hendes unger.
En dag, da han uanmeldt slæbte Linea med på weekend, åbnede hun blot aldrig døren.
Alle hans ting stod allerede ved elevatoren i affaldssække. Desuden havde hun kontaktet hans ekskone og tjekket økonomien.
Det viste sig, at Kåre skjulte ekstrajobs for at slippe med små børnepenge.
Bagefter gik ekskonen til statsamtet og fik det hele revurderet nu sad han pludselig med gæld.
Han måtte flytte hjem til sin mor i hendes lille stue i Brønshøj.
Stine læste det og smilede, lukkede computeren.
To mødre! Tænk, at han kunne finde på det. Hvad troede han egentlig?
Hun havde det fantastisk. Enogtredive år gammel, og hun vidste præcis, hvad hun ville have og endnu vigtigere, hvad hun ALDRIG ville finde sig i igen.
Og man kan sagtens være lykkelig uden samboer af den slags.
