Allerede i syvende klasse advarede Signe sine veninder om, at den fyr Noah han var hendes, og engang skulle de giftes. Ingen i klassen turde modsige Signe.
Veninderne lagde sig faktisk så meget i selen, at de knap nok turde kigge på Noah. Signes mormor havde nemlig et rygte for at være heks. Hun boede ude i en lille landsby på Fyn, hvor hun holdt sig til sine egne sære ting, og Signe selv forsøgte at lære lidt af hendes tryllerier, mens hun boede i Odense og besøgte mormoren indimellem.
Og Noah? Han ænsede slet ikke Signe. Hans fritid gik for det meste med at hænge ud på legepladsen sammen med Karla. Karla havde siddet i kørestol, siden hun var lille, men på en eller anden måde var han fuldstændig tryllebundet af hende måske på grund af hendes stille væsen, måske bare fordi hun var så sød. Det var ligesom folk sagde: Karla kunne altid få folk til at føle sig set, og hendes viden om bøger var virkelig imponerende. Noah og Karla havde hængt ud sammen det meste af de sidste par år.
En dag gik Noah ud af døren og var på vej ned i gården, hvor Karla sad. Men Signe stod pludselig foran ham.
Hej Noah.
Hej, sagde han og prøvede at komme udenom hende.
Vil du ikke tage en tur gennem byen med mig? spurgte Signe.
Ikke i dag, det kan jeg ikke sorry, svarede Noah.
Signe bed sig snerpet i læben, mens hun så til, at Noah satte sig ned hos Karla, hilste og straks begyndte de at grine og snakke, helt opslugt. En sort bølge af jalousi og vrede væltede ind over Signe. Hun græd tit, når ingen kiggede.
Årene gik. Noah begyndte at tage Karla med ud til Odense Å, ud på marken, ind i skoven hvor de slog sig ned i græsset. De tilbragte stort set al fritid sammen.
Signe var på det tidspunkt blevet en slank, mørkhåret pige, og alle drengene vendte sig om efter hende. Men Noah så stadig kun Karla med kærlige øjne. Nu elskede de virkelig hinanden, ikke bare som børn, men på den ægte måde.
En dag, på vej ud til Karla, blev Noah igen stoppet af Signe.
Hej Noah. Skal du hen til din kørestolspige igen? Hvad er det, du ser i hende? Vil du ikke hellere tage mig? Med mig kan du blive lykkelig, det ved du godt. Jeg har jo været vild med dig siden syvende.
Jeg ved det, svarede Noah, men jeg elsker Karla.
Hvad har hun, som jeg ikke har? spurgte Signe surt.
Det ved jeg ikke men jeg ved bare, at hun er bedre for mig.
Signe stirrede på ham længe.
Du ved jo godt, at jeg nok kunne få dig, hvis jeg virkelig prøvede min mormor er trods alt den stærkeste, sagde hun lavmælt. Men jeg vil ikke tvinge dig. Hvad skal der til, for at du vælger mig, Noah? Siger du bare ordet, så gør jeg alt.
Noah stoppede op og så Signe i øjnene.
Få Karla til at gå. Hvis du kan det, så gifter jeg mig med dig, lød det så fra ham.
Fra den dag brugte Signe al sin fritid sammen med Karla. Hun hentede hende hver morgen og fulgte hende sent hjem om aftenen. Efterhånden havde Noah ikke så meget tid alene med Karla mere, men Karla klagede aldrig. Hun gjorde alt, hvad Signe sagde: hun drak de mærkeligste urteteer, smurte sine ben ind i mystiske cremer, og øvede sig så hårdt, hun kunne.
Noah så på det hele og begyndte at indse, hvor langt Signe faktisk var villig til at gå, bare fordi hun elskede ham.
Fire måneder gik.
En aften gik Noah ud i gården, hvor Signe var sammen med Karla. Hele boligblokken var stimlet sammen i vinduerne og på altanerne og kiggede nysgerrigt.
Signe stod med Karla i hænderne og førte hende længere og længere væk fra kørestolen. Den dag var både Signe og Karla de lykkeligste piger i hele Odense. Trætte, men glade satte de sig på bænken. Noah kunne ikke tro sine egne øjne.
Noah, må jeg lige snakke med dig? sagde Signe og trådte væk fra Karla.
Han gik hende i møde.
Er det tid nu? spurgte Noah stille og kiggede ned.
Tid til hvad? spurgte Signe.
Brylluppet, sagde han endnu lavere.
Nej, Noah, grinede Signe og rystede på hovedet. Jeg vil bare sige undskyld for, hvor insisterende jeg har været. Kærlighed vinder altid over magi. Man kan ikke bare ændre på livet, medmindre folk virkelig vil det, sagde hun og smilede.
Nu er Karla og Signe blevet bedste veninder. Karla og Noah fik en datter sammen. Signe fandt også en fyr en hun egentlig ikke bryder sig særlig meget om og helst gemmer væk fra veninderne. Ifølge hende er han pilot, men jeg tror nu ikke helt på detAlligevel lærer Signe langsomt, at kærlighed ikke handler om besiddelse og at der er magi i at give slip. Engang imellem dukker hun stadig op hos Karla og Noah til aftensmad. Der går latter gennem gangen, og deres datter klatrer op på Signe for at høre gamle historier om hekseri og usynlige urter under måneskin.
Når Signe tager hjem gennem den bløde fynske aftensol, tænker hun tit tilbage på alle de år, hun brugte på at længes, og hvordan lykken fandt hende bare på en anden måde, end hun havde forestillet sig.
Man siger, at magien ligger i hjertet, hvis man tør mærke efter. Måske var det i virkeligheden Signe, der lærte det største trylleri af dem alle: at give slip og lade andre blive lykkelige og så selv finde sin egen vej, med åbne arme og hjerte.
