Den anden familie Da hun blev ældre, forstod Lise, at hendes far og hans nye kone havde fundet sammen næsten alt for hurtigt. Og både Vera, som var et halvt år ældre end Lise, og Maks, der var tre år yngre, lignede påfaldende både Lise selv og hendes far. Et af Lises klareste barndomsminder var den flotte dukke med ildrødt hår ved kassen i Føtex. Hun husker, hvordan hun trak sin far i ærmet og bad ham købe lige præcis den dukke, mens han bøjede sig ned og med stille bebrejdelse sagde: – Lise, man kan altså ikke være så egoistisk. Din lillebror mangler medicin, vi skal have mad indtil lønningsdag – og du vil absolut have en dukke. Som om vi ikke har nok legetøj derhjemme. Og det føltes for Lise ikke bare som om hendes far, men også hele køen bag dem, hørte samtalen og kiggede dømmende. Hvordan kan en sød pige (og Lise ville så gerne være sød) ønske sig en legetøjsdukke, når lillebror mangler medicin? Og når der ikke er noget mad i huset. Legetøj var der jo. Det meste dog ødelagt af Vera og Maks – men hvem bekymrer sig om det? I hvert fald ikke de voksne, der har langt vigtigere ting at tage sig til end Lises legetøj og hendes ønske om dukken med det røde hår. Da mor stadig levede, købte hun indimellem en dukke til Lise. Godt nok ikke altid – Lise forstod allerede som femårig, at når hun blev hentet direkte fra børnehaven og de gik forbi Netto på hverdage, så fik hun intet, uanset hvor meget hun tryglede – og fik måske endda en skideballe. Men om lørdagen tog mor hende selv i butikken og sagde: – Nå, Lise, hvis prisen er under 100 kroner, så vælger du bare dét, du vil have. Lise vidste godt, at hundrede betød et ettal og to nuller. Og hvis der stod to nuller før kommaet – så måtte hun gerne vælge, og mor købte det, hun havde lovet. Mor elskede Lise. Og hun bebrejdede hende aldrig, at hun ønskede sig noget. Tryglen blev Lise selvfølgelig skældt ud for – især når hun, som den mindre pige hun var, havde prøvet at rulle sig hulkende på gulvet i kiosken (hun havde set andre børn gøre det og få deres vilje, så hvorfor ikke forsøge sig?). Det virkede bare ikke på mor – ikke alene fik Lise en skideballe, hun måtte også undvære tegnefilm. Men alligevel købte mor hende altid den ønskede legeting i weekenden. Og aldrig blev Lise kaldt egoistisk, bare fordi hun ønskede sig noget, på trods af at familien havde problemer. Og problemer – dem var der. Mor var syg, i lang behandling, men det hjalp ikke. Lise blev boende hos sin far fra hun var seks. Og det første år var der hverken legetøj, godnathistorier eller nogen form for kærlighed. Faren afleverede Lise i børnehave eller skole, hentede hende hjem, lavede noget, han kaldte ”mad” (ofte kogte makaroni med pølser – Lise kunne ikke fordrage det, men der var ikke andet). Så slog han sig ned foran fjernsynet og så fodbold, boksekampe eller samfundsmagasiner til sent ud på aftenen. Lise spurgte, om hun måtte se tegnefilm, men far bad hende smide sig over lektierne eller læse en bog. Og det gjorde hun – for Lise lærte at holde af at læse. Ligesom far flygtede ind i sine kampe og tv-programmer, flygtede Lise fra virkeligheden ind i bøgernes eventyr. Søster og bror kom til verden et halvt år senere. Som voksen indså Lise, hvor hurtigt det hele gik med fars nye dame. Og at både Vera, et halvt år ældre end Lise, og Maks, tre år yngre, var påfaldende lig hende og hendes far. Men dengang opdagede Lise ikke alle brikkerne. Hun kunne bare mærke, at Vera og Maks blev elsket og rost, mens hun kun fik skældud for at være egoistisk. Lise og hendes far flyttede ud i Dorthes hus uden for Helsingør. Der var trængsel, så Lise fik ingen værelse – hun sov i gangen mellem Vera og Maks’ soveværelser. Den blinde ende af gangen var dækket af et forhæng, som Vera elskede at trække til side for at hive Lise ud af sengen i håret. – Jeg prøver jo bare at vække hende, ellers kommer vi for sent i skole! – forsvarede Vera sit opførsel. Influenter var ligeglade med, at det var sådan hun altid vækkede Lise, også når det var weekend, og man slet ikke skulle i skole. Og det blev også hverdag, at alle Lises ting og legetøj blev taget og givet til Vera. – Hvorfor skal du have alt det legetøj, du sidder jo bare med næsen i dine bøger? Vera leger i det mindste med det – sagde far, da Lise forsøgte at få retfærdigheden tilbage og krævede sin bamse, hun havde fået af mormor fra Nordjylland. Mormor arbejdede i Grønland og tjente godt, men så næsten aldrig Lise. Indimellem snakkede de i telefon, men det var sjældent. Engang klagede Lise over, at Vera havde taget hendes bamse. Far blev meget vred, og satte Lise ned til en alvorlig samtale. – Vi bor i Dorthes hus. Hun har gjort alt for os. Ved du hvad, jeg var blevet efter din mors død uden Dorthe? Vil du have, at far forsvinder og du er helt alene? – Lise rystede på hovedet. Hun ville ikke miste sin far, selv om han var uretfærdig. – Hvorfor ødelægger du så min familie med dine klager, utaknemmelige pige?! På grund af en dum bamse, lidt vat og stof, laver du sådan et drama? Ja, vi gav den til Vera, hun ville have den! Du skal bare forstå, at du ikke er eneste barn og at andre også har brug for noget godt! Du har en rig mormor, der hele tiden sender dig gaver – Vera har ikke sådan noget, og får det aldrig. Hvorfor skal hun lide, fordi du får det hele? Man må kunne dele. Også som lille så Lise, at der var noget selvmodsigende og urimeligt i fars logik. Men formulere det kunne hun ikke – ingen voksne gad lytte til Lises betragtninger. Familien havde jo ”andre problemer”. Det største problem var Maks. Han havde alvorlige neurologiske problemer, indså Lise senere – noget med fødselsskade. En formue gik hver måned til medicin og behandlere. Maks blev slæbt til svømning, massage, rideterapi – alt, hvad der måske kunne hjælpe. Det gav da også resultater: Han haltede bagefter de andre, men voksede og lærte, og en dag kunne han måske indhente de andre børn. Men for at det måske kunne ske, måtte Lises far give næsten hele lønnen væk hver måned. Så det virkede dobbelt uretfærdigt, når Maks blev rost for de mindste ting, mens Lises smukke stile, vundne skrivekonkurrencer og gode karakterer blev ignoreret. – Det er sgu ikke nogen præstation, fnes far, da Lise kom hjem med et diplom. – Vi kan altid tænde os op med det. Hvis bare du kunne tjene penge til Maks’ medicin – så var du da til lidt nytte. I stedet vifter du bare med dine stykker papir… Efter det lukkede Lise sig inde i sig selv og sagde ikke mere til faren. I stedet var det noget overraskende stedmoren, Dorthe, der begyndte at vise Lise lidt venlighed. Da Lise voksede til erkendte hun, at der egentlig ikke var meget at bebrejde Dorthe. Hun var hverken forpligtet til at tage sig af Lise – slet ikke til at holde af hende som sin egen. Men hun begyndte at rose og kalde Lise ”lille hjælper”, da Lise – nu 11 år – begyndte at hjælpe til i husholdningen. Mest for rosens skyld. Og det gav hende en sær glæde, når Dorthe skændtes med sin egen datter Vera, fordi Vera mente, moren elskede Lise højere. – Du roser hende hele tiden, kalder hende solstråle, men mig gider du ikke! Du råber bare af mig! Far elsker mig i det mindste, men du… – Far elsker mig, derfor finder han sig i det pjat! Du ryger bag hallen, slås med de små – nu må jeg snart ikke vise mig i din skole! Lise laver i det mindste ingen problemer, men du… Efter dette løb Vera hjemmefra. Det blev virkelig alvorligt – lederen satte endda et eftersøgningshold ind. Alle græd, men for første gang følte Lise sig tryg hjemme. Tankerne dukkede op: Kunne det ikke være bedre, hvis Vera aldrig dukkede op igen? Desværre, Vera blev fundet. Hun havde boet hos en klassekammerat de dage. Noget var så galt, at socialforvaltningen begyndte at interessere sig for deres familie. Så meget, at børnene blev taget ud af hjemmet og afhørt separat af psykologer og endda læger. De fik stillet spørgsmål, de skulle svare på. Og lidt efter lidt gravede nogen dygtig alt det møg frem. – Lise, du skal bare lade være med at sige noget dumt til de der kællinger, formanede far ved deres møde. Lise følte kun afsky for denne mand. Han dukkede kun op, nu hvor det brændte på. Han ville vel have, at Lise bekræftede, deres familie var normal, og at Vera bare selv havde problemer, ikke forældrene. Men Lise var allerede elve og havde gennemskuet det: det, der var sket med Vera, var også farens og selv Dorthes skyld. Hun ville nødig bebrejde Dorthe (hun havde trods alt været huset mest rimelige voksen), men hvem kan tåle at være “ingenting” for sin mor, hvis kun Maks får omsorg? Jo, far ville gerne give kærlighed (mest på Lises bekostning), men hans version var en dårlig erstatning. Og det viser sig, at kommunens folk også kan interessere sig for en usund familieatmosfære. Men det, der virkelig bekymrede far, fandt Lise senere ud af, var slet ikke det…

Author Loïc AshcroftReading 9 minViews 32Published by February 7, 2026

Anden familie

Efterhånden som jeg blev ældre, gik det op for mig, hvor hurtigt far fandt sammen med sin nye kone. Det var næsten, som om det skete natten over. Og så var der Vera kun et halvt år ældre end mig. Og Max, tre år yngre. Lidt for tilfældigt, at de begge lignede mig og min far så meget.

Et af mine klareste barndomsminder er den flotte dukke med ildrødt hår ved kassen i Føtex. Jeg kan stadig mærke følelsen af min hånd, som trak i fars ærme, mens jeg plagede om den dukke. Far bøjede sig ned til mig, hans stemme lavmælt og bebrejdende: Lise, man kan altså ikke være så egoistisk. Lillebror skal have medicin, vi skal have mad, indtil næste lønningsdag og du vil have en dukke?

Det var jo ikke fordi, vi ikke havde legetøj derhjemme. Men næsten alle legesagerne var gået i stykker enten af Vera eller Max. Men det virkede aldrig som noget, de voksne gik op i. De havde vigtigere ting for.

Det var som om, alle omkring os i supermarkedskøen kunne høre min fars bebrejdelse og bedømte mig for at ville have noget, når Mathias skulle have medicin, og vi dårligt havde noget at spise derhjemme. Hvordan kan en pæn pige (og jeg ville SÅ gerne være en pæn pige) ønske sig en dukke i sådan en situation?

Dukker Ja, jeg havde legetøj det meste ødelagt, men ingen, der så det, syntes, det betød noget. I hvert fald ikke de voksne, hvis tid var fyldt ud med andet end mine ønsker eller de rødhårede dukkedrømme.

Da mor levede, købte hun engang imellem en dukke til mig. Ikke altid; allerede som femårig kunne jeg dagene jeg vidste, at på hverdage kunne man ikke tude sig til noget i Brugsen på vej hjem fra børnehave. Tværtimod fik man skældud, hvis man begyndte at plage.

Men i weekenden der tog hun mig selv med i Netto, smilede og sagde: Nå, Liselotte, hvis det koster under 200 kroner, må du vælge, hvad du vil. Jeg vidste godt, hvad 200 kroner betød to og to nuller, og hvis prisskiltet havde det, så kunne jeg lige love for, mor holdt sit ord.

Hun elskede mig, og hun bebrejdede mig aldrig, at jeg ønskede noget til mig selv ikke selvom vi havde det svært. At plage ja, der blev skældt ud, især hvis jeg forsøgte det dér trick, hvor man ruller sig på gulvet, som de andre børn gjorde, indtil de fik, hvad de ville. Mor lod sig ikke imponere tværtimod, så røg fjernsynstiden også.

Men alligevel, hun købte altid en gave til mig, hvis det var weekend. Hun sagde aldrig, jeg var egoistisk.

Men problemer var der. Mor blev syg. Længe. Og det hjalp ikke. Hun døde, da jeg var seks.

Det første år var der ingen legetøj, ingen godnathistorier. Ingen kærtegn overhovedet. Far satte bare pasta med pølser foran mig, hver dag det samme. Jeg hadede det, men spiste, for der var intet andet. Om aftenen sad han foran fjernsynet og så fodbold eller boksning eller Go aften Danmark, indtil langt ud på natten.

Når jeg spurgte, om jeg kunne se tegnefilm, vrissede han bare: Tag og læs en bog. Jeg lærte at elske bøger. Måske trak jeg mig lige så meget ind i historierne, som far flygtede ind i fodbolden. Vi gemte os begge.

Så kom Vera og Max, kun et halvt år senere. Som voksen tænker jeg, hvor hurtigt alt det egentlig gik. Og alle de ligheder. Men dengang forstod jeg ikke, hvorfor far yndede Vera og Max, og kun kunne finde fejl og egoisme hos mig.

Vi flyttede, far og jeg, ind i Dorthes hus uden for København. Der var ikke plads, så jeg måtte sove i gangen lige mellem Vera og Max værelser. Et stykke stof udgjorde mit værelse; Vera fjernede det tit, trak mig i håret og flåede mig ud af sengen. Jeg prøver jo bare at vække hende, ellers kommer vi for sent i skole! sagde hun altid men alle vidste, det var bare hendes daglige ritual.

Alle mine ting legetøj, bamser, alt muligt endte hos Vera. Hvorfor skal du dog have det, når du bare sidder med næsen i bøgerne? spurgte far, da jeg engang bad om min bamse tilbage den, jeg havde fået tilsendt fra morfar oppe i Nordjylland.

Min mormor, mors mor, boede i et lille fiskerleje helt oppe ved Skagen. Hun havde et godt arbejde meget ansvar, fandt jeg senere ud af. Hun elskede mig, men vi sås næsten aldrig. Engang imellem snakkede vi i telefon. Jeg klagede over, at Vera havde taget min bamse. Far blev rasende, satte mig ned for alvor: Lise, vi bor i Dorthes hus. Hun tager sig af os. Ved du overhovedet, hvor meget hun har gjort for mig? Uden hende jeg ved ikke, hvad jeg havde gjort efter din mors død. Vil du virkelig have, at jeg også forsvandt, så du var helt alene?

Nej, det ville jeg jo ikke. Selvom han var uretfærdig og kold, var han stadig min far.

Så hvorfor ødelægger du mit nye liv med alle dine klager, din utaknemmelige pige? Vil du virkelig sætte alt på spil over en fjollet bamse? Den fik Vera, fordi hun bad om den. Hvis du skal kunne være en del af familien, må du lære at dele! Du får ting fra din rige mormor, Vera får aldrig sådan noget. Synes du, det er rimeligt?

Selv som barn kunne jeg fornemme, at logikken haltede. Men jeg kunne ikke modsige ham. Ingen ville lytte. Familien havde altid andre problemer.

Maximilian Max fyldte det hele. Mange penge røg hver måned på medicin og specialister til ham; ridefysioterapi, klatretræning, alt muligt. Han havde nogle neurologiske problemer ved fødslen. Han hang bagefter de andre børn, men lægerne sagde, det ville blive bedre med tiden.

Men alt handlede om Max. Selv de mindste fremskridt blev fejret. Jeg derimod mine flotte stile, præmier i dansk eller digtkonkurrencer: Far fnøs bare. Det er da ingenting måske vi kan fyre op under brændeovnen med det papir! Hvis bare du kunne tjene penge til Max medicin, så kunne du bruges til noget.

Efter det stoppede jeg med at tale til ham. Engang imellem opdagede Dorthe mig og begyndte at give mig små komplimenter, især når jeg hjalp til med husholdningen. Jeg var blevet elleve, og hun begyndte at kalde mig min lille hjælper.

Hun skyldte mig ikke noget, det vidste jeg godt. Hun skulle ikke elske mig som sin egen. Men jeg hungrede efter den anerkendelse, hun lige akkurat kunne give.

Jeg nød i smug, når Dorthe og Vera skændtes især på de aftener, hvor Dorthe beskyldte Vera for at være umulig, for at have røget bag skolen eller mobbet de yngre børn. Lise laver da aldrig ballade. Det er altid dig med besværet!

Så løb Vera hjemmefra. Hun var elleve. Hun var væk i dagevis, mens politiet og Red Barnet ledte efter hende. Hele huset græd og var nervøse, men jeg følte mig for første gang sikker hjemme.

Jeg tænkte endda, at mit liv ville være bedre, hvis hun blev væk for altid. Men hun kom tilbage hun havde gemt sig hos en klassekammerat.

Det, hun havde været involveret i, var så alvorligt, at kommunen begyndte at undersøge hjemmet. Alle blev afhørt hver for sig, sendt til psykolog og læge. Alt blev vendt og drejet.

Sig nu bare ikke noget dumt, Lise, sagde far, da jeg så ham til samtalen hos socialrådgiveren. Jeg brød mig ikke om ham mere han så kun min eksistens, når det gjaldt. Da han havde brug for, at jeg skabte et pæn indtryk af familien udadtil, pludselig var han der.

Men jeg var blevet klog. Jeg kunne ikke sige det helt med de voksnes ord dengang, men jeg forstod, at både far og Dorthe bar deres ansvar for, hvor galt det var gået med Vera. Især Dorthes evindelige snak om den stakkels Max, og fordelingen af kærlighed i huset var ulige.

Ja, far prøvede at vise kærlighed mest på min bekostning men den føltes hul. Og nu så jeg, at selv kommunen kunne opleve en families stemning så usund, at de måtte reagere.

Men det, der bekymrede far, skulle jeg sidenhen erfare, var slet ikke det samme.