Jeg er gravid, men min mand besluttede, at han ikke ville have barnet, og smed mig ud i ottende måned – en fortælling om at blive forladt, mens maven er størst, i treværelseslejligheden på Vesterbrogade, og hvordan jeg startede forfra med min datter i København

Jeg er gravid, men min mand har besluttet, at han ikke vil have barnet, og nu smider han mig ud i ottende måned

Ottende måned af graviditeten det er der, hvor man ikke længere kan mase sig sidelæns gennem en dør, hvor man sover siddende, fordi kroppen ikke kan klare andet, og hvor hvert eneste skridt føles som bestigning af Himmelbjerget. Jeg står midt i vores treværelses lejlighed på Østerbrogade og ser på, hvordan Anders kaster mit tøj ned i to slidte kufferter.

Skynd dig nu, siger han uden at kigge på mig, taxaen er på vej.

Jeg forstår ikke, at det virkelig sker. I går aftes sad vi sammen og spiste aftensmad, han strøg min mave og snakkede om, hvad vores datter måske skulle hedde. Men i morges ændrede alt sig. Bare sådan. På grund af ét telefonopkald.

Anders, lad os nu tale om det begynder jeg, men han retter sig op og ser på mig, som var jeg komplet fremmed.

Der er ikke mere at sige. Det er afgjort. Helle ringede i går. Hun er kommet hjem.

Helle. Hans ekskone. Hende, der rejste til Paris for et år siden og startede et nyt liv. Hende, han svor, han havde glemt.

Og hvad så? Min stemme ryster, mindre end jeg gerne ville. Hun er tilbage, og så skal jeg bare ud? Med dit barn?

Han skubber bunker af tøj ned i kufferten uden skelnen, rent eller beskidt.

Det er ikke til diskussion, Mathilde. Jeg har regnet det hele ud. Helle og jeg har en historie sammen, forstår du? Fem års ægteskab. Med dig det var en fejl.

Fejl. Han kaldte halvandet år af mit liv en fejl. Jeg synker ned på sofaen ikke fordi jeg vil, men fordi mine ben ikke længere bærer mig. Maven trykker tungt, den lille sparker, som om hun spørger: Mor, hvad sker der?

Du sagde, du elskede mig, fremtvinger jeg, sagde, du ville have barnet.

Anders vender sig omsider. Hans ansigt er udtryksløst kun kulde og beslutsomhed.

Jeg sagde meget. Ting ændrer sig. Folk ændrer sig.

Han lyner kufferterne. Jeg sidder bare og leder efter et glimt af den Anders jeg mødte, ham der ventede på mig efter arbejde med blomster, tog mig med på teater, lavede morgenmad, læste Tove Ditlevsen højt ved sengetid.

Hvad med penge? spørger jeg stille. Fødslen, hospitalet Hvad skal jeg leve af?

Han rækker ned i jakkelommen, tager en kuvert og kaster den på sofabordet.

Her er syv tusind kroner. Det må række. Resten må du klare.

Syv tusind kroner. Til fødsel, første måneder med spædbarn, til at finde et værelse. Mener han det?

Du kan ikke gøre det her, siger jeg med kraft, jeg er otte måneder henne! Jeg kan ikke slæbe kufferter, finde lejlighed…

Du kan godt, afbryder han. Kør hjem til din mor. Eller til veninder. Du har jo masser af dem.

Langsomt rejser jeg mig og støtter mig til armlænet. Går tæt på ham, vil se i hans øjne, finde bare en anelse menneskelighed.

Anders, det er DIT barn. Vores datter. Forstår du, at du svigter dit eget barn?

Han kigger ud ad vinduet. Udenfor vælter et tungt efterårsregn ned, biler sneglersig igennem myldretidstrafikken. Byen lever sit eget liv, som om mit går itu er ligegyldigt.

Jeg forstår ingenting, og jeg VIL ikke forstå, sukker han. Helle er tilbage. Hun ønsker at prøve igen. Vi starter forfra.

Og mig?

Dig… han ser på mig, jeg kan mærke kulden, du klarer dig. Kvinder gør altid.

Dørklokken ringer. Taxaen er her. Anders åbner døren og stiller kufferterne ud på opgangen. Jeg står dér midt i vores hjem mit hjem hvor jeg har boet i over et år, hvor jeg har plantet blomster på altanen, valgt farve til væggene, hvor jeg fandt ud af, jeg var gravid.

Mathilde, kom nu, kalder han. Chaufføren venter ikke.

Jeg griber min taske med papirer, min telefon. Trækker min vinterjakke over skuldrene den er blevet alt for lille til maven. Jeg går forbi ham til elevatoren uden at se ham i øjnene. Han trykker på knappen, vi står tavse side om side.

Du er en kujon, siger jeg stille, da dørene går op. En feje kujon.

Han svarer ikke. Skubber bare kufferterne ind og trykker stueetagen ned. Tallene tæller: 4., 3., 2. for hvert etage forsvinder det liv, jeg kendte.

Taxachaufføren hjælper mig med kufferterne, en midaldrende mand med et venligt udtryk.

Hvor skal vi hen? spørger han og kaster et blik på min mave.

Hvor skulle jeg hen? Min mor bor i Aalborg, i en lille toværelses med min lillebror. Der var ikke plads. Veninder hvilke veninder? Halvandet år med Anders og jeg har ingen tilbage. Han ville altid bare have mig for sig selv.

Ravnsborggade, mumler jeg det første der falder mig ind. Nummer ni, anden til højre.

Der bor Anna en tidligere kollega. Vi har ikke set hinanden i otte måneder, men jeg har ingen andre.

Bilen ruller ud ad Østerbrogade. Regnen skyller ned, radioavisen snakker om politik. Jeg ser ud på København og tænker: Hvad nu? Hvad gør jeg?

Skal du klare det selv? spørger chaufføren efter femten minutter.

Hvad?

Skal du føde alene? Uden faren?

Jeg nikker. Kan ikke sige mere. Klumpen i halsen presser på, men jeg nægter at bryde sammen foran en fremmed.

Min ekskone tog også børnene da jeg var ung, siger han efter en pause. Jeg fortryder det stadig. Nu ser jeg aldrig børnebørnene. Hun nægter. Jeg forstår. Sådan er mænd dumme nogle gange.

Han koncentrerer sig om vejen. Vi snegler os over Nørrebro i regnen, folk haster forbi med paraplyer.

Foran Annas opgang betaler jeg. Tusind kroner penge fra den kuvert Anders smed. Chaufføren sætter mine kufferter af og ser på mig, øjnene fulde af medfølelse.

Hold ud, siger han, bare barnet bliver sundt, skal det nok gå.

Jeg nikker, han kører. Jeg står alene i regnen med to kufferter og en mave på størrelse med en håndbold. Ringer til Anna. Én gang, to gange, tre gange intet svar. Skriver på Messenger: Anna, jeg står nede foran. Må jeg komme op?

Tre minutter. Fem. Jeg når at tro, hun ikke svarer, men så: Telefonen lyser.

Mathilde? Er du virkelig hernede? Hvad er der sket?

Det tager tid at forklare. Må jeg komme op?

Et minuts stilhed.

Kom. Tredje sal, lejlighed 11.

Jeg slæber kufferterne op. Én, så den anden. Maven trækker, lænden værker, men jeg bider tænderne sammen. Der lugter surt i opgangen, ingen elevator. Op ad trappen, trin for trin. Halvvejs må jeg standse, lungerne verker, hjertet hamrer.

Bare ikke veer nu, Gud… bare ikke nu, tænker jeg.

Anna venter på anden sal. Hun ser mig, blikket blødgøres.

Hvad laver du? Hun griber én kuffert. Du er jo gravid! Du må ikke slæbe på det her!

Oppe i Annas lille lejlighed dufter der af kaffe og nybagte boller. Vindueskarmene bugner af potteplanter og bøger, væggene med billeder. Hyggeligt.

Jeg smider mig på sofaen og bryder sammen. Græder, som da jeg var barn grimt, højlydt, snottet. Anna sætter sig, lægger armen om mig, siger ingenting, stryger mig stille på ryggen.

Han smed mig ud, hvisker jeg. Bare fordi hans ekskone er kommet hjem…

Anna siger ikke noget. Henter et glas vand og nogle servietter.

Drik, siger hun med ro. Og træk vejret. Dybt. Husk barnet.

Jeg drikker i små slurke. Pigen inden i presser rundt, mærker min uro. Jeg lægger hånden på maven og forsøger at berolige hende og mig selv.

Må jeg bo her et par dage? spørger jeg. Indtil jeg finder ud af noget.

Anna ser længe på mig.

Mathilde, du kan blive så længe du vil. Men fortæl mig: Hvad har du tænkt dig nu?

Jeg ved det ikke, indrømmer jeg.

Udenfor falder mørket. København tændes tusinder af lys, tusinder af liv. Jeg sidder i andres stuer, højgravid, forladt, uden penge, arbejde, fremtid.

Hvad skal jeg nu? runger det i hovedet.

Men svaret mangler.

Sofia bliver født tre uger senere. Om natten, naturligvis drama følger mit liv. Veerne begynder ved to-tiden, og klokken seks om morgenen har jeg min lille pige i armene, rynket og rød, men min.

Anna er med mig. Hun sover ikke hele natten, bærer vand, holder mig i hånden, når det gør ondt. Min mor kan ikke komme lillebror er syg.

Jeg ligger på barselsgangen på Rigshospitalet, ser på min datter tre kilo, femti centimeter, min egen lille Sofia. Så lille, så hjælpeløs. Og jeg ved: Nu er jeg alene ansvarlig. Kun mig.

Tredjedagen efter fødslen kommer en sygeplejerske ind.

Jakobsen, du har besøg.

Jeg tror, det er Anna. Eller måske min mor. Men i døren står Anders.

Han har hvide roser med, i frakke med slips ligner én, der skal til forretningsmøde, ikke til en kvinde han forlod med deres nyfødte barn.

Hej, siger han tøvende.

Jeg tier. Kigger bare på ham. Sofia rumsterer i vuggen, sulten.

Må jeg komme ind? spørger han.

Er du ikke allerede det?

Han lægger blomsterne, ser på Sofia. I et sekund bløder hans ansigt op.

En pige?

Ja.

Hvad hedder hun?

Sofia. Eller bare Fie.

Han nikker. Hænderne dybt i frakkelommerne. Vi står på hver side af den lille gennemskinlige vugge. Tomt.

Hvorfor er du her? spørger jeg.

Anders sukker.

Mathilde Jeg ville gerne se barnet. Og snakke.

Snakke, gentager jeg tørt. Så snak.

Han tøver.

Det gik ikke med Helle. Hun rejste igen. En uge efter du gik.

Jeg ler. Ikke smilende, bare tørt.

Og? Tænkte du, jeg ville blive glad? Tage dig tilbage?

Nej, jeg han famler. Jeg vil hjælpe. Med penge. Barnet skal have det godt…

Vi klarer os, afbryder jeg. Vi har ikke brug for dig.

Vi klarer os. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra, men jeg siger det fast.

Anders træder nærmere.

Nu må du være fornuftig. Du har ingen job, intet hjem. Hvordan vil du opfostre barnet?

På mine egne penge. Jeg finder arbejde.

Hvilket arbejde? Med spædbarn? Han hæver stemmen. Ved du, hvad du står med?

Sofia begynder at græde. Jeg samler hende op, trykker hende ind til mig. Hun bliver straks rolig. Jeg kysser hende let.

Ja, hvisker jeg. Jeg ved det. Du kan gå nu.

Jeg vil se hende! råber han. Det HAR jeg ret til.

Ret? mit blik får ham til at træde tilbage. Den ret mistede du, da du smed os ud. Da du kaldte os en fejl.

Jeg tog fejl

Ti stille, siger jeg lavt, bare gå. Du er ikke velkommen.

Han tøver, men vender sig og går. Glider ud gennem døren uden at sige farvel. Roserne bliver liggende smukke, men ubrugelige.

Jeg sætter mig med Sofia. Tårerne løber, men jeg kan ikke stoppe. Alt, der har bygget sig op i ugevis, fosser pludselig ud.

En måned senere finder jeg arbejde hjemmefra. Tekstforfatter for et lille bureau på Frederiksberg lønnen er ikke stor, men nok til et værelse i en delt lejlighed på Amager og til bleer og modermælkserstatning.

Anna hjælper med Sofia, når hun kan. Min mor kommer i weekenden. Vi klarer os.

Og så sker det uundgåelige.

På vej hjem fra Netto med bleer og modermælk, Sofia sovende i barnevognen, ser jeg dem.

Anders og Helle. De går sammen under en paraply, hun ler og lægger hovedet tilbage, han holder hende om skuldrene. Hendes pelsjakke er lysegrå dyr og smuk. Hans frakke er den fra hospitalet.

De ser mig ikke. Går direkte forbi mod metroen.

Noget springer i mig. Sorg, vrede, forladthed alt sammen.

Jeg går hen til ham.

Anders!

Han vender sig. Hans ansigt bliver hvidt. Helle ser på mig, så på barnevognen, så på ham. Hun forstår alt med det samme.

Hvem er hun? spørger hun køligt.

Kom, Helle, lad os gå… prøver han.

Hvem er hun? Højere denne gang.

Jeg skubber barnevognen nærmere. Sofia sover trygt.

Jeg hedder Mathilde, siger jeg. Det her er jeres fælles fortid. Anders gjorde, hvad han kunne for at slippe for den.

Helle bliver bleg. Ser på Anders.

Du sagde, du ikke havde nogen. At du ventede på mig.

Det var det betød ikke noget

Betydede ikke noget? Jeg træder tættere på. Halvandet år, et barn det er ingenting?

Folk stopper op. Jeg er ligeglad.

Han smed mig ud, da jeg var otte måneder gravid, siger jeg til Helle. Fordi du ringede. Gav mig syv tusind og smed mig ud. Sådan en mand er han.

Helle ser længe på Anders. Hendes stemme knækker.

Gjorde du virkelig det?

Det er slet ikke som det lyder starter han, men hun går væk.

Han løber efter hende. Jeg står tilbage, sneen daler. Sofia vågner og græder.

Shh, min skat, hvisker jeg. Vi klarer os. Du og jeg er stærkere end dem.

Jeg drejer rundt og går hjem. Ikke mod dem, men mod Amager, mod vores lille værelse. Til livet jeg bygger selv, lag for lag.

Et halvt år senere får jeg nyt job redaktør på et online magasin. Lønnen er god, arbejdstiden fleksibel. Min mor tager Sofia i to uger, så jeg kan arbejde. Anna hjælper om aftenen.

Jeg lærer at leve uden Anders. Uden hans penge, uden ham. Det kan godt lade sig gøre. Det er svært men det kan det.

Sofia vokser op som en glad og stærk pige. Hun har mine øjne og mit stædige sind. Hun kæmper, græder ikke, bider sig fast for at lære nyt.

Ligesom mig.

Og Anders? Jeg ser ham igen, tilfældigt i Magasin. Han er alene, grånet, trist. Vi ser bare kort på hinanden. Jeg føler ingenting. Ikke sorg, ikke vrede, ikke medlidenhed. Bare tomhed.

Jeg tager Sofia i hånden hun er en lille spirrevip nu og vi går videre. Mod vores eget liv. Vores egen fremtid.

Uden ham.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

twenty − 12 =

Jeg er gravid, men min mand besluttede, at han ikke ville have barnet, og smed mig ud i ottende måned – en fortælling om at blive forladt, mens maven er størst, i treværelseslejligheden på Vesterbrogade, og hvordan jeg startede forfra med min datter i København
Nattegæster! – Den pige bliver der aldrig noget ordentligt af, selvom hun er køn i ansigtet, – kunne man høre naboerne hvisle giftigt, når Varinka sprang forbi dem og venligt mumlede et “dav” på vej videre, med den tykke fletning baskende mod ryggen. Folk nikkede kun køligt, og når hun var væk, fortsatte snakken: – Hendes mor var en taber – datteren bliver nøjagtigt det samme. Æblet falder ikke langt fra stammen! – Helt enig! Hele den familie er sær! Alle i byen talte kun om, hvor håbløs Varinkas mor havde været. Altså kunne der heller ikke ventes noget godt fra pigen. En ren græshoppe! Det gjorde ondt helt ind i hjertet på Varinkas bedstemor, Alvilda. Hun vidste jo, hverken hun selv eller datteren Aline – Varas mor – var skyld i det mindste. Ikke i at mændene døde tidligt, eller at hun selv nu var den eneste, der kunne tage sig af barnebarnet. Men én ting var sikkert: hun var fast besluttet på, at Varik skulle have alt en god skæbne kunne tilbyde – koste hvad det ville. Byen sludrede om, at Alvilda var blevet sær og halvskør på sine gamle dage. Måske endda en heks. Mange gik i en stor bue uden om hendes hus. Men engang havde hun sat sladderkællingerne grundigt på plads – og det glemmer man ikke så let. Udefra lignede hun nu bare en almindelig gammel konen fra landet – lidt mærkværdig, ja – men venlig og hjælpsom mod alle, selvom hendes pension knap rakte. Men hun havde skoven til at hjælpe sig. Hun samlede alt, hvad skoven gav; hendes fadebur var fyldt med hjemmelavede urter og godter. Mest irriteret blev folk dog, når Alvilda bød vildfarne turister – samtlige som havde forvildet sig til landsbyen midt ude i skoven – velkommen i sit hjem, nøjagtig som var de familie. Andre kunne knap nok byde, andet end et glas vand ude på trappen. At folk skulle have lov at overnatte? Det var ufatteligt! Men sådan var Alvilda – og derfor syntes mange hun var sær. Særligt fordi hun havde en ung pige boende hjemme. Af og til truede de endda: – Fortsætter du det pjat, så ringer vi kommunen. Så ryger din Varinka s’gu på børnehjem! Men det blev fortid. Da Vara blev voksen, slap folk hende lidt. Men Alvilda var engang meget vred på de andre; pigen var trods alt hendes eneste guld – hendes håb og glæde. Resten af familien var borte. Manden, død alt for ung. Datteren Aline havde hun selv opfostret, og hun klarede sig; blev gift, flyttede til storbyen, fødte Varinka. Men så skete det frygtelige … Alines mand var geolog, tit væk hjemmefra. Og så kom han aldrig hjem igen – forsvandt i vildmarken, ingen fandt ham. Aline gik helt i stykker. Med et barn på armen kunne hun ikke klare sig uden manden. Alvilda holdt hende oppe: – Jeg klarede dig alene, og det klarer du også, sagde hun. Men snart begyndte Aline at dulme sorgen med snaps. Først lidt, så oftere, til sidst dagligt. – Livet giver ingen mening uden min Andreas, jamrede hun, – hvad skal jeg leve for? Alvilda forsøgte alt – men alkoholen vandt. Alines liv sluttede alt for tidligt, folk dømte hende, men hvad kunne hun gøre: sådan var hendes skæbne. Da Varinka var femten, blev hun forældreløs. Bedstemoren fik forældremyndigheden, tog hende med på landet. Vara var ikke begejstret – hun elskede byens liv. Men Alvilda overbeviste hende: – Her er haven, hønsene og skoven, og du kommer ikke til at lide nød. Og ofte sagde hun: – Du, mit lille guld – din skæbne bliver en helt anden, bare vent! Jeg finder dig en god mand. – Hvor? I det her hul? Bedste, kun fortabte turister og jægere går vild her … – Tænk ikke på det, svarer Alvilda. – Bedste ved, hvad hun gør. Og æd ikke folks sladder. Sådan gik dagene i det gamle hus på landsbyens kant. Vara gik i byens skole, hjalp til hjemme. Klassen drillede hende – alle vidste, hvad hendes mor var endt som. Men Varinka rakte hagen i vejret, som om hun slet ikke hørte noget. Alvilda lod sig slet ikke mærke med naboerne – snak de bare! Det gjorde dem nærmest endnu mere sure – hvad var det for en kælling, der slet ikke lod sig gå på af deres mening? Men de kunne ikke lade være. Hver gang Alvilda husede en fremmed, lød det straks: – Ja, hun er vel på udkig efter en mand til den skøre pige, nu vil hun vel igen smide kærlighedsdrik i mændenes te. – Vi har ikke brug for jeres sønner! svarede Alvilda stolt. – Min Varinka skal selv vælge sin skæbne! – Ja, vi får se! fnes naboerne hånligt. – Heksen! Tiden gik; folk glemte stille og roligt pigens triste historie – men så, ud af det blå, skete det helt uventede, der for altid ændrede livets gang for Alvilda og hendes forældreløse barnebarn. En vinteraften, hvor mørket var tungt over byen, hørtes støj ved vejen – nogen kunne ikke få deres bil i gang. Motoren hostede, dybe mandestemmer bandede over vinteren og hullerne i vejen. En bredskuldret nabo kom ud, irriteret over forstyrrelsen: – Hvad larmer I for? Folk prøver at sove! – Det er jo kun klokken otte, ven, – svarede mændene. – Bilen er gået i stå, kan du hjælpe? – Hvem er I overhovedet? Ligner nogle fra byen … Hvad laver I herude i Gud-ved-hvor? – Vi er jægere. På vej til vinterjagt, men faret vild. Og bilen – ja, den strejker. Kan du hjælpe? – Halløj! Hvem siger I ikke er noget andet, end I udgiver jer for? Vi lukker sgu ikke fremmede ind her. Især ikke, når jeg selv har to døtre hjemme. Og biler – det kan jeg ikke. Se at klare jer selv! Det undrede jægerne. Men de rakte hånden: – Så må vi finde et sted at sove. Findes der et sted her? – Her er ikke hotel, – sagde landsbyboeren vrissent, men lidt efter vendte han sig mod udkanten: – Gå derned til den gamle – hun er tosset nok til at lukke alle ind. Sammen med barnebarnet, så keder I jer ikke! Han pegede mod Alvildas hus og gik hjem. Der blev helt mørkt; selv lygten på vejen slukkedes. Jægerne tøvede ikke; de låste bilen, tog taskerne og gik efter naboens anvisning. De unge mænd var overrasket over det manglende gæstfrihed – plejer folk på landet ikke at være varme? Men de måtte tage chancen med den mærkelige gamle og håbe på ly. De bankede forsigtigt på døren. – Undskyld, må vi varme os lidt hos jer? – Selvfølgelig, kom bare ind, så giver jeg jer te, lød det straks fra Alvilda, der åbnede døren på vid gab. – Hvor kommer I fra? Hvad laver I i vores lille landsby? – Vi jager … – begyndte mændene, overraskede over velkomsten. – Jeg hedder Viktor, og det er min gode ven Dennis, – præsenterede den ene. Dennis så genert ned i gulvet. – Skam jer ikke hos lille mig, – lo Alvilda. – Her er der altid plads og varme. Nu samler jeg lidt aftensmad sammen. Mens hun var i køkkenet, studerede vennerne “heksehuset”. I hjørnet hang en mørknet ikon omkranset af broderede klude. På vindueskarmen gamle, gulnede billeder – på ét, en ung kvinde og en mand, sikkert datter og svigersøn, tænkte de. Ved siden af, et billede af en pige med sorgfulde, vise øjne. Måtte være barnebarnet? Snart kom Alvilda ind med dampende kartofler og hjemmesyltede agurker. Kort efter også hjemmebagt brød, duftende som barndommens minder. – Smager præcis som hos farmor i gamle dage! – udbrød Dennis tårer i øjnene. – Spis nu, børn! Og jeg laver snart te – med mælkebøttesylt! Bedre får man det ikke. – Mælkebøtte? – undrede Viktor sig. – Min farmor lavede samme slags, – sagde Dennis uventet rørt, Alvilda smilede. – Herude bugner skoven med mælkebøtter, intet bedre var der end sylt på brødet! Atmosfæren var så varm, at de glemte at undre sig over, at værten slet ikke spurgte nysgerrigt ind – hun fulgte bare Dennis med øjnene, især når han roste hendes hjemmelavede mad. Pludselig lød en svag pigestemme fra værelset ved siden af: – Bedste, vand … Gæsterne så på hinanden og spurgte næsten i kor: – Barnebarnet? Er hun syg? – Ja, hun ville absolut hugge brænde selv i går – så fik hun feber. Jeg giver hende urtete, medicin har vi ikke, og til apoteket kan jeg ikke i denne sne. Alvilda lavede straks lindete og tilføjede lidt mælkebøttesylt; så gik hun ind til barnebarnet. – Vi har lidt medicin, I må gerne give hende det, – tilbød Dennis hurtigt. Han rakte hende febernedsættende piller fra sin rygsæk. Da Alvilda kom tilbage, sagde hun: – I har nok brug for søvn. Jeg må gå ind til pigen, hun er min eneste lille stjerne. Det sagde hun med sådan vemod, at Dennis straks fik tårer i øjnene og tilbød at passe på for hende, men hun nægtede: – Jeg får tid nok til at hvile i den næste verden. Nu må jeg tage mig af hende. I kan bare lægge jer. Alvilda gik ind til Varinka – og drengene lagde sig i stuen. – Hvad er det egentlig for noget sludder, at hun er en heks og fra forstanden? – hviskede Viktor. – Ligner mest min egen mormor. – Folk er onde, hvad skal man gøre … Drengene døste hen, men så hørte Dennis Alvilda liste rundt. Han lod som om han sov, og så hende tage hans jakke fra knagen og gå ind til barnebarnet med den. “Skørt … måske er hun heks alligevel? Eller leder hun efter penge eller dokumenter?” tænkte han. “Må vente til morgen.” Da det blev lyst, opdagede han på jakken et nænsomt, perfekt syet sting – en lap på ærmet, som den ældre kvinde havde lavet i nattens mulm. Han blev rørt dybt over omsorgen. Mens huset stadig sov, gik Dennis ud og begyndte at hugge brænde for de to kvinder – nu havde de lidt varmere til kommende dage. Pludselig stod Alvilda bag ham: – Hvor er du dygtig, dreng – længe siden mandearme har været i det hus! Vil du ikke blive til fastelavn? Dennis blev flov, men takkede ja – han havde fire dages ferie tilbage. – Vi holder fastelavn snart, og du skal selvfølgelig fejre med os! Viktor, der var stået op, afviste hurtigt: – Nej tak, jeg skal hjem! Mens Dennis diskuterede med vennen, nærmede naboen sig og sagde: – Jeres bil bliver ordnet nu. Men jeg vil råde jer – hold jer fra den gammel kælling og barnebarnet. Hvis du vil have en landpige, har jeg døtre hjemme! Dennis smilte høfligt og afslog uden at såre, vendte snakken mod fastelavn og gik tilbage. Senere samlede Alvilda dem alle om bordet, også Varinka, der nu var feberfri. – Dette er Viktor og Dennis! – præsenterede hun, og Dennis kunne næsten ikke tage øjnene fra pigen. – Jeg er Varinka. Skal vi ikke have te – med mælkebøttesylt? – Du har lige været syg, søde, jeg gør det – men Varinka insisterede. Snart var bordet dækket, og Dennis spiste som ikke siden mormors tid. Varinka betragtede Dennis. Hun syntes straks om ham – og han om hende. Alvilda smilede hemmelighedsfuldt – hun vidste nok, hvad der var i vente. – Må jeg invitere Varinka med til byen? spurgte Dennis forsigtigt. Alvilda smilede listigt: – Hvis hun vil, min dreng. Men nu, bliver I for fastelavn? Dennis nikkede for sig selv. Inden aftenen kom, kom mekanikeren forbi, og tiden var forbi. Dennis og Varinka fik snakket meget – det føltes som om de kendte hinanden hele livet. – Jeg kommer tilbage om to dage. Efter dig, – sagde Dennis lavt, da han sagde farvel. Vara tvivlede, men håbede alligevel. Mekanikerne fik bilen i gang, de kørte mod byen – og Vara blev stående i sneen længe. – Jaja, drøm du bare, – sagde hun, da bilen forsvandt, men håbede hemmeligt. Fastelavn kom, de bagte boller i håbet om gæst. Første og anden dag gik – ingen Dennis. Så dukkede naboen op: – Nå, så jeres bydreng dukkede ikke op? Han ejer flere caféer hjemme i København, og så skulle han gift sig her? Ha! Det vidste ingen af dem, men Vara blev stille og gik ind. Alvilda betragtede det hele og tænkte – måske … – Gå nu hjem og brok dig et andet sted, – sagde hun og viste ham ud. Men pludselig stoppede han – på vejen kom en bil, og ud steg Dennis med favnen fuld af røde roser og kurv med lækkerier. – Frue Alvilda, jeg er forelsket i jeres Varinka. Må jeg fri? – Hvis hun vil, må du, – sagde Alvilda; og Vara, med det bredeste smil Alvilda havde set i årevis, løb i hans favn og hviskede: – Kom indenfor, min kæreste. Siden den dag var de uadskillelige. Og sladderen gik i landsbyen i lang tid endnu – den skørte gamle kælling havde tryllet en rig bybeundrer til barnebarnet! Mest misundelig var naboen, hvis døtre Dennis aldrig værdigede et blik.