De kom uden gaver til nytår, men gik hjem med næsten hele køleskabets indhold.
Da gæsterne var gået, åbnede jeg køleskabet og blev stående frosset fast. Fire bøtter med salater, et fad med pålæg og fisk, lagkagen, tilmed en uåbnet flaske saft alt var væk. Jeg stirrede bare på de tomme hylder og kunne ikke tro mine egne øjne.
Jo, hun havde spurgt, om hun måtte tage lidt mad, men aldrig havde jeg forestillet mig, at det betød næsten alt, jeg havde forberedt til festen.
Ironisk nok var det mig, der insisterede på at fejre nytåret med venner fremfor min mands familie. Det bliver roligere og hyggeligere med venner, havde jeg overtalt ham. Virkeligheden blev noget helt andet.
Er de allerede smuttet? spurgte min mand, da han kom ud fra børneværelset, hvor han lige havde fået vores datter, Birgitte, lagt i seng. Seks år gammel og helt forpustet af larm og lege.
Ja. Og de tog nærmest al maden med sig svarede jeg og lænede mig op ad køkkenbordet.
Han så forvirret på mig.
Hvordan det?
Se selv. Al salat, den gelérede flæskesteg, kompotten… alt sammen.
Han åbnede køleskabet og blev målløs.
Spurgte de da om lov?
Hun spurgte, om hun måtte tage lidt. Jeg troede, det betød en lille bøtte til børnene. Men hun tømte næsten hele køleren.
Vi havde kendt dem over ti år. Boede på samme etage, levede ikke så forskelligt, delte hverdagstanker. I starten var alt normalt.
Siden kom lånene, tingene der aldrig blev leveret tilbage, evig snak om penge, der manglede. Vi var tavse, tilgav og undskyldte det hele.
Sidste år lånte jeg penge kortvarigt. Mødte aldrig dem igen. Senere reparerede min mand deres bil uden en tak.
Alligevel håbede jeg, at netop denne aften ville genopvække nærheden. Eller måske, at jeg bare ikke ville erkende, at venskabet kun gik én vej nu.
Fra morgenstunden havde jeg lavet salater, tilbehør, lun mad og desserter. De kom en time for sent og havde ingenting med sig.
Hvor er gaverne? spurgte Birgitte.
Vi tager dem med i morgen svarede hun uden at se mig i øjnene.
De dyreste retter forsvandt først fra bordet. Børnene sprang rundt, råbte, smed med ting. Ingen bød dem til ro.
Ved midnat var alle for trætte. Festen smuldrede.
Omkring to om natten åbnede hun køleskabet:
Kan jeg tage lidt mad til i morgen?
Jeg nikkede, med hænderne i opvasken. Femten minutter stod jeg med ryggen til, og vaskede tallerkener.
Da døren lukkede bag dem, forstod jeg, hvad lidt betød.
Det værste er, at de kom tomhændet mumlede jeg.
Og gik hjem med armene fulde tilføjede min mand.
Vi sad tavse. Sandheden sved, men var tydelig: Det her var ikke venskab mere.
Næste dag ringede hun. Foreslog at komme med gaver.
Ikke i dag sagde jeg. Vi skal tale. Om hvad der skete, om måden I gjorde det på.
Hvad, fortryder du maden? snappede hun.
Nej. Jeg fortryder min tillid.
Samtalen sluttede brat. Stilhed derefter.
Senere hørte jeg, at de heller ikke ville tilbagebetale pengene. I har jo nok.
Der mærkede jeg en lettelse.
Det tomme køleskab blev min grænse. Der, hvor jeg endelig så folk, som de virkelig er ikke i ord, men i gerning.
Nogle gange er ét enkelt øjeblik nok til at vende alt på hovedet.
Har du oplevet, at noget tilsyneladende småt har åbnet dine øjne for en person, du troede var dig nær?
