Jeg har ondt af hans barn, men jeg nægter at forsørge hans ekskone! — Skat, i år bliver vi nødt til at spænde bæltet ind, — sagde min mand til mig en aften under middagen. Jeg kiggede straks op. — Hvorfor? Hvad er der sket? Han sukkede dybt og fortalte om problemer i firmaet, bøder, nedskæringer og lavere løn. Han sagde, at hans indtægt var faldet med cirka 30 procent. Han talte roligt, som om det blot var en midlertidig gene. Og jeg begyndte at regne i hovedet – realkreditlån, regninger, børnepenge. — Så næsten hele din løn ryger til regninger? — spurgte jeg bekymret. Han trak bare på skuldrene. — Vi klarer den nok. — Så må vi spare hvor vi kan. Kød – kun til festlige lejligheder, — svarede jeg bestemt. Vi havde været gift i tre år. For ham var det andet ægteskab. Han havde en søn fra sit første ægteskab. Han betalte børnepenge til tiden og så ofte sin dreng i weekenderne. Biografture, cafébesøg og Zoologisk Have – alt koster jo penge. Efter “lønnen var faldet”, kom han til mig og var bekymret. — Kan du låne mig nogle penge? Skal se min søn i morgen. Jeg gav ham. Uden diskussion. Så igen og igen. I flere måneder finansierede jeg hans samvær med barnet, for jeg ville ikke, at drengen skulle lide. Indtil jeg en dag hørte en telefonsamtale. — Hvilket lån, har du ikke nok med det, du har? — hvæsede han. — Du må ikke engang tænke på at tage et nyt! Jeg stod stille ved døren. Han talte med sin ekskone. Jeg sagde ikke noget. Kendte ham godt nok til at vide, sandheden nok skulle komme frem. Få dage senere så jeg en besked fra banken på hans telefon. Lønnen var gået ind. Hele beløbet. — Tim, du har fået løn! — sagde jeg. Han blev forskrækket. Begyndte at mumle, at virksomheden havde klaret problemerne. Jeg foreslog, vi bestilte mad og fejrede det. Men han så bekymret ud. Noget var ikke som det skulle være. Efter nogle dage bad han om penge igen. — Hvorfor? Du har lige fået løn! — spurgte jeg. Så brød han sammen. — Jeg har løjet. Min løn er ikke faldet. Jeg har givet en del af min løn til min ekskone, så hun kan betale af på hendes bil. Jeg kunne mærke blodet kogte i mig. — Så jeg sparer, giver dig penge til dit barn, og du betaler af på din ekskones bil?! Han begyndte at forklare, hvor svært hun havde ved at få enderne til at mødes, og at barnet led under det. Jeg så ham lige i øjnene. — Jeg har medfølelse med dit barn. Men jeg vil ikke forsørge din ekskone. Enten stopper du nu, eller vi går hver til sit. Køb hellere noget til din søn end at afbetale på hendes bil. Han sænkede hovedet. Han indvendte ikke. Fra den dag blev der ikke brugt en eneste krone af familiebudgettet på hende. Hvad synes du – hvor går grænsen mellem ansvar for barnet og manipulation fra en tidligere partner? Ville du have gjort det samme?

Kære dagbog,

I går under aftensmaden kiggede Peter pludselig alvorligt på mig og sagde: “Vi bliver nok nødt til at stramme bæltet lidt i år.”

Jeg lagde straks bestikket fra mig og spurgte: “Hvorfor? Hvad er der sket?”

Han sukkede og begyndte at forklare om problemer i firmaet, bøder og nedskæringer. Lønnen var faldet med omkring tredive procent, sagde han og han lød, som om det bare var en mindre streg i regningen.

Men inde i mit hoved begyndte jeg at regne. Boliglån. Regninger. Underholdsbidrag.

“Så der er næsten ingenting tilbage af din løn?” spurgte jeg bekymret.

Peter trak bare på skuldrene. “Vi skal nok klare den.”

“Så må vi spare, vel. Kød kun til højtider,” sagde jeg hurtigt, måske lidt bittert.

Vi har været gift i tre år nu. For Peter er det andet ægteskab. Han har en søn fra sit første ægteskab med Kirsten. Han betaler børnebidrag hver måned og ser drengen i weekenderne de går ture, på café, i Tivoli, og det koster jo alt sammen penge.

Efter “lønfaldet” kom han til mig og så lidt flov ud.

“Kan du låne mig lidt penge? Jeg skal mødes med Jonas i morgen.”

Jeg gav ham det, uden vrøvl. Sådan fortsatte det. Flere gange. Måneder faktisk, hvor jeg finansierede hans tid med Jonas, fordi jeg ikke ville have, at drengen led under det.

Men så, forleden, overhørte jeg en samtale.

“Hvordan kan du tage et nyt lån? Har du ikke nok i det gamle?” hvæsede Peter. “Glem det du skal ikke tage flere lån!”

Jeg stod helt stille i døråbningen han snakkede i telefon med Kirsten.

Jeg spurgte ham ikke til det. Jeg vidste, han ville fortælle sandheden, når han var klar.

Nogle dage senere dukkede der en besked op fra banken på hans mobil hele hans løn var overført i fuld størrelse.

“Peter, du har fået løn!?” sagde jeg.

Han blev forskrækket og mumlede noget om, at firmaet var kommet ovenpå. Jeg foreslog, at vi skulle bestille noget god mad og fejre, men han virkede underlig, som om han havde noget på hjertet.

Efter et par dage gik han igen og spurgte efter penge.

“Hvorfor nu det? Du har jo fået løn?” spurgte jeg.

Så brød det sammen for ham.

“Jeg løj. Min løn har ikke været mindre. Jeg gav en stor del af min løn til Kirsten, så hun kunne betale af på sin bil.”

Jeg kunne mærke blodet koge.

“Så jeg har sparet og støttet dig med penge til Jonas, mens du betaler af på din ekskones bil?”

Han begyndte straks at forklare, at hun ikke kunne få det til at løbe rundt, og at Jonas led under det.

Jeg kiggede ham lige i øjnene.

“Jonas kan jeg få ondt af. Men jeg vil ikke forsørge din ekskone. Enten stopper du med det, eller også går jeg fra dig. Køb hellere noget til din søn, end betal af på hendes bil.”

Han bøjede hovedet og sagde ikke imod.

Fra den dag har han ikke taget en eneste krone til hende ud af vores fælles økonomi.

Hvor synes du egentlig grænsen går hvornår handler det om ansvar for barnet, og hvornår bliver det manipulation fra eksen? Ville du have gjort det samme, som jeg gjorde?