Hvem Skal Bo Hos Os? Dørklokken ringede insisterende, og Laima tog sit forklæde af, tørrede hænderne og gik ud for at åbne. På dørtrinnet stod hendes datter med en ung fyr. Moren lukkede dem ind i lejligheden. – Hej, mor, – datteren kyssede hendes kind, – Det her er Viktor, han skal bo hos os. – Goddag, – hilste den unge mand. – Og det her er min mor, tante Laima. – Laima, – rettede hun. – Mor, hvad har vi til aftensmad? – Ærtegrød og pølser. – Jeg spiser ikke ærtegrød, – sagde Viktor, smed sin rygsæk og gik ind i stuen. – Mor, Viktor kan altså ikke lide ærtegrød, – forklarede datteren. Fyren smed sig på sofaen og kastede tasken på gulvet. – Det er faktisk mit værelse, – sagde Laima. – Viktor, kom, jeg viser dig, hvor vi skal bo, – råbte Laura. – Men jeg kan godt lide at være her, – brummede Viktor, der rejste sig fra sofaen. – Mor, kan du ikke finde noget andet til Viktor at spise? – Jeg ved ikke, vi har vist stadig en halv pakke pølser, – trak Laima på skuldrene. – Det går fint med sennep, ketchup og lidt rugbrød, – svarede han. – Godt, – sagde Laima, gående i køkkenet. – Før plejede hun at slæbe katte og hunde med hjem, nu er det ham her, jeg skal fodre. Hun tog en portion ærtegrød, to stegte pølser og salat, og gik i gang med aftensmaden. – Mor, hvorfor spiser du alene? – datteren kom ind. – Fordi jeg er kommet hjem efter arbejde og er sulten, – svarede Laima, der gumlede på en pølse. – Vil de andre spise, kan de selv tage mad eller lave noget. Og så har jeg et spørgsmål. Hvorfor skal Viktor bo her? – Fordi han er min mand. Laima var lige ved at få maden galt i halsen. – Din mand? – Ja. Jeg er voksen nok til selv at beslutte at gifte mig, jeg er 19. – I inviterede mig ikke engang til brylluppet. – Der var ikke noget bryllup, bare papirerne. Og nu er vi gift og bor sammen, – svarede Laura og så på sin mor. – Jamen, tillykke. Hvorfor ingen fest? – Hvis du har penge til bryllup, kan du bare give dem til os, vi skal nok finde ud af at bruge dem. – Fint, – sagde Laima og fortsatte aftensmaden. – Men hvorfor vil I bo her? – Fordi de bor fire mennesker i ét værelse hjemme hos ham. – Har I ikke overvejet at leje noget? – Hvorfor det, jeg har jo mit eget værelse her, – lød det forundret fra datteren. – Okay. – Mor, kan du ikke finde noget mad til os? – Laura, gryden med ærtegrød står på komfuret, og pølserne er i panden. Er det ikke nok, er der mere i køleskabet. Tag bare selv. – Mor, du forstår det ikke, du har fået en SVIGERSØN, – Laura lagde eftertryk på det sidste ord. – Og hvad så? Skal jeg danse folkedans over det? Laura, jeg er træt efter arbejde, så ingen dramatiske fejringer. I har hænder og fødder, I kan selv sørge for jer. – Netop derfor er du stadig ikke gift! Laura skulede vredt til sin mor og lukkede døren til sit værelse med smæld. Laima spiste færdig, vaskede op og gik i fitnesscenteret. Hun nød som fri kvinde at tilbringe flere aftener om ugen i motionscenter og svømmehal. Ved ti-tiden kom hun hjem igen. Hun forventede en kop te, men fandt køkkenet i kaos. Nogen havde forsøgt at lave mad: ærtegrøden var tør og sprækket, pølsepakken lå tomt på bordet, en brødskive duftede tvivlsomt, panden var helt ødelagt, og der var ridser i belægningen. Vasken bugnede med service, og der var spildt saftevand på gulvet. I hele lejligheden hang en lugt af cigaretter. – Det her er nyt. Laura ville aldrig have tilladt sådan noget. Laima åbnede døren til datterens værelse. De sad og røg og drak vin. – Laura, ryd op i køkkenet. I morgen køber I en ny pande, – sagde moren og gik ind til sig selv, uden at lukke døren efter sig. Laura sprang ophidset op og løb efter hende. – Hvorfor skal vi rydde op? Og hvor skal jeg få penge til en ny pande fra, jeg arbejder ikke, jeg studerer. Er det pande og service, du vil have ondt af? – Laura, du kender reglerne: Har du spist, rydder du op, har du ødelagt noget, erstatter du det. Måske er det bare en pande for dig, men den koster noget, og nu er den ubrugelig. – Du vil ikke have, at vi skal bo her! – råbte datteren. – Nej, – svarede Laima roligt. Hun havde ikke lyst til at skændes, men havde aldrig set Laura sådan før. – Men jeg har ret til at bo her! – Nej, lejligheden er min, købt med mine penge. Du er kun registreret her. I må følge husets regler, hvis I vil bo her, – sagde Laima køligt. – Jeg har overholdt dine regler hele livet. Jeg er gift, du kan ikke bestemme over mig længere! – hulkede Laura. – Du har jo allerede levet dit liv, du kunne give os lejligheden! – I kan få hele opgangen og bænken udenfor, min skat. Du er gift? Jeg blev slet ikke spurgt. Du kan bo der eller et andet sted med din mand. Han skal ikke bo her, – sagde Laima bestemt. – Kvæl dig selv i den dumme lejlighed! Viktor, vi tager af sted! – råbte Laura og begyndte at pakke. Fem minutter senere trådte svigersønnen ind til Laima. – Bare slap af, mor, det bliver godt igen, – sagde han fuld og vaklende, – Vi flytter ingen steder. Hvis du opfører dig pænt, elsker vi endda stille om natten. – Sikke nogle forældre vi har, – sukkede Laima, – Forældre er hjemme, så gå dog hjem til dem sammen med din kone. – Dig skal jeg nok lære… – fyren løftede sin næve truende foran hende. – Ja, prøv du bare. Laima greb hårdt om hånden med sine skarpe negle. – Av, slip mig, du er skør! – Mor, hvad laver du? – skreg Laura og forsøgte at trække hende væk fra Viktor. Laima skubbede datteren til side, sparkede Viktor mellem benene og gav ham et albueslag i halsen. – Jeg anmelder dig for vold, – tudede han, – Jeg sagsøger dig! – Vent, jeg ringer til politiet, så kan de dokumentere det, – sagde Laima. De unge flygtede ud af den velindrettede toværelseslejlighed. – Du er ikke min mor mere! – råbte Laura, – Du får ALDRIG lov til at se dine børnebørn! – Sikke en ulykke, – sagde Laima ironisk. – Nu kan jeg endelig leve livet. Hun så på sine hænder og konstaterede, at hun havde brækket et par negle. – Alt det bøvl på grund af jer, – mumlede hun. Efter at de var flyttet, gjorde hun køkkenet rent, smed grød og pande ud og skiftede låsen. Tre måneder senere stod datteren og ventede på hende udenfor arbejdet. Hun var tynd og så ulykkelig ud. – Mor, hvad har vi til aftensmad? – spurgte hun. – Jeg ved det ikke, – trak Laima på skuldrene, – Har ikke besluttet det endnu. Hvad har du lyst til? – Kylling med ris, – sagde Laura. – Så lad os købe noget kylling sammen. Salaten laver du selv, – svarede Laima. Hun spurgte ikke datteren ind til noget, og Viktor kom aldrig tilbage i deres liv.

Han Vil Bo Hos Os
Dørklokken lød insisterende. Jeg lagde viskestykket fra mig, tørrede hænderne af, og gik for at åbne døren. På dørtrinnet stod min datter sammen med en ung fyr. Jeg inviterede dem indenfor i lejligheden.
Hej, mor, sagde min datter og gav mig et kys på kinden. Mød Lasse, han skal bo hos os.
Goddag, sagde den unge mand.
Og det her, Lasse, er min mor, tante Magda.
Magde, rettede jeg hende, mens jeg smilede overbærende.
Mor, hvad har vi til aftensmad?
Ærtemos og medister.
Jeg spiser altså ikke ærtemos, sagde fyren, trak på skuldrene og gik ind i stuen.
Altså mor, Lasse spiser ikke ærter! sagde min datter og spærrede øjnene op.
Fyren røg ned på sofaen og smed sin rygsæk på gulvet.
Det er faktisk mit værelse, sagde jeg roligt.
Lasse, kom, jeg skal vise dig hvor vi skal bo, råbte Freja.
Men jeg kan lide at sidde her, mumlede han, men rejste sig dog.
Mor, kan du ikke finde på noget Lasse kan spise?
Jeg ved snart ikke vi har en halv pakke medister mere, sagde jeg og trak på skuldrene.
Med sennep, ketchup og lidt rugbrød, det går nok, svarede han.
Fint, svarede jeg og gik ud i køkkenet. Engang slæbte hun killinger og hundehvalpe med hjem, nu er det her fyren, som også skal have mad.
Jeg tog lidt ærtemos, lagde to stegte medister på tallerkenen, satte en skål med salat frem og begyndte at spise min aftensmad med god appetit.
Mor, hvorfor sidder du alene og spiser? Freja kom ind i køkkenet.
Jeg er lige kommet hjem fra arbejde, og jeg er sulten, svarede jeg, mens jeg tog endnu en bid. Hvem der vil spise, kan selv ordne sin mad. Og så har jeg et spørgsmål: hvorfor skal Lasse bo her?
Fordi han er min mand.
Jeg var tæt på at sætte maden i halsen.
Din mand?
Ja. Jeg er jo voksen og bestemmer selv. Jeg er nitten.
Jeg blev ikke engang inviteret til bryllup.
Der var ikke noget bryllup, vi skrev bare under på rådhuset. Nu er vi gift, så selvfølgelig bor vi sammen, svarede Freja uden at kigge op.
Nå, tillykke med det så. Hvorfor uden bryllup?
Hvis du har penge til bryllup, kan du bare give dem til os. Vi skal nok få dem brugt.
Ja, skål for det, svarede jeg og spiste videre. Men hvorfor bo lige her?
Fordi de er fire i én-værelses, hvor han bor. Det kan ikke fungere.
I har ikke overvejet at leje noget?
Hvorfor skulle vi det, når jeg har mit værelse her, sagde hun overrasket.
Forstået.
Så får vi noget at spise?
Freja, gryden med mosen står på komfuret, medisterne ligger i panden. Er det ikke nok, er der mere i køleskabet. Tag bare.
Mor, forstår du ikke, du har fået en SVIGERSØN, sagde Freja og lagde tryk på sidste ord.
Skal jeg danse sømandsdans af den grund? Freja, jeg har været på arbejde, jeg er træt, lad os undvære fest og ballade for nu. I har arme og ben ordn det selv.
Det er derfor du er ugift!
Hun så vredt på mig og smækkede døren til sit værelse. Jeg spiste op, vaskede min tallerken op, tørrede bordet over, og smuttede af sted til mit fitnesscenter. Jeg var fri, brugte flere aftener om ugen i motionscenter og svømmehal.
Henad ti tiden kom jeg hjem igen. Jeg glædede mig til en kop varm te, men der mødte mig kaos i køkkenet. Nogen havde forsøgt at lave mad, så meget var sikkert. Låget til gryden var væk, ærtemosen var helt indtørret, pakken med medister lå åbnet på bordet, sammen med noget tørt rugbrød. Panden var brændt på, og der var ridset i overfladen. Vasken var fyldt med beskidte tallerkener, og på gulvet flød en sød drik. Lejligheden stank af cigaretter.
Nå da, det er nyt. Freja plejer ellers ikke at være sådan, tænkte jeg.
Jeg åbnede døren ind til hendes værelse. De sad begge og drak rødvin og røg.
Freja, gå ud og gør køkkenet rent. Køb en ny pande i morgen, sagde jeg og gik ind på mit eget værelse uden at lukke døren.
Freja fór efter mig.
Hvorfor skal vi gøre rent? Hvor skulle jeg få penge til en ny pande? Jeg arbejder jo ikke mere, jeg studerer. Gør det ondt med en pande?
Freja, reglerne her er enkle: spiser du, så gør du rent, ødelægger du noget, så køber du nyt. Alle passer på sig selv, og ja, jeg synes om min pande, den koster og nu er den ødelagt.
Du vil bare ikke have, vi bor her, råbte hun.
Nej, svarede jeg roligt.
Jeg havde ingen trang til at diskutere videre, men det var første gang, jeg mærkede den følelse tydeligt.
Men det er jo også lidt mit hjem!
Nej, lejligheden er min alene. Jeg har selv betalt for den. Du er kun registreret her. I må ikke skabe problemer på min regning. Hvis I vil bo her, må reglerne følges, sagde jeg, stadig roligt.
Jeg har altid fulgt dine regler. Jeg er gift nu, du kan ikke længere bestemme over mig, nu græd Freja. Og faktisk burde du overlade lejligheden til os.
I kan få hele opgangen og bænken ude foran. Nå, er du gift? Det er ikke mit valg. Du kan sove her alene, eller sammen med din mand et andet sted. Han skal ikke bo her, sagde jeg skarpt.
Må du sætte det i halsen, det der med lejligheden! Lasse, vi tager af sted! råbte Freja, mens hun hurtigt pakkede sine ting.
Fem minutter senere dukkede Lasse op i mit værelse.
Så altså, mor, tag det roligt, så skal det nok gå. Vi forlader ikke stedet. Hvis du er flink, larmer vi heller ikke om natten, sludrede han, tydeligt påvirket.
Hør nu, dine forældre bor stadig derhjemme, så må du tage derhen. Og husk din lille, nye kone, sagde jeg vredt.
Jeg skal vise dig, sagde han, mens han truende rakte neven op mod mig.
Kom bare an, svarede jeg, tog fat om hans hånd med mine nymalede negle.
Av for pokker! Slap af, du er skør!
Mor, hvad laver du?! skreg Freja og forsøgte at få mig væk fra Lasse.
Jeg skubbede hende let væk og gav Lasse et spark under bæltestedet, så et hurtigt slag mod halsen.
Jeg melder dig for vold, vrissede han. Jeg lægger sag an!
Vent blot, jeg ringer til politiet, så får du det dokumenteret, svarede jeg.
De unge stormede ud af den toværelses lejlighed.
Du er ikke længere min mor! råbte Freja. Og du ser aldrig dine børnebørn!
Stor sorg, mumlede jeg sarkastisk. Endelig kan jeg nyde livet i fred.
Jeg så på mine hænder halvdelen af neglene var knækkede.
Så mange skader for jeres skyld, sukkede jeg.
Da de var ude, gjorde jeg køkkenet rent, smed den hårde ærtemos og den ødelagte pande ud, og skiftede låsen i døren. Tre måneder senere ventede Freja foran mit job efter fyraften. Hun var tynd, med hule øjne, og så meget trist ud.
Mor, hvad har vi til aftensmad? spurgte hun lavmælt.
Det ved jeg ikke, sagde jeg og trak på skuldrene. Jeg har ikke besluttet mig. Hvad har du lyst til?
Kylling med ris, svarede Freja og slugte ordene. Og salat.
Så må vi ud og finde noget kylling, sagde jeg. Salaten må du selv lave.
Jeg spurgte hende ikke ud om noget. Lasse dukkede aldrig op i vores liv igen.
Den dag lærte jeg, at man ikke skal være bange for at sætte grænser også for sine nærmeste.