Kan du forestille dig, den klaphat har glemt at købe rugbrød igen! Jeg skrev ham det sort på hvidt en seddel på køleskabet, smed den måske endda i lommen på ham og han kommer hjem med tomme hænder og et grin på læben. Nej, Rikke, sig mig lige, hvad har jeg gjort for at fortjene sådan en straf? Alle andre har da normale mænd, men jeg har… ja, nærmest et uheld på to ben.
Stemmen i røret dirrede, inden den steg til skingre højder for så at falde ned i nærmest gravalvorlig hvisken. Rikke holdt mobilen væk fra øret, med et indadvendt suk. Det føltes som om, der snart ville springe små giftige nåle ud af højtaleren. Hun stod midt i køkkenet, balancerende telefonen mellem øre og skulder, mens hun forsøgte at snitte en agurk til salaten men samtalen, som havde varet i over tre kvarter, drænede hende snart for al energi. Kniven gled dovent over agurken, uden entusiasme.
Birgitte, måske er han bare udmattet efter sin vagt? forsøgte Rikke indskyde i et af de få pauser, når veninden trak vejret ind. Han har trods alt arbejdet tolv timer på erhvervshavnen…
Udmattet!? skreg røret. Og hvad med mig? Tror du, jeg har holdt ferie i dag? Har siddet hele dagen med endeløse regnskaber. Mine øjne svier, ryggen gør ondt, chefen hun er jo en ondskabsfuld ko, holdt ovenikøbet bonusen tilbage igen. Og derhjemme får man hverken hjælp eller omsorg. Du har det let, Rikke, din Anders er jo en guldklump, en sand engel. Jeg… jeg kæmper bare alene.
Rikke trak vejret dybt. Den her klagevise havde hun hørt i snart ti år, i alverdens variationer. Nogle gange var det manden der var galt, andre gange drengen! Så var det naboerne ovenpå, der trådte som elefanter, så var det vejret, der gav ondt i hovedet. Men én ting forblev konstant: Birgitte var den mest uheldige kvinde i Danmark, og alle omkring hende, især Rikke, var hende moderate hævninger, medfølelse og energi skyldig.
Birgitte, jeg har aftensmad i gang, skal vi tale senere? sagde Rikke roligt og insisterende.
Selvfølgelig, du har jo aftensmad og familie og alt muligt, og så har du slet ikke tid til lille mig… sagde Birgitte straks med en ynkelig, halvkvalt stemme. Jamen, gå du bare. Jeg må klare min migræne alene. Ville bare tale lidt med den eneste veninde, der gad lytte, men hvis du har travlt…
Der blev stille i røret. Rikke lagde telefonen på bordet. Trykket, som sad på hendes skuldre gennem hele samtalen, gav en smule slip; dog lå der stadig en klistret fornemmelse af skyld i maven en følelse Birgitte mestrede til perfektion. Hun havde jo intet ondt gjort, bare ville lave mad til sin mand, men nu følte hun sig pludselig som en forræder.
Anders stak hovedet ind. Han så på sin hustru, på den halvkedelige salat og telefonen ved siden af.
Var det Birgitte igen? spurgte han; det lød ikke som et spørgsmål, snarere en konstatering.
Hun har det svært, som altid, sagde Rikke, fortsatte sin skæren. Klaus glemte at købe brød.
Synes du ikke, det “svært” efterhånden er hendes faste diagnose? sagde Anders og lagde armene om hendes skuldre. Du er helt mat efter dine samtaler med hende, går rundt som om verden er ved at falde sammen. Hvorfor holder du det ud?
Jamen vi har jo været veninder siden folkeskolen. Så mange år. Man kan jo ikke forlade nogen, når de har det hårdt.
Birgitte har haft det hårdt i tredive år, grinede Anders tørt. Og bemærk når du har brug for hende, er hun aldrig at finde.
Rikke svarede ikke, men han havde jo ret. Det føltes bare pinligt og nærmest som en indrømmelse af egen naivitet. Hun havde altid set sig selv som en god veninde, noget i retning af en skulder at græde ud ved det var vel hele meningen med venskab, mente hun. Men på det seneste var hendes støtte blevet et envejsshow.
De havde kendt hinanden siden 8. klasse. Birgitte var dengang helt ny, en forsigtig pige med store, ængstelige øjne. Rikke tog hende under sine vinger, forsvarede hende mod narrestreger og hjalp med lektierne. Så kom gymnasiet, universitetslivet, ægteskab, børn. Livet førte dem vidt omkring, men telefonrøret forblev stærkt. Dog bemærkede Rikke med årene, at Birgitte kun ringede for at læsse sit mismod af.
Næste weekend stod i sommerhuset for tur. Vejret var eventyrligt for årstiden sol på efterårsløv, klar luft, de sidste lune briser. Rikke drømte om at sitte på terrassen med en bog og en dampende kop te med timian, pakket ind i et uldtæppe. Men fredag aften begyndte telefonen igen at støje.
Rikke, red mig! Birgittes stemme var denne gang decideret panisk Jeg har sprunget et rør på badeværelset, oversvømmer underboen, Klaus er på messe, blikkenslageren kommer ikke, jeg bliver sindssyg!
Luk for vandet! kommanderede Rikke, straks klar i hovedet. Der skal være en ventil i bruserummet!
Jeg aner ikke, hvor den er! Jeg tør ikke gå ud i det! Vandet fosser ud, Rikke, kan I ikke komme? Anders er jo så handy. Hjælp mig, ikke?
Rikke så på de pakkede tasker i gangen. På sin mands ansigt, der strålede af forventning.
Anders begyndte hun beklemt.
Jeg har hørt det sagde han kort. Kom.
De brugte tre timer i trafikkaos. Vel fremme, viste det sig at “katastrofen” i virkeligheden var et dryppende rør under vasken, som Birgitte havde sat en balje under. Ingen dampende fontæne, ingen ødelagte fliser.
Anders tøvede ikke, fiskede lidt værktøj op, strammede en møtrik, tørrede hænderne, færdig.
Sådan. Du kunne nemt have ventet blikkenslageren til i morgen.
Jamen, Anders, du er livets redning! Birgitte gned allerede hænderne. Hvad skulle jeg dog gøre uden jer! Min egen kan slet ingenting, selv hvis han var hjemme, ville han bare gøre det værre! Sæt jer lidt, jeg har købt lagkage.
Vi skal altså videre, Birgitte. Klokken er mange.
I har altid så travlt hendes mund trak sig sammen i en fornærmet linje. Jeg har været igennem et traume, ville bare sidde lidt med venner, men nej. Kør I bare. I har sommerhus, bil, alt det gode. Jeg? Jeg må sidde her helt alene i den fugtige lejlighed.
De kørte i tavshed. Stemningen smadret. De nåede sommerhuset efter midnat, udkørte og mutte. Næste morgen bankede hovedpinen, og ingen te i verden kunne hjælpe.
En måned gik. Så kom den store dag for Rikke hun blev forfremmet! En stilling, hun havde kæmpet for, med ekstra arbejdstimer, kurser og projekter. Første tanke: Det må Birgitte vide!
Kan du tale nu? Rikke var spændt som et barn juleaften.
Ja… skete der noget? Birgittes stemme lød som et blødt, koldt låg.
Jo! De har udnævnt mig til afdelingsleder! Jeg fik det! Min egen kontor, lønforhøjelse, det hele! Jeg er SÅ glad, det føles uvirkeligt!
Røret blev tavst. Rikke så forundret på mobilen, troede næsten linjen var død.
Tillykke, mumlede Birgitte, som fortalte om et dødt marsvin. Du har det sgu let.
Let?! Jeg har kæmpet i to år for det her…
Ja ja, vi knokler da allesammen. Men nogen bliver bemærket, og nogen står bare tilbage med bøvl. Jeg måtte ovenikøbet tage imod en skideballe i går, chefen havde ondt i røven du ved. Det føles bare uretfærdigt, altså. Nu får du brød på bordet, forfremmelse, penge i kassen, og jeg skal gå rundt i min gamle vinterjakke og skamme mig.
Al glæde i Rikke visnede, som om hun havde stjålet sin egen lykke fra Birgitte.
Kom nu, Birgitte… skal vi ikke mødes i weekenden, fejre det lidt? Jeg giver.
Jeg ved ikke engang om jeg orker. Mit blodtryk er helt tosset, hjertet gør ondt. Jeg har sgu ikke noget at fejre. Du må hellere tage Anders med, i er jo blevet rigtige fine folk nu.
Tårerne sved bag øjnene, da Rikke lagde på. Hvorfor kunne hendes veninde ikke bare være glad på hendes vegne? Hvorfor tog Birgitte altid andre folks succes som et dødsstød mod eget værd?
Weekendens cafébesøg blev med Anders alene. Han forsøgte at muntre hende op:
Drop nu det der, Rikke. Der er folk, der lever af andres energi. Når du har det skidt, svælger de i at trøste; men får du succes, kan de ikke klare det. For så bliver deres egen dovenskab så tydelig.
Men vi har jo kendt hinanden så længe…
Det forpligter ikke til at være i radioaktivt selskab altid.
Opløsningen kom pludseligt. I november blev Rikke syg. Influenza lagde hende brak: høj feber, smerter, hoste. Hun lå hjælpeløs hjemme; Anders var på kursus og først hjemme om to dage.
Efter et feberhektisk mareridt hørte hun mobilen. Kluntet fik hun svar.
Rikke, er du hjemme? Birgitte lød bekymret, men også ivrig.
Ja… Har det virkelig skidt… gispede Rikke.
Åh, hold op, det er bare influenza! Lyt nu jeg har brug for 12.000 kroner. Klaus smadrede bilen, bare kofangeren, men den modsatte part kræver kontanter, ellers mister han kørekortet. Kan du ikke overføre? Du er jo blevet chef. Jeg betaler om en måned. Eller to.
Birgitte, jeg har næsten 40 i feber. Jeg kan ikke engang hente vand selv!
Du kan da bare overføre på mobilen! Det tager fem minutter. Du skal da ikke spille syg, når en ven har brug for hjælp nu!
Noget knækkede i Rikke. Som en ventil, der slap al frustration ud.
Nej, sagde hun stille.
Nej hvad?
Nej, jeg sender dig ikke penge. Ikke fordi jeg ikke kan, men fordi du aldrig engang spørger, om jeg har brug for noget. Jeg ligger alene i kulden og du kræver penge fordi din mand igen har dummet sig.
Mener du det?! Er du virkelig menneske? Jeg troede, vi var veninder! Nu er du blevet overlegen! Når du selv kommer i knibe, ser vi vel, hvem der hjælper dig! Egoist!
Rikke lagde på. Hun gik straks ind og blokerede nummeret, også i alle apps. Stilheden ændrede sig. Ingen had, bare lettelse. Hun følte sig lettere end længe, og for første gang på årevis sov hun dybt og roligt.
Anders kom hjem før tid, da han ikke kunne få kontakt med hende. Han nussede om hende, lavede bouillon, hentede saft, og efter en uge var hun på benene igen. Hun var stadig fysisk svækket, men sjælen havde fået ny luft.
Et halvt år gik. Nu havde hun fri, hvor hun før var optaget af at modtage klager. Hun gik til yoga, begyndte at lære italiensk, og sammen med Anders tog hun i teateret og nød små, hyggelige ting.
Den energi, Birgitte havde slugt, brugte hun nu på sig selv hovedpinerne forsvandt.
En forårsdag stødte hun uventet ind i Birgitte i Magasin. Birgitte så trist og nusset ud, mens Rikke sprudlede, i moderne frakke, med smil om læberne.
Nå, du stråler jo! Har du ingen samvittighed?
Rikke svarede roligt, uden at mærke den gamle skyld.
Nej. Jeg har det godt.
Klaus har mistet sit job! Min mor er syg! Jeg troede, vi var veninder du kunne vel i det mindste ringe og spørge. Man smider ikke tyve års venskab bort!
Hun forsøgte at trykke på den gamle skyldknap men den virkede ikke længere.
Jeg er ked af dine problemer, sagde Rikke ærligt, men vi lever hver vores liv. Til hver sin tid, Birgitte.
Du blev bare kold, fordi penge steg dig til hovedet!
Nej, jeg har bare lært at passe på mig selv. Farvel.
Rikke vendte sig og gik, trygt klaprende hen over fliserne. Hun mærkede blikket bag sig, men det tynede hende ikke længere. Hun havde ingen trang til at kigge sig tilbage.
Senere fortalte hun Anders om mødet.
Hvad mærkede du? spurgte han.
Intet. Ingen vrede, ingen sorg. Bare ligesom man møder en tidligere bekendt vi har ikke mere at dele. Og det er en rar lettelse, sagde Rikke.
Jeg er stolt af dig, sagde han og kyssede hende i håret. Du har endelig valgt dig selv.
Rikke så ud over byen fra vinduet. Livet summede, og hun vidste, det var for værdifuldt til at spilde på at være modificeret affaldsspand for andres elendighed.
Telefonen viste en besked fra en kollega invitation til fernisering. Rikke smilede. Nu havde hun venner, der gav glæde, inspiration og kærlige spark, i stedet for bitre klager og skyld. Det føltes som et nyt kapitel.
Nogle gange skal man tømme kruset for kedeligt, stillestående vand, før man kan fylde det med friskt. Det havde hun endelig gjort og kunne endelig trække vejret frit. Venskab er en udveksling af varme og glæde, ikke ensidig selvopofrelse. Og inficerer det dig, må du skære det fra. Det gør ondt, men det giver livet tilbage.
Længe leve, sagde hun til sig selv. Nu var det endelig hendes tur til at blomstre.
