“– Prøv at se, Evdokia, mændene er her i hobetal. Men alligevel har du ikke fundet dig en mand – grinede Lise. Der boede en ensom kvinde, Evdokia, i en lille dansk landsby. Hun var netop fyldt treogtredive, men havde hverken mand eller børn. Smuk og charmerende var hun, men blandt bønderne fandt hun aldrig lykken – og hun havde aldrig rejst uden for landsbyen. For ti år siden ville Frits fra nabovejen fri til hende, men kvikke Lise snuppede brudgommen for næsen af hende. Både medlidenhed og ondskabsfuld sladder fyldte landsbyen som Lise og de andre kvinder drillede og rystede på hovedet ad Evdokias skæbne. – Jeg siger jer, damer, der hviler en forbandelse over den familie – råbte Valborg. – Der har ikke været en mand på deres matrikel i mange, mange år. Evdokias morfar forsvandt før hendes mor blev født, og faren – Gud have ham i sin hånd – døde, da hun var tre år. Evdokia har knap nok set en mand klos op! Nu bliver hun en gammel krampe. Hvem vil dog have hende i den alder? – Hvilken forbandelse? – grinede Lise. – Hun er bare ikke god til mænd, så de stak af. Nu er det for sent at fortryde – byens mænd er optaget… Måske skal Dusse prøve lykken i København, men jeg tvivler, de står klar til at tage imod hende der! lo Lise igen. Vinteren gik, og pludselig blev der opdaget en stor kulforekomst i udkanten af landsbyen. Man besluttede at bygge et minearbejderkvarter. Om foråret kom der holdvis med unge minearbejdere – men dem over tredive var stort set allesammen gift. Byens kvinder blev bedt om at hjælpe til, og Evdokia tog naturligvis med. Alligevel sagde Lise drillende: – Se dog, Evdokia, mændene vælter ind. Ikke engang nu kan du score en bejler! grinede hun. Evdokia svarede ikke, men gik stille væk – sorgen stak stadig efter at have mistet Frits til Lise. Men nu savnede hun ham ikke længere; Frits var blevet dranker og jagtet af sin kone. Senere kom endnu et hold. Deres formand – en sær mand få gad tale med. – Har I set ham, piger? Da han nærmede sig mig, røg skeen ud af hånden på mig! Alder er svær at gætte, men grim, det er han altså, snakkede Valborg. – Nå, måske han kunne falde for Evdokia? lo Lise igen. – Men jeg har hørt, at hans grimhed er en sygdom – kan ikke huske hvad den hedder, så hold jer væk! Efter Lises ord flygtede kvinderne fra ham, så de bare kaldte ham ’den grimme’, for ingen kendte hans navn. En dag sagde han til Evdokia: – Min vest er gået op. Kan du sy den? – Det ordner jeg! Men du skal nok bruge en lap, ikke bare et sting… Du får den igen i morgen. – Tak, siger jeg så. – Bare vent lidt med at takke… – Se nu der, snakkede Lise. Nu har vores Evdokia snuppet en mandsvest – og endda en formands! Mon ikke hun hænger den op i stuen! Evdokia rystede på hænderne af nervøsitet, men gjorde arbejdet ordentligt. Næste dag afleverede hun vesten tilbage og følte varmen sprede sig; bare at have noget af en fremmed mand i sit hjem gjorde hende glad. Hun rakte vesten til formanden, løb hurtigt væk, så han ikke så hendes tårer. – Skjul dig ikke for mig, sagde han. Jeg ved godt, hvad man siger. Men jeg er ikke syg – jeg blev forbrændt. Hvad hedder du? – Evdokia… – Jeg hedder Anatol, eller bare Tolle. Jeg kender dårligt mit eget navn – kom til børnehjemmet efter krigen uden navn eller familie. Fik navnet Gråbjerg. De kaldte mig to år – så jeg er enogtredive nu. Du troede sikkert, jeg var meget ældre? – Det tænkte jeg nu ikke over… – Tak, Evdokia. Siger din mand ikke noget til, at du syr fremmede mænds veste? – Jeg har ingen mand, så der er ingen at spørge… – Må jeg spørge dig om hjælp en anden gang? – Selvfølgelig. Evdokia afviste ikke Tolle. Hun bad om hjælp til at fikse sit plankeværk, der truede med at vælte – der havde ikke boet en mand på grunden i tredive år. Det viste sig, at Tolle havde gyldne hænder og et hjerte af guld. Familien Gråbjerg kom til at leve lykkeligt, til stor misundelse i hele landsbyen. Lise var ved at drukne i sin egen giftighed. Evdokia elskede sin mand højt, og Tolle bar både hende og deres to døtre, Marie og Nathalie, i sine arme. For hvem bekymrer sig om ansigtstræk, når sjælen er smuk? Giv gerne et like og læg en kommentar!

3. marts

Nogle gange spekulerer jeg på, hvorfor det altid er mig, de skal jokke på. “Du ser da, Ragnhild, byen er fuld af mænd, og alligevel fandt du ingen,” fniste Helle, som hun altid har gjort.

Jeg bor her alene i landsbyen, nu 33 år gammel. Ingen mand, ingen børn. Jeg ved godt, at folk ikke synes, jeg mangler noget jeg er både pæn at se på og flink, men alligevel har jeg aldrig fundet mig en mand her, og jeg har aldrig været uden for sognet heller.

For ti år siden, kan jeg huske, ville Jens fra nabovej gerne fri til mig, men så var det bare Helle igen, der var hurtig og snuppede ham. Folk i landsbyen har altid fundet det nødvendigt at tale om, hvorfor jeg ikke har stiftet familie. Nogen har ondt af mig, andre gør bare grin som Helle gør det.

“Det er noget med den familie, Ragnhild det er på den kvindelige linje de der ulykker går,” sagde Kirsten for ikke længe siden i Brugsen. “Se nu bare, hendes mormor mistede sin mand før hun fødte, og hendes far døde, da Ragnhild kun var tre. Ingen mænd i den familie. Hun ender som gammel ensom, jeg siger dig. Det er deres skæbne, det er jeg sikker på”

“Skæbne og skæbne hun har bare været for surmulende, så gider mændene hende ikke,” indskød Helle, grinede højt som hun plejer. “Nu er det for sent, alle mændene har jo en kone her i byen. Tja, skal hun til København, måske, men der venter de nok heller ikke på hende!” Og hun knækkede sammen af grin.

Vinteren gik, og så en dag kom nyheden: de havde fundet kul ude i kanten af byen og besluttede at bygge et lille minearbejdersamfund her. Foråret kom med en hel del mænd ti hold eller mere.

Så skulle landsbyens kvinder derud og hjælpe med det praktiske, og jeg meldte mig også. De fleste var unge knægte, og dem over tredive var allerede gift.

“Du ser da, Ragnhild, mænd nok, men ikke én til dig,” kom det drillende fra Helle endnu engang.

Jeg svarede hende ikke, men indeni sved det stadig. Jeg kan stadig mærke smerten over, at det var Helle, der tog Jens fra mig. Han stod mit hjerte nær. Men nu, sandt at sige, savner jeg ham ikke. Jens gik i flasken, og Helle må tage skraldet.

En dag ankom endnu en gruppe minearbejdere. Deres formand var en sær en; kvinderne styrede uden om ham.

“Har du set ham, piger? Jeg tabte helt skeen, da han kom forbi. Man kan ikke rigtigt se, om han er ung eller gammel, men grim, det er han,” sagde Kirsten.

“Mon ikke det er én for Ragnhild?” lo Helle. “Eller måske farlig, jeg har hørt man kan få smitsom hudsygdom. Ingen burde gå tæt på!”

Efter Helles skræmmekampagne gik folk i en bue udenom ham. Jeg tror nærmest de alle kaldte ham “den sære” og gad ikke engang lære hans navn.

En tidlig morgen, mens jeg ordnede vasketøj, kom han hen til mig.

“Øhm, kan du lige hjælpe? Min vest er sprækket, kan du lappe den?”

“Det finder vi ud af, lad mig se Åh, det kræver faktisk en lap, det der. Jeg ordner det, får den tilbage til dig i morgen,” sagde jeg.

“Tak, tusind tak.”

“Jamen, vent nu og se, hvor godt det bliver,” svarede jeg bare.

“Ah, se, Ragnhild har da i det mindste fået fat i en mandsvest og så ligefrem fra formanden. Hun hænger den sikkert på væggen,” stak Helle til endnu engang.

Mine hænder rystede nærmest, mens jeg syede lappen på, men jeg lagde en stolthed i det. Næste morgen havde jeg ikke rigtig lyst til at aflevere vesten igen. Bare det, at der hang noget andet tøj i mit hus, gjorde mig barnlig glad. Jeg stak ham hurtigt vesten og løb af sted, for ikke at lade ham se tårene i mine øjne.

“Hvorfor går du udenom, Ragnhild? Jeg ved godt, hvad de siger om mig. Men jeg er ikke syg Jeg blev forbrændt som lille. Hvad hedder du?”

“Ragnhild,” hviskede jeg.

“Jeg hedder Poul. Poul. Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal kalde mig blev bragt hertil som toårig under krigen, uden navn og familie, forbrændt. Navnet fik jeg på hjemmet, datoen blev min fødselsdag. Så jeg er 31 nu. Du troede nok, jeg var en gammel mand”

“Det ved jeg nu ikke”

“Tak for hjælpen, Ragnhild. Blev din mand ikke sur over, at du syede en andens vest?”

“Jeg har ingen mand, så ingen at skændes med”

“Så spørger jeg måske dig igen en dag vil du hjælpe så?”

“Det vil jeg.”

Fra den dag holdt jeg mig ikke tilbage. Jeg bad Poul om hjælp med hegnet det var nærmest faldet om efter år uden en mand i huset. Han havde gyldne hænder, fandt jeg ud af. Hurtigt blev vi et team, og endda begyndte folk at se skævt til Helle, som næsten blev kvalt i sin egen giftighed.

Jeg elsker Poul, og Poul elsker mig. Han bærer mig nærmest på hænder. Vores piger, Mette og Solveig, deres smil er som lys. Han er måske ikke skøn at se på, men i sjælen er han den smukkeste.

Nogle gange, når jeg kigger ud over markerne og ser røgen stige fra de nye huse, tænker jeg, at det alligevel aldrig er for sent at finde et hjem.