Jubilæet Lige inden frokost blev hun kaldt ind til sin chef, Valdemar Andreasen. – Der er lige en sag, fru Vibeke Sørensen, – sagde han, – jeg vil bede dig om at udføre en særlig opgave. Vi skal fra firmaets side overraske en kunde med en hilsen og en gave. Af forskellige årsager kan jeg ikke selv gøre det i aften – er optaget, og det er ikke en opgave for de unge i firmaet. Men du passer perfekt til det: elegant, smuk, charmerende! – Det var da noget af en udtalelse, – blev Vibeke rød i kinderne, – send hellere Line, vores unge skønhed, det vil kunden helt sikkert synes om. – Fru Vibeke! Når lærer du at lade være med at diskutere med chefen? – sagde Valdemar med et glimt i øjet. – Situationen kræver dit nærvær. Tag gaven hos Line, tag hjem og gør dig festklar – du skal repræsentere firmaet til perfektion: kjole, øreringe og brocher, det hele i topklasse. Frisuren og makeuppen ordner I sammen med Line; hun har booket tid til dig på “Skønhedens Imperium”, det tager vi os af. Præcis klokken otte henter bilen dig og kører dig til restauranten, venter, og bringer dig hjem igen. Du overrækker gaven og lykønsker, spiser måske med, hvis du vil. Tag det som min personlige anmodning! Vibeke gik fra kontoret med blandede følelser. Hvem i alverden var den kunde? Hun kendte ellers alle vigtige samarbejdspartnere og var ikke ny i firmaet. Men hvorfor bekymre sig? Opgaven var let, og så endda skønhedssalon på firmaets regning. Hun frygtede ingen ubehageligheder – hun kendte sin chef, og de havde været igennem meget sammen. Nå, tid til et comeback! Selv om “comeback” – hun fyldte kun halvtreds og et halvt. Hun havde nægtet et halvt år før at holde noget jubilæum, meget mod børnene og venindernes vilje. ”Femti, det er da ingen dato. Tredive er noget, sytti er noget – men femti? Nej!” Imens ringede den unge sekretær, Line, til skønhedssalonen og gav smilende Vibeke gaven – en flot indpakket, flad æske med plastlommer. Kvidrende forklarede hun: – Når du kommer frem, så spørg bare efter arrangøren. Hun guider dig til rette! Klokken otte var Vibeke klar. Hun så på sit spejlbillede – elegant, smuk, charmerende, som chefen sagde. Salonens kyndige hænder havde tryllet en perfekt frisure: enkel og stilfuld. Makeuppen var let og diskret, neglene fine, og hun havde sin yndlingskjole og guldsmykker med diamanter – et minde fra den tid, hvor hendes afdøde mand Leif var i live. Hun var fast besluttet på at gøre en god figur og gøre Valdemar stolt. Telefonen brummede. Chaufføren var klar. Ude i gården ventede en sort, skinnende Mercedes, som vakte både nysgerrighed og misundelse hos naboer og bedstemødre. ”Valdemar må have lavet en aftale med et ministerium og fejrer i dag selve ministeren,” overvejede Vibeke. ”Men chefen ville vel selv have sagt til, hvis det var så vigtigt?” Hun nød bilturen, den bløde lædersæde, og den dæmpede jazz. Ved restauranten blev hun taget venligt imod af en elegant kvinde, Maria, arrangøren. – Er du Vibeke Sørensen? – smilede hun. – Kom med, du er ventet. De gik op ad en lille trappe, videre ned ad en korridor og ind i et værelse. – Jeg slukker lyset et øjeblik, så går vi ind i salen. Bare rolig, jeg er ved din side. Når lyset tændes, ser du hele overraskelsen! – Men hvad skal jeg sige, hvem skal jeg overrække gaven til? Jeg kender jo ikke jubilæumsbarnet! – Du kender vedkommende meget, meget godt! – smilede Maria bredt. – Alt bliver fint, bare vær dig selv. Hun tastede på sin telefon: ”Er I klar? Vi kommer nu!” Maria tog Vibeke let under armen og førte hende ind i en stor banketsal, hvor lyset langsomt steg. Foran hende sad adskillige festsmykkede gæster og kiggede smilende hendes vej. Hun kiggede efter jubilæumsbarnet – ingen ukendt kunde! Der var sønnen Magnus og datteren Sofie, veninden Gitte – og endda kollega Peter! Var de mon også inviteret? Hvad foregik der? Musikken stoppede, og toastmasteren tog mikrofonen: – Kære Vibeke Sørensen! Vi er samlet her for at fejre dig på din og familiens store dag! – Mig? Hvorfor det? – udbrød Vibeke forvirret. Børnene fløj op, satte hende til bords, hældte hendes yndlingscognac op og serverede mad. – Men hvad sker der? spurgte Vibeke. – Mor, tag det roligt, – lo Sofie, – vi ville overraske dig. Du ville aldrig have sagt ja ellers! – I mappen har du en rejse til Kroatien for to, – Magnus blinkede. – Det er gaven fra os! – Jamen børn, er I da blevet skøre? En rejse? For mine fødselsdagspenge? Og mit arbejde… – Orlov er netop bevilget af Valdemar Andreasen, gennem vores fælles kontakter, – grinede Sofie. – Han har ordnet det hele! – Men jeg nægtede jo ethvert jubilæum! – indvendte Vibeke chokeret. – Mor, det er ikke et rundt – det er et skævt jubilæum! – Magnus lo. Sofie vinkede til toastmasteren, og et funklende lys-show projicerede tallet: 50+½ op på loftet. Hun omfavnede sine børn, fældede glædestårer og sagde et par ord med dirrende stemme. Alt gled videre, piger i sorte kjoler serverede, pianisten spillede danske sange, og jubilæet fortsatte, selvom det ikke var en rund dag, men netop derfor blev det en uforglemmelig og ægte dansk familiefest.

Jubilæum

Lige før frokost kalder hendes chef, Valdemar Andersen, hende ind på kontoret.

Det er sådan, Karen Madsen, siger han jeg vil bede dig om at udføre en diskret opgave. Vores virksomhed skal overraske en kunde med en fødselsdagshilsen. Af visse grunde kan jeg ikke selv gøre det i aften jeg er optaget, og det er heller ikke noget for de unge ansatte. Men du, du er perfekt til opgaven: elegant, smuk og charmerende!

Ih altså, hvor De dog kan tale, rødmer Karen, I kunne da bare sende Line, vores kønne pige, det vil nok glæde kunden endnu mere!

Karen Madsen! Hvornår lærer du at lade være med at diskutere med chefen? siger Valdemar for sjov med et alvorligt blik. Det skal være dig, ingen andre er egnede. Der er detaljer, du ikke kender, men jeg gør. Sådan er det bare. Tag gaven fra Line, og gå hjem og slappe af forkæl dig selv, som du siger. I aften skal du være i topform, for du bliver vores ansigt udadtil, så tag det fineste kjole på, øreringe og brocher hele pakken. Frisuren og makeuppen aftaler du med Line, hun ringer til Skønhedens Imperium, og virksomheden betaler selvfølgelig. Præcis klokken otte henter en bil dig, kører dig til restauranten, venter på dig, og kører dig hjem igen. Du overrækker gaven, ønsker tillykke, og hvis du har lyst, bliver du lidt. Tag det som en personlig tjeneste til mig!

Karen træder ud af direktørens kontor med blandede følelser. Hvem er dog den kunde, der skal fejres? Alle de store samarbejdspartnere kender hun jo indgående hendes erfaring rækker langt, og hendes job er vigtigt. Men hvad, hvorfor skulle hun bekymre sig? Det er en nem opgave, og hun får endda gratis salonbesøg. Hun er ikke utryg hun kender Valdemar alt for godt, de har været igennem meget sammen.

Nå, så tager vi lige lys i det gamle! Selvom så gammel føler hun sig heller ikke hun er jo kun et halvt hundrede plus lidt til. Nåede heller ikke at holde 50-års jubilæum for et halvt år siden, hun nægtede. Børnene blev lidt sårede, veninderne også de ville alle samles og fejre hende. Men hun sagde nej, forbød det. Hvad betyder 50? 30 dét er en dag! Unge, smukke kvinder holder fødselsdag! 70 det er også noget. Der ser man ikke på udseendet, man gør bare status og takker Gud for, man stadig lever.

Imens er søde, unge Line i gang med at ringe til frisøren og spørger med blikket om tidspunktet passer Karen. Hun overrækker en smukt indpakket, flad æske eller snarere mappe pakket ind i plastik, gaven. Hun pludrer:

Når du kommer frem, spørg efter arrangøren ved restauranten, hun forklarer dig alt og viser dig hen, hvor du skal være!

Præcis klokken otte står Karen klar. Hun betragter sig selv i spejlet og kan dårligt kende sig selv. Hvad sagde chefen? “Elegant, smuk, charmerende.” Hun nikker sandt nok! Salonens piger har tryllet en frisure frem, stram og let på samme tid, ubesværet og elegant, enkel til perfektion.

Makeuppen er let, næsten usynlig, øjne og læber er diskret fremhævet. Hendes negle er ordnede ikke prangende, kun lige tilføjer hendes fingre ekstra ynde. Hun har sin bedste kjole på og de gyldne øreringe med diamanter mindet fra lykkeligere tider, dengang Søren levede.

Nå, hun skal nok klare det, repræsentere virksomheden flot, ikke svigte Valdemar! Telefonen vibrerer. Chaufføren meddeler, at bilen er klar. Karen går ud i gården, hvor en blankpoleret, sort Mercedes med brede dæk og blankt grill smiler hende i møde. Chaufføren åbner galant døren og sætter sig bag rattet, mens de triller ud af gården og hensætter de snakkende naboer og gamle damer på bænken til forundring og tavshed.

Han har sikkert indgået aftale med et ministerium i aften fejres sikkert en minister. Men burde han så ikke have gjort det selv? Men hun gider egentlig ikke gætte. Hun sidder alt for godt bilen kører blødt, men sikkert. Duften af ægte læder fylder rummet, og rolig musik griber øret.

Snart er de fremme. Chaufføren åbner igen døren og hjælper Karen ud.

Jeg venter på dig på parkeringspladsen. Når du vil hjem, så fortæl det til arrangøren, hun giver mig besked.

Karen går ind i foyeren, hvor en elegant kvinde iført et enkelt sæt straks henvender sig til hende.

Er du Karen Madsen? smiler kvinden Jeg hedder Marie, og er arrangør. Kom med mig, du er ventet.

De går op ad nogle trin, gennem en gang, drejer til højre og havner i et rum. Marie smiler:

Nu slukker jeg for lyset, og så går vi ind i salen. Vær ikke nervøs, jeg går med dig. Når lyset tændes, ser du straks det hele!

Men hvad skal jeg gøre? Hvem skal have gaven, hvad skal jeg sige? Jeg kender jo ikke denne jubilæumsgæst!

Du kender ham! Marie smiler bredt Rigtig godt endda, du har bare ikke gættet det endnu! Bare rolig, alt er som det skal være!

Marie taler i telefonen: Er I klar? Vi kommer ind nu! Hun tager Karen under armen, åbner døren, og de træder ind i et stort lokale en festsal. Uden hun bemærker det, forsvinder Marie i halvmørket. Lyset bliver gradvist tændt ganske belejligt, øjnene vænner sig stille og roligt. Halvskygge, blidt lys, og så glitrer lampetterne med krystalglans.

Karen står midt på gulvtæppet i salen, over for et bord fyldt med festklædte gæster, der alle vender blikket mod hende. Hun leder efter jubilaren, men kan ikke få øje på ham. Hov, ansigterne rundt om bordet virker bekendte, nærmest hjemlige.

Så rejser alle sig, klapper, og musikken brager løs. Karen fatter ingenting dér er Gitte med Anders, dér sidder Trine, og er det ikke Mikkel? Jo! Hvordan kender sønnen og veninderne jubilanten? Og datteren, Sofie, er også her! Hvad foregår der?

Musikken stopper, og toastmasteren rank, gråhåret, elegant stiller sig ved siden af hende med mikrofonen:

Kære Karen Madsen! Vi er alle samlet i aften venner og familie for at fejre din jubilæumsdag!

Hvilket jubilæum, hvorfor mit? Karen er forvirret.

Børnene springer hen til hende, trækker hende ned til bordet, hælder lidt cognac op, smører mad og fylder op, for de kender hendes smag.

Hvad foregår der her? siger Karen, lidt opgivende.

Mor, bare rolig, siger Sofie kærligt vi ville overraske dig. Havde vi spurgt, havde du aldrig gået med til noget som helst!

I mappen dér, smiler Mikkel ligger der en rejse til Kroatien for to. Du tager hvem du vil med! Det er fra os.

For pokker, børn, er I gået fra forstanden? Hvilken rejse, hvilken jubilæumsfest hvorfor så mange penge og mit arbejde

Vi har aftalt betalt ferie for dig, som passer lige med afrejsedatoen, siger Mikkel og stråler.

Hvem har du aftalt det med? Karen kan slet ikke forstå det.

Med din chef, Valdemar Andersen. Vi kontaktede ham gennem fælles bekendte, han sagde, han nok skulle fikse det hele og det gjorde han! Datteren smiler stolt.

Men jeg forbød jo klart enhver form for jubilæum! Karen begynder at komme til sig selv.

Mor, du overdriver, griner Mikkel og løfter pegefingeren kærligt Kan du huske, hvad du sagde? Jeg hader runde fødselsdage, I skal ikke lave nogen 50-årsfest for mig!

Ja, det sagde jeg! Men hvad laver I så her?

Vi laver et fuldstændig ikke-rundt, måske firkantet, ja, trekantet jubilæum! Sofie, der selv har rundet de tredive, skraldgriner som en ung pige. Hun vinker til toastmasteren, lyset dæmpes, og fra loftet sænker der sig en glødende, lysende ring med tallet 50+12.

Hun omfavner sine dejlige børn, græder af glæde, og prøver at få et ord frem.

Alt går sin vante gang omkring hende. Toastmasteren holdte tale, tjenere suser forbi med forfriskninger, en pianist spiller muntert brudstykker af klassikere på flyglet. Jubilæet fortsætter, som det skal, og fester bare videre helt uden at nogen går op i, om dagen nu virkelig er rund eller ej.