Jeg forstår stadig ikke, hvorfor jeg slæbte mine børn med til min svigermors fødselsdag, når hun alligevel ikke ænser os.
Min mand blev kaldt akut på arbejde i dag, så jeg måtte tage alene afsted med drengene til hans mors fødselsdag. Vi måtte tage bussen. Før vi tog hjemmefra, ringede jeg og bad om, at der var nogen, der kunne hente os ved busstoppestedet klokken 15.00 og køre os hjem til hende.
Da vi stiger af bussen ved stoppestedet, står der ingen og venter på os. Det regner tæt, kold dansk regn, og jeg balancerer begge mine drenge, en tung taske med tøj og en gave. Jeg hiver mobilen op og prøver at ringe til min svigermor, men hun tager den ikke. Jeg prøver også at få fat i min mand, men han har travlt og svarer ikke.
Det føles vildt akavet, for mine drenge er trætte og begynder stille og roligt at beklage sig: de vil have noget at spise, noget at drikke, og de glæder sig til at se deres mormor. Der er seks kilometer ud til min svigermors gård. Jeg står mutters alene i landsbyens busstoppested, kun en mudret grusvej foran os. Vreden vokser i mig, for regnen siler ned uden nogen tegn på at stilne af. Jeg kan næsten ikke tro det!
Vi bliver stående i læskuret næsten en halv time, og jeg håber stadig, at nogen stopper og tager os med ind til et lunt hus, hvor vi kan få varmen og lidt mad. Men efter en time går det op for mig, at der nok ikke kommer nogen, så jeg tager mobilen frem igen og bestiller en taxa.
Da min svigermor bor langt ude på landet, må jeg tilkalde en vogn fra nærmeste stationsby. Dermed koster turen mig over 300 kroner.
Vi står af foran hendes hus, og jeg overvejer kort at tage direkte hjem igen. Men jeg beslutter alligevel at tage børnene med ind og se hende i øjnene. Jeg træder ind med drengene efter mig.
Nå, er det dig? udbryder min svigermor, da hun ser os i døren. Hvordan kom I dog herud?
Med taxa, Helle! Med taxa! svarer jeg lettere irriteret.
Hvorfor dog med taxa? udbryder hun overrasket, og et listigt smil glimtede over hendes ansigt, som hun straks forsøger at skjule.
Fra vinduet kan jeg se en række biler til gæsternes rådighed, hvilket får vreden til at stige jeg føler mig ydmyget men bider det i mig. Jeg prøver i stedet at spørge:
Jeg ringede, men du tog ikke telefonen. Hvorfor ikke?
Jeg har vist forlagt min mobil et sted, svarer Helle.
Men jeg spurgte da, før vi tog hjemmefra, om der var en bil, der kunne hente os. Du sagde, der nok skulle stå en ved stoppestedet.
Min hukommelse er altså ikke, hvad den har været, siger hun bare.
Herefter vender hun sig mod sine andre gæster uden at ænse sine børnebørn. Da min svigerinde Sofie og hendes børn træder ind i huset, skynder min svigermor sig straks at tage imod dem, mens jeg står tilbage med drengene og ikke aner, hvor vi må være.
Efterhånden går det op for mig, at hverken jeg eller mine børn betyder det store for hende. Vi sidder lidt, ingen spørger om vi vil have te eller noget at spise, så jeg henter jakkerne, ringer efter en taxa og går med børnene. Gaven lader jeg stå på dørtrinnet. Vi siger ikke farvel til nogen ingen har hilst på os hele dagen alligevel.
Vel hjemme i lejligheden ringer min svigermor, men jeg tager ikke telefonen.
