Jeg havde på fornemmelsen, at noget var galt. Nogen måtte have fundet min taske og frydet sig over det.
Det var i mit tredje studieår.
Min mor og far boede ude på landet på Sjælland. Selvom de ikke havde mange penge, ønskede de at give mig en god uddannelse. De tog lånte penge for at støtte mig, men aldrig hørte jeg dem klage over det. Tværtimod var de altid stolte af mig og støttede mig, hvor de kunne.
Dengang ville jeg gerne hjælpe mine forældre en smule, så jeg fik et arbejde ved siden af studierne. Jeg begyndte at tjene hæderligt, og takket være det havde mine forældre næsten fået betalt alle deres lån tilbage.
En morgen, efter en nattevagt på arbejdet, blev jeg ringet op af min chef. Han betalte både lønnen og gav mig en bonus for min flid. Jeg blev virkelig glad, for jeg vidste, at pengene ville være nok til endelig at betale det sidste af lånet. På vej hjem, som jeg plejede, gik jeg gennem Botanisk Have i København. Jeg følte mig træt og satte mig på en bænk. Nattearbejdet havde tydeligvis tæret på mig. Da træthedsbølgen havde lagt sig, gik jeg hjem til min lille lejlighed. Først da jeg drejede nøglen i døren, opdagede jeg, at jeg havde glemt min taske på bænken i parken. Alle mine penge og vigtige papirer var i den. Jeg styrtede straks tilbage, men jeg kunne ikke huske, hvilken bænk det var.
En kold klump voksede i maven. Nogen havde sikkert allerede fundet tasken og moret sig over heldet. Hvor kunne jeg være så dum? Jeg løb rundt i parken i en halv time uden held. Da håbet næsten var væk, hørte jeg pludselig mit navn råbt tværs over stien. Jeg vendte mig om og så en ung mand stå der, med min taske i hånden.
Denne her må vist tilhøre dig, sagde han lavmælt.
Jeg slog armene om ham af lettelse og taknemmelighed.
Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal takke dig! Hele min månedsløn ligger deri.
Så skylder du mig nok en kop kaffe. Og måske et stykke lagkage
Samme aften havde vi vores første rigtige møde. Og det blev langt fra det sidste Nu har vi været sammen i over fire år.







