Kan man virkelig tilgive sådan noget
Hver eneste gang jeg ser en familie på gaden, hvor forældrene griner sammen med barnet, mærker jeg en stikkende misundelse indeni.
Der var engang, hvor vi også havde det sådan derhjemme. Men så skete der noget mellem mor og fardet var som om en sort kat løb imellem dem. Deres liv, og mit med, blev forvandlet til et rent mareridt. Jeg bebrejder dem stadig, at de ikke gik fra hinanden. At de ikke tog det eneste rigtige valg, da det stod klart, at de ikke kunne udstå hinanden.
***
Jeg kan dårligt huske, hvornår det begyndte.
Vores hjem, som altid havde været varmt, hyggeligt og fuld af latter, blev langsomt koldere og mere fremmed. Mørket krøb ind i krogene.
Min mor, Helle, holdt op med at smile. Hun lavede de samme retter igen og igen, mens hun forholdt sig tavs. Hun var fuldstændig ligeglad med mig, spurgte aldrig, hvordan jeg havde det, eller hvad jeg tænkte på, eller hvorfor jeg græd om natten. Jeg kan ikke mindes, at vi nogensinde har siddet tæt og snakket om livet.
Min far, Henning, kom og gik, mens jeg sov. Når vi så endelig mødte hinanden i lejligheden, gav han mig et velmenende smil, aede mig kærligt over håret og blinkede til mig. Han sagde små ting, som fik mit hjerte til at banke en smule hurtigere:
Hej, min egen lille prinsesse! Hvor er du dog smuk i dag!
Det var småting, men jeg klamrede mig desperat til dem. For så kunne jeg da tro på, at han elskede mig, bare lidt.
***
Da jeg var femten, var jeg ikke længere i tvivl: mine forældre elskede ikke hinanden. Vores hjem var ikke en fæstning, men en slagmark.
Min far var utro mod min mor, og gjorde ikke engang en indsats for at skjule det. Jeg tror, han fandt fornøjelse i, at mor vidste det og led. Vildfremmede kvinders parfume på hans skjorter, opkald han gik ind i stuen for at besvare, hans hånlige smil, når mor tavst serverede aftensmad…
Det var utilpas for mig, og endnu mere rædselsfuldt for Helle.
Hun græd om natten, hendes ansigt blev blegt og udmagret, øjnene tomme og fulde af smerte.
Henning, min far, frydede sig åbenlyst over hendes lidelse. Han kom hjem lykkelig, nærmest triumferende, og sørgede altid for at fremprovokere et skænderi over ingenting, bare for at drive hende til vanvid. Bagefter trak han ned i skuldrene og spillede uskyldig foran mig:
Ser du, det er altså ikke min skyld. Det er hende
Det utrolige er, at han stadig demonstrerede kærlighed over for mig. Han kaldte mig min pige, tog små chokolader med hjem, spurgte ind til skolen og mine karakterer.
Og jeg, naiv som jeg var, klamrede mig til det som en redningskrans i deres hav af had.
Så skete det store skænderi.
***
En aften kom min far sent hjemhan var fuld, men tydeligvis i højt humør. Jeg sad ved spisebordet med min bog, da han kom hen og lagde armen om mine skuldre.
Nå, prinsesse, hvordan går det?
Fint, mumlede jeg uden at se op.
Det er bare fantastisk for mig! råbte han, grinende.
Mor stod med ryggen til, men denne gang knækkede hun. Hun vendte sig rundt, så lige ind i hans øjne, og sagde med monoton stemme, hvert ord kom klart og tydeligt:
Hvorfor spørger du egentlig, hvordan hun har det? Det er jo ikke din datter. Det burde du have regnet ud for længe siden.
Far stod som forstenet. Armen gled væk fra min skulder, og han så længe på mig; jeg kunne næsten se lyset i hans øjne slukkes Så kiggede han på mor, der forskrækket trak sig tilbage, parat til et slag som dog aldrig kom. Han sagde intet, bare vendte sig og gik.
Fra den dag blev jeg en fremmed for ham. Vores hjem blev til et bofællesskab. Mit værelse blev mit skjulested. Helle forsikrede mig, at hun ikke mente det, hun havde bare ønsket at såre hamselvfølgelig var jeg hans datter! Men det var for sent. Der var nu en mur mellem os, som ikke kunne brydes ned.
Han spurgte aldrig mere, hvordan jeg havde det. Han rørte mig aldrig igen. For ham ophørte jeg med at eksistere.
***
Efter gymnasiet flyttede jeg til København på universitetet. Jeg tog kun hjem på de korteste ferier, fordi jeg ikke kunne holde ud at se deres døde blikke.
Jeg giftede mig hurtigt. For at komme langt væk. For ikke at vende tilbage.
Min far kom ikke til brylluppet. Mor sad stille i et hjørneknuget, ulykkelig, som altid.
Vi fik aldrig et nært forhold. Hverken før eller siden.
***
Nu hvor jeg selv har familie, børn og børnebørn, kan jeg næsten forstå hende: Smerte blev Helles hverdag. Hun lod til at finde tryghed i det. Måske var det endda hendes måde at være glad påså længe jeg lider, er jeg i live. Hvordan kunne hun ellers holde det ud? Af kærlighed? Nej! For når man elsker, kan man ikke gøre sådan mod hinanden.
Og hvorfor gik de ikke bare fra hinanden? Gik hver til sit og gav både sig selv og mig en chance for et normalt liv.
***
Jeg så først min far igen mange år senere, til min mors begravelse.
Han var blevet en gammel mand, krumrygget, ansigtet gennemfuret af rynker. Der var intet tilbage af den selvsikre, stolte Henning, der engang nød at gøre Helle jaloux.
Efter begravelsen, mens folk forsvandt hver til sit, og jeg var ved at kalde en taxa, kom han henn og sagde:
Vi skal tale om, hvordan vi går videre nu, hans stemme var hæs, blikket undvigende.
Vi går videre som vi har gjort hidtil, sagde jeg koldt uden at se på ham. Hver for sig.
Han sukkede:
Vi har lavet mange fejl, din mor og jeg. Nu vil jeg bare gerne have en rigtig familie. Se dig, og børnebørnene.
Jeg har en familie, svarede jeg. Og du har klaret dig fint uden mig og mine børn indtil nu. Der er intet, der forhindrer dig i at fortsætte sådan.
Jeg kunne mærke, at der ikke skete noget inde i mig. Absolut ingenting.
Vi så aldrig hinanden igen.
***
Han har forlængst lagt sig til ro, og jeg har stadig ikke tilgivet ham. Folk siger, tilgiv ham, det var jo din far. Ja. Men han var først og fremmest en mand, som kunne have valgt bare at gåikke forgifte vores liv sådan.
Men han gik ikke.
Han blev.
For at nyde det. Ikke kun andre kvinder, men også min mors, Helles, smerte. Hendes jalousi var hans eneste næring.
Og jeg
Jeg blev bare et tilfældigt offer i deres krig.
Et offer
Hele livet bar jeg rundt på tanken om, at der var noget galt med mig, at jeg selv var skyld i det hele
Det er svært at tilgive sådan noget. At glemme er umuligt.
Så jeg ønsker ham hverken fred i graven eller blomster på hans jord. Måske bare lidt glasuld
Er det forkert? Muligvis. Men det er ærligt.
Jeg har lært, at nogle sår aldrig heler. Nogle handlinger må bæres med videredet vigtigste er, ikke at gentage dem overfor dem vi elsker nu.
