Jeg havde været i et forhold med min tidligere kæreste i fem år. Da verden virvlede ind i pandemiens drømmeagtige tåger, besluttede vi at flytte sammen. Hjemmulighederne var få, så vi slog os ned hos min far i Esbjerg, hvor tidens ur gik lidt skævere end normalt. Samlivet flød stille som sommerregn over Fyn. Mine forældre tog straks godt imod hende. Hun hjalp til vaskede op, gik ture med gårdens gamle gravhund, hængte vasketøjet ud, arbejdede som om hun altid havde boet der. Hun gled ind i familiens rytmer som om det hele var koreograferet af selve Søhesten i Odense Zoo. Ingen store uvejr, ingen drama.
Men da pandemiens mærkværdige bal sluttede, var vi på en eller anden måde løbet tør. Ingen havde været hinanden utro. Der havde ikke været stormende skænderier eller knuste tallerkener. Vi passede bare ikke sammen længere, det var som om vi var to snekugler i et brætspil, der ikke længere var brikker til. Vi gik fra hinanden uden drama, som to venner på Hovedbanegården, der skulle med hvert sit tog. Kort efter fik jeg arbejde i Aarhus og tog afsted, men hun blev boende hos mine forældre i det store murstenshus med lysebrune gardiner. Det generede mig aldrig. De holdt af hende, og hun havde altid været respektfuld. Hun havde sin egen hverdag, sin egen madplan, sit eget blik ud over Vesterhavets endeløse horisont.
Med tiden blev der ikke mere mellem os end et høfligt nik på vej til Brugsen. Vi talte, når vi mødtes. Intet skjult, intet fordækt. Jeg startede på et nyt liv i Aarhus og vendte kun hjem til Esbjerg til jul eller nytår, når snedriverne gjorde vejene tavse og alle skulle samles til risengrød. Resten af året var jeg væk, som et flygtigt minde i en notesbog.
For et halvt år siden begyndte jeg et nyt forhold. Jeg var forelsket, hun betød noget. Jeg havde aldrig lagt skjul på, at jeg havde haft et langt forhold, men jeg havde aldrig fortalt hende de små detaljer at min eks stadig boede i mine forældres hus, at hun stadig dækkede bordet til søndag. Det faldt mig ikke ind, at det var vigtigt for historien føltes afsluttet for mig.
Så kom december, og vi tog sammen hjem til Esbjerg. Vi trådte ind, og min nuværende kæreste så straks, at der var noget uventet over den anden pige ved spisebordet. Hun spurgte forsigtigt, og jeg forklarede: Det er min ekskæreste. Hun har boet her længe. Der er intet mellem os. For mig var det hverdagsagtigt for hende var det en fremmed fugl i reden, et isbjerg på en robådstur.
Samme aften bølgede et skænderi gennem huset, som Nordlys over Ringkøbing Fjord. Hun sagde, hun følte sig snydt, uforberedt på at møde min ekskæreste som endnu en gæst ved langbordet. Hun følte sig som en tilføjet side i en bog, hvor alle andre havde læst forud. Jeg forsøgte at grine det væk, sagde, vi kun skulle være der et par dage, at det hele var fortid. Det skulle jeg ikke have gjort.
Den 30. december, mens raketterne blev solgt på torvet, pakkede hun sine ting og tog toget tilbage mod storbyen. Siden har hun ikke svaret på mine beskeder eller opkald. Det sidste, hun sagde, lød som et ekko i mit hoved: Problemet er ikke din eks, men at du ikke sagde sandheden fra starten. Hvis jeg havde fortalt sandheden, havde hun måske forstået, eller i det mindste haft mulighed for selv at vælge. Men måden hun opdagede det på, fik hende til at føle sig som en perifer figur på sit eget lærred.
Nu sidder jeg her, drømmer mig tilbage til stille dage på Vesterhavets blæste skrænter, og aner ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg ønsker hende. Jeg vil ikke miste hende. Min eks er bare min eks, et menneske mine forældre har kær, men intet mere. Alligevel forstår jeg nu, at det måske var en fejl, jeg ikke sagde det, da jeg skulle.
Så jeg skriver i en drøm uden ende fordi jeg ikke ved, om der er noget tilbage at samle op, eller om skårene allerede er blevet til strandsten i brændingen.
