SKILSMISSEN, PENSIONISTEN OG JERNET
Da denne ældre dame trådte ind i fitnesscentret midt i Aarhus, tabte vagten næsten kæben. Hun skævede hårdt til ham og sagde bramfrit:
Er det her, folk løfter jern? Og uden at vente på et svar, marcherede hun direkte mod maskinerne.
Hvor skal du hen!? råbte vagten og styrtede efter hende, som om han prøvede at fange et spøgelse.
Lad nu være med at hyle! vrissede hun. Jeg skal bare kigge, om mit barnebarn må gå her eller ej.
Stop, siger jeg, kvinde! Han greb hendes jakkeærme. Du må ikke have beskidte sko herinde!
Glem det! rystede hun ham af sig. Jeg ser mig bare lidt omkring!
Inde i træningssalen stod hun pludselig stille. Rundt omkring løb unge, strømlinede mænd og kvinder på løbebånd og trykkede sig mod blanke maskiner.
Dame, jeg siger det ud med dig! blev vagten ved. Det er kun sportstøj, der gælder her!
Hold nu bøtte! sagde hun, nu tydelig irriteret, så alle kunne høre det.
De andre kiggede forbløffet, som om hun var en havfrue der var gået forkert.
En fitnessinstruktør, Mikkel Kristiansen, kom styrtende til hjælp.
Hvem i alverden er det? spurgte han vagten.
Aner det ikke, Mikkel, klagede vagten. Hun vader bare ind, som om hun ejer stedet. Siger hun vil se sig om for sit barnebarn, men jeg kan ikke stoppe hende.
Slap af, knægt, sukkede kvinden. Er det forbudt at kigge?
Hvad skal du da her? sagde Mikkel. Eller er du gået på pension og vil i gang med styrketræning? Du ser faktisk temmelig stærk ud.
Tak, sønnike, fnisede hun. Men jeg kigger altså på vegne af mit barnebarn.
Barnebarn?
Ja, han skal have lidt flere muskler, den splejs.
Splejs? Det er skidt. Som Kim Larsen synger: Alt for spinkel til at lege med de store…
Bare man kunne trylle lidt styrke frem afsluttede hun sætningen. Men ærligt talt, din sal siger mig ikke så meget.
Hvorfor nu det? Vores center har alt se selv, moderne maskiner, nye vægte.
Ja, du milde, kalder du det der for rigtigt jern? hun snøftede.
Hvad forventer du mere? Mikkel så overrasket ud. Kan du overhovedet vurdere det?
Om jeg kan? Min far løftede altid vægte rigtige kuglevægte, hver morgen en halv time. Han var tre gange så bred som dig!
Kuglevægte er yt, sagde Mikkel og viftede hånden. Hvem gider det i dag? Her går vi op i kabeltræk og håndvægte.
Nej, du, rystede hun på hovedet. Mit barnebarn skal lære, som morfar gjorde: ægte kuglevægte. Har I overhovedet det?
Måske… Én eller to et sted…
Så hent den, tak.
Hvorfor?
For at se om det er ægte. Så kommer barnebarnet, og jeg melder ham ind og betaler selv.
Er det rigtigt? Mikkels øjne lyste op.
Ja ja. Men kom nu ikke her med sådan en sølle sekskilos. Det skal være seksten kilo, mindst! Jeg skal selv tjekke.
Dame, mener du det? Skal du veje den op med tungen, eller hvad?
Nej, jeg har jo set min far gøre det tusind gange. Jeg løfter også.
Du laver sjov, ikke? Du kan ikke løfte en sekstenkilos kugle, grinede Mikkel.
Hvad hvis jeg kan, og endda med én arm?
Hvis du klarer det, skylder jeg dig en is på havnen, lo han.
Nej, du! Jeg vil tage kuglevægten med hjem. En byttehandel. Okay?
Okay men hvis du fejler, gør du rent her gratis en hel måned.
Det er en aftale. Vi mangler faktisk en rengøringsdame. Bliv her, jeg henter jernet!
Mikkel pilede ud på lageret efter jernet. Vagten hviskede:
Dame, stik af, før det går galt. Den kugle er tung som en strandet hval. Lader du den falde, får du ballade!
Så tung er den vel ikke, fnøs hun. Min far kunne tage den op tyve gange, med venstre!
Din far, din far Du er ikke din far.
Mikkel kom stakåndet trækkende med kuglevægten. Han haltede den hen foran hende.
Værsgo, seksten kilo, præcis som aftalt. Lad os se, hvad du kan. Vidner har du ellers nok af, han vinkede ud over mængden.
Folk samledes omkring, nysgerrige som duer på torvet.
Okay… sagde damen, rullede skuldrene, når nu hele Aros ser på Enten så gør jeg rent, eller også tager jeg dagens toppræmie hjem.
Går du også efter håndvægte, hvis du kan løfte flere gange? spurgte Mikkel drillende.
Hvis jeg tager to gange, så suppler op med håndvægte, så det bliver seksten kilo i alt. Hvis tre, så dobbelt så meget.
Kan du overhovedet flytte den fra gulvet? Start der!
Er du bange nu?
Jeg frygter intet! Prøv ti gange, hvis du kan. Men moppen er klar til dig.
Så slår vi hænder på det!
Slå til!
Så tæl!
Kvinden slog korsets tegn, spyttede i hånden, greb kuglen, og med et snuptag ramte hun brystet med den.
Alle så måbende til hun pressede vægten over hovedet. Én gang. Ned. Og igen, roligt.
Publikum talte højlydt:
To Tre! Fire! Fem!
Så er det nok, pustede hun og satte kuglen fra sig. Ville godt kunne tage flere. Men det går jo ikke at plyndre dig for jern du betaler jo sikkert af egen lomme?
Hvad… stammede Mikkel hvad skete der lige?
Jeg tager denne kugle, sagde hun med køligt tonefald. Og du skal tælle håndvægte op til mig, så vægten passer. Eller en stang. Min cykeltrailer er lige udenfor gå ud og fyld den med 120 kilo jern, tak!
Med kuglevægten under armen gik hun mod udgangen.
En halv time senere rasede snakken i centret. Ingen trænede de fnisede og diskuterede som folk på Bakken en fredag aften. Trænere stimlede sammen om Mikkel, der så helt slået ud.
Ejeren, Gustav Birk, trådte ind.
Hvad foregår der?
Ikke noget særligt, Gustav, mumlede en instruktør. Bare et lille stunt her
Stunt? Jeg har lige fået tippet! Min gamle ven fra Fitness Frederiksberg ringede: Der render en ældre kvinde rundt i byen snyder instruktører for jern!
Hvordan det?
Lige ud af landevejen. Hun går ind, vædder på, at hun kan løfte seksten kilo med én hånd, vinder, og tager udstyr med sig. Gentager det så næste dag et andet sted.
Hvad i hvorfor samler hun jern?
Hendes barnebarn skal åbne eget center, siger man. Hun samler gratis udstyr ind til ham.
Hvem er hun? Hvis hun kan det dér
En tidligere europamester i kuglevægtløft for pensionister. Vær på vagt, gutter. Ikke flere narrestreger fra pensionister!
For sent, Gustav sukkede Mikkel. Meget for sentUdenfor trillede kvinden smilende sin cykeltrailer gennem regnen. Over hunekoblerne klirrede jernet, mens hun vinkede ivrigt til en forfjamsket dreng på fortovet.
Så, Anton, råbte hun, nu slipper du for at træne blandt smarte folk med snørresko og bøllehatte. Vi laver vores eget sted hjemme hos gamle mormor døren står altid åben for små splejsede helte.
Drengen så undrende på bunken af jern og begyndte at grine. Bag hende slamrede døren til fitnesscentret, og Mikkel kom vaklende ud med en håndfuld håndvægte. Han standsede tøvende:
Hvordan bar du dig egentlig ad?
Hun blinkede:
Man skal aldrig undervurdere gamle kræfter. Hjertet løfter mere end muskler nogen sinde kan.
Mikkel lo opgivende, mens folk inde fra centret trykkede næserne mod ruden. Kvinden drejede traileren sydpå, mod villakvarteret, og solen stak pludselig frem mellem skyerne, mens Anton løb grinende efter. Om hjørnet forsvandt de to barnebarn og mormor som byens nye, små legender.
Og i centret, hver gang nogen løftede mere end de troede muligt, begyndte der at gå historier om jernkvinden, som altid kunne et løft til.
