Tanker og minder en dagbogsoptegnelse fra Ingrid
Mormor! Har du virkelig ikke strøget min kjole? Og hvem har bedt dig om at gøre rent inde på mit værelse? Nu kan jeg igen ikke finde noget som helst! Camillas utilfredse stemme vækkede mig brat og jog et gib igennem mig.
Langsomt rejste jeg mig ud af gyngestolen i stuen og ilede hen til hende, mens jeg prøvede at samle mig.
Hvorfor gør du altid alting forkert? Hvorfor har du strøget den her bluse? Det stof SKAL jo være krøllet! Jeg kommer for sent nu og det er kun din skyld! Camilla fór højtlydt gennem lejligheden og kastede med tøj over det hele.
Jeg stod undskyldende i døråbningen med hænderne presset mod brystet og betragtede min vrede barnebarn.
Undskyld, Camilla Jeg vidste det ikke Nåede ikke rigtig mere
Hun stoppede et kort øjeblik foran mig. Det smukke ansigt var forvredet i vrede og foragt. Hun målte mig med et blik op og ned, og så kom ordene koldt:
Far har ret du er helt ligegyldig nu, kun til besvær. Plejehjem, mormor det er dér, du hører hjemme, sammen med de andre, der ikke kan følge med mere.
Hun smækkede vredt døren til badeværelset i.
Jeg blev stående, bleg og med tårer i øjnene jeg med nød og næppe kunne holde tilbage.
En halv time efter var Camilla løbet ud ad døren til universitetet. Endelig blev der stille i lejligheden.
For bare fem år siden havde jeg stadig min egen lejlighed. Men min datter og hendes mand havde fået travlt med et nystartet firma og manglede penge. Lena havde talt så varmt og overbevist lovede mig en dejlig tilværelse hos dem: to etager, plads til os alle.
Jeg skrev under, solgte og flyttede ind.
Uden jeg næsten lagde mærke til det, blev al husarbejdet mit ansvar. Det gik bare hen og blev som en selvfølge for dem, ingen sagde rigtig tak.
Og nu plejehjem, blev der sagt.
Mit hjerte snørede sig, slog uregelmæssigt. Skælvende fandt jeg mine piller i skuffen.
Kom nu, gamle dame, du er ikke alene om at have travlt, hvad drømmer du om? den unge kasserske i Netto blev utålmodig og vækkede mig brutalt fra mine tanker.
Med sine grimme kunstige negle trommede hun på kassen og så på mig med et træt blik.
Må I gamle da ikke bare blive derhjemme? I gør det kun sværere for alle andre, mumlede hun.
Jeg begyndte febrilsk og flovt at lægge mine varer op, mens jeg håbede, ingen så min rysten.
Da jeg kom udenfor, føltes det, som om nogen havde hældt en spand koldt vand over mig.
Sikke noget sludder jeg er jo kun tres
Jeg har altid været en af de kvinder, alder aldrig helt ødelagde: slank, håret sat i knude og klare blå øjne.
Alligevel sådan et blik, sådan en behandling
Langsomt gik jeg ned ad alléen, med blikket rettet mod jorden, da jeg pludselig hørte:
Ingrid, er det dig?
Overrasket vendte jeg mig om og frøs.
Jacob? Er det virkelig dig?
Han stod der foran mig rank, ældre, iført en dyr uldfrakke.
Gud, du ligner stadig dig selv lige så smuk som for fyrre tre år siden Hvor er jeg glad for at se dig.
Jacob Madsen. Min gamle klassekammerat og ungdomsforelskelse. Vi gik i skole sammen fra første klasse.
Han plukkede engang margueritter til mig og kaldte mig sin lille marguerit-Ingrid. Jeg kaldte ham Jacob-marguerit.
Vi var uadskillelige indtil tiende klasse, hvor hans forældres job sendte dem til Grønland. Brevene blev færre og færre til sidst hørte de op.
Jeg læste kunsthistorie på Københavns Universitet, blev gift, fik min datter Lena. Min mand var en dygtig arkitekt. Jeg havde ikke noget at beklage.
Han døde, da han kun var halvtreds. Så stod jeg alene.
Og nu Jacob, lige her foran mig.
Jeg har altså fulgt efter dig de sidste hundrede meter kunne næsten ikke tro, det var dig. han lagde armene om mig og smilede glad Hvor er det dog dejligt
Teen var for længst blevet kold, men vi blev bare ved med at snakke. Vi lo, vi delte barndomsminder.
Det var, som om de mange år aldrig var gået.
På bordet stod en vase fyldt med store, smukke margueritter.
Jeg nussede ofte bladene med mine fingre og mærkede glæden vende tilbage.
Ingrid, jeg bor nu det meste af tiden i Tyskland, hvor jeg driver virksomhed. Min søn har slået sig ned i USA. Jeg besluttede mig til at tage hjem til Danmark hvor var det heldigt, jeg mødte dig, sagde Jacob og holdt min hånd blidt.
Jeg kom sent hjem, lavede aftensmad og kunne ikke lade være med at kaste blikke på margueritterne hele aftenen.
For første gang i mange år smilede jeg for mig selv.
Vi aftalte at tage til hans hus i det nordsjællandske i weekenden hans moster havde efterladt ham det.
Hvor er det dog vidunderligt, vi fandt hinanden igen
Nu sad jeg igen. På en bænk foran plejehjemmet udenfor Roskilde.
Jeg græd ikke længere. De mange behandlinger havde gjort mig lidt stærkere, men hjertet kæmpede stadig.
Plejehjemmet var hyggeligt, fredeligt beliggende. Alligevel mærkede jeg ingen glæde.
Det var min svigersøn, der kørte mig herhen han sagde ikke ét ord.
Lena og Camilla rejste på ferie. Måske for at slippe for dårlig samvittighed?
Jeg havde ikke mulighed for at komme væk. Fik heller aldrig sagt farvel til Jacob hans telefon var tavs.
Tre måneder gik.
Efteråret var våd og kold.
Inden i mig havde det været vinter længe.
Lena havde glemt mig. Og Jacob ja, han kom aldrig.
Var han mon rejst? Eller? Hvorfor sagde han ikke farvel?
Jeg var bange for svaret.
En dag blev jeg kaldt ned, fordi nogen ville tale med mig. En ung, fremmed mand stod der.
Leder De efter mig?
Er De Ingrid Rasmussen? Jeg er notar, sendt på vegne af Jacob Madsen. Jeg har ledt efter Dem i to måneder.
Jacob? Jamen hvorfor kommer han ikke selv?
Mine ben rystede; jeg måtte sætte mig i stolen igen.
Han satte sig roligt ved siden af og åbnede sine papirer.
Jacob Madsen døde for to måneder siden. Han bad mig overbringe Dem disse papirer og det her brev.
Regnen hamrede mod ruden.
Længe sad jeg med brevet. Til sidst åbnede jeg det og tårerne løb.
“Kære Ingrid
Hvis du læser det her, er jeg her ikke mere.
Jeg ønskede ikke at gøre dig sorgfuld. Jeg tog hjem, fordi jeg skulle dø den sidste fase af kræft. Lægerne gav mig to måneder. Jeg ønskede at bruge dem ved din side.
Men det gik hurtigt ned ad bakke, og jeg blev indlagt. Jeg ville ikke have, at du skulle se mig sådan.
Husk mig, som jeg var.
Jeg har elsket dig hele mit liv. Det gør ondt, at vi ikke kunne være sammen som unge. Du vil for altid være min Ingrid-marguerit.
Jeg har hørt om din datter
Jeg ønsker for dig, at du må være lykkelig og uafhængig.
I denne mappe er der papirer på huset i Nordsjælland. Det er min gave til dig. Du må ikke sige nej.
Plant endelig mange margueritter i haven.
Kærlige tanker og kys, din Jacob-marguerit.”
Den nat græd regnen udenfor sammen med mig.
Der er gået et år.
En gul taxa standser udenfor kirkegården. Ud stiger en rank ældre kvinde med en vældig buket margueritter.
Graveren nikker, vant til synet.
Kvinden går langs stien, efterårsbladene knitrer under hendes fødder.
Hun stopper under en gammel lind, lægger margueritterne på stenen, sætter sig på bænken og hvisker med et smil:
Hej Jacob-marguerit så er jeg her igenHun stopper foran en sort sten med indgraveret navn. Langsomt lægger hun margueritterne ved foden, stryger forsigtigt hen over Jacobs navn og smiler blidt gennem de stille tårer.
En skæv solstråle bryder skyernes grå, kaster lys over blomsterne. Ingrid trækker den uldne frakke tættere om sig, men mærker varmen fra foråret, der trodsigt spirer i hendes bryst.
Da hun vender sig om, står hun stille et øjeblik og ser mod den årlige allé; udsigten er fredelig, milde vinde rører sig mellem de gamle træer. Hun tænker på huset med den vilde, blomstrende have, der venter på hende, hvor margueritterne hun har plantet, allerede breder sig.
For første gang i mange år fornemmer hun frihedens og håbets stille melodi. Hun sætter kurs mod gruset, hvert skridt er let; i lommerne knuger hun Jacobs brev som en ven og et løfte.
Hun fyldes af en blid vished: Hun er ikke ligegyldig, ikke tilovers. Hun er stadig i stand til at elske, til at mindes og til at begynde forfra.
Med et sidste blik over skulderen, fyldt af taknemmelighed og kærlighed, går Ingrid fremad, ind i dagens lys og ind i sit eget liv, hvor nye blomster vil vokse, år efter år.
