Jeg skal ikke have en lam datter… sagde svigerdatteren og gik.
Men hun havde vist ingen anelse om, hvad der kunne ske bagefter…
I en lille landsby på Sydfyn boede en helt almindelig gammel mand, som om lørdagen tog sig en snaps eller to. Han havde én stor drøm: Han ville have sin egen hund men ikke bare en hvilken som helst hund; nej, en vaskeægte dansk broholmer skulle det være! Han var så dedikeret til projektet, at han formentlig ville tage hele vejen til Jylland for at finde en stambogsført vovse og bringe den hjem til sit gamle bondehus.
Normalt gik han bare under navnet Birkensen. Spørger du hvorfor? Ingen vidste præcis, om det var hans efternavn eller måske bare et kaldenavn alle sagde bare Birkensen, og han rettede aldrig nogen. Her sad Birkensen så, efter dagens slid i køkkenhaven, på sin lille bænk og tænkte på gamle dage indimellem med nysgerrige unge mennesker omkring sig, der gerne ville høre røverhistorier om dengang landsbyen havde FASTNET!
Hans kone, Bodil, havde han lagt i graven for længst. Hun havde et skrøbeligt hjerte, og lægerne forbød hende i sin tid at få børn. Men Bodil ville så gerne være mor. Hun fødte Birkensen en søn og blev nærmest omgående dårlig. Men Birkensen elskede Bodil han gjorde alt for hende, bar selv mælk hjem fra Brugsen, fordi det måtte hun jo ikke! sagde han trofast. Han passede babyen, lavede mad, og Bodil sagde klynkende:
Birk, du gør mig da helt til grin! De andre koner kommer til at fnise jeg bestiller jo ingenting herhjemme, så alle de kravler i benene på dig!…
Men konerne grinede ikke de var bare misundelige:
Åh, Bodil, kunne du ikke bare udleje din Birkensen til os et par dage, så vi kunne prøve sådan et liv?
Hun smilede bare overbærende. Og sådan, med det lune, milde smil på læberne, forlod hun denne verden. Birkensen fandt hende en morgen, allerede kold. Han græd som et barn i tre dage og så tog han sig sammen og satte alt ind på sin søn.
Sønnen var lige blevet teenager, 14 år, så der var rigeligt drama at tage sig af. Efter værnepligten giftede sønnen sig tidligt og blev boende i Aarhus, hvor han havde gjort tjeneste. Og sådan blev Birkensen alene tilbage. Men han var ikke den, der tabte humøret han sad på bænken og snakkede med de unge fra byen.
Sønnen fik en datter, og Birkensen glædede sig altid til de kom på besøg, men der var hver gang en undskyldning: Åh, arbejdet… ingen tid… der er så langt fra Aarhus til Fyn. Han havde aldrig set sit barnebarn i levende live, kun på billeder.
Pludselig, en dag, begyndte Birkensens naboer at lægge mærke til, at han nu gik og så ud som om, han havde tabt pengepungen nede ved havet. Ingen smil, ingen jyske vittigheder, ingen hyggesnak på bænken ved huset. Folk begyndte at spørge hvad der var i vejen, og det viste sig: Birkensen havde fået et brev hans svigerdatter fortalte i et telegram, at de var kørt galt, sidder i kørestol og hans søn var død.
Det er da forfærdeligt, det, sagde hele landsbyen med hovedrysten, men hvad hjælper ord i sådan et sorgens hus?
Birkensen tog imod al den medfølelse, han kunne få, men det blev ikke lettere. Han savnede sin søn det sved i sjælen men ingen kan vende den slags om. Endnu mere ondt gjorde det med barnebarnet: Lå på sygehuset i koma, 15 år gammel. Hun kunne jo have haft hele livet foran sig
Og fra svigerdatteren kom der intet mere: intet brev, ingen telefon, ikke engang et føl på Facebook. Hvordan skulle han dog finde ud af, om pigen havde det bedre? Han kendte hende jo kun fra billeder, men han elskede hende alligevel. Hun lignede Bodil som ung.
Så fik han endelig pakket tasken for at tage til Aarhus, men nærmest natten før han ville af sted, kørte pludselig en bil op foran huset. Nogen slæbte en båre ind. Først kom svigerdatteren brasende ind, og Birkensen kunne aldrig helt kende hende, så forandret var hun. To mænd kom ind bagefter med barnebarnet på båren dumpede nærmest pigen på sofaen og forsvandt.
Hun er lam fra top til tå. Den der datter gider jeg ikke bakse med. Jeg skal nok skynde mig at blive gift igen og få mig et ordentligt, sundt barn! sagde svigerdatteren.
Men jeg er jo ikke læge?! protesterede Birkensen.
Læge skal du sandelig heller ikke bruge, de kan ikke gøre noget. Hun skal bare passes hele tiden, så held og lykke! Har du ikke lyst til det, så begrav hende bare levende jeg har travlt med at leve mit eget liv. Jeg vil ikke fedte rundt med det dér! sagde hun, slog døren og gik.
Du er ikke nogen mor! råbte Birkensen efter hende.
Nu forstod han, hvorfor hans søn aldrig kom tilbage til Fyn med familien. Med sådan en kone skulle man nok kun tage på marked for at skændes, ikke på besøg hos familien. Og hvordan sønnen var endt i den suppedas, ja, det spurgte han sig selv om. Men den slags kan man ikke længere spørge om. Hvis han havde vidst, at svigerdatteren ville frasige sig sit eget barn, var han sikkert roteret i sin grav. Så stod de dér Birkensen og hans lamme barnebarn.
Pigen var, som svigerdatteren havde sagt, lam. Men Birkensen havde prøvet huslige pligter før, og han satte hele sit liv ind på at gøre hende rask. Lægerne havde opgivet, og de havde udskrevet hende hjem til pleje (det danske sundhedssystem var i topform…). Skaderne var næsten uforenelige med livet, sagde de. Der var kun gammeldags midler og kloge koner tilbage. Men den nærmeste kloge kone var så langt væk, at man skulle have Fyn rundt i traktor og hun kørte da ikke gerne på hjemmebesøg, hun var næsten ligeså gammel som Birkensen.
Så hver uge tog Birkensen cyklen og cyklede ud for at skaffe urter og hemmelige droger. Det var opskriften på barnebarnets behandling: urtete, mærkelige tinkturer og bønnemøller. Over et år gik det sådan: pigen lå som en runesten under dynen, kunne hverken røre arme eller ben, knap nok tale, kun en sagte mumlen.
Nogle gange så Birkensen en tåre på hendes kind. Hver eneste gang blev hans eget hjerte flået midt over, for han troede, hun savnede sin mor og far. Han snakkede med hende længe, læste bøger op, men hun kunne ikke svare. Tungt var det for dem begge.
Men så én aften gik det hele op i hat og briller. Som han sad og døsede ved sygesengen, væltede en flok unge ind. Birkensen havde glemt at låse døren, diskofolket fra forsamlingshuset kom lallende forbi og så lys i huset. De vidste, der boede en lam pige, og et par idioter synes, det var skidesjovt at lade som om, de ville underholde sig lidt for hun kan jo alligevel ikke gøre modstand. Kom nu, gammel! Træk dynen væk fra hende og spred benene, vi slår plat om, hvem der skal først!
For Guds skyld! Hun er kun 15! sagde Birkensen.
Så må du åbne munden og tage en for holdet, bedstefar Vi giver dig ekstra fyldte lakridser lige fra farmands kassebukser! sagde den mest plørede af dem og begyndte at åbne bukserne.
Nå, vent, jeg skal bare lige børste tænder! sagde Birkensen (sådan med et rigtigt fynsk glimt i øjet). Han løb ud i køkkenet, åbnede kælderdøren og råbte: Tag ham!
Og ud fór en kæmpe broholmer et dansk monster af en gårdhund! Den hapsede dem i buksebenene, brugte sine tænder som symaskine hovedidioten fik næsten klippet møllen af, resten blev lappet så meget, at de løb ud i landsbyen med bare røde rumper. Folk skreg af grin, og hunden for ud af vinduet bagefter og jagede dem hele vejen ud mod landevejen.
Birkensen går ind igen og der sidder barnebarnet pludselig op i sengen og råber ud af vinduet:
Viggo! Viggo! Hold dem, bedstefar, så de ikke slipper væk!…
Der knækkede Birkensens iskolde fynske hjerte, og han fældede en tåre af glæde. Fra den dag gik hun fremad snart løb hun omkring som om intet var hændt. Om det var urterne eller chokket fra hunden, ingen ved det i dag. Men snakke kunne hun hun havde åbenbart samlet op til et års snak! Hunden, Viggo, var sønnens gamle broholmer. Da tragedien ramte, slap svigerdatteren både datter, hund og alt fra sig.
Hunden blev afleveret af svigerdatteren, men hun sagde intet. Da svigerdatteren gik sin vej, smækkede han porten og opdagede, at den krogede, sørgmodige hund sad udenfor. Tynd som et viskelæder, øjne som en flok blå køer med verdens sorg, og med ægte tårer. Anede ikke, sønnen havde haft hund. Men ud kunne han ikke blive så Viggo blev en del af husholdningen.
Hunden tjente nu trofast, og havde den ikke siddet i kælderen den varme sommer, var idioterne nok aldrig kommet ind. Barnebarnet forklarede bagefter, at hun græd, fordi hun savnede Viggo. Bedstefar holdt hunden udenfor, og den måtte ikke ind, men hun kunne ikke fortælle det.
Viggo efter sin parade mod bøllerne kom straks hjem og slikkede sin lille hvalps ansigt. Han havde savnet hende ligeså meget. Og sådan boede de nu alle tre sammen: Birkensen, barnebarnet og Viggo. Om moren havde de aldrig hørt igen.
Og sådan gik det til, at en Lam datter og en dansk broholmer vendte en hel families lykke, selv om det hele startede med et telegram og en slatken svigerdatter på flugt efter noget bedre. Måske er det, der er meningen med familielivet i Danmark: Vi tager imod de tabte og de skæve og så skal man bare huske at have én broholmer i kælderen til de rigtig uventede gæster.
