En hemmelighed afsløret på min bryllupsdag: Min kone har en datter!
Poul, jeg havde egentlig ikke tænkt mig at fortælle dig det lige på din bryllupsdag Men ved du egentlig, at din spritnye hustru har en datter? min kollega Søren sagde det så alvorligt, mens jeg sad bag rattet, at jeg nærmest ikke kunne trække vejret.
Hvad snakker du om? jeg nægtede at tro på det, han sagde.
Min kone, da hun så din Astrid til brylluppet, hviskede til mig: “Det er da underligt ved gommen egentlig, at hans kommende kone har en datter, der vokser op på børnehjem?”
Forestil dig lige, Poul! Jeg var nær død af min mad. Min kone påstår, hun selv var involveret, da pigen blev efterladt. Min Lene er jordemoder på Rigshospitalet, og hun kan tydeligt huske din Astrid på grund af et fødselsmærke på halsen. Hun sagde også, at Astrid havde kaldt datteren Freja og givet hende sit eget efternavn. Så vidt Lene husker, var det for fem år siden, Søren holdt øje med min reaktion.
Jeg sad bare der og stirrede ud ad forruden. Sikke en nyhed at få smidt i hovedet! Jeg blev nødt til at få styr på det selv jeg ville ikke tro på sådan en historie. Ganske vist var Astrid ikke nogen 18-årig teenager, hun var 32, da vi giftede os. Hun havde selvfølgelig levet et liv før mig. Men hvorfor efterlade sit barn? Hvordan kan man gå videre med det i bagagen?
Takket være mit arbejde fik jeg hurtigt opsporet det børnehjem, hvor Freja boede.
Forstanderen viste mig en livsglad pige med det sødeste smil:
Her har vi vores Freja Jensen, sagde han og vendte sig mod hende sig hej til hr. Poul og fortæl, hvor gammel du er.
Man kunne ikke undgå at lægge mærke til hendes kraftige skelen. Jeg fik så ondt af hende, og allerede dér mærkede jeg en mærkelig varme for det her barn. Hun var jo min elskede Astrid’s datter! Som min mormor altid sagde:
Et barn er altid en skat for sine forældre, selv når det gør livet svært.
Freja gik selvsikkert hen imod mig:
Jeg er fire år. Er du min far?
Jeg blev helt perpleks. Hvad svarer man et barn, der længes efter en far i alle mænd, hun møder?
Freja, lad os snakke lidt sammen. Kunne du tænke dig en mor og en far? ja, spørgsmålet var måske dumt. Men jeg havde allerede lyst til at tage hende med hjem og kramme hende.
Ja! Skal jeg med hjem til dig? Freja stirrede lige ind i øjnene på mig, så hun kunne fornemme svaret.
Ja, men jeg skal lige gøre lidt klar først. Vil du vente på mig, min ven? jeg var lige ved at græde.
Jeg skal nok vente. Lover du det? Freja kiggede skeptisk på mig.
Jeg lover, jeg lyver ikke, jeg kyssede hende på kinden.
Da jeg kom hjem, fortalte jeg det hele til Astrid.
Astrid, uanset hvad der skete, før vi mødtes, så skal vi altså have Freja hjem. Jeg vil adoptere hende.
Har du egentlig spurgt mig, hvad jeg vil? Ønsker jeg overhovedet det barn? Og hun skeler jo! Astrid snakkede med skinger stemme.
Det er dit eget barn! Jeg skal nok få ordnet hendes øjne. Hun er så kær du vil hurtigt falde for hende, jeg var rystet over Astrids reaktion.
Det var virkelig svært at få hende overtalt til at adoptere Freja.
Det tog et helt år, før vi måtte tage Freja med hjem. Jeg besøgte hende ofte på børnehjemmet. Gennem det år fik Freja og jeg et stærkt bånd. Til gengæld var Astrid hele vejen kold hun snakkede flere gange om at stoppe adoptionen. Men jeg holdt fast.
Så en dag kom Freja hjem til os rigtigt for første gang. Hun blev så betaget af de mindste ting, som for os bare var hverdag og hun var så taknemmelig og nysgerrig. Heldigvis kunne lægerne på Glostrup Hospital rette hendes øjne uden operation. Hele behandlingen tog halvandet år, og jeg var så lettet.
Hun begyndte virkelig at ligne Astrid på en prik. Jeg var lykkelig. To smukke kvinder fyldte mit liv: min kone og min nye datter.
Selv næsten et år efter, at Freja flyttede ind, kunne hun umuligt få nok af alt det nye. Hun gik konstant rundt med Marie-kiks presset ind til kroppen endda om natten. Hun nægtede at slippe dem. Det var, som om hun stadig frygtede at gå sulten i seng. Astrid blev bare irriteret over det, mens jeg ikke kunne andet end at kigge målløs til.
Jeg forsøgte konstant at samle vores familie men det var håbløst. Astrid kunne aldrig elske sin egen datter. Hun elskede kun sig selv, sit “jeg” hendes egoisme var umulig at nå igennem.
Mit liv med Astrid blev fyldt med skænderier og bebrejdelser, alt sammen på grund af Freja.
Hvorfor slæbte du den der vildbasse ind i huset? Hun bliver aldrig normal! Astrid skreg nærmest.
Jeg elskede Astrid jeg kunne ikke forestille mig et liv uden hende. Men min mor havde givet mig et vink:
Søn, det er selvfølgelig din sag. Men jeg har set Astrid med en anden mand. Du får aldrig ro med hende. Hun er udspekuleret. Hun narrer dig, før du aner det.
Når man er forelsket, ser man ikke advarselslamperne. Man svæver bare. Astrid var perfekt for mig. Første revne viste sig, da Freja flyttede ind.
Måske var det Freja, der fik mig til at indse, hvordan vores familie egentlig var. Astrids kølighed over for den lille det var så underligt, at jeg næsten ikke forstod det.
Jeg overvejede at stoppe med at elske Astrid, at tage afstand men jeg kunne simpelthen ikke. En gammel ven sagde engang til mig:
Ved du hvad, Poul hvis du skal af med følelserne for hende, så prøv at måle hende med et målebånd. Det er et gammelt trick.
Hvad snakker du om? jeg var forvirret.
Tag et målebånd, mål barmen, taljen, hofterne. Så vil du ikke længere elske hende, jeg troede ærligt talt, han lavede sjov.
Men jeg gav det alligevel et skud det skade jo ikke.
Astrid, skal jeg lige måle dig? sagde jeg en aften.
Hun så overrasket ud:
Får jeg en ny kjole eller hvad?
Ja ja, jeg målte hende pligtskyldigt.
Da jeg var færdig, tænkte jeg, at min kammerat var dum. Følelserne var de samme, jeg grinede bare for mig selv.
Kort tid efter blev Freja syg. Høj feber, snottet, træt hun havde ikke engang kræfter til at give sin elskede dukke, Mette, tøj på. Dukken lå nøgen, som tegn på, at hun heller ikke selv havde det godt. Astrid råbte bare:
Hold så op med det piveri, jeg orker dig ikke! Gå ind og sov!
Freja klamrede sig til Mette og græd og græd. Lige pludselig greb Astrid dukken, løb hen til vinduet, åbnede det og smed den arrigt ud i mørket.
Mor, det er min yndlingsdukke, Mette! Hun fryser derude! Må jeg ikke hente hende? hun græd som jeg aldrig har hørt et barn græde før og løb mod døren.
Jeg fløj ned ad trapperne elevatoren virkede selvfølgelig ikke. Dukken hang i et træ, hovedet nedad. Jeg reddede den, børstede sneen af, og det lignede grædende tårer på hendes kind. Da jeg gik op igen, føltes det som om, jeg blev gammel i det sekund.
Astrids handling ramte mig jeg kunne dårligt forstå det. Jeg gik ind til Freja. Hun sad på knæ i sengen, hovedet mod puden og græd i søvne. Jeg lagde hende under dynen og lagde Mette ved siden af.
Astrid sad bare i stuen med sin “Alt for damerne” og var helt ligeglad. I dét øjeblik forsvandt min kærlighed til hende. Den opløstes og blev væk. Jeg havde indset, at Astrid kun var smuk udenpå.
Astrid fattede hurtigt vinklen. Vi blev skilt, og Freja blev boende hos mig Astrid protesterede ikke.
Senere, da jeg mødte hende på Strøget, sagde hun med et hånligt smil:
Poul, du var bare et overgangsforhold for mig.
Åh Astrid! Dine øjne er som smaragder, men din sjæl er sort som kul, kunne jeg endelig sige uden bitterhed.
Astrid giftede sig ret hurtigt med en vis forretningsmand.
Stakkels mand, sagde min mor, sådan en kvinde burde aldrig have børn.
Freja havde det hårdt i starten, græd meget efter sin mor og længtes efter at mærke hende igen.
Men min nye kone, Karen, formåede at smelte Frejas hjerte med sin varme og kærlige omsorg. Sådan blev det, nærmest utænkeligt men Frejas mor havde nu forladt hende to gange.
Karen tog sig kærligt og tålmodigt af både Freja og vores søn, Markus og det blev trygheden, vi alle trivedes i, selv når livet rystede os.
En hemmelighed afsløret på min bryllupsdag: Min kone har en datter!
– Søren, jeg ville ikke fortæll…
