“Gennem kan ikke,” sagde bedstemor altid, “man skal kunne handle, selv når man ikke orker.” Det var hendes livsindstilling, og sådan opdragede hun sine børn og børnebørn. Man skulle bestemt ikke skabe svage eller sarte sjæle. “Kan du ikke så lærer vi dig, vil du ikke så tvinger vi dig.” Dette gamle mundheld førte hun nærmest som en general i eget regiment.
Havde det ikke været for min letsindige mor, var jeg sikkert blevet udmærket elev alle ti år i folkeskolen. Men sådan skulle det ikke gå. Kun i femte klasse, tilbage i 1951, da mor blev gift og i et helt år tog op til min stedfar i Aalborg, blev jeg overladt til bedstemors myndige opsyn hjemme i Odense. Først da fik hun rigtigt fat i mig. Nu kunne hun rulle sin metode ud, uden at nogen blandede sig.
Flere gange om ugen vækkede hun mig klokken seks, så jeg kunne læse lektier højt for hende. Hun evnede det umulige jeg, der altid havde flydt i geografi og biologi, kunne pludselig uden fejl nævne og pege på Danmarks råstoffer, de vigtige industribyer, enhver slette og bakke, og fortælle hvorfor Østersøen er salt og hvordan bestøvning sker i naturen. Bedstemor lærte mig at lytte til “Pionermorgen”, at pakke skoletasken om aftenen og at kun gå ud at lege, når lektierne var klaret.
“Når du er færdig med arbejdet, må du gerne more dig,” sagde hun tit. “Der er tid til arbejde, og tid til leg.” Der var ingen teaterudflugter med mor, ingen sene gæster og aldrig noget fjol, som hun mente var skadeligt for et barn. Livet mistede sine gamle farver, men nye dukkede op. Jeg blev ivrig, for første gang mærkede jeg, at jeg ikke var dårligere end andre. Måske endda bedre. Fra en middelmådig elev blev jeg pludselig god, og hvilket mirakel! jeg endte som klassens dygtigste. Hvem kan forklare, hvordan det føltes at gå hele vejen hjem fra skolen med min første og eneste rosende udmærkelse i hænderne?
“Jeg forstår det ikke, jeg kan ikke regne den ud,” sagde jeg, fortvivlet over dagens regnestykke. “Det kan ikke passe,” udbrød bedstemor, satte sig ved min side, og læste betingelserne højt med klar og kraftig stemme. Det var den dramatiske del af livet dengang, for bedstemor havde bundløse kræfter men omtrent ingen tålmodighed. Når min tungnemhed ramte sit kulminationspunkt, og hendes stemme toppede, smækkede min rare farfar døren op og råbte: “Nu drukner jeg mig!” og galopperede ud af stuen. Jeg sad mut og græd, stirrende ind i bogen, indtil jeg faldt i søvn. Og om morgenen det er værd at mindes…
Der lå på bordet ved den gamle divan, hvor jeg sov, en ren skrivebog, åben på første side, med de fineste og mest udførlige eksempler på opgaven, jeg ikke havde kunnet fatte aftenen før. Først stod selve spørgsmålet, omhyggeligt afskrevet med hendes smukke, tydelige skrift, og dernæst tre vidt forskellige løsningsforslag, trin for trin. Bedstemor var ikke hjemme længere. Ved siden af skrivebogen stod min grød, omhyggeligt dækket af et klæde. Det mindede nærmest om eventyret om prinsessen, der vævede tæpper om natten, eller de gode nisser, der hjalp skomageren med hans sko.
Måske var det ikke pædagogisk korrekt at løse opgaven for mig. Men det var stor pædagogik: hun gav mig et bevis på, at der ikke er håbløse situationer her i livet alt kan løses, som i eventyrene. Læg dig til at sove, min pige. Morgenen er klogere end aftenen.
“Morgenen er klogere end aftenen,” sagde bedstemor, når hun træt kom hjem fra arbejde. “Jeg lægger mig lige en times tid.” Nogle gange sov hun til næste dag, helt påklædt, og når jeg slog øjnene op, var hun væk. Til gengæld hang mit strøgne, hvide forklæde over stoleryggen, og den rene kniplingskrave var syet fast til kjolen. Så vidste jeg, at bedstemor havde husket min klargøring til skolen og nået det hele.
Nej, det fik mig aldrig til at føle mig hjælpeløs, som man så tit sagde dengang. Men det gav mig troen på, at tingene nok skulle gå. Livet prøvede mange gange at tage den tro fra mig, men barnetroen stod stærkere.
Selv nu, så mange år senere, hører jeg bedstemorens raske: “Det kan ikke passe!” Og når jeg er ved at give op og tænker: “Nu kan jeg ikke mere,” så hører jeg den gamle stemme på ny: “Prøv gennem kan ikke.”
Hvis jeg overhovedet får en god idé, så kommer den altid tidligt om morgenen, lige på grænsen mellem drøm og vågen. For morgenen er som den rene skrivebog, bedstemor lagde frem med den færdige løsning, mens jeg endnu tørrede tårer over gårsdagens vanskeligheder.
