Hør, Signe Jeg skal lige snakke med dig om noget, Jonas blev stående i døren til køkkenet, og bare på måden han trampede lidt nervøst, forstod Signe straks: Det her ville ikke blive nogen let samtale. Laura ringede. Hun har haft et skænderi med vores forældre og er flyttet ud. Hun har ingen steder at bo lige nu. Kan hun mon bo her lidt? Bare indtil hun får styr på tingene?
Signe lagde telefonen fra sig hun sad midt i et arbejdsmøde på chat. Laura. Jonas lillesøster, treogtyve, nyuddannet indretningsarkitekt. De havde kun været sammen et par gange, mest til familiehygge hos Jonas mor, hvor Laura altid sad og pillede lidt i sin salat ude i hjørnet.
Hvad skete der? Med dine forældre?
Åh, det er noget sædvanligt, sukkede Jonas og trådte ind, satte sig på en stol overfor. Min mor vil have, at hun skal arbejde i familievirksomheden. Fast job, stabilitet, løn hver måned. Men Laura vil bare udfolde sig og arbejde med det hun har læst. Så blev det ophedet, og hun gik.
Signe gned sine øjne. Lejligheden var hendes, købt før hun blev gift. En tre-værelses i Vanløse, hun selv havde sat i stand. Soveværelse. Et kontor hvor hun lavede sine projekter. Og så det tredje værelse helt tomt.
Hvor længe tænker du hun bliver?
Måske en måned eller to, ikke mere. Bare indtil hun finder et arbejde.
Signe kiggede på sin mand. Efter fem års ægteskab kunne hun læse hans ansigt som en åben bog.
Okay. Hun må gerne komme. Det tredje værelse står jo bare tomt. Men sig lige til hende, jeg har gang i tre projekter for tiden, jeg arbejder hjemme næsten konstant. Så hun skal ikke blive forskrækket, hvis hun ser mig gå rundt og tale til mig selv om fugemasse og farver.
Jonas ansigt lyste op han lænede sig frem og gav hende et kys på kinden.
Tak. Jeg skriver til hende nu.
To dage senere ringede det på døren. Signe åbnede og blev et øjeblik forvirret. Laura stod der bleg og træt, kun med en stor sportstaske over skulderen. Ingen kufferter, ingen poser, bare den ene taske, hvor hjørnet af en laptop stak ud.
Hej, Laura kom ind tøvende, som om hun forvente at blive sendt ud igen. Tak fordi jeg må. Det bliver kun kortvarigt.
Kom ind for pokker, sagde Signe og flyttede sig. Dit værelse er for enden af gangen. Sofaen er slået ud, og der er lagt rent sengetøj.
Laura nikkede og gik ned ad gangen med tasken presset ind til sig. Signe så efter hende de spinkle skuldre og den hestehale, den sammenkrympede ryg. Treogtyve år, og hun lignede mest af alt en hund, der var blevet skældt ud.
Under aftensmaden rørte Laura næsten ikke sin mad. Hun flyttede kyllingebidderne rundt med gaflen, mens Jonas snakkede om arbejdet. Pludselig kiggede hun op på Signe.
Signe, må jeg spørge om noget?
Selvfølgelig.
Jeg tænkte Måske kunne jeg hjælpe dig med arbejde? Ikke for penge, bare Som assistent. Bare mens jeg søger job og får erfaring. Jeg ved, jeg kun har mit diplom og ikke noget portefølje, men jeg lærer hurtigt. Virkelig.
Signe betragtede hende et øjeblik. De rødkantede øjne, fingrene der pillede ved servietten.
Er du klar over, det meste er ren rutine? Måle op, hente prøver, rende rundt i butikker efter mosaik og fliser. Ikke særligt glamourøst.
Det er helt fint, Laura nikkede ivrigt. Jeg tager alt det, du kan smide efter mig.
Signe tænkte sig om. Hun havde faktisk en stabel småting, hun aldrig fik klaret hente kataloger, tage billeder ude på projekterne, rydde op i prøvebunkerne på kontoret.
Lad os prøve så.
Laura smilede for første gang hele aftenen. Et lille forsigtigt smil. Kun i mundvigene.
Tusind tak! Jeg lover, du vil ikke fortryde det.
Jonas klemte Signes hånd under bordet. Signe tænkte måske var det i virkeligheden ret smart. Svigerinden fik erfaring, hun fik aflastning, alle vinder.
Den første måned forsvandt som ingenting. Signe vænnede sig til den nye rytme de opgaver hun plejede at udskyde, blev løst én efter én. Laura susede rundt efter prøver, sorterede mails og kataloger. Arbejdet gik hurtigere, projekterne blev afleveret til tiden, og Signe begyndte at tænke, at det her samarbejde var noget af det klogeste, hun havde gjort længe.
indtil det gik galt.
Først var det Maria Hansen en kunde med et nybyggerkøkken. Hun skrev lakonisk: Signe, tak for arbejdet, men jeg har fundet en anden designer. Billigere. Signe rystede bare på hovedet og tænkte, folk sparer jo hvor de kan nu. Ugen efter forsvandt Erik, som ville have en stue renoveret. Svarede bare aldrig igen. Ti dage senere blev det Helena, som ellers havde sagt ja til konceptet til børneværelset.
Der var stadig nok at lave, men den mærkelige tendens gnavede inde i Signe, og hun kunne ikke slippe tanken om hvad hun havde gjort galt. Var priserne for høje? Tog det for lang tid? Om natten lå hun og vendte det hele i hovedet, uden at finde svar.
Laura tilbragte imens mere og mere tid på sit værelse med laptoppen. Selv når Signe ikke satte hende til noget, tastede Laura koncentreret og kneb øjnene sammen. Når man spurgte, svarede hun vagt hun sendte CVer, skrev portefølje.
Du overanalyserer det, sagde Jonas en aften og lagde armene om Signe, da hun igen begyndte at beklage de mistede kunder. Det er bare en af de stille perioder, det kommer til at vende snart. Bare vent og se.
Signe ville så gerne tro på ham.
Men så kom der en besked fra Henning Madsen ham, hun havde underskrevet kontrakt med på et stort villa-projekt, penge nok til tre måneder frem.
Signe, undskyld men jeg må opsige aftalen, stod der på skærmen.
Signe satte sig på kanten af sengen og pressede telefonen hårdt i hånden. Hun skrev hurtigt tilbage:
Henning, vent nu er der noget jeg har gjort forkert? Sig det bare, jeg kan tage det.
Svaret kom med det samme:
Nej, du har gjort det fint. Men en anden designer skrev til mig, tilbød det samme til halv pris. Jeg tænker jo praktisk, du forstår.
En anden designer? Signe kneb øjnene sammen og skrev hurtigt: Må jeg se kontaktoplysninger? Jeg vil gerne vide, hvem der underbyder sådan.
Det kan du sagtens få. Jeg sender lige nummeret.
Meldingen kom efter et minut. Signe stirrede på skærmen. Det var Lauras nummer.
Hun rejste sig benene gik af sig selv, mens hun blev mere og mere rasende. Hun gik hen til svigerindens dør og tog fat uden at banke.
Laura sad på sengen med laptoppen og kiggede overrasket op.
Signe? Er der noget galt?
Signe rakte bare telefonen frem med samtalen.
Forklar mig det her.
Laura så på skærmen. Så på Signe. Og pludselig skiftede hendes ansigtsudtryk den forpinte, stille facade forsvandt. I stedet var der en kynisk smirk og blikket blev koldt.
Ja, og?
Signe tog et skridt frem.
Og? Jeg tog dig ind, gav dig opgaver, delte min erfaring med dig og du stjæler mine kunder bag min ryg? Er det sådan du siger tak?
Laura klappede laptoppen sammen og rejste sig, armene i kors. Den stille pige med de hængende skuldre var som blæst væk. Nu stod der en selvsikker kvinde foran Signe, øjnene var smalle, hagen løftet.
Jeg har ikke gjort noget forkert. Jeg tilbød bare mine tjenester billigere. Det hedder konkurrence, Signe. Det er normal forretning. Du skal kæmpe for kunderne, ikke bare sidde og vente på de falder ned i skødet på dig.
Kæmpe? Signe blev helt mundlam af så meget frækhed. Det var mine kunder! Dem jeg havde fundet selv, med underskrevet kontrakt!
Og hvad så? Laura trak på skuldrene. Du har det hele: Din egen lejlighed, din mand, en veletableret forretning. Hvad med mig? Skal jeg vente i årevis på at nogen selv opsøger mig?
Signes ansigt brændte.
Jeg har brugt MÅNEDER på at få mine første kunder! Gået sønderrivende mange ture på byggepladser, delt visitkort ud, lavet projekter gratis bare for erfaringens skyld. Og du du sneg dig bare ind i min kundebase og begyndte at kapre dem!
Lad nu være. Du er jo ikke nogen martyr. Du sidder her i din tre-værelses og tror hele verden skylder dig noget.
Signe knugede mobilen i hånden nu var hun bare iskold.
Pak dine ting og gå. I aften.
Laura blev helt chokeret.
Hvad? Hvor skal jeg tage hen?
Hvor du vil. Til dine forældre, til veninder, på Station Hovedbanegården det rager ikke mig. Du skal ud.
Det er min brors hjem! Laura løftede hagen. Jonas inviterede mig!
Lejligheden er MIN, Signe sagde hvert ord tydeligt. Min personlige, købt før Jonas. Han har nul at sige. Tag din taske og forsvind.
Laura greb telefonen, tastede febrilsk Jonas nummer. Signe lod hende, gik bare ud og lukkede døren blidt. Hun kunne jamre alt det hun ville.
Jonas kom hjem lidt over syv. Signe hørte jakken blev hængt, sko ramme gulvet, og snart Lauras stemme inde fra hendes værelse hun var allerede i gang med sin version.
Signe gik ud på gangen og lænede sig mod køkkendøren. Laura stod foran Jonas, øjnene røde og snakkede hurtigt, gestikulerede vildt.
Hun smider mig ud! Kan du forstå det? Bare sådan på gaden! Jeg gjorde jo ikke noget, ville bare have et arbejde!
Jonas vendte blikket mod Signe.
Signe?
Signe åbnede beskeden fra Henning Madsen og viste ham telefonen.
Læs selv. Hun har skrevet til mine kunder, tilbudt dem lavprisprojekter. Maria Hansen, Erik, Helena dem alle. Og nu Henning.
Jonas læste uden at sige et ord. Laura blev stille og Signe så hende slikke nervøst sine læber.
Laura, Jonas løftede blikket og der var ingen varme tilbage. Er det rigtigt?
Jeg ville bare… Det er jo branchen, Jonas. Folk gør det hele tiden.
Jeg ville hjælpe dig, Jonas rystede på hovedet med bitter skuffelse. Bad min kone tage dig ind, give dig en chance. Og så gør du sådan?
Men jeg…
Pak sammen. Du tager hjem til forældrene.
Laura brød sammen, tårerne løb.
Jonas, for pokker! De vil ikke have mig! Vi har skændtes!
De tager dig ind. De har ikke noget valg. Men her kan du ikke være længere.
Signe så Laura græde, skuldrene ryste, stemmen bævrede mens hun tryglede Jonas. Men Signe følte bare udmattelse. Ingen medlidenhed, intet medfølelse kun en tom lettelse over, at tingene endelig var på plads.
