Jeg tilbragte tre måneder med at date en kvinde, lad os kalde hende Freja. Hun er enlig mor til en dreng på otte år. Da vi var kollegaer, var det faktisk hende, der først viste interesse for mig. I begyndelsen holdt jeg mig lidt tilbage, fordi jeg satte stor pris på mit arbejde, men langsomt begyndte vi at tilbringe mere tid sammen, og pludselig gik det op for mig, hvor smuk, moden og især selvstændig hun var.
Allerede fra de første gange vi sås, kunne jeg fornemme en vis distance fra hendes side. Senere stod det tydeligt, at hun havde en undvigende tilknytningsstil. Da vi efter en måned besluttede os for at være kærester og fordi vi arbejdede sammen, ville vi begge gerne have, at tingene foregik ordentligt og åbent. Efterhånden begyndte vi at være mere sammen, men ved tredje måned ændrede det hele sig. Hun blev kold, fjern og holdt mig følelsesmæssigt på afstand.
Til sidst blev jeg træt. Min tålmodighed slap op, og jeg afsluttede forholdet på en hård måde. Jeg var virkelig vred og havde fået nok. Hun blokerede mig på alle måder, og i otte dage har jeg intet hørt fra hende det er, som om hun er forsvundet fra jordens overflade.
Når jeg tænker over det, virker det som om, hun aldrig rigtig var interesseret i mig, og jeg blev bekræftet i det, fordi jeg altid var den, der prøvede at redde konflikterne, hver gang vi skændtes. Selvom vi var sammen i kort tid, gav hendes ord mig en følelse af at være udnyttet og ydmyget. Der var ingen empati fra hendes side.
Har du nogle gode råd? Nogle opmuntrende ord? Hvad skal jeg gøre nu? Tror du, Freja nogensinde vil tage kontakt igen?
Man lærer, at man ikke kan ændre andre mennesker. Det vigtigste er at holde fast i sin egen værdighed og ikke miste sig selv i forsøget på at blive elsket. Nogle gange skal man give slip, for at der kan blive plads til noget bedre.
