Hun var, som man siger i Danmark, ikke-omgængelig. Man kan vel sige det om både mennesker og dyr. Det var præcis sådan hun var For mange år siden, da jeg gamle Henning cyklede ud i Gribskov for at samle hasselnødder, fandt jeg en unghund. Hvordan det lille kræ var havnet der, midt i den tætte skov, ved kun Vorherre. Den traskede bare sagte rundt mellem træerne.
Den var ikke engang bundet fast Lille, våd efter regnen, et underligt væsen. Jeg rynkede panden og trådte nærmere. Unghunden var noget klodset og sjældent køn Men dog de brune øjne, som så op på mig, var ikke et fjollede unghunds blik Men de kloge øjne hos et gammelt dyr. Kom med mig, du dyr! tænkte jeg. Gården mangler vagt. Bliver du god, får du tryghed og mad!
Jeg steg på min gamle cykel og rullede hjem til landsbyen. På vejen kiggede jeg til siden adskillige gange Men unghunden fulgte ikke efter. Jeg glemte hurtigt det skovmøde, da der var rigeligt at tage sig til på Trandbergs gård: tre fede grise, soen med ti smågrise, koen Margerit, et dusin høns, seks ænder med ællinger og så katten Diesel.
Jeg rullede en hjemmelavet cigaret jeg har aldrig brudt mig om det stads fra butikken, slet ikke de der filter-cigaretter og ville nyde den på bænken ved huset. Og dér, pludselig, stirrede to brune øjne lige på mig Så intenst og mærkeligt, at jeg for en gangs skyld blev i tvivl om, hvad jeg skulle gøre. Tjah, kom nu med ind på gården da Hundehvalpen jog baglænds væk og forsvandt i mørket igen.
Sådan gik det, ikke bare én men flere aftener. De brune øjne betragtede mig hver dag ud på aften, som om de vurderede mig, søgte én de kunne stole på Så, en dag, da jeg sad med min cigaret, kom den selv hen til mig, snusede til min hånd og lagde sig ved mine fødder. Jeg blev sgu lidt forbløffet.
Jeg har aldrig været den bløde type overfor dyr egentlig mest praktisk; de fleste kreaturer på min vej blev slagtet. Hund til vagten, kat til musene Hvor mange hunde, der har levet og døet her, kan jeg ikke tælle. Ja, den gamle hund Storm døde i starten af sommeren. Dyrlægen sagde; flåter! Ingen tudede meget over ham. Jeg er en hård banan, ikke til tårer, og min kone Karen er skrap; hele byen taler stadig om dengang hun lagde en kalv ned med ét slag, blot fordi den tumlede, mens hun ville give den mælk
Jeg tog et godt sug af min cigaret og kiggede på hvalpen. De brune øjne fulgte mig. Nå, dyr, det ligner du vil bo hos mig. Hør nu her mad to gange dagligt, det Gud byder. Jeg piller dig ikke. Varmt hundehus har jeg klar, og du får natlige slip ud i skoven en gang imellem Til gengæld vogter du min gård! Ingen skal snige sig forbi! Hvis du vil, så kom!
Sådan begyndte hendes nye liv hos os. Da det gik op for mig, at hunden var en hun, kaldte jeg hende Malene. Hvor jeg fik dét navn fra, kan jeg ikke huske Nu havde Malene et varmt hundehus, en stor gård og en lang lænke. Hun voksede hurtigt fra en klodset hvalp til en vældig, flot og frygtindgydende hund hele landsbyen gik og sagde, der måtte være ulv i slægten! Så frygtelig og sær var hun og aldrig som andre hunde. Ingen logrende hale, ingen slikkeri; blot den rolige, opmærksomme blik, når jeg, min kone eller børnene kom nær. Men fremmede? Dem kunne hun flå levende. Hun gøede sjældent. Hun knurrede, og det var skræmmende især om dagen, så vi flyttede hundehuset væk fra gården og ud i køkkenhaven, så folk turde nærme sig porten.
Om natten fik hun ofte lov til at løbe frit: Tre timer, så skal du være hjemme! De bliver bange, de malkepiger, på morgenholdet, på grund af dig! Men ingen ballade, Malene! Tre timer! Og Malene forsvandt som et lyn ud i skov og marker, på sine egne, måske ulveagtige, eventyr. Hun har aldrig bidt nogen, aldrig skræmt unger eller voksne. Der var andre ting, hun var ude efter. Men til tiden var hun altid hjemme i sit hus og dét blev jeg mere og mere respektfuld over Om jeg forstod hende? Ikke dengang.
Hver sommer fik hun hvalpe, akkurat som naturen bestemmer til trods for frygten for hende, blev hvalpene snuppet som varme rundstykker. Folk kom fra nabobyer for at få en af Malenes unger. For Malene blev respekteret, ikke frygtet; hun farede aldrig op unødigt kun når det virkelig galdt.
Så kom den dag, hvor solen stod højt. Malene lå og nød varmen foran sit hus, det ene øje på lille Sofie, som legede med sandbunken under kastanjen ved porten det andet på Karen, der gik og puslede i kålbedene. Malene vidste, at Karen bandt sin barnebarn til træet med et lille reb, så Sofie ikke rendte væk, mens hun ordnede haven. Sofie var kun tre år, og hendes forældre kom af og til med hende på besøg. Den lille pige løb altid direkte til Malene, med armene vidt ud: Maaaleene! Maaaleene! Og sådan smeltede hundehjertet af glæde for det lille menneskebarn.
Også den dag fulgte Malene med i alt men hun blundede ind. Vågnede, da nogen kradsede hårdt mod hendes snude. Katten Diesel sad der og hvæste: Hjælp! Sofie er ved at drukne! Malene spidsede ører; ingen Sofie var at se, hverken ved sandkassen, gyngen, eller træet. Katten peger mod dammen: Der, hendes solhat flyder i vandet! Kom nu, mor, hjælp hende! Ingen hører mig!
Malene gav hals! Hun gøede som aldrig før. Sprang og rev i kæden, forsøgte at slippe fri, hylede. Karen rejste sig og sagde: Den bikkie er da tosset, og gik tilbage til sit arbejde.
Da begyndte Malene at hyle. Ikke bare hundehyl men et ulvehyl der rungede over landsbyen, så folk fik gåsehud. Hun hylede og hylede med en smerte, der ikke kan beskrives.
Nu forstod Karen, at der var alvorligt galt. Hun sprang efter Sofie. Nabokonen og andre folk kom løbende. Lille Sofie blev fundet og fisket op af dammen bag husene var det en dam, en gammel havepytt eller bare et vandhul, er ligegyldigt. Der var stor drama i landsbyen. Ambulancen kom. Sofies forældre græd, lettede og bange på én gang
Hen på aftenen faldt roen på igen, og Malene fik besøg af hele familien: Sofies far Christian, hans kone og jeg selv. Christian satte sig på hug foran Malene og talte, blidt: Tusind tak for du reddede min pige, Malene! Det glemmer vi aldrig! Vil du ikke komme med hjem til mig i byen? Her vil du få et stort bur, god mad, masser af ture jeg lover, her vil du få det godt!
Malene kiggede på ham med sine kloge brune øjne. Hun sagde ingenting, bare lagde sit hoved mod hans skulder et øjeblik og gik så hen til mig. Lagde sig ved mine fødder. Jeg stod der klodset, som om jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre med en hund, der var så hengiven. Og dér, gled en enkelt stilfærdig mandetåre ned over min rynkede kind Jeg lærte noget.
Jeg lærte at elske også dyrene.
