Det skete sidste sommer. Jeg stod der i Fields, og ventede på min datter. Vi havde længe aftalt at tage ud og shoppe sammen. Pludselig kom en mand med skinnende isse og en lille ølmave hen imod mig.
Karen?
Adam, er det virkelig dig? Jeg kunne næsten ikke kende denne lettere forfaldne, skaldede mand. Engang havde han jo været min flotte og charmerende forlovede.
Jeg tvang et smil frem, selvom det stak i mig. Jeg kunne ikke bare glemme, hvordan han havde svigtet mig dengang.
For 25 år siden var jeg og Adam ved at gøre alt klart til brylluppet. Vi var virkelig et smukt par, og vi blev nærmest misundt af alle omkring os.
Bryllupsdagen kom. Der var fyldt med glæde hjemme hos mig. Hele familien gik rundt med hænderne fulde af pynt og madlavning. Jeg selv blev gjort klar til vielsen. Alle, også Adam, ventede bare utålmodigt på mig. Pludselig holdt der en bil foran huset, og en fremmed mand steg ud. Han begyndte at spørge efter Adam og sagde, at han faktisk var Adams svigerfar.
Min mor syntes, det lød som et dårligt forsøg på en joke, og spurgte ham, om han ikke tog fejl. Manden var urokkelig: det hele stemte, og hans datter ventede barn med Adam. Det snurrede rundt for mig, da jeg så pigen med den gravide mave.
Adam sagde ikke et ord. Han satte sig bare ind i bilen og kørte væk.
Ja, så Alisa (pigen dengang) fik en lille pige Men hun blev ikke sund. Nu kæmper vi stadig, du ved der har været problemer lige fra starten og tingene gik heller aldrig med Alisa og mig. Vores liv det blev slet ikke som vi håbede, sagde Adam.
Tja, det er da kun din egen skyld, at dit liv er blevet sådan svarede jeg, trak på skuldrene og gik med hovedet højt og stolt.
Han forlod hende på bryllupsdagen! Næste gang de mødtes var 25 år senere. Dette møde kom fuldstændigt bag på hende – hun anede ikke, hvordan hun skulle se på ham eller hvad hun skulle sige.
