Underskrevet anderledes
Nej nej, du behøver ikke skrive det ud for mig, jeg gemmer det bare på telefonen.
Han sagde det alt for selvsikkert, som om han tit gjorde sådan og altid havde styr på det. I virkeligheden skrev han helst numre ned på en lap papir. Papir var mere sikkert. På papir popper gamle navne ikke op af sig selv, blander sig ikke uden videre, eller kender ikke på forhånd dem, man egentlig mente.
Receptionisten på Glostrup Lægehus remsede lægens nummer op, to cifre ad gangen. Svend Mikkelsen stod i skranken, balancerede med sin mappe med blodprøver i armhulen, og tastede nummeret ind med tommelfingerneglens spids. Ude på gangen hostede nogen dæmpet i ærmet, et ægtepar diskuterede tidsbestilling hos sundhed.dk, og ovre ved plastikposerne drejede en dreng en blå kapsel rundt som en snurretop. Svend fik indtastet nummeret, klikkede opret kontakt, og straks foreslog telefonen et navn. Han kiggede ikke engang rigtigt, trykkede bare bekræft, for bagved pressede folk allerede på.
Fik du det gemt?
Ja, selvfølgelig.
Han stak telefonen i lommen, tog sin mappe og gled mod udgangen, mens han ikke så meget tænkte på lægen, men på at han skulle nå Faktas dagligvarereoler, inden der blev for hektisk, og han også hellere måtte købe pærer til gangen. Den ene blinkede på tredje uge, og Mette sagde: Enten sætter du den i nu, eller også lader du være med at love det igen. Han svarede altid, han gjorde det lørdag, men så kom der noget andet.
Hjemme placerede han posen med ymer på skamlen i køkkenet, sparkede skoene af uden at binde knuden op, og gik direkte til loftsrummet efter pærer. Det var blevet en slags stolt vane hos ham. Hvis man husker det, gør man det straks inden det glipper ud af sindet. Det virkede dog kun med bagateller. De store ting kunne han gruble over i årevis og kalde det for forsigtighed.
Pæren viste sig at være med forkert fatning. Han vendte æsken mellem hænderne, nørklede forbogstaverne ud, lagde den tilbage. Inde fra stuen spurgte Mette:
Fik du købt den?
Købt, men det var den forkerte.
Selvfølgelig.
Hun sagde det ikke vredt, nærmest sløvt. På det sidste talte de om alt vigtigt på den der måde, som om det bare var snak om vejret, der alligevel ingen bestemte over.
Efter aftensmaden kom han i tanke om lægen. Han burde skrive og spørge, om ultralydsscanningen krævede faste. Svend åbnede Messenger, fandt den nye kontakt, og stoppede brat. Kontakten var gemt som Freja.
Først forstod han ikke, hvad der var galt. Så gik det op for ham. Lægen var en mand, speciallæge, navnet på skiltet var Kragh eller Koch, mente han. Ikke en eneste Freja så langt øjet rakte.
Svend trykkede ind på profilen. Nummeret var korrekt, det samme receptionisten havde dikteret. Nummeret var i orden, navnet forkert.
Han fnøs, rettede på brillerne og ville straks omdøbe kontakten, men netop i det øjeblik råbte Mette ude fra stuen:
Har du set el-regningen?
Han gik for at lede efter regningen, derefter ud med skrald, og til sidst dumpede han ned for at se TV-avisen mens han halvt tænkte på noget andet og navnet blev bare stående. Ikke fordi han havde glemt det. Han havde bare udskudt det ligesom han havde udskudt pæren, tandlægebesøget, samtalen med datteren om sommerhuset, de stadig udskød at besøge.
Næste dag skrev han: Goddag, det er Svend Mikkelsen, jeg skulle høre angående forberedelsen skal jeg komme fastende?
Svaret kom hurtigt: Ja, otte timer uden mad. Vand er tilladt.
Det var i orden. Nummeret virkede, navnet forstyrrede ikke. Han smilede skævt for sig selv. Teknik, hvad kan man forvente?
Problemet begyndte om aftenen, da han stod i kø i Netto og rutinemæssigt sendte denne kontakt en anden besked. Han havde villet skrive til Mette: Tag lige dild og creme fraiche, hvis du ser det, jeg glemte. Men han trykkede forkert. For øverst lå Freja, mens Mette hjemme stod længere nede, sådan som han selv engang havde navngivet kontakten, så hun ikke blev forvekslet med naboen, Mette Hansen. Konen var nøgternt navngivet.
Svaret kom hurtigt: Beklager, dette er lægen. Jeg handler ikke dild.
Svend læste svaret og følte ikke skam, men en irriteret afhængighed af sine tykke fingre, det små skrift og disse smarte dimser, der gør folk til narrer mellem mælk og kattemad. Han svarede hurtigt: Undskyld, det var en fejl. Derefter omdøbte han kontakten til Dr. Kragh Ultralyd. Og det kunne have været det hele, hvis ikke mailprogrammet stadig nogle dage viste det gamle navn i toppen, hver gang notifikationerne poppede op.
To dage senere tog Mette hans telefon fra entrébænken hendes eget batteri var dødt, og hun ventede et opkald fra IKEA om deres nye garderobeskab. Svend rodede med vandlåsen under køkkenvasken og hørte hendes stemme:
Der er besked fra Freja til dig.
Han kom springende op for hurtigt, stødte baghovedet mod vasken og bandede ikke det ord, han normalt ville have brugt.
Hvilken Freja?
Denne her. Husk, i morgen klokken 09.20, lokale 314. Meget betænksom.
Mette holdt telefonen mellem to fingre, som om det var noget fremmed. Ikke jaloux, mest nysgerrigt. Hendes interesse var altid mere ubehagelig end bebrejdelser. Bebrejdelser kunne han nemmere affeje, men interesse betød, at hun havde opfanget noget mærkeligt eller ynkeligt.
Det er lægen, sagde han. Jeg fik ikke ændret navnet.
Hvorfor Freja?
Aner det ikke. Det poppede bare op automatisk.
Automatisk.
Hun lagde telefonen fra sig og gik. Uden et eneste smæk med døren. Men resten af aftenen talte hun til ham, som om der stod endnu en person mellem dem i stuen, ikke synlig og ikke velplaceret.
Svend ville flere gange forklare, hvordan telefonen sikkert havde genbrugt et gammelt navn autoudfyld, teknik det var jo bare det. Men jo længere han formulerede forklaringerne for sig selv, jo tåbeligere lød det. Der var tidligere en med det navn lød pinligt. Autoudfyld foreslog barnligt. Til sidst viste han bare samtalen om dild. Mette kiggede, nikkede og sagde:
Meget overbevisende.
Han vidste ikke, om hun mente det ironisk.
På arbejdet blev det endnu mere akavet. Svend var lagerforvalter i et mindre firma i Høje Taastrup, der solgte VVS og reservedele. Arbejdet var let, men krævede hukommelse for varenavne og leverandører, som altid lovede at komme om et øjeblik. Hukommelsen fungerede, men på det seneste skete det ofte, at han måtte stoppe op på lagergangen for at huske, hvorfor han egentlig gik derhen.
Om fredagen bad chefen ham om at sende nummeret på den nye regnskabsdame i hovedafdelingen. Svend fandt det frem i kontakterne, men Freja poppede tilfældigt op ved siden af. Han trykkede forkert og fik sendt lægens kort til chefen.
Hvem er det? sagde chefen og kiggede op. Tager jeres regnskab også blodprøver?
Hele kontoret brød ud i latter. Ikke ondt, bare hverdagsmorskab. Lagerassistenten, Lone, greb straks chancen:
Så det hemmeligheder, Svend? Freja-kontakter?
Det er lægen, svarede han.
Ja ja, selvfølgelig.
Igen denne tone præcis som Mettes. Som om alle udefra allerede kendte hans historie, før han selv havde formuleret den.
Han blev arrig og svarede mere hårdt, end nødvendigt:
Har I ikke andet at lave end glo i andres mobiler?
Latteren lagde sig stille ud. Chefen fandt selv nummeret på mail. Svend gik resten af dagen rundt, som om nogen havde sat en mystisk seddel bag på ryggen af ham.
Om aftenen ringede datteren. Hun boede i Birkerød, arbejdede i forsikring og talte hurtigt og uden omsvøb.
Far, hvad har du gang i?
Ingenting.
Mor nævnte, du smser med en Freja.
Herregud, nu begynder du også. Det er lægen!
Far, jeg er ikke kriminalbetjent. Bare lad nu være at lade som om alt er tip-top. Mor går rundt og siger intet.
Hun plejer at gøre det.
Han nåede at indse, hvor skidt det lød, netop som han havde sagt det. Datteren tav.
Nemlig. Så det er ikke altid bare telefonens skyld.
Du har altid været så klog, hva?
Længe. Slap nu af.
Hun skiftede emne til børnebarnets hoste og vuggestue, men Svend fulgte kun halvt med. Sætningen satte sig fast ikke i hovedet, men i dagens rytme, som en sten i skoen. Det er ikke alt, der handler om telefonen.
Navnet Freja var ikke tilfældigt. Han vidste det udmærket, men brugte meget energi på at lade som om. Det var ikke autoudfyld, men et navn hans egne fingre valgte, akkurat som før. For femten år siden dengang i entreprenørbranchen hvor han pendlede over hele Sjælland. Dengang hed hun Freja Sørensen, indkøbskonsulent. Ikke filmstjerne, ikke forelskelse. Bare en kvinde, der gjorde arbejdet let. Hun talte stille, lyttede, huskede han ikke spiste sødt i toget, og at han hadede at få sendt indtalte beskeder. Der var aldrig noget mellem dem, hvis man tæller på fingrene. De sad én gang på en café ved stationen, grinede over forbytninger på fragtbreve, én gang hjalp han hende med en æske kataloger. Én gang sagde hun: Det er roligt med dig. Det var alt.
Men derhjemme var han efter de ture mere højlydt, købte forkert rundstykke, glemte hvad han havde lovet. Mette spurgte dengang direkte:
Hvor er du henne i tankerne?
Han svarede: På arbejdet. Og det var næsten sandt. Næsten er den letteste form for løgn. Siden blev firmaet nedlagt, Freja fik nyt arbejde, hendes nummer blev i den gamle mobil, flyttede så over til den nye, og forsvandt med tiden. Svend søgte ikke. Han kunne fint bilde sig selv ind, at han var et ordentligt menneske og intet sådan havde på samvittigheden. Så var der heller intet at tage op.
Men navnet blev siddende i hans fingre. Som et smut, han havde gået mange gange, og stadig kendte med lukkede øjne selv om kiosken på hjørnet for længst var noget andet.
Det egentlige brud kom om søndagen hos datteren, hvor hele familien var samlet for børnefødselsdag. Køkkenet var tætpakket, salaten blev skåret, nogen ledte efter lys til kagen. Svend tilbød at bestille vand til flaskekassen de løb altid tør for vand selv om Brugsen lå skråt over gaden. Han fandt telefonen frem for at sende adresse, men øverst lå beskeden fra lægen: Si til hvis du bliver forsinket. Han ville videresende adresse til datteren, men fik i stedet trykket opkald.
Højttaleren gik på automatisk, måske han selv ramte den, umuligt at afgøre. I køkkenet lød en dyb herrestemme:
Ja, det er dr. Kragh.
På skærmen sprang notifikationen op navn: Freja.
Datteren så op først. Svigersønnen vendte blikket væk. Mette standsede med agurken.
Er det din læge Freja? spurgte datteren stille, for stille.
Svend afbrød opkaldet, trykkede forvirret videre, åbnede alle de forkerte apps. Telefonen blev tung og glat som sæbe. Pludselig begyndte han alt for detaljeret at forklare med forklaring på forklaring om receptionen, navneskilte, dild, at nummeret var mandligt, men navnet gammelt, fordi det tidligere Han standsede. Enten skulle han lyve mere, eller også sige det som det var.
Fordi der engang var en kontakt med det navn, sagde han.
Ingen sagde noget. Inde fra værelset lød børnebarnets leg med bil mod radiatoren.
Hvem var det? spurgte Mette.
Han så ikke på hende, men på skærebrættet. En agurk, afskåret skævt, og en kniv med dild på. Mærkeligt, at det var dét han lagde mærke til.
Kvinde fra arbejdet. Gammelt arbejde. Der var aldrig noget. Har ikke set hende i årevis.
Men navnet kan du huske, sagde Mette.
Ja.
Så brugte du det til lægen.
Ja.
Datteren sukkede larmende og vendte sig mod vasken. Svigersønnen gik ind til børnene. Kun de voksne blev stående i køkkenet blandt skåle, poser og halvhakket salat.
Mette hævede ikke stemmen. Det var værre end et skænderi. Hun spurgte:
Hvad holder du egentlig fast i? Hende eller dig selv med hende?
Svend var klar til at svare med endnu én af de gamle sætninger, men den lød pludselig automatiseret, som det forkerte navn i telefonen.
Nok mest i mig selv. Den jeg syntes, jeg var dengang.
Mette så trætte på ham, uden anklage. Han fortsatte, for nu var det sagt.
Det var ikke fordi hun var speciel. Det var bare lettere sammen med hende. Jeg følte mig ikke hele tiden skyldig eller uduelig. Ikke som ham, der køber forkerte pærer. Ikke som far, der lover at komme og ikke gør det. Bare et menneske, der fik lov at være i fred. Jeg tror, jeg har hængt ved det. Selvom jeg faktisk aldrig gjorde noget rigtigt forkert. Bare bar det rundt i hovedet, som backupplan i mit eget liv.
Han tav. For første gang i hele den mærkelige måned krævede forklaringen ingen flere undskyldninger.
Mette lagde kniven fra sig.
Hvem forhindrede dig i at være sådan sammen med mig?
Det var ikke et spørgsmål, der kaldte på et smart svar. Alt smart ville klinge sårende.
Det gjorde jeg selv. Og du også, måske. Men mest mig. Det var nemmere at forestille sig, at der fandtes et sted, hvor jeg fungerede bedre end at tale ordentligt herhjemme.
Datteren vendte sig, vred i ansigtet som dengang som barn, hvis hun var styrtet på cyklen og ikke ville trøstes.
Endelig noget ærligt, sagde hun. Ikke bare det sprang op af sig selv.
Mette tog salatskålen og gik ind. Ikke dramatisk. Kagen skulle bare gøres klar. Svend blev stående i køkkenet med telefonen, velvidende at fødselsdagen skulle overstås. Det var egentlig godt sådan. Når man bagefter stadig skal servere saft eller lede efter låg til madkassen, forsvinder dramatikken hurtigt.
Om aftenen skyllede Mette tallerkener. Svend stod i vejen, vidste ikke hvordan han skulle gå til det.
Jeg har ikke søgt hende, sagde han.
Det tror jeg på.
Og agter heller ikke at gøre det.
Det tror jeg også på.
Hun satte tallerkenen forsigtigt så den ikke væltede.
Men sagen handler ikke om hende, Svend.
Han nikkede. Når hun kaldte ham Svend, kort og tørt, følte han sig altid yngre og dummere.
Det ved jeg.
Du lever stadig som om du ikke bliver set rigtigt hjemme, på arbejde, alle steder. Og venter på at nogen ser, hvor god du er, hvis bare du ikke bliver afbrudt. Men du bliver afbrudt, for sådan er livet og jeg afbryder, og du gør, men du tier, og så får du mærkelige navne i mobilen.
Han fandt ikke på noget at sige. Det skulle han heller ikke.
Mette tørrede hænderne.
I morgen ringer du til din læge-Freja eller hvad han nu hedder og undskylder for forvirringen. Og du skriver navnet ordentligt. Og, sagde hun og så på den blinkende lampe i gangen: Og køb nu den rigtige pære. Jeg er træt af at leve i halvmørke, ikke på grund af strømmen.
Dagen efter gjorde han netop det. Allerede om morgenen rettede han kontakten med fuldt navn og lokaleangivelse. Han ringede til lægen og sagde undskyld for misforståelserne og fejlforsendte beskeder. Lægen svarede køligt, men roligt: Det sker. På arbejdet sagde Svend åbent til chefen, at han dagen før havde sendt forkert nummer ikke noget hemmeligt, bare ren forveksling. Lone trak på smilebåndet, og så var den sag lukket.
Til allersidst tog han fat i det ubehageligste om aftenen. Efter aftensmaden satte han sig med sin gamle notesbog med telefonnumre den, Mette havde villet kassere for længst og bladrede til F. Ingenting. Selvfølgelig ikke. Hun havde kun været på mobilen. Svend tændte computeren, åbnede den gamle mail, fandt korrespondancen fra midt-00erne om leverancer til Roskilde, og der stod et fornavn og e-mailadresse. Nummeret var sikkert ubrugeligt, det var heller ikke meningen. Han ville bare én ting.
Han skrev en kort mail: Hej Freja Sørensen. Måske når denne ikke frem. Ville bare sige tak for samarbejdet dengang. Jeg har af en eller anden grund tænkt på det for nylig. Du behøver ikke svare.
Han læste igennem, rynkede på næsen og slettede halvdelen. Endte med: Hej. Tak for jobbet dengang i 00erne. Kom i tanke om leverancer til Roskilde for nylig. Venlig hilsen Svend. Han klikkede send og lukkede browseren straks igen, før han kunne forbedre på sig selv med flere undskyldninger.
Så gik han i Silvan og købte to pærer af den rigtige slags. Om aftenen kravlede han op på skamlen i gangen. Mette holdt stigen, hvis han skulle tabe noget. Lyset blev klart og blinkede ikke.
Sådan, sagde hun. Allerede meget bedre.
Ja.
Han steg ned, lagde den gamle pære i posen og sagde, ikke på vej ud af rummet:
Mette. Hvis jeg begynder at skjule ting igen bag ord, så sig det til mig med det samme.
Det gør jeg allerede.
Nej, du siger det først, når det for sent.
Hun overvejede det, nikkede:
Fint. Men så må du også sige det, inden det er tredje misforståelse.
Jeg gør mit bedste.
Telefonen ringede i gangen. Svend så på displayet: Dr. Kragh Ultralyd intet mærkeligt. Han viste det til Mette uden rigtigt at vide hvorfor. Hun smilede, rækkede ham posen med den gamle pære.
Smid ud på vejen. Og køb noget rugbrød med hjem.
Og således lærte Svend, at det, vi bærer indeni, ikke bliver mindre, hvis vi pakker det ind i små løgne eller glemmer gamle navne og at det vigtigste ofte er at turde sige tingene, som de er, og så købe den rigtige pære, så lyset kan få lov at komme igen.
