Min dagbog, mandag.
Jeg hedder Birgitte, og jeg er åbenbart ikke særlig god. Ikke sådan “ikke god til noget”, men sådan… folk synes, det er synd for mig, hvor dårlig jeg egentlig er. Alle prøver at få det ind i hovedet på mig jeg er dårlig. Dårlig, og også uheldig. Selvfølgelig har jeg ingen mand, og min søn er voksen og bor for sig selv. Birgitte er alene, ingen har rigtig brug for hende.
Da jeg kom på arbejde mandag, pralede de andre kvinder, nærmest i kor, om hvor meget de havde nået i weekenden hvordan de havde vasket tøj, gjort rent, arbejdet i haven, eller kogt syltetøj. Og jeg sagde ingenting. Hvad skulle jeg sige? Jeg har ikke nogen mand, mit barn er flyttet hjemmefra, så jeg holder mig bare tilbage.
Jeg bad om at gå lidt tidligere, som jeg gør et par gange om måneden. Der blev rystet på hovederne alle ved jo, hvor jeg skal hen: Ud og mødes med mine utallige elskere, selvfølgelig. På arbejdet er de sikre på, at jeg har en hel hær af mænd, og jeg er så dårlig. De andre er jo gode alle er gift og har travlt med deres familier, men Birgitte? Hun er dårlig.
Birgitte, siger min mor, hvorfor er du sådan?
Hvordan sådan, mor?
Ja, så… ikke rigtigt til at have med at gøre. Du kunne da finde en mand, for pokker. Det er ikke for sent at få et barn til, alle får jo børn efter fyrre nu om dage.
Mor, hvorfor skulle jeg finde en eller anden mand? Hvorfor skulle jeg have et barn til med hvem som helst? Jeg har jo Jonas, han er mere end nok for mig…
Og en mand hvad skulle jeg bruge ham til? Jeg har jo Søren.
Birgitte! udbryder min mor, Birgitte, tag nu dig sammen! Søren er ikke din mand!
Hvordan ikke? Han inviterer mig ud hver uge, køber gave, hjælper mig med ferie, slider ikke på mine nerver, tvinger mig ikke til at tage til hans mors sommerhus for at vaske vinduer, vasker ikke mine strømper, kræver ikke aftensmad, læsser ikke problemer af, ligger ikke på sofaen og sviner.
Ren velvære.
Ja, velvære for dig. Men alt det her, det får hans stakkels kone jo lov at slås med.
Vil du have, at det skal være mig, der får alt det?
Nej tak. Jeg er over fyrre, jeg har været gift to gange, lige to gange, og jeg løb fra “lykke” med træskoene i hænderne.
Min første mand, Jonas’ far hvis du ikke havde glemt det fik mig til at gifte mig som attenårig, fordi han var ældre og derfor mere moden, mere seriøs, elskede og respekterede mig, og havde penge, ikke sandt, mor?
I fem år hele fem år sad jeg i fængsel, måtte ikke studere, ikke have veninder, ikke engang være sammen med Jonas: for ung, kunne gøre noget forkert, bare arbejde for ham og hans mor.
Men jeg havde guld, ja, det var sandt.
Han tog mig med ud engang imellem, viste mig frem som “den unge, ordentlige kone”, ikke sådan som de andre.
Men selv tog han for sig af de andre “dukker”.
Og da jeg endelig slap fri og søgte om skilsmisse, takket være min elskede mormor, krævede han alt tilbage, endda mine strømper.
Anden gang giftede jeg mig af kærlighed, studerede og arbejdede samtidig, husker du, mor?
Om dagen læste jeg, forsøgte at indhente de mistede muligheder, om aftenen arbejdede jeg, for ikke at være til falds hos dig og far…
Birgitte! Hvordan kan du dog sige sådan? Har jeg nogensinde nægtet dig et stykke rugbrød eller en tallerken suppe, til dig og Jonas?
Du nej, mor… Men det var jo ikke kun dig. Der var også ham, der var bange for, at jeg ville hoppe op og ride på din stærke ryg, sammen med mit barn.
Hvad mener du?
Far, hvem ellers? Og brormand Niklas, vores store dreng, som endnu ikke havde styr på livet, men hvorfor skulle han? Der var mor…
Du knokler på to jobs, løber hjem, handler til dine “unger”, den ene ligger på sofaen, den anden sidder foran computeren…
Du laver mad, gør rent, vasker tøj…
Så jeg giftede mig for anden gang, i hast, uden kærlighed, for jeg havde prøvet kærlighed.
Men hvad ændrede sig?
Ingenting. Jeg fik bare flere pligter, gik fra Birgitte til “Birgitte-som-skylder-alle-alt”.
Min yndlingsmand ligger på sofaen, Birgitte arbejder, henter barn i børnehaven, det er jo mit barn man skal ikke belaste manden, det er ikke hans afkom, og selv hvis det var, er det ikke hans ansvar, han er jo træt.
I supermarkedet, slæber alt selv jeg havde jo ikke bil.
Hvorfor skulle jeg have det? Klar, manden har brug for den, han skal da ikke tage bussen til arbejde. Alle kvinder lever sådan, hvad vil du sige med “træt”? Hvem ellers skulle lave mad?
Så jeg lavede mad, dækkede bord, vaskede tøj, strøg, og så skulle jeg glæde manden for hvis han ikke får nok nærhed og kærtegn, finder han en ny kvinde, det er jo hans “skat”.
Hvis vi mangler penge? Så må det være dit barn, der mangler, hvis du havde født et “rigtigt” barn, arvingen, så kunne det være han løftede en finger, men ikke nu, find en anden fyr, der vil forsørge dig og dit barn.
Undskyld, men du ramte ikke plet…
Hvad mener du med, at du ikke vil give penge til bilreparation? Hvis bilen er min? Vi er jo familie.
Har du sammenlignet, hvor meget du tjener, uden at lave noget, og hvor meget jeg tjener?
Du er heldig…
Hvad mener du, du går?
Jamen, hvem vil have dig med barn ha ha ha.
Sådan gik jeg gift to gange, med en der tjente mere og med en der tjente mindre. Ingen forskel.
Alle havde det godt, bortset fra mig, mor, kun mig.
Birgitte, alle lever sådan, min skat.
Lad dem gøre det, mor! Jeg vil ikke. Jeg kan ikke.
Hvordan gik din lørdag?
Nå, Niklas og Mette, de overlod Oline og Valdemar til os, jeg gik tur med dem, bagte pandekager, støvede af, støvsugede, vaskede gulv, vaskede tøj, puttede børn, fodrede far, strøg tøj, og lagde mig først omkring midnat.
Og om morgenen stod børnene tidligt op, ville have pandekager, så bagte jeg til dem, og Niklas og Mette kom, jeg stegte kylling, lavede salat, bagte pizza, vi spiste, jeg ryddede op, og lagde mig helt færdig kl. elleve på sofaen.
Om natten blev jeg vækket af far, skulle gå i seng…
Mor, jeg kan ikke rigtig huske, at du tilbød dig meget med Jonas? Jeg kan ikke mindes, at jeg lod dig tage barnet og gik ud for at slappe af?
Birgitte, du var så selvstændig, men de andre åh, ingen ord…
Vil du høre hvordan jeg tilbragte sidste weekend, mor? Fredag aften ringede Jonas spurgte om jeg ville tage Tim på weekend, de ville op i Mols Bjerge.
Selvfølgelig tog jeg ham hvorfor ikke?
Tim Marinas kat, Jonas kæreste, ja mor hvis du ikke havde så travlt med Niklas og hans familie, ville du måske vide hvad din ældste barnebarn lavede.
De kom med katten og pizza fredag aften, og så tog de afsted.
Så spiste jeg pizza til natten og lagde mig til at se serier. For jeg behøver ikke at springe op lørdag morgen.
Om morgenen fodrede jeg Tim, lavede kaffe til mig selv, støvede af, smed lidt tøj i vaskemaskinen, og ringede til dig ville invitere dig med i museet eller bare til at snakke.
Far tog telefonen du var optaget, havde våde hænder, du var i gang med at vaske noget.
Han kaldte mig dovenskab, sagde du knoklede for min skyld, og jeg gik rundt som en fin frue på museum.
Jeg ville til at blive fornærmet, men ombestemte mig hvad er pointen? Far har altid ret.
Jeg gik på museum, der var udstilling af din yndlingskunstner jeg kan huske du nød ham engang.
Derefter sad jeg i café, gik i butikker, og så tænkte jeg på Tim, tog hjem og fandt katten snorkende.
Jeg ville ikke ud mere, lagde mig på sofaen og så serie.
Søndag sov jeg med Tim til kl. elleve, ville invitere dig på en tur med havnebussen, men Mette tog telefonen, og hun sagde du var optaget sikkert med opvask eller oprydning.
Om aftenen ringede Søren og inviterede mig ud at spise, ved du, jeg gik hvorfor skulle jeg lade være?
Jeg er fri, jeg spørger ikke ind til hans kone, vi taler ikke om det, han belaster ikke mig med sine problemer, jeg ham heller ikke.
Det var en fantastisk aften, jeg gik hjem og lagde mig, og gik udhvilet på arbejde mandag morgen.
Jeg har prøvet at date ugifte, mor.
Det er frygteligt.
Enten er det drenge, der vil have en mor, eller bitre skæbner med to, tre ex-koner og børn i massevis. Skilsmisse-fædre.
Hvorfor kigger du sådan på mig, mor?
Verden har ændret sig, forstår du.
En sagde engang, at jeg måtte tage hans børn til mig det var min pligt som kvinde, for jeg har naturligt kærlighed til børn, alle børn. Han ville forsørge sine børn og ex-kone, for hun er jo uanset hvad, mor til hans børn.
Og leve vores liv på min løn, for resten ville han bruge til sin hobby han fiskede.
Til gengæld ville han give mig frisk fisk.
Da jeg spurgte, om han ville hjælpe med mit barn, blev han fornærmet, sagde Jonas har sin far lad ham hjælpe.
Er det retfærdigt?
Ja, selvfølgelig, så jeg sendte ham afsted, Jonas har ikke bare far, han har også mig.
Selvfølgelig blev jeg dårlig, nærig, snu, beregnende. Ville lægge mit barn på skuldrene af en stakkels mand og leve på hans bekostning…
Så, mor, jeg endte med Søren.
Ja, jeg er dårlig i jeres øjne men jeg skammer mig ikke et sekund over den måde jeg lever på.
Det gør mig derimod ondt at se, hvordan du lever, derfor prøver jeg at få dig ud lidt oftere som i dag, hvor jeg påstod, jeg havde brug for hjælp, og tog dig og far med ud.
Mor, jeg har det godt, og nu skal vi lave noget sammen for dig, for dig, og sammen med mig, din datter.
Birgitte, du er skør, hvad med far?
Hvad med ham? Er han syg?
Nej, men… middag…
Jeg tror ikke på, at du ikke har lavet middag.
Men den skal varmes og Niklas…
Mor! Jeg kan blive fornærmet, alvorligt… jeg ved, jeg er dårlig, lad mig være god for en gangs skyld, lad os slappe af… jeg beder dig…
På kontoret deler kvinderne deres historier om hvor hårdt de har slappet af i weekenden.
Og Birgitte smiler lumskt alle ved, Birgitte er dårlig men hun går dansende gennem lokalet og smiler til noget kun hun kender.
Alle er jo enige om hvilke tanker Birgitte har og selvfølgelig er de dårlige…
