27. Februar
Det er underligt, hvad rygter kan gøre ved et lille samfund som vores. I morges hørte jeg igen, at gamle Jens ude fra Overmark havde spredt historier om sig selv. Han påstår, at han er en ensom, svagelig mand uden familie, og nu søger han kommunal hjælp på lige fod med dem, der virkelig står uden slægtninge eller børn. Hele sognet ved jo godt, at hans søn ikke bor langt væk.
Alle kender sagen: Hans søn, Anders, lod sig engang forføre af en meget ældre kvinde hende, Bodil på tres. Hun lovede ham både hendes hus her i sognet og den gamle lejlighed i Århus, og efter det forlod Anders sin far og blev gift med Bodil. Da var Jens frygteligt skuffet og vred. Hans version af historien endte ovenikøbet i lokalavisen, så ingen kunne undgå at høre sandheden, som han ser den.
Men i virkeligheden er der ikke tale om svig eller noget odiøst. Alle ved, at Anders nu er lykkeligt gift, bare ikke med Bodil men med Lise, som faktisk er yngre end ham selv. De arbejder begge i DagliBrugsen, og sammen har de både huset i landsbyen og lejligheden i byen. Barnebørn er der dog ikke og det var jo dét, Jens i virkeligheden manglede.
I starten var han ellers glad for sin svigerdatter, troede vist, at han skulle have huset fuldt af børn og børnebørn. Men årene gik, og håbet om børnelatter døde ud. Anders sagde længe, at det ikke passede med børn endnu der var tid nok men en dag kom Lise hjem med en treårig dreng. Hendes søster var død af meningitis, og nu ville de tage sig af hendes søn.
Jens råbte højt: Hvad skal vi med andres unger? Du har jo ikke fået dine egne, og nu tager du dig af en tulle fra din søster!
Det var først der, de indrømmede sandheden: Lise kan ikke få børn, og hun har fået at vide, at behandlingerne er meget dyre penge, de aldrig kunne samle med deres løn fra Brugsen. Men nu havde de et barn at elske og tage sig af, og det føltes rigtigt for dem.
Men Jens nægtede at acceptere det. Han smed dem ud og begyndte at opfinde historier om Anders gamle elskerinde bare for at gemme den sande smerte; at han faktisk blev ked af at tage imod en svigerdatter, som ikke kan give ham børnebørn. At ingen ville bære familienavnet videre efter ham.
Jeg tænker på, hvor meget en familie kan rumme i skuffelse og ubetinget stolthed. Hvor svært det er at indrømme, at det, man drømte om, ikke altid bliver virkelighed. Tit er det nemmere at ty til rygter end at se den hårde sandhed i øjnene.
