Allerede som barn satte jeg pris på mine venner og elskede at give gaver. Det var altid rarere at give end at modtage. Da jeg voksede op i en velstående familie i hjertet af København, havde jeg råd til det meste, og selve gaven betød ikke så meget for mig, men glæden i mine venners øjne, når de pakkede op, gav mig en underlig varme i brystet, næsten som om luften sitrede med stjerner.
Som dreng forsøgte jeg altid at skaffe Jon, min bedste ven, de fineste legetøj og ting, han var optaget af togbaner, flotte biler eller endda den nyeste Nokia fra Elgiganten. Jons familie havde mange børn og knap med penge, så både mine forældre og jeg sørgede nogle gange for, at han fik noget særligt; engang gav jeg ham endda 1000 kroner, så han kunne købe det, han allerhelst ville have. Beløbene var betydelige, og jeg følte, jeg delte min overflod med ham, som om jeg rakte lyset over bordet til hans side.
Men først for nylig gik det op for mig, at Jon udnyttede mig og egentlig ikke betragtede mig som en ven. Han droppede gymnasiet tidligt, mens jeg fortsatte på universitetet. Trods afstanden ringede han til mig til min fødselsdag eller til nytår, stemmen fjern som tåge ud over Øresund.
Efterhånden som vi blev ældre, gav jeg ham oftere og oftere bare penge, bange for at ramme ved siden af med rigtige gaver vi havde jo mistet forbindelsen, det var blevet næsten umuligt at gætte, hvad Jon gik op i.
Det samme havde jeg tænkt mig at gøre til hans bryllup, som han inviterede mig til ud af det blå jeg anede end ikke, at han havde fundet sig en kæreste.
Men på det tidspunkt havde jeg selv økonomiske vanskeligheder min mor var flyttet, jeg var midt i en flytning til Aarhus, og alt på arbejdet kludrede. Jeg havde ikke råd til de store summer, og jeg ville ikke give noget komplet nytteløst. Min far foreslog så, at jeg gjorde det på den gammeldags måde og gav et smukt, klassisk sæt porcelæn. Min mors vitrineskab var fyldt op med underskønne Royal Copenhagen-sæt, stadig ubrugte, som hun havde værnet om med skarpe ord og nænsomme hænder.
Så jeg købte kun et elegant silkebånd og en gaveæske, men selve gaven var prægtig. Alligevel blev Jon ikke særlig begejstret. Jeg husker alt for tydeligt hans ansigt, da de inspicerede gaven; den klistrede stilhed, min mund blev tør, og blodet pumpe hårdt i min hals. Selvom jeg havde valgt det flotteste, mest moderne stel, kunne jeg se, at det ikke var noget for Jon.
Da Jon senere blev småberuset under bryllupsfesten og holdt tale, mumlede han modvilligt, at gaven denne gang var ikke rigtig fra min verden. Han sagde det foran hele selskabet, og rødmen steg mig til hovedet og bredte sig i krop som en klam tåge.
Så dér midt i lyset fra de glitrende lamper og glassene, der klirrede, indså jeg: Der var ikke længe nogen venskab mellem os. Kun regneark og forventninger. Han ringede mest, når han manglede noget. Da jeg skulle bruge en hjælpende hånd eller bare en smule held, var han som trukket væk af blæsten over Amager Fælled.
Nu ser jeg ham aldrig. Når jeg bliver spurgt ind til mit liv, svarer jeg høfligt, at alt er fint, men jeg dukker ikke længere op til hans fødselsdage. I begyndelsen ringede han stadig efter mig, men efter fire afviste invitationer forstod han nok, at den bro var brændt. Nu skriver han kun sjældent korte beskeder om min familie, som om vi begge stod på hver sin frosne sø og vinkede ud i drømmenes tåge.
