Du, jeg var ude at køre i bussen sammen med Astrid. Der var masser af ledige pladser, og vi sad helt oppe ved vinduet på førersiden. Vi hyggesnakkede, men pludselig begyndte bussen at ryste vildt. Astrid greb fat i min hånd hun var helt ærlig skræmt. Da hun skulle til at sige noget til mig med åben mund, røg bussen pludselig af vejen, og vi styrtede ned ad skråningen.
Jeg slog øjnene op, og mit hjerte hamrede så vildt, at jeg næsten ikke kunne få vejret. Jeg rakte straks hånden hen over dobbeltsengen, men hun var der ikke. Rimelig opkogt sprang jeg ud af soveværelset og fandt Astrid i gang med at lave kaffe ude i køkkenet. Drømmen sad stadig i mig, så jeg omfavnede hende hårdt, uden at tænke over det. Hun grinede og prøvede at undvige min brændende krammer, sagde det kildede, og at jeg skulle lade være ellers nåede hun aldrig bussen til Aalborg. Hun havde glædet sig i evigheder, endelig fået billetter, og hun skulle afsted med en veninde. Jeg ville også gerne have været med, men jobbet tillod bare ikke lige en fridag.
Please, Astrid, kan du ikke bare blive hjemme i dag? Jeg havde en virkelig skræmmende drøm i nat, sagde jeg.
Men hun lo bare af mig, mente ikke noget om drømme. Hun havde tænkt sig at tage afsted alligevel.
På vej på arbejde var jeg helt ude af den, mit hjerte bankede stadig, og omkrig klokken ti hvor bussen til Aalborg skulle gå ringede Astrid. Hun fortalte, at hun faktisk slet ikke var kommet af sted; var røget fast i en kø midt i København, så hun nåede ikke ud til Hovedbanegården i tide. Veninden, hun skulle følges med, nåede heller ikke frem. Og den bus, de skulle have taget sammen til Aalborg, var væltet lige ved busterminalen med passagerer og det hele. Der var politi og ambulancer over det hele.
Hvordan skal man så ikke tro på drømme? Folk siger jo, at hvis en drøm virkelig sætter sig fast i kroppen og hovedet på én, så er der altså et gran af sandhed i denOm aftenen sad vi sammen med teen, tyste længe, mens den varme damp krøb op fra kruset. Astrid strøg mig over hånden og hviskede: Du reddede mig. Jeg ville protestere, men ordene satte sig fast i halsen. For første gang i mit liv tænkte jeg, at noget usynligt kunne det være kærligheden selv? havde grebet ind mellem drøm og virkelighed. Vi sad længe uden at sige mere, kun vores åndedræt i stuen, og uden for vinduet listede mørket ind og lagde sig som et beskyttende tæppe over alt, hvad vi elskede.
