På en stille efterårsdag i Rømøs kurhotel gik jeg, Kirstine, ind i den store balsal, hvor en levende swingband med saxofon og trommer fyldte rummet med en forførende rytme. Jeg havde ingen planer om at blive fanget i romantikkens net kun ønsket om at låne mig selv fri fra hverdagens grå skygger, lytte til musikken og mærke kroppen bevæge sig i takt.
Lokalet summede af stemmer, latter og duften af parfume, mens jeg i min lette sommerkjole følte mig som en pige til sin første skolebal. Pludselig mærkede jeg en hånd lægge sig på min skulder.
Må jeg få lov? spurgte en mandlig stemme, og jeg vendte mig om med et smil, klar til at tage imod en ukendt partner. Men det var ingen fremmed. Jeg stirrede ind i ansigtet, jeg ikke havde set i fyrre år, og tiden syntes at fryse.
Det var Peter. Min første kæreste fra gymnasiet, den dreng der skrev digtedigte i margen af mine notesbøger og gik mig hjem til døren efter skole.
Mine ben føltes som om de var lavet af luft. Peter? hviskede jeg. Han smilte med den lune, drilske kant, jeg huskede fra de lange efterskolesnakke på skolens kantstenen.
Hej, Kirstine sagde han, som om vi lige var mødt i går. Skal du danse?
Vi gled ud på gulvet, mens orkestret kastede en gammel swinglåt i luften. Vi dansede, som om vi aldrig havde holdt pause. Peter huskede stadig, at jeg foretrækker, at manden fører med sikker, men blid hånd, uden at trække. Jeg blev igen den 18årige pige, der tror livet kun lige er begyndt.
Under pausen satte vi os ved et hjørnebord. Luften var tung af duft af parfume og varme kroppe.
Jeg troede aldrig, jeg ville se dig igen sagde han. Efter gymnasiet fløj livet af sted universitet, arbejde, rejser og pludselig er der gået fyrre år.
Jeg fortalte ham om mit ægteskab, der endte for nogle år siden, om mine børn, der har deres eget liv. Peter fortalte, hvordan han mistede sin kone for tre år siden, og hvor ensomt det havde været. Vi talte i den samme stille, halvtsprog, fyldt med indforståede grin og blik, der sagde mere end ord.
Da musikken igen begyndte, rakte Peter sin hånd ud.
En dans til? spurgte han. Så gik aftenen i stå i dans efter dans, snak efter snak. Begge vidste, at dette ikke bare var to mennesker, der mødtes i et kurhotel; det var noget langt dybere.
Mod slutningen af balen gik vi ud på terrassen. Over Kattegat lå en let tåge, mens gadelygterne kastede et varmt, gyldent skær over havet.
Ved du, at jeg engang lovede dig, at vi skulle danse sammen, når vi er seksti? sagde han pludselig. Jeg stod stille, helt forbløffet. Det var den fjollede aftale fra vores ungdom, en drøm, der syntes så fjern, den næsten var uvirkelig.
Og nu holder jeg løftet smilede han.
En knude dannede sig i min hals. Jeg havde altid troet, at første kærlighed var smuk netop fordi den sluttede, for ellers mistede den sin magi. Men her stod Peter, med gråsprængte hår og rynker omkring øjnene, og jeg så stadig den dreng, der kunne få verden til at føles lysere.
Jeg gik tilbage til mit værelse med et hjerte, der slog som i 18årsalderen. Jeg vidste, at dette ikke var tilfældigt. Skæbnen gav os en anden chance, ikke for at genoplive fortiden, men for endelig at leve den, som den burde.
Næste morgen foreslog Peter en gåtur på stranden, og jeg tøvede ikke et sekund. Solen var ved at bryde horisonten, malede vandet i guld og rosa. Stranden var næsten øde, kun måger svævede over bølgerne, og i det fjerne gik et ældre par og samlede skaller.
Vi gik barfodet, mens de kølige bølger skyllede vores fødder. Peter talte om sit liv hvordan skæbnen efter gymnasiet kastede ham rundt, om rejser, der aldrig gav ham den ro, som et smil fra hans ungdom kunne.
Pludselig stoppede han, samlede en lille ravsten fra sandet og rakte den til mig.
Som barn troede jeg, at rav er solens stykker, der faldt i havet sagde han med et grin. Måske bliver den din beskytter.
Jeg holdt den i hånden; den var overraskende varm, selvom havet burde have kølet den af. Jeg så på Peter og så både manden han var i dag og drengen fra gymnasiet, som kunne gøre verden lysere.
Vandringen varede timer, men føltes som minutter. Da vi gik tilbage, blæste vinden i mit hår, og Peter strøg den væk med den samme gestus, jeg huskede fra årtier før. Jeg indså, at jeg ikke ville behandle mødet som en sentimental flugt, men som en ægte, bevidst chance uden frygt for fremtiden.
Om aftenen sad vi på terrassen, så solnedgangen falde over vandet. Der var ingen store erklæringer, kun stilheden, som gav mig tryghed. Peter lagde sin hånd på min og sagde lavmælt:
Måske kan livet virkelig smile en anden gang.
Og jeg, for første gang i lang tid, troede på de ord.
