Jeg var det ældste barn i familien. Vi var fem i alt. Fordi jeg var den ældste, var det altid mig, der skulle passe på mine yngre søskende. Mine forældre arbejdede begge to, og som barn længtes jeg bare efter lidt fritid, men det blev kun ved drømmen.
Jeg havde heller ikke verdens nemmeste tid blandt jævnaldrende; det føltes som om ingen rigtig ville være venner med mig, og ofte blev jeg gjort til grin eller drillet på legepladsen.
Nogle gange kunne jeg ikke klare mere og begyndte at råbe, at jeg ikke ville være barnepige for mine søskende længere, at jeg ville ud og finde mine egne venner. For sådan en opførsel fik jeg dog altid en skideballe og nogle gange også en endefuld af min far.
Han skulle ikke bruge mange undskyldninger for at hæve stemmen eller hånden. Fejlede jeg det mindste, fik jeg straks en lussing. Da jeg var færdig med ottende klasse, besluttede mine forældre, at jeg skulle gå i lære som kok. Det var ikke, fordi jeg havde en drøm om den vej, men de mente, at sådan en uddannelse ville sikre, at familien altid havde mad på bordet.
Efter endt skolegang gik jeg direkte ud og arbejdede. Men da jeg kom hjem efter min første vagt, blev jeg endnu engang overfuset og fik skældud denne gang fordi jeg ikke havde taget noget med hjem fra kantinen, som de ellers havde forventet. Min far råbte ad mig, kaldte mig landtøs og mente, jeg aldrig blev til noget. Jeg var sulten, men det forstod de vist ikke. Jeg kunne jo ikke bare tage penge eller mad, der tilhørte andre.
Min første løn var allerede øremærket til familien; mine søskende manglede både tøj og skolegrej, og der skulle handles mad. Men da jeg stod med lønnen i hånden, gik jeg lige ned til banegården i Odense og købte en billet til første bus, der kørte. Jeg havde ikke mere at give af jeg kunne ikke blive i det liv. Det var skræmmende, men jeg nægtede at blive under forældrenes tag.
Nuvel, det var hårdt, men på sin vis også befriende. For første gang var mit liv mit eget. Ingen bestemte over mig, og jeg kunne selv tage ansvar for alt, jeg gjorde. Jeg havde småjobs som rengøringsdame på et plejehjem og som opvasker på en kro sidenhen fik jeg arbejde som kok i et lille værtshus.
Siden da gik det faktisk godt jeg klarede mig med pengene, lærte at spare op, fordi jeg gerne ville have min egen lejlighed. Jeg boede sammen med en ældre dame, Inger, som var helt utrolig sød og næsten behandlede mig som sit eget barnebarn. Hun havde altid et godt ord og et måltid til overs, og jeg er hende evigt taknemmelig. På den måde fandt jeg glæden i livet og oplevede, hvad det vil sige at være lykkelig.
Tre år senere mødte jeg så min mand, Søren. Vi stiftede familie, og jeg flyttede ind hos hans forældre i Kolding. De tog virkelig godt imod mig, og vores forhold blev kun bedre, da vi fik vores datter, Rikke, og senere vores søn, Mads. Rikke fik en barndom med kærlighed og tryghed, og jeg insisterede altid på, at hun kun skulle passe Mads, hvis hun virkelig havde lyst aldrig fordi hun var nødt til det.
Så begyndte jeg dog at drømme om mine forældre. I drømmene var de forandrede: Venlige, imødekommende, og kærlige. Efter noget tid besluttede jeg med Søren og børnene at besøge dem i Aalborg hen over en weekend. Vi købte små gaver og tog af sted med håbet om en forsoning.
Men ligeså snart døren åbnede, blev jeg mødt med råb og beskyldninger. Selv børnene blev nærmest ignoreret. Det var tydeligt, at de havde brug for et sted at placere alle de frustrationer, de havde samlet sammen gennem årene, og jeg var stadig deres foretrukne syndebuk. Da jeg havde hørt på dem et minuts tid, vendte jeg mig mod Søren og sagde, at nu gik vi. Jeg tog gaverne med igen. Udefra set ved jeg ikke, hvordan det tog sig ud, men for mig stod det klart det var sidste gang, jeg satte mine ben i det hjem.
