Hvem er det inde i dit soveværelse? Min kone, svarede brudgommen roligt.
I en alder af næsten tredive havde Karen egentlig forsonet sig med at være alene. Hun havde endnu ikke mødt den mand, hun ville følges med gennem livet, hånd i hånd, uden at give slip. Bejlere var der nok af gennem årene, og hun havde prøvet at indlede alvorlige forhold et par gange, men ingen af dem skulle vise sig at være hendes livs store kærlighed.
Om aftenen, når hun sad alene i sin etværelses lejlighed på Islands Brygge med udsigt over havneløbet, satte hun sig på den brede, gamle vindueskarm med en kop varm kakao og betragtede de par, der slentrede hånd i hånd forbi på stierne. En vinteraften, hvor kulden sved i kinderne på de få, der vovede sig ud, fik hun øje på en mand, som gik langsomt, uden retning, som om han gemte på noget sorgfuldt henne i mørket. Karen kunne ikke se hans ansigt tydeligt, men hans ensomhed og tristhed syntes at lægge sig som en tåge omkring ham.
Et par dage senere så hun ham igen på Islands Brygge, og efter den dag begyndte han at dukke op næsten hver aften. Han gik altid i samme tempo, stirrede ned i asfalten. En aften, på det tidspunkt hvor han plejede at passere hendes lille område, tog Karen mod til sig og besluttede selv at lægge vejen forbi. Hun tog den varme vinterjakke på og gik ud i kulden. Fra afstand iagttog hun hans ranke figur, og selvom han var pakket ind i vintertøj, kunne hun se, at han bar sin alder omkring de fyrre pænt: ingen ølmave og en stolt holdning. Da de mødtes, kunne Karen endelig se hans ansigt. Han var pæn, men med et præg af sorg, som hun allerede havde fornemmet fra sin vindueskarm. Han lagde ikke engang mærke til hendes blikke, men gik forbi, og hun følte sig underligt draget: sådan en mand ville hun gerne have ved sin side. Noget maskulint hvilede i ham, selvom han tydeligvis bar på en tung sorg.
Nu begyndte Karen dagligt at lægge sin aftenstige efter hans gang. Hun ønskede brændende, at han lagde mærke til hende, men det var, som om intet bragte ham ud af hans egne tanker. Hvad mon han havde oplevet, siden han var så optaget af sig selv? Hun ville gerne trøste og hjælpe, hvis hun kunne, men vidste ikke, hvordan hun skulle tage kontakt til ham. Måske var hendes længsel og håb så stort, at universet måtte give et lille skub.
En aften, hvor Karen var blevet forsinket på arbejdet, længtes hun mest efter et varmt bad med lavendelduft i stedet for sin rutinemæssige aftenrunde. Men hun kunne ikke få sig selv til at springe turen på Bryggen over. Da hun endelig nåede ned og rundede hjørnet, stødte hun bogstaveligt talt ind i ham ham, den fremmede.
Hun mistede balancen, og skoene gled. Han greb hende hurtigt og så hende ind i øjnene med et så alvorligt blik, at det gik helt ind under huden. Da han talte, blev Karen øjeblikkeligt tryllebundet af den lidt rustne stemme, hun altid havde elsket hos mænd og de dybe, triste øjne havde samtidig et lille glimt af håb.
Er du okay? spurgte han og tog blidt fat om hendes arm.
Tror det nok, sagde Karen lidt genert. Et øjeblik overvejede hun at spille det klassiske kort nej, min ankel gør ondt men hun ønskede ikke at starte et venskab på en løgn.
Hvor skulle du sådan hen i al hast? spurgte han og slap hendes arm.
Mest for at afdramatisere situationen, men Karen var kvik:
Jeg var faktisk på vej mod dig!
Ha, du laver sjov så er alt jo som det skal være.
Ingen af dem turde tage det næste skridt, så Karen overraskede sig selv ved at foreslå, at de kunne tage hjem til hende og få en kop te.
Det er isnende koldt, sagde hun, og hvis du ikke har travlt, bor jeg lige rundt om hjørnet. Varmen gør godt efter sådan en frysende aften.
Tja, sagde han eftertænksomt, det ville faktisk være rart. Jeg kunne bruge noget varme, og havde du ikke grebet ind, havde jeg slet ikke lagt mærke til hvor gennemfrossen jeg er.
Jamen så kom da bare med! sagde Karen og følte, at hun måtte undskylde ligesom, det er da nemt at blive syg i sådan et vejr.
Han nikkede og fulgte hende, stadig og beskyttersk under armen.
Hvordan kan du gå på de der høje hæle? undrede han sig grinende.
Tilvænning, smilede Karen, og resten af turen tav de mest.
Hun lavede sin særlige te den slags, hun kun bryggede til specielle lejligheder og fandt småkager frem fra skabet. Hun anede ikke, hvordan de skulle starte samtalen. Hun ville ikke miste chancen hvis nu dette møde aldrig fik en fortsættelse, ville hun fortryde.
Hvad hedder du? spurgte Karen og præsenterede sig selv.
Han vågnede nærmest op fra sine tanker.
Undskyld, ja jeg hedder Niels, Niels Jensen. Hyggeligt at møde dig, Karen.
Karen smilede så hendes karakteristiske smilehuller dukkede op i kinderne dem, alle veninderne var så misundelige på. Niels sendte hende et langt blik.
Du er meget smuk, Karen sagde han og blev forlegen, hvilket var overraskende for en mand af hans alder. Nå, jeg må nok videre, sagde han hurtigt, da teen var drukket. Tusind tak for gæstfriheden jeg vil ikke tage mere af din tid. Du har sikkert brug for at slappe af efter en lang arbejdsdag.
Ja, det har du nok ret i, nikkede Karen og mærkede rødmens varme op over kinderne.
Hun fulgte Niels til døren og så ham over gaden fra sit vindue, mens hun havde svøbt sig i et sjal, moren havde strikket for mange år siden. Han ventede endda pænt på det grønne fodgængerlys, selvom ingen biler var på vejen. Karen tænkte ved sig selv Jeg har inviteret en vildt fremmed hjem, opført mig besynderligt, og han bad ikke engang om mit nummer!
Nå, så langt er vi altså kommet, sagde Karen højt og gik i gang med opvasken. Hjertet brændte af fortrydelse, for hvorfor havde hun sådan handlet, hvad måtte han tænke? Nok, at hun inviterede enhver mand med hjem. Skammen satte sig fast, og hun lovede sig selv aldrig mere at gå på Bryggen om aftenen aldrig mere at sidde i vinduet og kigge efter Niels.
Men tanker er nemmere end handling, og allerede næste aften sad hun i sin vindueskarm og lurede. Ud skulle hun ikke, men kigge kunne hun godt han ville jo aldrig ane, at hun sad deroppe. Men Niels kom ikke. Ikke den aften. Ikke næste aften.
Efter tre dage i uro over sin tåbelighed blev det lørdag. Karen havde næsten opgivet håbet, da det ringede på døren. På måtten stod Niels med kage og en kurv blomster.
Undskyld, at jeg kommer brasende sådan, men jeg turde simpelthen ikke lade være. Må jeg komme ind?
Selvfølgelig må du det, smilede Karen og lukkede ham ind.
Du kan bare slå dig ned i stuen, jeg sætter vand over til teen, sagde hun og mærkede hjertet galopere.
En mærkværdig lykkefølelse havde taget bolig i hende. Hun tog en dyb indånding, talte til tyve og sagde til sig selv, at hun ikke måtte ødelægge mere. Den aften blev de siddende længe. Niels fortalte, at han ikke havde kunnet glemme hendes varme smil og i dag havde samlet mod til at komme forbi, bare for at drikke te og snakke.
Jeg kan se sorgen i dine øjne, Karen. Du er ligesom mig alene det meste af tiden, ikke?
Det er du god til at se, Niels.
Men hvis vi begge går og keder os så meget alene, hvorfor ikke bruge tid sammen? Kunne det ikke lyse hverdagen lidt op?
Det vil jeg virkelig gerne, svarede Karen og blev rød i kinderne.
Tak fordi du ikke sagde nej, sagde han, ganske lavmælt. Et smil, sjældent på hans ansigt, gled hurtigt over læberne og Karen håbede, det ville komme oftere med tiden.
Kan vi ikke sige du til hinanden? foreslog Karen, og Niels nikkede.
Naturligvis, det er da nemmere.
Han lagde blidt sin hånd på hendes, kiggede hende dybt i øjnene. Hendes hjerte galoperede, og hun blev næsten bange for følelsen. Karen gik hen til vinduet, nynnede for sig selv, mens store snefnug klæbede sig på ruden. Niels stillede sig bag hende, lagde armene omkring hende, og Karen mærkede en skælven løbe gennem kroppen. Hun vendte sig om, lagde armene om ham Niels gik ikke hjem den nat. Da Karen vågnede næste morgen, følte hun allerede, at de havde hørt sammen altid.
Har du travlt? hviskede Karen forsigtigt.
Nej, jeg har ikke rigtigt travlt mere, svarede Niels, og Karen mærkede et lettelsens suk. Han var altså ikke optaget kunne lykken virkelig være med hende?
Jeg går ud og laver lidt frokost.
Det hele føltes uvirkeligt. Sikken glæde, hun knap turde tro på.
Det var længe siden, jeg har fået rigtig hjemmelavet mad. Det smager vildt godt, Karen! Du må være en fantastisk værtinde det er ikke mange kvinder, der orker at lave mad fra bunden mere. Du sender mig nærmest tilbage til barndommen min mor lavede også sådan en varm frokost, og vi børn spiste op og ville altid have mere.
Jeg har kun haft min mor, sagde Karen. Hun lærte mig at lave mad. Det var sådan vores ting, opfinde nye retter sammen, eksperimentere Jeg har altid kunnet lide at lave mad, men jeg har aldrig haft nogen at forkæle.
Hun fortrød straks ordene.
Hvis jeg må, vil jeg gerne komme tilbage til din mad. Jeg kan også hjælpe jeg skal jo ikke bare æde uden at yde lidt. Hvad kan jeg hjælpe med i huset?
Det skal jeg nok finde ud af! lo Karen. Køkkenhanen drypper, skabet hænger på et løst hængsel og dørlåsen er så stram, den næsten ikke kan drejes.
Har du værktøj? spurgte Niels med et grin.
Nej, grinede Karen.
Det ordner jeg, jeg kommer med mit eget værktøj i morgen, hvis det er okay?
Naturligvis!
Samme aften gik Niels hjem. Hun vidste naturligvis, han skulle sove og skifte tøj, men hvor havde hun dog ikke lyst til at slippe ham. Alligevel styrede hun sine følelser og sagde bare, at hun ville glæde sig til at se ham igen.
Næste aften kom han med værktøjskassen. Hvor var det skønt at se en mand ordne tingene: hun havde været bange for at kontakte viceværten, der efter flere forsøg stadig ikke havde fikset hanen, og hun stolede heller ikke på håndværkere fra avisen. Nu var der styr på det hele.
Næste gang kan jeg kigge på stikkontakterne og din lampe i loftet, lovede han.
Tusind tak! Karen blev ved med at sige tak, og han roste hendes mad.
Sådan gik næsten en måned. Niels tilbragte flere og flere nætter hos hende, nogle gange inviterede han hende med hjem, men hun følte sig tryg i sin egen lejlighed. Når de fik papir på hinanden, kunne hun overveje at flytte, tænkte hun. Han talte aldrig om bryllup men med hans omsorg og ord som du er den bedste, du gør mig lykkelig, var hun sikker på, det kun var et spørgsmål om tid.
Alle bemærkede, at Karen ændrede sig hun blomstrede, blev gladere, lignede den lykkelige kvinde, alle skulle ønske sig. Men lykken blev ikke lang.
En dag kom Niels ikke som aftalt. Hun havde lavet en stor middag og planlagt at snakke fremtid, men han udeblev og svarede ikke. Til sidst skrev han dog Jeg ringer, når jeg kan.
Karens tanker blev hurtigt fulde af bekymring og mistanke, men hun slog det hen selvfølgelig var han presset, der var ikke nogen farvelbesked. Det betød noget!
Men uanset hvor mange gange, hun forsøgte at overbevise sig selv, blev uroen værre dag for dag. Hun havde lyst til at ringe, men holdt sig tilbage. Da hun en nat drømte, at Niels fór frem og tilbage mellem to brændende huse, vågnede hun svedende og besluttede, at nu måtte tavsheden have en ende. Måske var han syg eller havde problemer? Hun måtte hjælpe.
Efter fyraften tog hun hjem til ham. Det var bedre at se hinanden i øjnene end at snakke i telefon han ville nok ikke svare alligevel.
Hun ringede på med sommerfugle i maven. Niels åbnede døren hurtigt han virkede ikke overrasket.
Kom ind, sagde han dæmpet, hans stemme var ændret. Karen bemærkede, at døren til et værelse var lukket før havde alle døre altid været åbne. Under døren kunne man se lidt lys, og en sagte vuggevise lød indefra.
Vil du have te? spurgte Niels og ledte hende ind i stuen.
Nej, tak Jeg er kommet for at snakke om os.
Niels satte sig på sofaen, klappede på pladsen ved siden af sig og sukkede tungt.
Jeg har også villet tale længe. Karen, du er den bedste kvinde, jeg har mødt. Jeg troede næsten, vi skulle være sammen hele livet. Men
Han så på den lukkede dør.
Hvem er inde i soveværelset? spurgte Karen, uden at kunne holde sig tilbage.
Min kone, svarede han efter lidt tøven. Hun sover, jeg måtte give hende sovemedicin i nat.
Din kone? Hvordan?
Niels tog hendes hånd og bad hende sidde.
Undskyld. Jeg skulle have fortalt dig alt, men jeg havde ikke modet. Jeg har fortalt hende om dig. Hun forstod det og tilgav mig. Kan du tilgive?
Karen vidste ikke, hvordan hun skulle reagere. Hvorfor havde han handlet så brutalt over for to kvinder?
Niels fortsatte.
Camilla og jeg blev gift for tyve år siden. Et år efter fik vi vores søn, Emil. Vi var en velfungerende familie, troede vi, og var glade. For et år siden gik Emil bort han greb ind for at hjælpe en ældre mand i metroen, blev stukket ned Siden den dag gled Camilla ned i mørket. Hun blev syg, og lægerne sagde, hun aldrig ville komme sig. Sådan noget kan ske, når sorgen vækker sygdom. Jeg passede hende hjemme, til sidst måtte jeg endda arbejde hjemmefra, vaske og made hende hver dag. Der gik et halvt år sådan. Til sidst anbefalede lægerne, at hun fik hjælp på en klinik Jeg besøgte hende, men hun var som fraværende. En ensomhed greb mig, som jeg ikke har mærket før. En dag faldt du bogstavelig talt ind i mine arme. Det føltes som et under, at der fandtes lys og varme i verden igen.
Han så, at Karen snøftede og stak hende et glas vand.
Med dig oplevede jeg en glæde, jeg ikke troede var mulig. Jeg tænkte, at når Camilla havde opgivet mig, så kunne jeg måske tillade mig at finde kærligheden et andet sted. Men jeg handlede forkert. Jeg tænkte ikke på, hvordan mine valg påvirkede andre. Da jeg fortalte Camilla det hele, græd hun for første gang i månedsvis og bad om forladelse. Hun sagde, at hun ville forsøge at vende tilbage til livet for min skyld. Jeg tog hende hjem. Sygdommen skrider frem, men lægerne mener stadig, at forbedring er mulig, hvis hun kæmper selv. Jeg vil hjælpe hende så meget, jeg kan.
Han tog Karens hænder.
Du har været mit lyspunkt. Jeg har på min egen måde elsket dig. Men vi kan ikke være sammen. Jeg håber, du finder lykken, men det kan ikke blive sammen med mig. Undskyld.
Han kyssede hendes hænder, og hun strøg ham blidt over kinden.
Du gjorde det rigtige, sagde Karen sagte. Hvis bare jeg havde haft en mand som dig. Din kone er meget heldig. Jeg skal nok klare mig.
Hun rejste sig brat, greb sit tøj og sagde:
Jeg ønsker dig alt godt i familien, før hun forsvandt ud af lejligheden.
Det tog hende lang tid at komme hjem. Hun rystede af kulde og sorg. Det var slut.
Der gik et halvt år.
Da det blev sommerferie, anede Karen ikke, hvor hun skulle tage hen. På sidste arbejdsdag gik hun ud til busstoppestedet, da en bil standsede op.
Skal du med? spurgte en venlig mand med et glimt af sølv i tindingerne og åbnede vinduet.
Nej tak, svarede Karen og gik hurtigere. Men bilen fulgte hende, og føreren insisterede.
Kom nu, vi skal samme vej.
Hvordan ved du det? spurgte Karen og så forundret på ham hun havde aldrig set ham før.
Jeg har lagt mærke til dig længe og besluttede mig endelig for at sige hej. I dag har jeg fødselsdag, og jeg har ikke nogen at fejre med.
Din kone er ikke hjemme? lo Karen.
Jeg er single.
Hvorfor?
Det blev bare sådan. Karen, vil du ikke med?
Nu blev Karen mistænksom.
Hvor kender du mig fra?
Ej, undskyld, jeg ville ikke skræmme dig. Sæt dig ind, så forklarer jeg alt.
Nej tak!
Han fortsatte, nu leende:
Okay, jeg må vel indrømme det: jeg er sikkerhedschef i din virksomhed.
Karen smilte skævt.
Vildt, hvorfor har jeg så aldrig set dig?
Fordi du altid går forbi vores tonede ruder. Vi færdes ikke så meget ude. Ellers følger vi jo bare med på overvågningen, og der ser jeg dig af og til.
Karen stoppede brat, så bilen også måtte standse helt.
Jeg tror dig ikke!
Du må tro mig! Han viste hende straks sit ID og passet. Det hele passede navnet var Alexander Madsen, otte år ældre end hende. Kom, lad os følges ind på kontoret ellers kommer vi begge for sent.
De gik ind sammen, og Alexander hviskede:
Jeg venter dig ved døren senere, og forsvandt ind bag Adgang forbudt-skiltet.
Karen var urolig, så hun gik over til HR, hvor hun var på god fod med fru Sörensen.
Hvem er leder for sikkerheden?
Madsen hvorfor spørger du?
Alexander?
Ja, han har vist været her tre år. Han blev skilt for et par år siden konen gad ikke leve sammen med en vagtchef. Tog af sted, prøvede at komme igen men han sagde nej… Karen, hvis han er interesseret, så grib chancen, han er virkelig sød!
Jeg skal nok, smilte Karen.
Aftenen med Alexander fløj af sted. Hun blev alligevel forlegen, fordi hun ikke havde noget fødselsdagsgave.
Der er noget, der bekymrer dig? bemærkede Alexander, og Karen sagde det ærligt:
På fødselsdage skal man give gaver, og nu sidder jeg her og har ingenting.
Du kan give mig noget nu. Vil du tage med mig på ferie? Min starter om tre dage, og jeg har allerede bestilt to billetter. Det ville være den bedste gave for mig!
Alexander smilte varmt, og Karen sagde ja. Hun kunne lide tempoet.
Efter hjemkomsten deres dage og nætter havde været magiske søgte de om vielse på rådhuset, og efter tre måneder blev de gift. Karen var taknemmelig over for livet, fordi hun ikke var blevet efterladt alene. Et halvt år senere fandt hun ud af, at hun var gravid. Livet blev mere farverigt, og Alexander forkælede hende i deres eget hus. De gik stadig ofte tur på Islands Brygge.
En af disse aftener mødte de Niels, som gik hånd i hånd med en yndig kvinde og skubbede en tvillingeklapvogn. Da de mødtes, smilede Niels til Karens runde mave:
Tillykke! Her er min kone, Camilla vi blev selv forældre til tvillinger for nylig, troede ellers aldrig, det skulle ske!
Og her er min mand, Alexander! sagde Karen og lænede sig kærligt ind til ham. Niels trykkede hans hånd.
Det glæder mig! Tag dig godt af Karen, sagde han alvorligt.
De gik videre. Hver sit liv hver sin vej.
