Mine forældre bad mig være tålmodig, da jeg sagde, at jeg ikke elskede Sara, og de bad mig vente. Hvordan endte mit ventende håb?

Ægteskabet med Ditte var nærmest et mareridt med åbne øjne. Hun var krævende, højlydt og ja, min far havde selvfølgelig udvalgt hende til mig. Han havde fået øje på datteren af sin gamle ven og mente, at vi var det perfekte match. Da jeg ikke selv havde nogen kæreste, og jeg nærmede mig de tredive, var det jo nærmest min pligt at gifte mig. Ditte styrede alt i vores ægteskab alt skulle følge hendes plan og ønsker, og hun var ikke bleg for at fortælle mig det. Efter hendes timetable kom det første barn, og så det næste.
Hverdagen gik sin vante gang i småt med kroner og modgang. Der var mange dårlige dage, hvor jeg følte, at livet mest af alt lignede et levende helvede. Jeg var ikke særlig begejstret for min kone, mine børn og havde endda været i styg klammeri med svigerfar. Jeg troede aldrig, jeg skulle klare den uden at ende som fraskilt.
Mor var altid god til at støtte mig, men både hun og far sagde, at jeg bare skulle vente og være tålmodig. Det var som om, de vidste noget, man kun kan vide, når man har levet længe og de var helt sikre på, at jeg også ville opdage sandheden, når jeg blev ældre.
Og sådan voksede børnene op og forlod reden. Jeg er stadig gift med Ditte, vi er blevet vænnet til hinanden og har faktisk fundet ud af at få det til at fungere. Nu kan jeg slet ikke forestille mig livet uden hende. Med økonomien er det sådan nogenlunde stabilt det vil sige, vi har ikke så mange bekymringer om kroner og øre. Endelig har vi fundet den stille lykke, som får livet til at føles lidt som et eventyr. Vi er begge raske, mangler ikke noget, elsker hinanden og har stort set ingen bekymringer. Alt er, som det skal være. Vi har ikke haft noget at klage over i lang tid.
Det har taget sin tid at nå hertil, men jeg kan ikke lade være med at tænke Mon folk virkelig føler sig lykkelige, når de har travlt med jobbet, børnene og alt det andet? Eller rammer lykken først, som for mig, når al løben og jagten er slut, og man ikke længere har nogen steder at flygte hen eller noget at flygte fra?