DIAGNOSE: FOR ALTID
Vi mødtes i køen.
I Borgerservice på Københavns Rådhus.
Lars manglede et eller andet certifikat, og jeg Signe sad bare ved siden af og stirrede på væggen i tre timer.
Vi havde begge det der særlige slidte udtryk i øjnene, som folk får, når de har båret noget tungt alt for længe og endelig har givet sig selv lov til bare at synke ned på en hård plastikstol.
Tre måneder senere havde vi flyttet sammen. Uden romantiske gæstelister eller store erklæringer. Lars slæbte to kasser med bøger og hans gamle kaffekværn ind i min etværelses på Amager.
Vores diagnose viste sig allerede den anden uge.
Lars var i gang med at stege kartofler. Da jeg trådte ind i køkkenet, blev jeg mødt af duften af brankede løg. Jeg stivnede i døren. Jeg græd ikke, gik ikke i baglås. Jeg stod bare og så på panden, som om der var mit knuste hjerte, der sprang rundt der.
En eks, der kunne lide det branket? spurgte Lars uden at kigge op.
Ja, svarede jeg, mens jeg fandt tallerkener frem. Syv år er gået. Skørt, ikke? Jeg kan knap nok huske, hvordan han så ud, men lugten det er som en startknap.
Lars nikkede. Han forstod. I hans lomme lå mobilen, hvor Sannes nummer havde stået blokeret i fem år. Han havde ingen planer om at ringe. Han ville ikke engang se hende. Men han huskede hendes blodtype, skostørrelse, og at hun hadede persille. Den slags fyldte en plads i hans hoved, som burde have været brugt på selvangivelser eller synstider på bilen.
Kærlighed for altid i virkeligheden er slet ikke romantisk. Det er ballast. Man elsker den nye partner af hele hjertet, men i baghovedet kører baggrundsprocesser fra tidligere versioner af ens liv.
En nat vågnede jeg ved, at Lars talte i søvne. Han råbte ikke mit navn. Han skændtes med én om, hvis tur det var til at vaske hunden hunden, der var borte for længst.
Jeg lavede ikke en scene. Jeg gik bare ud i køkkenet, drak et glas vand og satte mig ved vinduet med udsigt til Gl. Kongevej.
Da Lars dukkede op, så han lidt slidt og skyldig ud.
Undskyld. Var det slemt igen?
Slemt, nikkede jeg.
Ved du hvad, Lars. Vi er som to gamle harddiske. Vi er blevet formateret, men dataene bliver ved med at poppe op. Sektorerne fejler, billederne blander sig.
Hvad gør vi så? spurgte han og lænede panden mod den kolde rude.
Vi lever, trak jeg på skuldrene. Jeg ved jo, du er her. Og du steger kartofler til mig uden løg, fordi jeg ikke kan holde dem ud. Det er virkeligheden. At dit hoved genudsender gamle film lad det rulle. Bare sæt lyden på mute.
Vi havde ikke den der perfekte forståelse. Vi havde solidariteten, som to overlevere.
Vi handlede ind i Netto, blev uvenner over farven på gardiner, sparede op til sommerferie på Bornholm og hjalp hinanden igennem forkølelser. Men vi vidste begge: Dybt inde, i det mest beskyttede hjørne af hukommelsen, sidder den der diagnose.
Det forhindrede os ikke i at være sammen. Tværtimod. Kun én med samme diagnose kunne forstå, hvorfor jeg nogle gange bliver stående i Matas ved dufte, eller hvorfor Lars aldrig køber en bestemt te.
Diagnose: For altid.
Behandling: Ikke nødvendig.
Regime: Tag hinanden som vi er med lommerne fulde af en fortid, som aldrig helt forsvinder.
