Jeg er 30 år. Jeg er endnu ikke blevet gift. Jeg har min egen etværelses lejlighed i København, som mine forældre hjalp mig med at købe. Senere betalte jeg dem beløbet tilbage, så boligen helt rigtigt kunne føles som min egen.
Sidste år mødte jeg Mads. Vi stødte tilfældigt på hinanden i en lille café i Indre By, hvor vi ofte spiste frokost. Han var yngre end mig, men det generede mig ikke. Han bar sin charme med selvsikkerhed og fyldte mig op med komplimenter, så jeg blev hurtigt fanget ind.
Han boede ude på landet ved Roskilde. Han havde en bil, betalt af hans forældre, men tog oftest toget til arbejdet på grund af trafikken.
I sidste måned friede Mads til mig. Jeg ved godt, at tiden går, men jeg havde for længst lagt de lyserøde briller på hylden. Vi besluttede først at prøve at bo sammen lidt, før vi fortalte mine forældre om vores beslutning.
Min lejlighed er fuldt udstyret til et bekvemt liv. Jeg har vænnet mig til at styre min egen husholdning og havde ikke lyst til at ændre på meget. På hverdage sprang jeg ofte morgenmaden over, men i weekenderne gjorde jeg altid noget ud af maden. Jeg spiste ret mange færdigvarer, for tiden var knap.
En gang om måneden købte jeg stort ind i Netto eller Føtex det rakte fint til mig. Min mormor havde også for vane at stikke mig alt fra grøntsager til kød og mejeriprodukter. Med andre ord, Mads trådte ind i en husholdning, der allerede kørte som smurt.
Lørdagen for Mads indflytning nærmede sig. Jeg havde lavet mad, gjort rent og sørget for alt til den nye beboer. Dermed begyndte vores testversion af ægteskabslivet.
Dag 1.
Jeg nåede hjem fra arbejde før Mads, så jeg gik i gang med aftensmaden. Jeg havde ikke været i supermarkedet, fordi jeg vidste, jeg havde alt det nødvendige.
Skat, jeg er ved at være hjemme. Skal jeg tage noget med fra butikken? Køb gerne noget til teen, sagde jeg.
Han kom hjem med et par wienerbrød og begyndte straks at beklage sig: Hold da op, se lige prisen! Det er sindssygt! Så mange penge for de små kager! Jeg håber virkelig, de smager godt.
Jeg lod hans bemærkninger glide hen over hovedet på mig.
Anden dag. Vi havde fri samtidig. Vi gik i Netto efter mælk, rugbrød og lidt småting. Mads holdt sig bag mig, jeg betalte.
Tredje dag. Ingen gik i butikken vi tømte resterne fra køleskabet.
Fjerde dag. Jeg kom tidligt hjem og begyndte at skrælle kartofler. Da Mads ringede, bad jeg ham købe noget fisk.
Det er ikke fisk, men glasur! Hvordan kan de tage så mange penge for det her? mumlede han utilfreds.
Jeg blev lidt flov, for fisken havde ikke kostet formuer, og han havde endda taget to fileter.
Femte og sjette dag. Jeg købte selv alt ind. Den ene dag lavede jeg ris med frikadeller, den næste kartofler med kylling. Alt sammen fra mine single-lagre.
Hvad har vi til teen? Har du ikke købt noget? spurgte han.
Syvende dag. Da jeg begyndte at lave aftensmad, opdagede jeg, at fryseren var tom. Jeg ringede til Mads og sagde, at vi måtte handle ind.
Du besøger dine forældre, jeg smutter til landet, svarede han.
Ottende dag. Mads vendte tilbage fra forældrene mæt og tilfreds. Han tænkte naturligvis ikke over, hvad jeg havde spist.
Niende dag. Storindkøb. Man skulle have set hans ansigtsudtryk ved kassen, da der skulle betales. Han tog pungen frem, men begyndte at brokke sig:
Vis mig lige bonen igen, det er jo vanvittigt. Jeg har ikke så mange penge. Min kæreste betaler denne gang.
Han rakte mig omkring 150 kroner, og jeg måtte selv lægge ekstra til. På vejen hjem var han opfarende og gentog, at vi umuligt kunne spise så meget. Jeg blev irriteret og sagde min mening hvilket endte i en diskussion.
Tiende dag. Vi blev først gode venner ved aftensmaden igen lavet af mig.
Ellevte dag. Skal vi i biografen? Og bagefter tage en bid mad ude? spurgte jeg. Spise ude? Vi brugte jo en formue i supermarkedet. Vi spiser hjemme.
Vi gik i biografen. På vejen hjem købte jeg en pizza til mig selv, spiste den og lod bare være med at lave aftensmad til os.
Tolvte dag. Jeg købte lidt sødt til teen, meldte han hjemme fra arbejde. Men det var dyrt. De havde sat én pris, men ved kassen blev det en anden, og jeg diskuterede endda.
Jeg sagde, jeg havde hovedpine, og gik i seng.
Trettende dag. Mads tog hjem til sine forældre. Jeg spiste middag ude med en veninde.
Fjortende dag. Vi er løbet tør for pasta, sagde Mads om morgenen. Og vaskepulver, opvaskemiddel og sæbe. Jeg sagde, jeg ikke kunne nå at handle, så han måtte gøre det, og jeg lavede en indkøbsliste.
Et par timer senere sidder jeg til møde, og får en besked: 200 kroner forsvandt bare. Det er vanvittigt.
Jeg svarede: Mads, jeg tror ikke vores veje følges længere. Pak dine ting og flyt.
Da jeg kom hjem, var han væk ligesom halvdelen af maden i køleskabet. Han havde trods alt også betalt! Han er en god fyr, ikke meget at klage over, sådan en man kunne stifte familie med
Men jeg er lettet over, jeg sprang fra i tide.
