Jeg stod midt i det lille køkken i vores gamle hus i Odense, og var ved at skure gulvet; jeg havde allerede fejet. Pludselig kastede min svigermor, Kirsten, håndfulde solsikkefrø ud over det nyskurede gulv. Jeg stivnede, chokeret over hendes handling det var tydeligt, hun gjorde det med vilje.
Mor, hvorfor gjorde du det? Jeg så jo, det ikke var et uheld!
Kirsten så på mig med kølig foragt og sagde: Du klarer det sagtens igen! Det er ikke så slemt!
Med et tilfreds smil gik hun tilbage til sofaen, mens jeg måtte hente kost og fejebakke og igen begynde at rydde op.
Kirsten fandt sin gamle avis frem den, hun har læst utallige gange. Jeg stirrede på hende, frustreret, mens jeg begyndte at feje gulvet igen.
Hvorfor hader du mig så meget? Hvad har jeg gjort, siden du altid gør grin med mig? Jeg laver mad til dig, vasker dit tøj, jeg hjælper dig i bad og gør rent. Min datter, Alma, hjælper dig også. Hvorfor er du så hård mod mig? Min stemme rystede.
Hun vendte ikke engang blikket mod mig, sagde ikke et ord. Jeg ventede hverken på en undskyldning eller forklaring. Tårerne pressede på, og jeg blev stående et øjeblik, før jeg gjorde gulvet færdigt. Så gik jeg ud, satte en vask i gang og gik ned til grønthandleren for at købe ind. Der var altid så meget, jeg skulle nå hjemme.
Efter min mand, Anders, døde da Alma kun var otte år gammel blev min hverdag en uendelig strøm af opgaver og bekymringer. Umiddelbart efter begravelsen sagde Kirsten til mig: Du bliver her! Jeg vil ikke have snakken går, at jeg smed dig ud!
Jeg havde ikke noget valg. Min søster boede hos mine forældre med sine to børn, og der var ganske enkelt ikke plads til mig og Alma. Jeg håbede længe, at vi kunne finde en slags fælles forståelse med Kirsten, selvom hun var vanskelig. Men et mirakel blev aldrig til.
Ude blandt mennesker var Kirsten venlig mod mig, men når vi var alene i huset, kastede hun altid små stikpiller efter mig. Hun sagde, jeg skulle gøre, som hun ville.
Du er dum! Ingen har brug for dig! Ingen mand vil have dig! Du har et barn! Bliv her, og når jeg dør, får du huset. Hvis du ikke gør som jeg vil, går huset til min nevø, og du får intet!
Jeg var bange. Jeg accepterede det og slugte alt for Almas skyld.
Det virkede dog aldrig til, at Kirsten havde planer om at forlade denne verden. Hun var over 90 og i rimelig helbred. Hele sin folkepension brugte hun på sig selv, og hun krævede de bedste varer, jeg kunne købe for danske kroner.
For længe siden indså jeg, at mit største fejltrin var at sige ja til at blive hos Kirsten.
Alma er nu ved at afslutte sine studier på Syddansk Universitet. Hun har en kæreste, Mikkel, og skal snart giftes. Jeg håber virkelig, hun får et godt liv.
Men jeg kan ikke lade være med at føle sorg over mit eget liv… At det blev så ødelagt og ensomt.
