SPLINTER AF EN KNUST DANSK SOMMER

SPLINTER FRA ET KNUST SOMMER
Landsbyen dufter ikke kun af nyslået hø og friskmælk, men er også et sted, hvor følelser lagres årti efter årti, tungt og sødt som gammelt syltetøj gemt i kælderen under låg sejt og undertiden bittert.
Mathias vendte tilbage til barndommens Lilleholm efter ti år. Han kom ikke for at erobre noget, men for at gemme sig fra Københavns støj, fra et kuldsejlet ægteskab og fra blikket i spejlet, der blev mere og mere tomt. Hans gamle hus lå yderst i udkanten, lige på kanten af engen, tilgroet med brændenælder højere end stakittet.
Allerede første aften så han hende. Gerd. Hun kom fra mosen med en genstridig ged i snor. Vinden lod hendes bomuldskjole flagre, og over hendes ansigt lå den samme hårde maske, som hun havde båret den dag, han rejste.
De var “splinter” af samme sommer dengang de begge var atten og svor, de ville rejse sammen. Mathias havde sin uddannelse og store drømme, Gerd havde en lam mor og yngre søskende. Hun blev. Han tog af sted, lovede at skrive, men brevene holdt op efter et halvt år.
Nå, du kom altså? Gerd stod uden for hans låge, stemmen tør som sidste års lyng.
Ja, jeg er hjemme nu. Nok for at blive.
For os er “for at blive” kun for dem, der ligger på kirkegården, Mathias. Alle andre er bare gæster.
Hun var ikke vred, og det var næsten værre ligegyldigheden, udbrændt af tiden. Hele den næste måned levede de som skygger. Han satte taget i stand, hun arbejdede på gården. Men en dansk landsby er ikke en by; man undgår ikke hinanden. Ved brønden, ved købmanden, eller med et blik over den tågede eng.
Alting skete den maj, hvor himlen blev tung som bly. Uvejret slå voldsomt ned. Mathias så Gerd styrte rundt i haven for at dække de spæde tomater, inden de blev sønderbanket af hagl.
Han sprang over stakittet. Sammen, ordløse, holdt de fast i den tunge plastik, mens vinden sled i den. Regnen vædede dem til skindet på øjeblikke. Da de sidste hjørner var lagt under mursten, stod de ansigt til ansigt under det gamle skur.
Hvorfor kom du ikke i oktober dengang? spurgte hun pludselig, nærmest hviskende. Uden smerte, som én, der har ventet ti år på bare at få svar.
Jeg blev bange, indrømmede Mathias. Bange for at synke til bunds. For ikke at kunne klare dig, din familie, mit eget liv. Jeg var en tåbe, Gerd. Troede lykken lå i arkitektplaner og byens højhuse.
Gerd kiggede på sine slidte hænder, negle knækkede af jord.
Jeg sank ikke. Jeg levede bare. Opfostrede drengene, sagde farvel til mor. Hjertet… det er som den vase, vi smadrede til studenterfesten. Står stadig på hylden, men man kan ikke fylde vand i den uden det løber ud.
I landsbykærlighed er ingen storslåede gestus fra film. Ingen serenader under vinduet, ingen roser. Her er arbejdsfællesskab, tavs forståelse og år på år i tungt slid.
Mathias bad ikke om tilgivelse det ville være for let. Han begyndte blot at hjælpe. Reparerede hendes trappetrin, kom med hø, og en aften satte han sig på hendes bænk.
Vil du skænke te?
Det kan du stole på, svarede hun, og for første gang i ti år gled et smil over hendes mundvig.
Splinterne fra den sommer bed stadig i hukommelsen. Men hvis man samlede dem varsomt, kunne de lægges som en brolagt sti ujævn og mør, men mærkbar og reflekterende for det sene sollys og duften af muld.
Efteråret var en prøve. At dele landsbyens hverdag er noget andet end fortabte blikke under et regnskyl.
I oktober begyndte der at blive kæmpet om brændet. Gerd kæmpede med ryggen den var ødelagt efter gårdens slid.
Mathias bad ikke om lov. Tidligt hver morgen slæbte han øksen over til hendes brændestak og gik i gang. Lyden af øksehug mod frosttræ spredtes til alle kanter.
Om aftenen stod hun dækket af sin gamle sjal på trappetrinnet.
Folk snakker, Mathias. Siger du kommer fra København for at bøde for noget.
Lad dem snakke, han tørrede panden med håndbagen. Det er ikke for dem. Det er for varmen. Din varme, Gerd.
Hun svarede ikke, men så stod der om aftenen en kande lun mælk og et stykke friskbagt rugbrød på hans bord i entreen. En tavs aftale: han leverede styrke, hun omsorg.
Engang, mens de ryddede hendes loftrum taget lækkede fandt Mathias en gammel kagedåse. Bunden lå hans breve. De første, spækkede med håb og planer om hovedstadens muligheder.
Han foldede et ud. Papiret var gulligt, blækket udvisket.
Hvorfor gemte du dem? spurgte han sagte.
Gerd, rensende spindelvæv fra ansigtet, mødte hans blik.
For at minde mig om, at jeg ikke havde bildt mig kærligheden ind. Den var rigtig, af kød og blod. Ikke bare en pigedrøm.
Hun trykkede dåsen ind til brystet. Mathias forstod: hun bar stadig smerten, men havde tæmmet den. Den var som arret på hendes albue, der værkede, når det blev regn, men ikke længere blødte.
Vinteren det år var barsk. Sneen lagde sig så tungt, at folk måtte kravle ud af vinduerne, skovle tunneler til staldene. En nat gik strømmen i hele Lilleholm.
Mathias kæmpede sig gennem stormen til Gerd.
Inde i huset brummede kakkelovnen, brændende netop det brænde. De sad sammen, kun oplyst af et enkelt stearinlys.
Ved du, sagde hun, kikkende ind i flammen, jeg var faktisk tæt på at gifte mig. Fem år siden med Preben fra nabobyen. God mand, drak knap.
Mathias hjerte blev ramt af en gammel splint.
Hvad skete der?
Jeg kunne ikke. Ved alteret så jeg op og så dig. Dengang vi var unge. Jeg gik min vej. Preben blev vred, og hele byen kaldte mig sær.
Mathias lagde forsigtigt hånden over hendes. Hun rykkede den ikke væk. Arbejdshånden var ru, men han følte kun bløde kærtegn.
Da martslysene silte gennem snegrøfterne, fjernede Mathias slåen fra lågen. Den var ikke længere nødvendig.
De holdt ikke bryllup, det føltes forkert nu med deres bagage. Han flyttede sine værktøjer ind i hendes skur, hun ryddede en hylde i skabet til ham.
Splinterne blev ikke til nogen hel vase. Men de skabte et mosaikgulv. Tæt på var der sprækker, men i forårssol glimtede det smukt.
Kom, Mathias, råbte hun ude fra køkkenhaven. Jorden er varm. Nu skal der sås.
Og han kom. For kærlighed i landsbyen er ikke ord, men, når man står på samme muld og stirrer ud over det samme furede kartoffelbed.
Alderdommen i Lilleholm kom stille, ikke med svaghed, men med ro. Intet at bevise mere.
Tyve år var gået. Mathias og Gerd sad på bænken ved døren, den samme, han havde malet og lappet flere gange.
Mathias gik nu med stok det gamle skade fra byggepladsen kendtes i hvert regnvejr. Gerd var blevet spinkel, men i øjnene levede den samme stædighed, der engang havde kaldt ham hjem.
Kan du høre det, Mathias? hun løftede hovedet på skrå.
Ja, Gerd. En engsnarre, regn på vej.
Nej, det er ikke fuglene. Prebens børnebørn fra nabobyen drøner forbi på motorcykel. Støv over marken. Ligesom vi engang kan du huske?
Mathias lo sagte. Hans hånd, knudret og åretegnet, lagde sig utvivlsomt over hendes. Splinterne fra deres ødelagte sommer havde fundet plads nu var de et beskyttende skjold.
Livets rigdom blev ikke målt i ting. På loftet, hvor brevene lå, stod nu barnesenge til niecer og deres børn, der kom om sommeren.
Ved du, hvad jeg fortryder? sagde Mathias pludselig, mens solen gik ned.
Gerd frøs. Hun kendte denne slags øjeblikke. Venter der sorg eller en indrømmelse?
At du spildte de ti år i byen?
Nej, han rystede på hovedet. At jeg ikke så dig folde dig ud. Fra pige til kvinde. Jeg mødte dig frosset som is. Og tøede dig først op, da vi næsten var gamle.
Noget pjat, Mathias, hun lagde hovedet på hans skulder. En kvinde blomstrer ikke af alder, men af hænderne omkring hende. Du gav mig et nyt forår, og det er mere værd end det første. Det første er tossede drømme, det andet er med åbne øjne.
De sad ofte tiden væk ude på bænken til mørket faldt på. Lilleholm forvandlede sig; gamle bindingsværkshuse blev revet ned, nye sommerhuse skød op bag hegn så høje, man ikke så mere til hinanden. Men deres hjem forblev det samme med lav stakit og åben låge.
Vi skal ind nu, mumlede Gerd, da den første stjerne blinkede over skoven. Benene stivner.
Bare en stund endnu. Se bare, hvor himlen brænder.
En dag ville de måske blive fundet sådan side om side eller liggende under det samme tæppe, stuen oplyst af varme. Og så ville man sige i Lilleholm: “De havde det hårdt, men gik bort med værdighed.”
For nu løftede Mathias sig møjsommeligt, støttede sig til Gerd, og de gik langsomt mod døren. Bag dem bredte en hel mark af levet liv sig ud tusinder af rækker kartofler og millioner af sagte ord.
Splinterne fra det knuste sommer blev til sidst jorden, hvor deres fælles have voksede.