Jeg var hans kone i otte år, og jeg troede, at han var et helt almindeligt menneske. Under skilsmissen kom hele hans rådne indre dog frem. Nu føler jeg mig nærmest frastødt over, at jeg var sammen med ham så længe, men jeg er glad for, at jeg slap fri.
Jeg lærte Mikkel at kende for ni år siden, og efter et år som kærester blev vi gift. Vores forhold havde selvfølgelig op- og nedture undervejs, vi diskuterede, blev gode venner igen, havde dårlige og gode perioder. Jeg troede bare altid, at vi havde et almindeligt liv, ligesom alle andre. Mine egne forældre har også haft deres kampe, men de har været gift i halvtreds år, og alt virker okay.
Vi fik også et barnen søn, han er seks nu, var fem da vi blev skilt. Mikkel tog sig aldrig rigtigt af ham. Han sagde, at drengen var for lille, men at han ville tilbringe tid med ham, når han blev større.
Derhjemme hjalp han kun med det mest nødvendige, højst lidt opvask eller at tage affaldet ud. Hans mor havde opdraget ham til, at hjemmet kun var kvindens ansvar; mænd skulle helst ikke røre en finger.
Min svigermor var sin egen cirkusforestilling. Heldigvis boede hun i Aarhus og kom kun tre gange om året til København, men det var også mere end rigeligt. Hver gang jeg synes, jeg endelig havde fundet en rytme med Mikkel omkring husarbejde, kom hun brasende ind og ville lave regler om, så startede alt forfra.
Allermest blev jeg irriteret over hendes snak om forsørgere og “husmoderpenge”. Jeg var jo den, der bar det økonomiske læs, mit job gav langt mere end Mikkels.
Sidste år mistede han sit arbejde. Under pandemien holdt hans firma længe hovedet oven vande, og vi sukkede lettet op over, at den værste tid var forbi. Men firmaet gik ned, alle blev fyret, og Mikkel begyndte desperat at lede efter nyt.
Men enten var lønnen for lav, afstanden for stor, eller også syntes han, at jobbet var tvivlsomt. Helt generelt sad han bare hjemme, mens jeg holdt sammen på familien ved at have to jobs. Efter arbejde hentede jeg vores dreng i børnehave og løb direkte til det næste job. Mikkel havde aldrig tid til madlavning eller rengøringhan skulle jo søge arbejde, sende ansøgninger, tage til samtaler.
Af en eller anden grund lykkedes det ham aldrig at finde noget værd at tage. Jeg stod stadig helt alene med ansvaret derhjemme, og jeg begyndte selvfølgelig at blive vred. Vi råbte, han smækkede med dørene og sov hos venner tit og ofte. Der var altid “en sidste ny chance”, men han greb dem aldrig.
Til sidst var min tålmodighed brugt op. Jeg pakkede hans ting og bad ham forlade min lejlighed på Nørrebro, som jeg havde arvet fra mine forældre før brylluppet, og jeg indgav skilsmissepapirerne. Flere gange prøvede han at komme tilbage, men jeg var så træt og udmattet, at jeg ikke længere troede på løfter eller undskyldninger.
Vi blev skilt, men min eksmand og hans mor blev ved med at sprede sladder om mig. At blive bagtalt gjorde mig faktisk ligeglad; de folk betyder intet for mig. Men han begyndte også at svine mine forældre til, kom med skøre påstande om dem, og de har hverken tiden eller nerverne til den slags.
En dag, da jeg ikke var hjemme, låste han sig ind med sin gamle nøgle. Han stjal min bærbare computer, min vinterfrakke, mikrobølgeovnen og nogle guldsmykker. Jeg havde ingen kvitteringer, så det var nytteløst at politianmeldejeg kunne intet bevise. Jeg fortryder, at jeg ikke straks fik skiftet alle låsene, men jeg havde aldrig drømt om, at han kunne finde på det.
Skilsmissens mest absurde øjeblik var under sagen om børnepenge, hvor han pludselig krævede en faderskabstest, fordi han påstod, han ikke troede, han var faren. Jeg nægtede straks og sagde bare, at nej, han var ikke farenhvilket jo ikke passede, men det var alle pengene værd at se ham og svigermors chokerede ansigter.
Som følge af det juridiske cirkus blev Mikkels navn slettet fra sønnens dåbsattest, og jeg følte mig for første gang helt fri. Jeg har læst om kvinder, hvor eksmænd forhindrer alt, kontrollerer og truer. Alt blev som en gave for migeksmanden sørgede for, at jeg nu har forældremyndigheden alene.
Han og hans mor ved godt, at min søn ligner Mikkel på en prik, men jeg ønsker slet ikke, at de skal se ham. Det er nu helt op til migifølge papirerne er de fremmede for ham. De overvurderede deres egne tricks. Jeg har ingen brug for deres penge eller hjælp. Alt er mit egetog jeg er fri.
