Det har altid irriteret mig, at jeg stod op før solen, cyklede gennem regn og slud til kontoret, sad fast i myldretidstrafikken i flere timer og lyttede til chefernes evindelige krav, mens min kone bare var hjemme hele dagen. Jeg må indrømme, jeg var misundelig. Mine børn er otte og tolv år, ret selvstændige, og helt ærligt, det kræver ikke et geni at skrælle kartofler og koge dem.
Min kone blev også træt af mit brok. Hun foreslog, at vi byttede roller i min ferie hun ville tage et job på en frisørsalon, hvor hendes veninde arbejder, tjene til husholdningen, og jeg skulle tage mig af børnene, køre dem til skole, hente dem, rydde op og lave mad.
Jeg var ikke synderligt begejstret for at bruge min længe ventede ferie på sådan noget pjat, men hun sagde, at hvis jeg ikke gav op og faktisk kunne lide det, så kunne hun få fast arbejde, og jeg kunne skifte spor.
Hun tog af sted tidligt den næste morgen, og tvang mig op for at vække børnene og gøre dem klar til skole. Det var noget af en udfordring at finde tøj til begge, få dem til at spise morgenmad og gå med dem til skolen. Det var under to kilometer, men alligevel følte jeg mig lidt på udebane jeg plejer jo mest at tage bussen. Som hun havde sagt, afleverede jeg vasketøj til renseri, gik i Netto og kom op at skændes med ekspedienten. Før jeg nåede hjem, var det tid til at hente børnene igen.
På skolen fortalte læreren, at den yngste sad i klassen og så tegnefilm på mobilen i stedet for at lære, og at jeg skulle være mere tålmodig med lektierne derhjemme. Hjemme lavede jeg hurtigt frokost, fodrede børnene og kom i tanke om, at jeg havde glemt at rydde op og sætte vasketøj over. Det fik jeg klaret, og så sad jeg med lektierne. For den yngste lavede jeg det meste selv. Jeg hang vasketøjet op, og det, der allerede hang, begyndte jeg at stryge. Da jeg var færdig, skrev min kone, at hun snart kom hjem og havde lyst til et godt aftensmåltid.
Jeg dækkede bord til min elskede, børnene var hurtige til at komme. Vi spiste sammen, min kone så tv og var helt kvæstet efter en lang dag, mens jeg igen stod med opvasken. Da jeg lagde mig, faldt jeg udmattet i søvn.
Næste morgen vækkede vækkeuret mig hverdag, børnene skulle i skole igen.
Nå, hvad synes du? spurgte min kone, inden hun gik ud ad døren. Hun så glad og tilfreds ud. De har allerede spurgt om jeg kan komme næste uge. Jeg tror, de gerne vil ansætte mig fast. Du må tænke over det i dag og sige til i aften, om jeg skal tage jobbet, eller ikke.
Jeg skammer mig over at indrømme overfor hende, at jeg er totalt udkørt og vil bare tilbage på arbejde. Det føles altså meget rarere at få løn for sin indsats, end at ordne vasketøj, mad og husarbejde gratis.
